Naja Marie Aidt har skrevet tre digtsamlinger og to novellesamlinger
af Jakob Brønnum
I sin første digtsamling Så længe jeg er
ung fra 1991 (genudgivet i 1995 under titlen Trilogi
sammen med Et vanskeligt møde fra 1992 og Det
tredje landskab fra 1994) søger og opnår Naja Marie Aidt
det i dag i litteraturen uhyre sjældne moment af idyl. Digtet
Harmonia:
"Maj i middagstimen
på landet
lange hvide baner
af sol
mod familien i haven
der i tavshed
og iver
føler på forårsløg
og grønne toppe
i den fedtede muld
vidunderlig er virkelig jorden
der bringer alles tanker
til indadvendt ro
og nydelse"
Naturligvis ikke uden en Frank Jægersk dæmoni, som lurer i udkanten
af sceneriet:
"de unge piger
svarer deres kroppes navn
under unge mænds
hænder
i natten
taler de gamle, de hvisker
om alle de blomster der blir
til sommer
se nu huset i skoven
og vid at de onde ånder
kommer frem når de får plads
nu fylder den tunge kreds
af forbundne kroppe
rummene ud
samlet i forårets blødeste lys
på landet"
Dæmonien holdes borte af de forbundne kroppe: Af det - i hvert fald i
øjeblikket - ubrydelige slægtskab mellem disse mennesker. Og det
er disse forbundne kroppe, der udgør en væsentlig del af
tematikken hos Aidt. Og med forbundne kroppe menes nok så meget forholdet
mellem forældre og deres børn - som det også er antydet i
ovennævnte idyl: "alle de blomster der blir/ til sommer."
Senere i digtsamlingen i digtet Virkelige nætter eller
tvangstanke 2 (der følger efter digtet Tvangstanke
1) er idyllen brudt:
"Med al den ondskab
godheden rummer
vil jeg kvæle mine børn
i sene utydelige timer
tage livet af dem
de bliver til den mest
krævende fjende
jeg har mødt
mit raseri tager livet af
al den kærlighed der er
og jeg må efterlade dem
i en somme senge
og lade dem skrige sig blå"
Man kan undre sig over, at en meget fremtrædende billedebrug hos Naja
Marie Aidt i disse digtsamlinger er dyrenes kræfter og planternes indre
liv:
"Dagens blanke ansigt
trækker den sårede skorpion
længere ned i sandet jord.
De tårer den fælder
mens den skader sig selv
er hudløst tørre.
I sansgråt mørke
ligger den hen,
tavs mens tiden tikker."
(Fra digtet Den sårede skorpion i samlingen Et
vanskeligt møde/Trilogi)
I digtet Den blomst fra Det tredje landskab/ Trilogi er det
planteverdenen, og et mytologisk element, der træder frem:
"Hvad vil hun,
min muntre sirene
hun trækker så hårdt
i planternes rod
i solsikken
under min tunge."
Andre steder igen dyrene:
"Dyrene kender ikke
hinandens vaner
...
De æder hinanden op.
Og kun når skoven brænder
følges de ad.
Jeg så dig i mængden
for du er den sjæl
der har hjemme hos alle arter."
Det samhørighed mellem mennesker og dyr/plante, som Naja Marie Aidt, der
er vokset op i Grønland, skriver om, har til tider karakter af en
mystisk religiøsitet, ikke uden elementer fra naturreligion á la
indianske eller eskimoiske trosforestillinger. Uden at perspektiverne derfra
på nogen måde inddrages, er det det ubegrænsede
fællesskab mellem alt levende, som Aidt trækker på. Det
fællesskab er det samme fællesskab, som hun hentyder til i det
idylliske digt Harmonia, det som holder dæmonien borte, nøjagtig
hvad alliancen mellem dyr/planter og mennesker tjener til i naturfolkenes magi
og religion.
