Janus Kodals forfatterskab er stort efter blot to små bøger
af Jakob Brønnum
Janus Kodal har blot udgivet to digtsamlinger. Alligevel har han allerede vist
sig som en digter af usædvanligt format.
Den første samling har den lidet fortællende titel
Antologi (1991). Den lille bog har 36 sider digte - intet
usædvanligt lavt tal - og det antologiske består vel i, at det er
en antologi af sansninger og følelser, muligvis, lidt spøgefuldt,
en antologi over de sikkert snesevis af digte, den unge sønderjyde
må Kodal have skrevet inden han kom til storbyen, til Gyldendal, til det
Poul Borumske parnas og til sig selv.
Samlingen rummer surrealistiske storbytekster som "Dagbog over det
aldrig-skeende:
"Før det ikke-synlige hen foran øjnene
*
Byen krøller sig sammen
som brændende papir
*
Et navnløst dyr filer sine
flossede vinger i min seng
..."
Den rummer udsagn om søgen efter identitet, i sin nøgternhed ikke
uden efterklange af Uffe Harder:
"Jeg ligger med øjne slået ud
ører over det hele
og venter mit eget centrum
i form af en identitet.
Nogen kan ringe på ruden
kradse på døren
en engel
et menneske
en anden."
Henrik Nordbrandts og den varmblodige spansksprogede digtning er
nærværende i digtet Venners værelser:
"Jeg elsker disse nætter
hvor jeg går mod venners tomme værelser
og nøglen glimter hemmeligt
på sin aftalte plads.
...
Jeg elsker at sidde og skrive
på værelser der burde være fremmede,
men er utilgiveligt trygge
som kun på en helt anden planet."
Hvilken lyriker med bare en smule sans for at spille med de store ambitioner
har ikke skrevet et digt, der lader hvert nyt afsnit begynde med den
umiddelbare kærlighedserklæring, "jeg elsker at ..."
Pointen er, at Janus Kodal ikke går ned på teknikken eller lader
indholdet udtyndes i denne antologi over sig selv og sin omverden, han mestrer
det hele.
I den anden bog, Ingentings Mestre, et stort,
strømmende digt på næsten 40 sider om, har Kodal som den
eneste af danske lyrikere i vor tid haft helt ubetinget succes med en
alternativ opstilling af teksten:
"et ansigt fortoner sig i bølgerne
det forsvinder i sandet
det lægger sig uordentligt til rette
opløses i øjnene"
Disse forlængede mellemrum mellem ordene, som findes i de fleste af
bogens tekstdele, tvinger efter en tid læseren ned i tempo, øger
opmærksomheden overfor det enkelte korte udsagn og skaber et tomrum
omkring det, som er konsistent med bogens motiv:
"september lys hvor kærlighed
opløses tjørnens skyggelag kommer
til syne
stilhed under tjørnens
visir ingen vækst den sidste
dag i september
lyset det skal forsvinde
lugt jord dampet mørke
et ansigt det er smeltet ned
maske sover på kraniet."
En stor del af Ingentings mestre foregår på
stranden, hvor absolut tomrum og absolut fylde kan siges begge at være
tilstede på én gang:
"en kugle af søgelys
over havet hvor de tager
af sted//
kommer de nogen steder fra
de svæver på søjlerne de bliver
bløde af ælde før de forsvinder
bliver de til mellem hinanden
forgrener de sig eller
kommer de nogen steder fra
de rører hinanden før
de forsvinder ingentings mestre
de forsvinder//
er de i en anden strøm
er de sten vandet flyder
henover og sliber"
Det som fuldender bogen, som lyrik og som udsagn i og om en uoverskuelig
tilværelse er, at i det elementære rums horsontale perspektiv,
går en vertikal linie, som så at sige bevæger sig henover det
horisontale: Tiden, menneskets egen tid.
Sætningen "mens du ældes" går igen mange gange i
Ingentings mestre, og udelukkende i de dele af tersten, der har
bogen eneste anden form for opstilling af teksten:
"mens du ældes
glider stenene ud af dine hænder
de ligger tilbage
hvor de altid har ligget
solen gløder himlen
ude over vestkysten
og minder dig om
at du aldrig skal leve denne dag igen"