Henrik Nordbrandts digte
af Jakob Brønnum
Man har igen og igen beskrevet lyrikeren Henrik Nordbrandt som rejsende. Typisk er overskriften på Per Højholts anmeldelse af bogen », om forfatterskabet (red. Iben Holk, Odense Universitetsforlag, 1989): »En rejsende fastholdes« (Jyllandsposten).
I overskriften ligger, at det rejsende symboliserer det flygtige, og det står da også sædvanligvis i modsætning til det fastboende, i betydning, det blivende. Men det er ikke det flygtige, der står tilbage efter læsningen af Nordbrandt.
Digteren lever tilsyneladende på samme måde som sit digt, flygtigt i forhold til nuet og omverdens almindeligheder. Men derved bliver udtrykket imidlertid tidløst. Og det tidløse er det blivende.
Det kan godt være, at kærligheden, begivenheden, aftenen, i digtet Vores kærlighed er som byzantium (Udvalgte digte, 1981, alle samlinger: Gyldendal) er flygtige, men blikket, øjnene og følelsen, er det nærmeste man kan komme en virkelighed, der er bestandig:
»Vores kærlighed er som Byzantium
må have været
den sidste aften. Der må have været
forestiller jeg mig
et skær over ansigterne
på dem der flokkedes i gaderne
eller stod i små grupper
på gadehjørner og torve
og talte lavmælt sammen
der må have mindet
om det skær dit ansigt har
når du stryger håret tilbage fra det
og ser på mig.«
Farvel, Middletown
Nogle gange bliver det ganske vist for meget. Trangen til at følge det, der altid byder sig til i omverdenen, trangen til den trummerum, der lader som om den er uproblematisk, kan overmande digteren:
»Som i en drøm om at blive gift
med bagerens datter, kom jeg til Middletown
og blev det på stedet!«
Men det holder jo ikke. Trangen til at være i det, som almindeligvis anses for at være virkeligheden, overmandes hurtigt at følelsen af uvirkelighed, af at det hele er iscenesat, af, at det villede nærvær bliver til fravær og distance:
»Måske drømte jeg af den grund,
at mit liv blev vist på et filmlærred
af lige så mange fremvisere
som det havde varet i dage
alle mine dage oven i hinanden!
Og det hele varede kun et sekund!
O, Middletown, mit hjertes by!
dine kvarterer forekommer uendelige
og ligner hinanden til forveksling
så ingen betalende borger skal føle sig fremmed.
Og som også dit navn antyder
er du alle tiders
mest pragtfulde sted at rejse fra.«
(Fra Drøm om Middletown, Vandspejlet 1989)
Alf og damerne
Det, der er blevet Nordbrandts mest berømte digt, Alf og damerne (Fra Violinbyggernes by, 1985) fortæller, grotesk og tragikomisk, om den ensomhed, der står tilbage, når barndommens illusioner og idealer krakkellerer:
»"Alf og Damerne" troede jeg det hed
det blad, min moder købte hver uge.
Der var altid en dame på forsiden
og enkelte herrer indeni.
Men når jeg bladede det igennem
fandt jeg aldrig et billede af en
der helt svarede til min forestilling om Alf.
...
Hvor stor var min ikke skuffelse
da jeg lærte at læse.
O, damer! Og I, småpiger
som lærdom endnu ikke har ødelagt.
Tænk en gang imellem
på stakkels, gamle Alf
Tag ham med i jeres aftenbøn.
Lad ham nu og da få
en beskeden plads mellem jeres prinser
eller popstjerner, hvem i nu drømmer om
så han ikke altid skal gå hjem alene.«
Dødens gennemtrængning
Døden har været en gennemtrængende metafor mange gange i Nordbrandts tyve digtsamlinger, i den forstand, at han altid har forbandet efteråret, undret sig over dødens magt over mennesket - livet som venteværelse i dens skygge, nogen gange følt den meget stærkt:
Efteråret i digtet fordi det er oktober fra debutsamlingen Digte, 1966:
»fordi det er oktober
og aftenen har indhentet
vinden og fuglenes skygger
som vinden fejer gennem de
døde frugtbunker opsøgende
forrådnelsens billede«
Dødens skygge og de tyrkiske indtryk fra samlingen Under mausolæet (1987), der vel og mærke ikke er er et hvilket som helst mausolæum, men Kong Mausolos mausolæum i Helikarnassos (i dag Bodrum):
»Dette er venteværelset
hvor folk skubber til hinanden
for at komme først på hospitalet i Bodrum
Oltidens Harlicanassos
hvor Mausolæet stod.
Dette er stedet, hvor Mausolæet stod.
Dette er det blændende lys over stedet.
Dette er stedet, hvor Mausolæet står
lige så lidt som i dag
som da Mausolos for første gang så lyset.
Dette er venteværelset.«
Og så endelig følelsen af at mennesket, der er borte, bliver ved at komme i skikkelse af verden, som den var, og aldrig kan blive igen. Fra digtsamlingen Ormene ved himlens port (1995), der viser Henrik Nordbrandt som stærkere skrivende end nogensinde:
»De ting, som var her før din død
og de ting, der er kommet efter:
>Til de første hører først og fremmest
dit tøj, smykkerne og fotografierne
og navnet på hende, du var opkaldt efter
og som også døde ung.
Men også et par kvitteringer, indretningen
af et bestemt hjørne i stuen
en skjorte, du har strøget til mig
og som jeg gemmer, omhyggeligt
under bunken af skjorter
visse stykker musik, og den skabede
hund, der stadig stiller sig op
og griner dumt, som om du var her.«
Man kan sige, at den udvikling, der er sket med digtenes form og udtryk hos Nordbrandt gennem de seneste næsten 30 år, hvoraf han har rejst i de 20, er at sproget har nærmet sig dagligdagsproget. Der er betydelig færre lyriske billeder i dag, end der var i de første samlinger.
Digtene synes også tematisk at være nærmere den tid og de rum, som udgør vores dage. Og det er ikke forkert at sige. at de sansninger og stemninger, der formidles trænger, mere direkte ind til læseren. Digtet som sprogligt udtryk står ikke længere, som det ofte nok har gjort igennem modernismen i efterkrigstidens danske digtning, som en hindring for den direkte kontakt med de livserfaringer, de formidler.
