Thomas Boberg begyndte sit lyriske forfatterskab, der siden debuten med Hvæsende på mit øjekast (1984) tæller 8 digtsamlinger, med den fremmedgjorte, civilisationskritik:
   
    "Inde fra centrum af den hellige civilisation
    springer vejene flimrende gennem billedet
    til de udslettede byer ud i det blånende intet
    ind i nattens mineraler, drømt af en død
    der rejser i skiftende skygger frit mellem
    århundreders søgen, hvor alt bevæger sig
    mod det samme punkt ..."
    (Fra digtet "Landskab", Ud af mit liv, 1985)
   
    Og med følelsen af, at verden, som byder sig til omkring mennesket, i virkeligheden intet er:
   
    "Ligesom tankerne tænkt før søvnen indtræder er
    mit liv uden ydre ramme. Billedet går i alle retninger
    En båd lægger til ved en kaj, olien blander sig med vandet
    stjernerne danser i bølgernes skum
    Jeg kender ingen ansigter, kun vandet, olien , stjernerne"
    (Fra digtet "Ligesom tankerne", fra samme samling)
   
    Og med følelsen af opløsning - i digtet "De fremmede", stadig fra samme samling:
   
    "Jeg ser skyggen af den jeg var
    forsvinde i lyset af den jeg skal blive
    De fremmede presser deres ansigter
    mod husets ruder
    Jeg kunne være hvemsomhelst i gadens mylder"
   
    Det, der er bemærkelsesværdigt i forhold til andre digtere i samme kuld, såsom Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, er, at det ikke er absolut intethed og stilstand, der danner tilværelsens uhåndgribelige, mørke arkepunkt, men at der findes retning, et fra og et til.
    Og derved bliver der også rum: Thomas Boberg har i lighed med Henrik Nordbrandt valgt ikke at blive i byen og digte på dens vilkår. Han har i de seneste år boet i Peru.
    Han har i et interview i Politiken (29.08.96) i forbindelse med udgivelsen af den første prosabog, den essayistiske Sølvtråden. Rejseminder, talt om præcis det vilkår. På nogle af sine første rejser boede han i en anden storby end København, Barcelona: "For mig var det bare som at komme fra en storby til en anden (...) Som ung havde jeg drømmen om fuldstændig vild natur og jeg havde også trangen efter at opleve noget oprindeligt. Det har jeg stadig, selvom det kan være forfærdeligt i den tredje verden, men det er også vigtigt for mig, at det ikke bliver en eller anden fed øko-løgn."
   
    I samlingen Marionetdrømme (1991) møder man frigørelsesmotivet:
   
    "Udspændt er jeg marionetdukke i en lunefuld
    mester hænder. Jeg
    rykkes af jagende impulser. En vriden
    en art dans mellem alle skyggerne
    der udspaltes i mit sind. en
    lang flakkende utålmodighed med dødsønsket
    krænget ud i driften mod det ukendte. En
    bevægelse
   
    Min rejse er en mørk gnist, en sneglød kredset ind
    og brændt fast
    på ordets nethinde"
   
    Senere i samlingen bliver leden til udlængsel. Det sagte er pludselig fri fra et hvert ironisk forbehold,
   
    "Jeg er led ved mig selv og mit
    fordøjelsessystem
    min psyke der svinger vildt
    som en løsrevet kompasnål mellem tre poler
    Jeg er led ved det kynisk sentimentale
    cirkus
    de forudsigelige hundekunster
    de peppede følelser
    der skummer ud af en altomklamrende entutiasme
    Led ved det savlende ordgejleri
    og de strategisk juridisk plaprende proteser
    der trives så overmåde godt
    i denne udkants sivende utilfredshed
   
    (...)
   
    Kan man endnu forestille sig eksistensen
    af en tibetansk munk uden at le
    eller et vejrtræk som ikke er inficeret
    af øjeblikkets selvdøde klicheer?
    Findes der mon en bog af tindrende poemer
    skrevet af et barn af vores
    postkompost af en tid som ikke får os
    til at hulke af meningsløshed
    eller skamme os så dybt så vi rødmer?"
   
    Den - både indholdsmæssigt og fysisk, bogstaveligt - store, tætte samling Pelikanens flugt (1994) er et højdepunkt i forfatterskabet.
    Det er karakteristisk for samlingen, at et af dens ni afsnit, som slet og ret har titlen "Digte", rummer 45 små tekster som i en tid med ofte meget korte lyrikudgivelser, udmærket kunne have været udgivet som en samling for sig, og også overlevet kritikernes små brummende bemærkninger om, at der nu godt kunne have stået mere på siderne. Nu er den blot en af en mængde vældige udtryk.
    Det første digt, "Destination", ville næppe være blevet antaget, hvis det havde været en debutsamling. Dertil tør det udsige for meget om en underliggende bestandighed i tilværelsen:
   
    "Det var som havde det åbnet sig
    Turde jeg tro det?
    Så varsomt havde jeg forsøgt at tage fat
    Jeg ville ikke miste underet af syne
    horisonten der glødede svagt og jeg var på vej
    Til hvad? Min liv, alt det, jeg havde forsømt?
    Som kun ordene kunne give et omrids af
    En halv løsning, men blivende (...)"
   
    Den spanskinspirerede, stort anlagt digtning kommer frem i en tekst som "Stof", hvor Thomas Boberg slår ud med armene og skriver langt, strømmende, både episk og lyrik:
   
    "Sorg kunne også være indsigt
    i det som ikke længere er muligt
    Kunne være døren lukket for det endelig skridt
    ud i navnenes virkelighed
    Guadalajare, Yucatán ... Jeg forstår dig ikke
    Manu slumrende, Manu filtret af øjne
    hvor den plettede jaguar søger sit bytte endnu
    Morild over et hav uden søvn, isens gløder
    isens aften der synker i en regnbuehinde. Koldlyn
    Tierra del Fuego trukket ud i en spids
    skriver uophørligt på erindringens anden side
    En vågen som er flagernes skurren
    En flytten som er grundens
    Men jordens rejse aner tabet af sit indre blik (...)"
   
    Hvad er det Thomas Boberg søger? Det kan være bevidstheden om at der er noget uden for "den hellige civilisation", der betyder noget. For eksempel at det, at der findes årstider er vigtigt med enhver målestok. Eller er det blot søgen i sig selv, en dyrkelse af selve længsel. Nogen gange kommer digteren selv i tvivl, meget passende for den holdning af ydmyghed overfor tingene og sjælen og den viden vi kan have om dem, der er nødvendig for gennem lyrikken at nå ind til deres kerne:
   
    "Jeg hylder forskelligheden
    og lyset fra et forår
    der splitter mine tanker til atomer
   
    men i dag har jeg en følelse af
    aldrig at have levet
   
    Jeg ved godt jeg er et barns stemme
    der klinger højere end glasset kan bære
   
    jeg ved godt min længsel springer
    videre end forestillingen om den."
    Fra Hvid glød (1986).  

A - Å