"Ordene, der til daglig hindrede ham i at se verden klart, høre den hviske, stønne og skrige, fordi sætningerne led for led udskiftede hvad hans så og hørte med hans egne eller andres tanker. Når han færdedes gennem en fremmed by, huskede han igen sin tidlige barndoms anfald af uforklarlig rædsel eller glæde ved synet af skyggerne på en mur, aftenhimlens farve mellem husene, lyden af knirkende hjul eller fuglevingers knitren og klapren gennem luften. I det genoprettede svælg mellem tingene og hans egne sanser fandt hans ord næring i de mest ubetydelige småting og dannede langsomt og undseligt deres mycelium under den synlige verdens former. Usynlige celletråde oprettede nye, skjulte forbindelser, og hans ensomme tanker drænedes gradvis for indhold, mens de meningsløse ting omkring ham kom til at svulme af betydning."
   
    Citatet fra Jens Christian-Grøndahls (født 1959) roman Dagene skilles, der handler om en forfatter, der kun kan skrive og elske og leve i en tilstand, væk fra den han elsker, er karakteristisk for forfatterskabet: Den rigt inspirerede, pludseligt opståede tankerække hos eller i forbindelse med beskrivelsen af hovedpersonen og hans handlinger.
    Tekststykket er universelt og beskriver hele tilværelsen fra ånd til biologi, fra højt udviklet sprogsans til barndommens ordløse sansning, fra det betydningsløse til det meningsfulde, fra det fremmede til det helt nære.
    Men det er også karakteristisk derved, at det rummer den næsten filosofiske problemstilling, som ligger latent overalt hos Jens Christian Grøndahl: Den, at det er vanskeligt at sige, om sproget beskriver virkeligheden eller virkeligheden blot findes sted i sproget: "Ordene, der til daglig hindrede ham i at se verden klart".
    Problemstillingen får betydning, når man vælger at skrive romaner. Virkeligheden og de mennesker, romaner handler om, formidles via sproget til læseren. Hvad er det, der strukturerer historien? Er det virkeligheden eller et det sproget?
    Problemstillingen er særligt synlig i romanen Skyggen i dit sted (1991), som er én, lang erindringsstrøm, sammenfiltret som erindringer er i forhold til de oprindelige hændelser. Strømmen er udløst af det ny møde med en kvinde, som fortælleren tidligere havde et forhold til:
   
    "Du véd ikke længere, hvornår du besluttede at elske hende. Måske da du første gang kom tilbage til dit sted fra hendes på den anden side af byen, måske allerede i taxaen med de røde tal under forruden, der med digitalernes umærkelige små skred udmålte den voksende afstand mellem dig og hendes sovende krop. Måske i de lange øjeblikke, når hun nærmede sig de steder, hvor I havde aftalt at mødes, og du så hende komme, endnu uden at have set dig, så hende dreje fra side til side på kørebanen, omgivet af forbifarende biler. Måske når hun gik ind mellem træerne, gennem skyggerne, der åbnede sig og gled henover hendes lyse kjoles foldede uro, forgrenede gitre, passager af lys, fremad foran dig mellem stammerne."
   
    Sekvensen fortsætter umiddelbart, med at byens ting opløser sig til elementer i sproget, indtil alting atter samler sig i denne kvinde:
   
    "Når hun gik mellem husene, ved siden af sit spejlbillede i facadernes mørke, blanke ruder, mellem rudernes indhold af ting, forbi sit flygtige billede i ruderne og bilernes lak og glas. Foran dig gennem gangene, rummene, mellem væggene og møblerne, under viadukter, over broer, gennem togvogne, museer, arkader, terminaler. Måske når hun flygtede foran dig ind mellem lagenets folder, indhentet af din krop, igen og igen. Når du trængte til hendes krop, som man trænger til at komme væk, blive væk, som længslen efter steder, man ikke kender."
   
    Når sproget i sig selv får lov at virke så heftigt, som det er tilfældet her, sker der naturligvis det, at handlingen, som traditionelt fremadskridende fortælling betragtet, træder tilbage og noget andet kommer i stedet.
    Hos Grøndahl kan man ikke undgå at se symboluniverserne træde frem fra ordenes indre: Verden hvisker, byen er fremmed, der er skygger på muren, kvinden går gennem skyggerne, i passager af lys, hun går ved siden af sit spejlbillede, der øjeblikket efter bliver til det flygtige billede af et menneske.
    Symbolfascinationen bekræftes af en åre, der løber i forfatterskabet: Det er eventyret.
    Den smukke roman om mennesker i det natlige København, Syd for floden (1986) har som ramme om historien et orientalsk inspireret eventyr om et menneskes søgen, først efter kærlighed, siden efter evnen til at elske.
    Romanens hovedperson er en ung mand, der arbejder som vægter. Han kommer i kontakt med en række andre personer i natten, møder - telefoniske, ansigt-til-ansigt og mere flygtige - der alle er fremkaldt af forskellige momenter af hans egen søgen efter at nå den kvinde, der netop har forladt ham. Personerne i romanen, som altid hos Jens Christian Grøndahl, bevæger sig som skygger omkring hinanden og omkring den centrale figur.
   
