Peer Hultberg har fra debuten med Mytologisk landskab med Daphnes forvandling (1966) blot udgivet i alt syv bøger - romaner bestående af tekster med nær forbindelse, eller fortællinger, bestående af tekster med lidt fjerne forbindelse. De øvrige er Desmond (1969), Requiem, den store gennembrudsbog med 539 tekststykker (1985), Slagne veje (Fortællinger, 1988), der helt ufortjent står i baggrunden blandt bøgerne, Præludier, romanen om Chopins barndom (1990) og Byen og Verden (1992), romanen, der skaffede Hultberg Nordisk Råds Litteraturpris. Senest er kommet Kronologi (1995), der består af noveller, impressioner, kapitler fra hele perioden.
   Værkerne er alle meget forskellige i deres form og specielt i deres tone, men de handler alle sammen om, eller har som drivkraft, skyld og skam, i et univers, hvor kun døden kan ophæve denne pine. Tydeligst i bøgerne efter forfatterskabet genoptages med Requiem.

I Mytologisk landskab med Daphnes forvandling indleder et ægtepar et forhold til en fremmed mand for at redde deres ægteskab, men hans sadistiske tilbøjeligheder, skiller dem yderligere: Kvindens masochiisme bliver vakt, men hendes mand bliver skræmt.
   Romanen er skrevet i indre monolog, ikke med den vældige ordstrøm, der ofte er karakteristisk for denne form, men i et stramt sprog, præcist sansende. Formen i Desmond er helt anderledes: »Den er en collage af alle mulige teksttyper, skrevet i en lang række forskellige stilarter - prosa, lyrik, drama, fodnoter, regnestykker, madopskrifter, kontaktannoncer, konfirmationssange og mange flere.
   Ved sin punktlige registrering af ting og fænomener i omverdenen fremstår den som et pulterkammer indeholdende alle elementerne i det kaos den moderne verden er.« (Erik Pelle i tidskriftet Kritik 106). Desmond handler om hovedpersonens død og selvmord, beskrevet af ham selv.

Dødsmesse

».. og der sad de intetanende, kom de intetanende, lå de intetanende, gik de intetanende, og vidste intetanende ikke, at de havde betalt en regning, en regning der på ny måtte betales, betales af alle, betales fordi hun havde betalt den, en bedrageriregning, som hun i sin uskyld (og ungdom og styrke og uskyld - for hun havde vel været ung og stærk og uskyldig) i sin uskyld havde fået serveret, og da hun gav den tilbage til kommentar var kommentaren til tilbagegivelsen blot en hånleen, et der- kan-du-se, et hvor-der-handles-der-spildes, et ikke-græden-over- spildt-mælk, og hun skulle have været klogere, men hvordan kan man være klogere når man er ung og stærk og uskyldig, hvordan kan man da betale andres kvitterede gamle regninger, og nu sad hun der, lå hun der, og hvad gjorde det, ventedes det ikke af hende, ville man overhovedet være forbavset, så herregud dog, så slemt er det jo heller ikke, en virus mere eller mindre ...«

Også her kan Peer Hultberg pludselig anvende forskellige genrer (børnesange i 307, det kirkelige begravelsesritual i 330 og bibelsk apokalyptik i 332), men helheden har en ensartet, monologisk karakter, og den enkelte stemme virker på sin vis afbalanceret, når man læser stykkerne - til trods for at motiverne er angst, mord, ydmygelser, hån, sadomasochistisk smerte, altid smerte - kærligheden er aldrig til stede uden smerte. I længden bliver indtrykket en flimrende, smertelig, vanvidssnakkende verden, og man har naturligvis mødt sig selv indtil flere gange i løbet af de 539 tekster.
   Slagne veje er 40 fortællinger fra Amerika og seks monologer, og de ligger på mange måder i tråd med Requiem. Der er heller ingen umiddelbare forbindelser mellem teksterne, døden er nærværende i hver eneste tekst, endnu mere tydeligt end i Requiem. Fortælling nr. 1:

