af Jakob Brønnum
Klaus Høeck skriver frit om tilværelsens store kræfter - i nøje
fastlagte rammer
Klaus Høecks forfatterskab har gennemgået en række faser, som bedst ses i to forskellige linier.
Den ene viser den indholdsmæssige udvikling, der i meget store
hovedlinier går fra de første, ungdomsoprørsinspirerede tematikker til
en senere behandling af tilværelsens store spørgsmål, ånd, natur, liv,
død, kærlighed.
Den anden viser en helt særegen beskæftigelse med formen, både i
skriveprocessen og i digtets færdige skikkelse, en beskæftigelse som
vokser frem gennem samlingerne i 1970'erne og nu i 90'erne har gjort
Klaus Høeck til den eneste tilbageværende systemdigter (jvf. Inger
Christensens digtsamlinger Det og Alfabet, som er omtalt andetsteds på
disse sider.)
Hvor det senere bliver det politiske, berører Klaus Høecks første
digtsuiter, Rejse I-V (1971-73), den åndelige side af de emner, der
optog den engagerede yngre generation i 60'erne. Såsom den nordiske
mytologi, krydret med et drys Jung ("Archetypisk ihukommelse"), som et
alternativ til den kapitalistisk-kristne:
"Eg. Sten.
Yggdrasil. Dryppende. Guld.
Uvejrets Lynparabel.
Byer. Marker. Navne. Over.
Muld.
Løvværkets Elfenben.
Guden. Offer.
Archetypisk Ihukommelse.
Sang. fjern. Dans.
Tilblivelse."
(Fra Yggdrasil)
Eller den himmelråbende, men kun let ironiske tekst om Apollo
11 og menneskets endeløse stræben efter at erobre og underlægge
sig. Teksten udvikler sig til en tolkning af denne, imperialistiske
trang, som værende en drøm, og den er også et forvarsel om den følsomme
og enkle fremstilling af natur og ånd, som kommer til at præge den modne
Klaus Høecks tekster:
"Højere, højere endnu.
Saturn V fløjter
allerede som en
nattergal på sin
rampe af stål.
Goodbye Columbus.
Kys jorden farvel
hils himlen og
stjernerne. All is "go"
then "ignition" and
finally "liftoff".
hils stilheden
stilheden, stilheden.
Højere, højere endnu.
Et gry af høj
mening tændes på
menneskets pande.
Et gry af sole
og rustne galaxer.
Mennesket har
et møde med månen..."
Og da skifter teksten retning, fra udad til indad:
"Mennesket har
et sidste
rendevous med
sig selv derude,
hvor seklerne ender.
Højere, højere endnu.
Der findes ingen
højere rampe
for menneskets tanke.
Intet højere trin
for menneskets
drømme. Herfra
udfordres et univers.
Dette er menneskets
højeste time. Der
findes ingen højere
indsats ingen højere
fejltagelse end denne.
Højere, højere endnu.
Dette er vejen.
Fra disse purpur
farvede sten vil vi
en dag stige op mod
uendeligheden.
Vi indrullerer en
hvilken som helst
stjerne i vore
kalkulationer. En hvilken
som helst galaxe i vore
dromme. Hvilke grænser
skulle standse os?"
Senere i de tidlige digtsamlinger beskæftiger Klaus Høeck sig med
lidt mindre åndelige og mere politiske aspekter af 60'er-70'er livet i
digtsamlinger som Ulrike Marie Meinhof (1977), Dylan Forever (1979) og
Topia eller Che Guevara (1978), hvor den klassiske sonetform med to
gange 4 og to gange 3 linier anvendes sammen med et særdeles subjektivt
formelement:
"Jeg tager til Cuba til mine længslers land
dér hvor folket har overtaget magten
og ingen industri syndikater kan
udnytte cirrusskyerne på himlen.
Ikke til landflygtighed eller eksil
på asbestens rygende strande, men til
hjemkomst på en eller anden måde, til
et intellektuelt fædreland med vil
ddddd eeee ffff gggg hh ii spej
mmmmmmm nnnn oooooooooooooooo ana
rrrrrrrrrrrrrrrrr ssss æææ ke
de agaver, der blomstrer i fjerne spej
le bagest i sindet, et nyt nirvana
et nyt Topia dér på sit frimærke."
I alle disse tekster ser man Klaus Høecks arbejde med formen. I
teksten fra Rejse I-V var der 13 linier i hver strofe, i sonetterne i
Ulrike Marie Meinhof arbejder ligeledes en tredje strofe med splinter
fra bogstaver og ord sig ind i de fleste tekster og i Dyland Forever
staves sangerens navn vertikalt ned gennem de fleste digte.