    Romanen Stilheden i glas er et regulært, ligeledes orientalsk inspireret eventyr, med betydeligt mindre rum for sproget til at antage en mage over bevidstheden, væk fra handlingen, men ikke med mindre rum for poetisk klarhed:
   
    "De red langsomt gennem den støjende, puffende mængde og stanken af lort og rådden kål i de krogede gader, som en rå vind strøg gennem som et hævgerrigt spøgelse med mange arme og fingre, der fandt ind gennem hver en sprække og lirkede sig frem under klædernes folder for at knuge lemmerne i et greb, der var koldt og hårdt som jern. Prinsens øjne løb i vand, mens han lod hesten vugge sig gennem den uophørlige piben og trommen, klapren og blafren af skodder, forhæng og vindens egne pludselige stød mod hans ører."
   
    Et andet vilkår, foruden sprogets og virkelighedens sammenfald, deler Jens Christian Grøndahl med postmodernismen. Den egocentri, han skriver frem i sine romaner, er hvad mange har set som fællestræk mellem postmodernismen og forrige århundredes romantik. Grøndahl er romantiker.
    Han (eller hans hovedperson) er romantiker i sin udlængsel, romantiker under det vilkår, at han - til trods for at fortiden og til dels fremtiden konstant jager ham - kun kan gøre det, nuet tilsiger ham som sansning. Hans hovedpersoner forsøger hele tiden at gribe om noget, der er bestandigt, men de finder kun deres egen trang, sanselighed og længsel bestandig. De ser barndommen, kærligheden, mødet med andre mennesker, filtreret gennem bevidsthedens lys og skyggevirkninger. De ser virkeligheden gennem det dunkle lys i en fransk film fra 50'erne:
   
    "Pakken med frieksemplarer af min genudgivne debutbog lå stadig uåbnet på mit skrivebord. Jeg åbnede den og bladede på må og få. Jeg genkendte saætninger, afsnit og navne, men jeg kunne ikke længere huske, hvad jeg havde tænkt på, da jeg skrev dem. Der var kun stavelsernes monotone spor tilbage, en fjern fortids hieroglyffer. Jeg blev helt grebet af nostalgien ved det hele og fandt de andre bøger frem fra skabet, hvor de havde ligget gemt. Jeg havde ikke åbnet dem i årevis, de opstrættede sider var gule og trevlede. Havde jeg virkelig skrevet alle de ord? Noget af det var mægtig raffineret, men kunne se, jeg havde gjort mig umage. Lange sætninger, frapperende billeder. sikke en energi. En af dem havde jeg arbejdet på i en lille italiensk by ved havet. Den var tyk, selv om der egentlig ikke skete særlig meget i den. Jeg havde fået et legat. Det var forår, uden for sæsonen, der var næsten ingen udlændinge. Jeg sad på pensionatværelset med min rejseskrivemaskine, mens Alma gik rundt med sit kamera i de kalkede gyder og langs stranden. De sædvanlige billeder af lukkede skodder, frønnede mure med forrevne dødsannoncer og vasketøj på tørresnore spændt ud over gaden. Eftermiddagene tilbragte vi i sengen bag skodderne, i det stribede halvlys, ligesom på film." (fra romanen Indian Summer, 1994)
   
    Men romantikerens bundethed til sine egne følelser, stemninger og tilstande dementeres også af jeget, netop fordi jeget hverken vil eller evner at blive bundet op på noget: Fortælleren i Skyggen i dit sted beslutter sig for at elske. Det er en viljeshandling og ikke en dragning. Og selvom det selvfølgelig også er en løgn, en form for beskyttelse for det inderst inde skrøbelige menneske, så er det også den yderste selvhævdelse, næsten - med Nietzsches ord - viljen til magt.
   
    Og alt dette kan ses som forskelligartede og dog sammenknyttede bud på det store uafklarede spørgsmål: Jegets placering i en verden af sprog og begær og tiden i dens forskellige skikkelser.

A - Å