»Hvad han først sent fattede var at et livs skyld kunne bestå i at have haft en meget smuk mor. Da han var enogtyve var der steder hvor man krævede at hun skulle legitimere sig for at bevise at hun selv var fyldt enogtyve, og der var dem der hævdede at hun var smukkere end Rita Hayworth. Men naturligvis havde der aldrig været tale om at gå scenens vej. Hun blev som ganske ung gift med en betydelig ældre mand og ønskede blot eet: at hendes første barn måtte blive en dreng, så havde hun gjort sin pligt. Det blev en dreng og han blev døbt Patrick Henry OÕHair 4th. og da det gik op for hende, at hun havde født ham natten til St. Patricks Dag, forstod hun at hun havde gjort mere end sin pligt, og at man ikke ville forlange noget yderligere af hende. Hvor meget hun så end ønskede at skjule det, var det dog aldrig muligt at tilgive sin søn at han havde forvoldt en skæmmende fold over skødet og således for stedse ført hende den fysiske alderdomsproces for øje som hun sluttelig selv skulle foregribe.«

Chopin-bogen består ligeledes af korte stykker, nøjagtig som den altovervejende del af komponistens produktion, og flere kritikere har givet udtryk for, at Hultbergs mesterstykke består i at læseren faktisk fornemmer, hvorfor Chopin (stort set) aldrig skrev andet end tilløb, præludier, improvisationer, valse.
   Overfladisk er den lille Fryc (Frederic) Chopins verden ordnet og smuk, men under overfladen hersker skylden og skammen.

»Og der var en dreng og han var lige så dygtig til at spille som du. der var en dreng og han skulle spille for en fyrtinde. og hun havde indbudt masser af gæster. Og de sad alle sammen og ventede. Og så skulle dreng til at spille. Og han kom ind. Og han satte sig ved klaveret. For han var ligeså dygtig som du til at spille klaver. Og tænke sig. Tænke sig så. Så kunne han slet ikke spille. Og han sad ved klaveret. Og han kunne ikke få en eneste tone frem af klaveret. Og hans far sad dernede blandt gæsterne. Og hans mor sad derhjemme. Og. hans far græmmede sig. Og hans far var flov. Og da han fortalte det til hans mor blev hun endnu mere flov. For tænke sig. At have en søn. Og han er så dygtig til at spille. Så kan han ikke. Og tænke sig. De ulykkelige forældre. Med sådan en søn. Hvor må det ikke have været forfærdeligt for de stakkels forældre. Hvilken sorg må han dog ikke have voldt sine stakkels forældre. Det er et under at hans forældre ikke døde af sorg.«

Ligesom Præludier fortæller Byen og Verden en sammenhængende historie. Omend den er sammenhængende på en anden måde. De 100 tekster foregår alle i det samme, geografiske rum, nemlig Viborg, og bogen er en afdækning af provinsbyens patetiske, hykleriske spidsborgerbevidsthed. Man plejer at sige, at Tolstojs Krig og fred er uovertruffen med sine 550 individuelt tegnede figurer. På en trediedel af den plads Tolstoj bruger, skildrer Hultberg næsten 400 mennesker, klart portrætteret og sat ind i deres omverden.

De kreative spring i læseren

»Det er måske umuligt at erindre alle 100 historier i Byen og Verden efterlods, men i det øjeblik eller i de timer, man læser bogen ... aktiveres læserens hukommelse på en kompliceret og kreativ måde. Man husker, man forbavses over hvor godt man husker - i hvert fald med mellemgulvet, for at sige det sådan - de mest neutrale og udramatiske elementer og navne fra historier langt tilbage i bogen. dette illustrerer, at hjernen har en enestående evne til at lagre information og samtidig holde den tilgængelig ... Under læsningen af Byen og Verden oplever vi igen og igen, hvordan hukommelsen plukker oplysninger og informationer frem og knytter dem sammen på en for os overraskende og frugtbar måde ... Det er derfor vigtigt at understrege, at en sådan roman ... ikke kan læses på må og få. Ved at læse sig igennem feltet af historier, én for én, i den rækkefølge, forfatteren har placeret dem, opnåes en akkomulationseffekt. Gennem opdagelsen af stadig flere forbindelser og krydsreferencer på forskellige plan i teksten bliver læseoplevelsen større på side 250 end på side 25. De store kreative spring i læseren indtræffer ikke før mindst halvvejs; her er det man opdager, at der står noget i mellemrummene mellem historierne, noget man ikke havde drømt om, noget man ikke ville eller kunne tænke, men som man nu alligevel har tænkt og som ja, frister én til at forandre synet på, ikke bare Byen, men på Verden.