Der er også hentydninger til det magiske - "tryllebundet" og igen
"sirenen" - i et mere abstrakt, landskabeligt digt i Det tredje landskab. Det
står efter en vignet af Søren Ulrik Thomsen bærer med sin
dunkle, metaforiske tale om lys og fald og vanvid, bærer inspiration fra
digtere, der debuterede i årtiet før Aidt, Michael Strunge, Pia
Tafdrup og Thomsen:
"Et landskab
åbenbarer sig
sort og hvit og sort.
Tryllebundet
følger jeg nu
baghovedets lokkende tyngde,
snørklede stier
faldende kaos
og vanviddets sus,
min sirene.
Dér
i mit øjes sorte hul
lyser hvide diamanter ..."
Mange af disse temaer og inspirationskilder forenes i et voldsomt udtryk i Naja
Marie Aidts første novellesamling Vandmærket fra
1993. Den består af ni forholdsvis korte historier om skæve,
sære, ofte sindssyge eksistenser, som Louisa i En
kærlighedshistorie:
"Louisa er i sin lejlighed og det er længe siden hun har været ude
af den. Hunm lægger ikke mærke til lugten, men den er der.
indestængt og fuld af skimmel og råd. der er mørkt i stuen,
hun sidder indpakket i tæpper i et sofahjørne, hun hakker
tænder og venter på søvnen. Aner gennem øjnenes
sprækker tingenes konturer i rummet, alle tingene der tavse står og
ser ud somn om de hvert øjeblik kan vælte ned over hende,
splintres i tusinde stykker på gulvet."
Novellen udvikler sig gribende og nervepirrende til en historie om et menneske,
der ikke formår at holde styr på de enkleste ting omkring sig:
"Så er det noget andet med bananfluerne. de taler til hende. De flyver
langsomt og sætter sig på hendes hånd eller skulder eller
på kanten af hendes tallerken når hun spiser, og taler.
Fortæller hende hvor bedårende hun er."
I novellesamlingen Tilgang, som er blevet Naja Marie Aidts
publikumsmæssige gennembrud med tre oplag indenfor et år, er det
sproglige udtryk ikke mindre præcist, men de ekstreme eksistenser
får mindre plads, og noget af det umiddelbare lys omkring
fællesskabet med andre mennesker, der var i de første digte,
vender tilbage i de fleste af novellerne, Som i
Forskydning:
"En aften kommer hun hjem fra et besøg hos nogle venner, en lille smule
beruset, og giver sig til at sortere nogle gamle breve og papirer. Hun er
lysvågen og det er en smukt nat, byen er blå og oplyst af en
støvet måne. Fra sit køkkenvindue kan hun se ud over
tagene, ind i stuerne hos genboen. Men hun sidder og tænker
på,hvordan tiden dog går, ved gensynet af alle disse breve, fra
veninder på interrail og sprogskoler; gulnede breve med runde, barnlige
håndskrifter, støder hun pludselig på et postkort fra ham.
Der er et fotografi af Eiffeltårnet på forsiden og på
bagsiden står der: Kære Prinsesse. Som du kan se er jeg i Paris. Og
det er, som alle ved, en stor by. Jeg kommer hjem på torsdag, og så
kan du jo ringe til mig hvis du vil. Jeg kan evt. lære dig nogle franske
ord. Med mange hilsner ...
Hun kommer først til at smile for sig selv, og vender og drejer kortet
i hånden. Det er mange år siden. Så kommer hun til at
tænke på, at hun aldrig ringede til ham dengang. Det undrer hun sig
over i et par sekunder, indtil hun tænker: Selvfølgelig ringede
jeg ikke til ham. Og med ét bliver hun trist, og lægger brevene
væk. Hun slukker lyset i køkkenet og sætter sig hen til
vinduet. Ovre hos genboen er der stadig lys., det ser ud til at der sidder
nogle mennesker rundt om et bord og taler med hinanden."