Jens-Martin Eriksens personer afspejler hudløst et moderne eksistensvilkår
af Jakob Brønnum
"Sådan nogle mennesker er familie, de er noget af én selv, det er
dem man retteligt hører til, det er dem, som man er forbundet med ved
blodets bånd. Rend mig! Jeg har ikke sådan nogle billeder, du har
dem ikke, men tag dem, også dem med blod på, tag dem og stop dem op
i mig, lige dér, hvor jeg skider, tvær dem til i lort og blod, det
er mig ligegyldigt, jeg vil skide på de døde, jeg vil skide
på jeres døde, jeg vil tvære mit lort ud over dem, jeres
døde og jeres sorg, den vil jeg spytte på, jeg vil kneppe mens jeg
spytter på jeres døde, jeg vil kneppe og spytte. rend mig!"
Jens-Martin Eriksen (født 1955) skriver ikke for sarte sjæle (og
det skal bemærkes, at der senere i denne præsentation forekommer
afsnit, nogle vil betragte som stærkt obskøne), men han skriver om
sarte, hudløse sjæle.
Han har siden debuten med romanen Nani i 1985 skrevet ni
romaner, indtil den "monologiske malstrøm" (som en reklametekst siger),
Pilgrim (1995)
I modsætning til romanforfatterkollegaen, Jens Christian
Grøndahl, som han ofte nævnes sammen med og som skriver i
problemstillinger, der lejrer sig omkring jeget, arbejder Jens-Martin Eriksen
oftest i konflikter, der udspringer af samhørigheden mellem flere
personer.
Som i De uforsonlige (1991), hvor fortællingen i lange
replikker, som et uslebent prisme, der drejer sig foran en, hele tiden viser
nye og helt uventede sider af forholdet mellem den mandlige og kvindelige
hovedperson.
"Synd for mig, synes du ikke, Monika, men jeg var heller ikke ret gammel
dengang, og du selv, du var kun 14, og du var helt ren, der var ikke hul i dig
forneden, vel. eller var der, havde du snydt mig, havde du, det håber jeg
ikke. Jeg håber sørme, at du var hel både foroven og
forneden, der håber jeg. Så kunne jeg nemlig lære dig
både det ene og det andet. Jeg kunne jo være din far, og så
når vi havde fået skubbet den gamle én ud, så skulle
du være min nye én. Men altså desværre, du skuffede
mig, du gik ud til drengene, de små, beskidte slyngler, som stod der uden
for dit vindue og lokkede med cigaretter og med forår og flirter, og du
gik altså bare ud til dem, da du havde afsløret hvor meget jeg
elskede dig, og du så havde hånet mig for det. Du kunne være
det bekendt, min Lille Monika, min egen pige, min egen, lille pige, mit eget
kød på en måde."
Den monologiske stil står i forbindelse med en absurd tradition i dansk
litteratur, som Peer Hultberg og Gynther Hansen, hver på deres måde
udfolder. man kan sige på baggrund af lidelse, forårsaget af
henholdsvis indre og ydre årsager. Hos Hultberg synes der oftest at
være barndomsrelaterede, psykiske malfunktioner til
stede, mens Gynther Hansen som sønderjydsk forfatter, forankrer sin
tekst i historisk betingede forhold. Jens-Martin Eriksens
monologiske tale er eksistentiel, i den forstand, at den
umådelige grimhed, fysiske, næsten kemiske råddenskab (lort),
lede og totale mørke, som tilværelsen er forlenet med hos hans
personer, afspejler, tyder og tolker, et moderne eksistensvilkår.
Og når begæret står centralt, som i dette århundredes,
freudiansk betingede syn på menneskets eksistensudfoldelse, så vil
sexualiteten også træde tydeligt frem i romanerne. Samtidig er det
her mødet mellem mennesker viser sig i sin mest hudløst
afmægtige form:
"Men der var intet sagt, intet gjort med K., hun forlangte ikke noget af mig,
hun spurgte da aldrig til mit lille hjerte (Hjerte!) eller til nogen sjæl
("Sjæl/ - hvilket sprog og fra hvilket land stammer disse ord, ville hun
spørge!), hos hende var det en rendyrkelse af hor i sin mest emfatiske
betydning, bare ren pul, dans og druk og syre, og fest, og så svedige
gennemgange af hinanden, og så en begravelse i kød og gnidninger,
af gennemtrængninger og sugninger af min pik, der blev suget og slikket
og suget, af væde om mine testikler, af mine balder, der blev slikket og
bidt. Af hendes kusse, der åbenbarede sig, når jeg skubbede hendes
mørke kønslæber til side og op, af dette mørke,
sørtrøde, uudgrundelige hul, som hun løb rundt og lokkede
mit hoved med, og som jeg kunne komme ind i med alle de der lemmer, der nu stak
ud fra mig; min pik, min finger, min næse, min tunge, mine tæer.
Altid, hele tiden, uudgrundeligt alligevel, for det var som om jeg aldrig kunne
komme helt derind i hendes sort-røde, drivende væde, som om der
alligevel gemte sig en lille hemmelighed, som hun ikke engang selv var herre
eller herskerinde over." (Fra Memoire, 1992)
Også i Nani "flyder alt sammen i rusens billeder", "en
art intellektuel punk", som en kritiker skrev.
Jim og jeg (1989) er på sin vis en roligere bog. Den
monologiske tale er mere afdæmpet, teksten er båret af sorg. Det er
en smuk fortælling om to drenge, der skulle have været venner alle
dage. Men sådan skulle det ikke gå.
"Du skulle have lyttet, Jim, også selv om vi kunne grine af dem,
historierne fra magasinerne, ikke. Men det var ind i en af disse historier som
du forsvandt, det var ind i en af disse historier som du forsvandt og blev
væk fra os, den dér søndag hvor vi sænkede din kiste
i jorden med alle stumperne af dig. Men sådan skal det ikke være,
du skal ikke sænkes og dø, jim, du skal leve med os, du skal leve
med mig, og verden skal aldrig blive anderledes. Nej, du skal aldrig gemmes
bort så pludseligt nede i graven, hvor de bagefter vil kaste jord
på din kiste når vi går ud fra kirkegården, din mor,
Marion og jeg. sådan skal det ikke være. Mørket skal ikke
tage dig, Jim."