Introduktion til Michael Larsens to romaner Med livet i hælene og Uden sikker viden.

Der er en ironi, der passer godt til Michael Larsens forfatterskab, over, at en hel del anmeldere gav ham et ordentligt hak i tuden for hans anden roman Uden sikker viden. For den er nu solgt til så mange lande, at Forlaget Samleren (endskønt oversættelserne ikke er udkommet endnu) ikke tøver med at kalde det hans "internationale gennembrud".

Der er også noget naturligt over, at det netop skulle være den. Uden sikker viden handler om et tidstypisk fænomen, som er ens for alle. Om den (u)virkelighed, at i kommunikationssamfundets elektroniske hjerte kan alle fakta ændres og fremstå ligeså ægte, som de modsatte gjorde lige før.

Romanen handler om den 30-årige Martin Molbergs verdensomspændende jagt på sin kæreste Moniques mordere. Hun har efterladt sig et pornografisk foto (er det billedmanipulation eller er det virkeligt) og to millioner på sin bankkonto (hvor kommer de fra?)

Stand-up-comedy i bogform

Den 32-årige Michael Larsen debuterede i 1992 med romanen Med livet i hælene, med undertitlen En stand-up roman. Det er en vel-timet stand up comedy i bogform, tilsat et kraftigt skud Panduro. Og med stadig skæven til Woody Allens forkærlighed for satiriske, psykoanalytiaske pointer. Og ikke underligt. Michael Larsen er journalist af uddannelse og skriver om film på B.T.

Også Med livet i hælene har et mord i centrum. Hovedpersonen Iver står lige ved siden af den myrdede, da denne faldt om midt i en forblommet festtale. Men Iver aner ikke, om han har myrdet ham. Det er der imidlertid andre, der gør. Politiet eksempelvis.

Den menneskelige kerne

Kernen i Michael Larsens forfatterskab er ikke det flimrende sprog, de voldsomme vittigheder og de småfilosofiske betagtninger, som afløser humoren eller er viklet ind i den. Det er det menneskelige.

Michael Larsens romanfigurer er folk, som i bund og grund er så vildfremmede for sig selv og som hele tiden truer med at krakkelere, at de må holdes sammen af kunstige midler. Hvad enten det så er piller, alkohol eller selvopfundne sygdomme, som i det mindste kan give dem noget, der er Og dog:

"Da vi havde lært hinanden bedre at kende, forsøgte han (lægen, red.) at trøste mig med, at jeg faktisk var helt normal, hvis det altså ikke lige var, fordi jeg var så afsindigt unormal.

- De er ganske enkelt hypokonder! sagde han.

- Så er jeg altså ikke syg?

- Jo!

- Men hvis jeg er hypokonder, tror jeg jo bare, jeg er syg?

- Det er sandelig også sygt.

- Hvad er det så jeg fejler?

- De fejler ingenting! De er hypokonder. De tror bare, De er syg.

- Jeg er altså rask?

- Nej! Det kan man ikke sige. De fejler ingenting, men de tror De, De gør. Og det er jo sygt. Som jeg ser det er sygdommen en forudsætning for, at De kan blive rask. Men da De ingenting fejler, er De jo ikke syg og kan derfor heller ikke blive rask.

Da jeg gik, bad jeg ham skrive en recept på nogle stærke hovedpinepiller." (Med livet i hælene, s. 40-41)

Disse personer kan følgelig heller ikke forholde sig til kærligheden. Kun dens liv i fortiden, gør den virkelig i nutiden. Som for Martin Molberg i Uden sikker viden:

"Engang, før Monique, var jeg bange for den tilfældige kærlighed. Jeg var rastløs. Jeg var træt af løse forhold. Jeg havde brug for en pige, der ville elskes. Men akkurat dét mindre end jeg, der gjorde, at hun endnu turde vise det. Jeg ved slet ikke, om det passer. Måske var det slet ikke kærlighed, jeg havde brug for.

Kærligheden døde med Monique. Eller måske døde den lang tid før. Engang, en aften, ingen længere kan huske. Måske fik den aldrig en chance. Måske havde den aldrig en chance. Måske har den aldrig haft en chance." (Uden sikker viden, s. 95).

Eller som i Med livet i hælene, hvor den neurotiske hovedpersons kærlighed aldrig er blevet til mere end det at være en mors dreng:

"Jeg har hørt om folk, der har oplevet døden, beskrive følelsen som om de forlod deres krop og svævede over den. Det passer. Præcis så lettet følte jeg mig, da min mor døde..."

Lettelsen er tvetydig, som det ses. Han oplever hendes begravelse som sin egen død, fordi hans krop altid har været et med hendes.

I begge bøgerne stikker undertiden endnu et tema frem på en sådan måde, at man véd, at det er der, også når man ikke bemærker det: