Vagn Predbjørn Jensens sjette roman bliver hans endelige gennembrudsbog. Anmelderne - og vel at mærke flere af de, der er mest frygtede blandt forfattere for deres sylespidse penne - har øst strømme af venligheder ud over Vandspejlet (Tiderne Skifter, 203 sider, 225 kr.). John Chr. Jørgensen (Politiken) henter Terje Vesaas og Martin A. Hansen ind på skærmen, når han skal perspektivere Predbjørn.

Vandspejlet er en roman, der foregår i fortiden, den er psykologisk og dybsindig, ikke uden mystiske undertoner - nøjagtig som Predbjørns øvrige romaner.

Predbjørn debuterede i 1983 med noget, han selv kalder en gotisk thriller, Tårnet i Atlantis, om en sømand, der i år 1900 lider skibbrud på et skær ude i havet. Den salgsmæssigt største succes har været Løv som vinden jager (1984) en roman fra Læsø med Danmarks første kvindebevægelse blandt temaerne. Den har solgt 2500 eksemplarer. Senest udkom Øen bag synsranden (1991). Bøgerne udkom på det nu hedengangne forlag Brage og kan ikke fås for tiden.

Vandspejlet foregår i en lille landsby, kort efter 2. Verdenskrig:

"Lundby var et hængedynd af gemenhed. Man nærede tilsynelandende ærbødighed for sin præst og degn. Stillede dem op på en sokkel, som man samtidig ubevidst søgte at hele dem ned fra. Den tynde fernis af velvilje forsvandt så snart den kom i forbindelse med spiritus. Det begyndte med hentydninger og gik over til grovheder, efterhånden som fuldskaben skred frem."

Dette "hængedynd", om det så er gemenhed eller udtryk for den usikkerhed og ufuldkommenhed, menneskelivet er behæftet med, samler sig også om personerne enkeltvis. Det sidder inde i sjælen og uden på huden. Predbjørns personbeskrivelser er nærgående og præcise:

"Da han trådte ud på kørebanen, kom han i tvivl, om han havde låst gangdøren. Han vendte tilbage og tog i håndtaget. I grunden havde han også været næsten sikker. Men altså kun næsten. Og det var ikke nok. Hvis karetmagerens kælling havde set ham gå tilbage og mærke efter, var han grundigt til grin. Men hun havde såmænd sikkert bemærket hans uvane for længe siden."

Blandt en række uforløste kærlighedshistorier, der forløber bogen igennem, med skiftende fokus, er den centrale begivenhed i Vandspejlet drengen Holgers død. Hvem er skyldig? Ingen og alle.

Alle er på den ene eller anden måde medansvarlige for at Holger i bogstaveligste forstand ender i hængedyndet - nede under vandspejlet - i et lille kær. Alle i landsbyen har undladt at være som de burde: imødekommende, overbærende og nærværende overfor drengen. Bogens skiftende fortællere har travlt med i tankerne at fralægge sig skylden.

Det eksistentielle i Vagn Predbjørns roman har altomfattende implikationer. Det er ikke alene de moralske og psykologiske spørgsmål her og nu, der beskæftiger ham. Det er også en gennemlysning - på tværs af tiden. Samme morgen, som han dør, har Holger en forudanelse om det:

"Hastigt satte han fødderne ned på de kolde gulvbrædder, labbede hen til vinduet og kiggede ud. Himlen lyste i svagt bleggråt over det hele. det ville måske blive en god dag! Et kort øjeblik gennemstrømmedes han af håb. Men da han granskede himlen nøjere forsvandt det igen. Ud af morgenens vældige, kolde rum blev dødens tegn pustet ham i møde. En lille gråbrun flage sejlede ind over landskabet fra vest, så let som et dun. Og den kom ikke alene. der var flere skyer et stykke bag den. De ville tætne mere og mere, lukke den blå himmel inde og gøre sollyset gammelt og træt."

Denne synsmåde understreges rent teknisk af bogens fortællestruktur med de skiftende stemmer. Og den forbinder alle personerne med hinanden og betoner noget af det mest åbenlyse, men samtidigt vanskeligt tilgængelige i livet: At alting hænger sammen.

Også bisættelsen er omfattet af det mystiske, nu med rituelle og samtidig makabre overtoner. Bogens voksne hovedperson, læreren Moseholm, står og ser på Holgers ansigt, som han ligger der i kisten:

"Her passede det virkelig: Holger havde fået fred.

I det samme kom (en) spyflye summende og slog sig ned på Holgers ansigt. Laura ænsede den ikke. Det afskyelige sorte bæst spadserede langsomt hen mod næseborene for at trænge ind og lægge sin last, der ville fremskynde forrådnelsen ... Uvilkårligt langede han ud efter fluen.

I det samme øjeblik ... slog Laura ned som en rovfugl og pressede hans hånd mod Holgers ansigt. Koldt. Stift. Det eneste kølige i denne lummerhede."