Link: tilbage til forsiden
Hjem: ELEKTRA - e-ressourcer: e-biografier og biografiske portrætter: Nyere danske forfattere: Svend Åge Madsen
 
Ord uden sandhed

Svend Åge Madsens romaner
af Jakob Brønnum

Svend Åge Madsen (f. 1939, debut: Besøget, 1963) skriver egentlig aldrig om sig selv. Dertil er hans bevidsthed om den moderne sprogfilosofis afskaffelse af sproget som sandhedsbærer for væsentlig for hans forfatterskab. Og i kølvandet herpå afskaffelsen af absolutter som liv/død, løgn/sandhed, tid/intet, både i filosofien og hos Madsen.

Alligevel - eller måske derfor - har han ikke kunnet nære sig for at opkalde den stort anlagte roman Syv aldres galskab, der udkom i 1994, og som er hans seneste hovedværk efter sig selv. Oversætter man titlen til engelsk lyder den Seven Ages Madnes - og alle disse engelske fejlskrivninger af sit navn har han mødt gennem tiden.

»Her, henimod afslutningen, er der ingen ord. Ingen ord, derfor ingen sandhed.

Alt foregår i ordløshed, alt blir til intet.

Ordløsheden, som er døden. Døden som er menneskenes mørke.

Og mørket fordunkler lyset, og lyset kunne ikke gennemtrænge mørket.

Et menneske, som går til, et menneske, som går i opløsning, et menneske som er opløsning. Et menneske ved navn Johannes.«

Det er indledningen til Syv aldres galskab, der udkom i 1994. Minder det om noget? Det er en negativ parafrase af den tekst, som indleder Johannesevangeliet, og som det for sammenligningens skyld kan være relevant at citere her:

»I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.

Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til at det, som er.

I ham var liv, og livet var menneskers lys.

Og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes.« (Joh. 1,1-6)

Det er netop sproget, der er det filosofiske problem for Svend Åge Madsen i denne tekst. I hymnen i Johannesevangeliet - og i den tekst, som den parafraserer, nemlig skabelsesberetningen i 1. Mosebog - er det sproget, der skaber, hvad det nævner. I Svend Åge Madsens opløsningsvision, har det mistet sin funktion og sandhed er derfor umulig.

Syv aldres galskab handler også om (mangel på) sandhed på et andet plan. En visionær bogtrykker i 1600-tallet, Hans Hanssøn Skonning, modtager en åbenbaring af, hvad han tror er paradis. Men vi, og den unge Tobias Skonning i en senere tidsalder, ved bedre. Det er nemlig vore dages samfund, bogtrykkeren har set.

Romanen er den første egentlige mursten siden Tugt og utugt i mellemtiden (1976), og den har en tyngde og et vid som Umberto Ecos Rosens navn.

Skonning fortæller latinskoledrengen Bertel sit syn, mens de går igennem byen. Et sted standser han hos en torvekone for at købe et kålhoved, men standser ikke sin beretning:

»Han plejede ikke at have behov for at købe kål, men kålhaven ved papirmøllen var blevet angrebet og raseret af harer.

Konen ordnede muggent de fire tilbageblevne kålhoveder, så de angrebne steder ikke trådte for tydeligt frem. Skonning kastede en mønt i hendes runkne hånd, der var så forslidt, at den ikke kunne rettes ud. Hun gryntede en irriteret bemærkning og beholdt hånden fremme, til han havde betalt den pris, hun forlangte.

- Kvindens ansigt var regulært, uden den mindste plet eller mangel huden så glat som et spædbarns. Øjenbrynene var som sorte streger, munden højrød som et modent bær. Du må undskylde jeg går sådan i enkeltheder, unge Bertel. Men jeg er nødt til det, hvis du virkelig skal forstå, hvilken herlighed, vi går ind til.

Han var standset et øjeblik med lukkede øjne, som om de skidne jordiske omgivelser forhindrede ham i at genkalde sig det ophøjede syn. En hund, som snusede til hans mudrede strømper fik et spark, uden at han behøvede at åbne øjnene.«

Jakkels vandring

Det er ikke første gang, Svend Åge Madsen med disse apokalyptiske afsnit, der ligger tæt op af apokalyptikkens traditionelle motivverden, skriver sig bagvendt ind i det religiøse.

Jakkels vandring (1974) handler om Svend Åge Madsens Zarathustra eller Jesus-skikkelse. Den foregår i Århusområdet, ligesom stort set alt andet, Svend Åge Madsen skriver.

