Christina Hesselholdt (født 1962) har skrevet tre små tætte bøger, som benævnes romaner, Køkkenet, gravkammeret og landskabet (1991), Det skjulte (1993) og Eks (1995). Vanskeligheden ved at rubricere i hvert fald de to første, ses at, at man i Kulturbyåret lod hende optræde som "månedens lyriker" i de stort anlagte biblioteksarrangement i storkøbenhavnske biblioteker.
    Reelt trækker de to første bøger - originalt i Danmark - på den angelsaksisk punktroman-tradition, hvor teksten er bygget op af tilsyneladende spredte, korte nedslag i et hændelsesforløb. Den tredje bog er en lidt mere fortællemæssigt ligefrem samtale mellem to personer om deres fortid og nutid, omend den i virkeligheden består af en mængde ultra korte novellistiske historier.
    Christina Hesselholdts bøger rummer stramt styrede, tætte universer, der ved nærlæsning beredvilligt åbner sig for at indlemme læseren i en primær menneskelig situation. Mødet med det andet menneske.
    Marlon er hovedperson i både Køkkenet, gravkammeret og landskabet og Det skjulte. I den første bog møder vi ham som en lille dreng, der netop har mistet sin mor. Huset, hvor de bor spiller en rolle som skaber af et rumligt univers, der også indeholder floden, som flyder langs huset. Ved hendes død ankommer, som en engel, kvinden Audrey, for at tage sig af Marlon og hans far.
    I Det skjulte er Marlon en voksen mand, der viser sin veninde rundt sin sære, mystisk-rationelle verden. Man kan ikke undlade at tillægge en særlig interesse for anatomien, som Marlon viser i Det skjulte, en vis symbolværdi.
   
    "Marlon sover. Jeg må vide, hvad han gemmer i det aflåste værelse. Jeg lister ud i entreen og lirker nøgleringen op af hans jakkelomme.
    Der hænger mennnesker på væggene. Jeg synes, jeg burde have gættet det. Plancher med skeletter og de indre organer i, tror jeg, stærkt overdrevne farver. Organerne virker så - påsatte, det er svært at tro, de hører til de beskedne, hvide ben. Dér sidder hjertet i sit net af kar, blå for vener, gul for nymfe. Desuden et par skuffende mørke røngtenbilleder (...)
    En tung hånd på min skulder. Jeg lader viljeløst Marlon dreje mig omkring, så vi står ansigt til ansigt. Jeg siger, jeg blev drevet af nysgerrighed. Han svarer, at før eller senere ville han alligevel have taget mig med herind."
   
    Hvad er der i det aflåste værelse, mennesket Marlons indre? Anatomi, ikke andet.
    De sidste linier er næsten programmatiske for mødet mellem to mennesker. På den ene side den nysgerrighed, der skal til, på den anden side den viljesløshed, der er nødvendig for at mødet kan finde sted på præmisser, der ikke udelukkende er ens egne.
    Teksten fortsætter:
   
    "Han giver slip og finder en bog på skrivebordet og finder en bog på skrivebordet: "Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver blomstrede ud mig i Sneen under Rakkerens skidne Kniv", læser han dæmpet og med ryggen til."
   
    Nærlæsningen viser, hvor tæt de to er på hinanden. Han holder hende åbenbart stadig på skulderen og hun er drejet rundt under hans arm. De bevæger sig altså kropsligt set som én.
    Farverne i citatet står som et svar på hendes tanker. At der også er et psykisk fællesskab mellem de to, viser det faktum, at der er brugt en såkaldt kiasme.
    Udtrykket, der dækker over, at det der var første og andet led i første udsagn, (blå for vener, gul for nymfe) nu er byttet om (gult som Ægyptens Sand, turkisblaat som himlen), stammer fra det græske bogstav Khi, der skrives X, altså som et kryds. Figuren forekommer ofte ubevidst, når man remser noget op, og man har en tendens til at korrigere den, således at rækkefølgen i udsagnet anden gang, ligner den første, men khiasmen synes at være det naturligste. Her
    Hvor teksterne i de to første bøger foregår i et poetisk, men køligt-klart registret, billedunivers, er der mere plads til det løsslupne groteske i Eks.
   
    "Jeg husker, hvordan min kone i bekendtskabets første og ubetinget hede tid havde haft en forestilling om, at et mindre dyr burde ofres i vores seng. Ikke at hun nogensinde skaffede et sådant til huse; hun syntes bare, det ville være passende, at et mindre dyr gik til, i al den hede. Denne gang havde hun fundet sig en mand, der arbejdede på et slagteri.
    Der sad vi i solen uden at tale - havde jeg været ham, havde jeg sandsynligvis forsøgt at forklare - indtil en klokke lød, og han med et kort nik til mig rejste sig, iførte sig en grøn kittel og gik sin vej med taburetten i hånden.
    Lidt derfra havde et par mænd et stykke tid været optasget af at gelejde køer fra en kolossal, grå bil ind i bygningen. Det larmede og støvede, de trykkede sig mod hinanden med sænkede hoveder og drev som vand ind i slagteriet. En af dem var først ikke til at få ned af lastbilens rampe, den blev stående og brølede, den skred på den glatte rampe. Så tog fanden pludselig ved den, den styrtede ned på vejen og gungrede forbi mig. Chaufføren satte efter den.
    Han råbte til min ven med taburetten. Denne vendte sig om og så koen komme. Et øjeblik så det ud, som om han ville brede armene ud og afskære koen dens vej, men han trådte til side, næsten høfligt, og dyret styrtede videre. Jeg indhentede ham og klappede ham på skulderen: `Du har fortjent hende', sagde jeg".
    "Det gjorde du ikke!"
    "Det gjorde jeg," sagde Daniel, "Han kiggede på mig, som om jeg ikke var rigtig klog. Så trådte han et par skridt tilbage og slog mig hårdt på kæben ..."
   
    Også den ironiske humor har indfundet sig. Et sted i Eks ligger den tæt på den Kierkegaardske betydning, som overgangsfænomen mellem det uforpligtende æstetiske stadium og det forpligtende etiske.
    Set udfra den synsvinkel har teksten den centrale problemstilling, hvorvidt det er i orden i henseende til deres nuværende forhold, at den mandlige og den kvindelige hovedperson bliver kærester.
    Denne samlejebeskrivelse - som danner overgangen mellem det uforpligtende og det forpligtende - er under alle omstændigheder forfatterskabets, måske dansk litteraturs korteste kapitel:
   
    "Daniel sagde: "ooh".
    "Ooh", svarede Judith.
    "Ooh", sagde Daniel."

A - Å