Men det er først med en sonet som ovenstående, hvor tredje strofes
bogstavrække er tiloversblevne bogstaver i et sindrigt udregnet,
cybernetisk baseret system, at Høeck lægger grunden til den senere tid
monumentale systemdigtning.
Fra midten af firserne har Klaus Høeck udsendt nogle monumentale
digtsamlinger, som indholdsmæssigt forlader de tidsbundne motiver og i
stedet kredser om mere klassiske eksistentialier. De
matematisk-computeriserede formler, som generede strofer som tredje
strofe i Cuba-sonetten, anvendes nu direkte på indholdet og indgår som
et strukturerende element heri. I den 600 sider store samling Hjem
(1985) kan man i et appendix finde følgende:
"Digtkredsen HJEM består af tre spor. Et spor er den tekstlinie, der forløber øverst, i midten og nederst i den samlede tekstmasse.
1. Spor er sporet, der forløber øverst i tekstmassen fra venstre mod
højre (NATUR). 2. spor er sporet der forløber nederst i tekstmassen fra
højre mod venstre (KULTUR). 3. spor er sporet i midten, der forløber fra
centrum henholdsvis mod højre og venstre ... Ideen i digtkredsen HJEM er
ud fra sprogets atomer (bogstaver) at udvikle en tekstmasse i hvilken
større og større områder af sprogets strukturer inddrages. der begyndes
med en helt fastlagt bogstavkombination (dén bogstavkombination
formelskamaet for den danske undergrunds kemiske sammensætning udgør
..."
Teksterne, som denne fra 3. spor (ÅND) er uendeligt følsomme og forankrede i den klassiske europæiske kulturs tankegods:
-
- "Videre. Gennem
- disse rugmarker
- der funkler som et sanctuarium.
- Din hånd ind
- stiller bil
- radioen: en strygekvartet af
- Holmboe. skulle
- det være den
- ottende fuld
- af hemmelig
- lidelse? - Overhalinger. De hvide
- streger. Bak
- spejl. Du overhaler dit eget liv."
I 1995 udkom en ligeså monumental manifestation, den over 400 sider
lange digtsamling 1001 digt, der er udformet som en almanak
over fire år, idet den "sammenstiller sammenstiller årets dage med
angivelse af helligdage, fødselsdage, dødsdage, astronomiske data,
geografiske data, kulturelt stof, politisk og andet stof":
- "og dér står have
- grillen sort af indian
- summer som en skulp
- tur af robert ja
- cobsen - kullet sølvfolien
- jernet tørspritten
- hvilken herlig me
- tafysik og alkymi
- her til kødets for
- vandling og sjælens
- i hvert fald til digtets i
- denne athanor"
I Eventyr fra 1992 er de tre afsnit, der er placeret succesivt, men
med en underliggende struktur udregnet efter numeriske variabler:
Skovene (døden), himlene (tiden), Strandene (døden), og værket er endnu
en hengivelse til tilværelsens store fysiske og metafysiske sammenhænge.
I 1988 udkom Lukas O'Kech med langt over 200 sonetter, hvoraf
hovedparten er opstillet i et skema, der stammer fra den katolske messe,
og hvor mange af digtene kredser om den lidende Kristus. Lukas O'Kech er
naturligvis et anagram for Klaus Høeck - blot er ø'et blevet et o.
Den komplekse struktur i Klaus Høecks værker kan umiddelbart virke
noget fortænkt, i hvert fald i ungdomsværkerne. Men der er noget
frigørende ved den stædige og, ikke mindst, vidende fastholdelse af
lovmæssigheder i formen, som en afspejling af virkeligheden. Underlagt
det nødvendige tålmod, ligesom iagttagelsen af tilværelsen selv kræver
det, rummer digtene et flimrende, livsbekræftende indhold.
Klaus Høeck:
Yggradsil (1966)
Mitr-enf-snee (1967)
Rejse I-V (1971-73)
Transformations (1974)
Pentagram (1976)
Projekt Perseus (1977)
Ulrike Marie Meinhof (1977)
Topia eller Che Guevara (1978)
Skygger (1978)
Dyland Forever (1979)
Winterreise (1979)
Sorte sonetter (1981)
Canzone. digte fra Nørrebro (1981)
Metamorphoses (1983)
International Klein bleu (1984)
Marienbad (1984)
Hjem (1985)
Blackberry Winter (1987)
Lukas O'Kech (1988)
Udvalgte digte (1988)
Heptameron (1989)
Salme (1991)
Eventyr (1992)
1001 digt (1995)