Det andet hovedværk i forfatterskabet Tugt og utugt i mellemtiden beskæftiger sig også med forholdet mellem nu og da - under synsvinklen, at frigørelsen, hvad enten den er materiel som i Syv aldres galskab eller følelsesmæssigt som i Tugt og utugt i mellemtiden, er en illusion.

Tugt og utugt i mellemtiden kan også ses som et langt opgør med den traditionelle romanform, samtidig med at forfatteren udnytter til at få fortalt en god og meget komplekst sammensat historie om tugt og utugt.

Kultromanen Dage med Diam eller livet om natten (hvis kultstatus for nylig er anfægtet da Gyldendal, som den første af Madsens tidlige romaner, udsendte den i stort oplag i Tranebog), er et mindre eksklusiv opgør med idéen om traditionelle handlingsforløb end romanen Tilføjelser (1967), som var en kasette med fem hæfter, man kan læse i den rækkefølge, man har lyst til.

Dage med Diam består af 63 korte afsnit. Et af den er naturligvis det første, men det andet og tredie er begge mulige fortsættelser af det første, og de har hver to nye mulige fortsættelser. Der er seks led i hver fortællekæde, og matematikeren vil derfor straks kunne se, at der er 32 slutninger.

Bogen er som så mange andre af Svend Åge Madsens bøger umådelig rig på indfald af filosofisk og menneskelig relevans, og båret af evnen til at kunne bringe disse to dimensioner til at belyse hinanden. Som her, hvor sproget atter synes at blokere for sandheden om, hvordan vi føler:

»- Jeg kommer nok ikke, sagde jeg til hende.

- Nej, det er klart, svarede hun.

Hendes ord kan jeg give syv forskellige tonefald. Jeg prøver dem alle igennem for at holde mig træning. Hele registret, fra dét, der betyder: det havde jeg heller ikke ventet af dig, doven som du er, over: det er jeg ked af, til nå, gudskelov.

Stilheden synes at lure omkring mig.«

Science fiction-romanen Se dagens lys (1980), tager konsekvensen af den uhensigtsmæssige måde, vi har indrettet os på, på vor tids arbejdsmarked, hvor et egentligt familieliv har lavere prioritet. Intet ville - i romanens univers - være mere naturligt, end at vi hver dag fik tildelt en ny partner. Vore behov dækkes og alt besværet undgås. Hovedpersonen i romanen bliver naturligvis en dag forelsket og nægter at følge systemet.

Dobbeltgængeren

Spørgsmålet er, om den ultimative Madsen-tekst er den, der stod at læse i nr. 111 af Gyldendals tidskrift Kritik (nov. 1994). Teksten, Dobbeltgængeren og hans forgænger er sat op i to spalter, der er et brev til hver af de to redaktører, Frederik Stjernfeldt og Nils Gunder Hansen.

Det første brev (til Stjernfeldt) takker nej til opfordringen fra Kritiks redaktion til at skrive en artikel til bladet, men efterlyser i stedet en artikel, der kan »få sat lidt system i dobbeltgænger-temaet i dets mange varianter.«

Det andet brev (til Nils Gunder) gendriver den kvindelige forfatter Marianne Kainsdatters påstande fremsat »ved flere lejligheder, i samtalerr og interviews«, at Svend Åge Madsen blot er et pseudonym, som hun ind i mellem bruger.

Nu er sagen tilfældigvis den, at Svend Åge Madsen med sine kriminalromaner Blodet på mine hænder og Et ved jeg som aldrig dør under pseudonymet Marianne Kainsdatter har opnået sine formentlig største salgstal overhovedet, idet førstnævnte har været udsendt gennem Lademanns bogklubber.

De to breve er hver især fremragende litteraturhistoriske oversigter over dobbeltgængertemaet, fra græsk mytologi via Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde og Dostojevskij til Villy Sørensen og P. O. Enquist. Og i brevenes løb bliver temaet dynamik blotlagt, når Svend Åge Madsen i sit brev til Stjernfeldt kommenterer, hvad Svend Åge Madsen i sit brev til Nils Gunder Hansen er i færd med:

»Så for Søren, jeg ser, at Den anden allerede har fat i Zeus og amfitryon. er han nået længere end mig, til trods for hans ulidelige opremsninger?« og »Så nu stjæler han fra mig, Ham til højre.«

Netop fordi den slags henvisninger ikke forekommer den anden vej, får man indtrykket af, at det blot er et fantom, og ikke et levende menneske, der forsøger at gendrive påstanden om at vedkommende er et pseudonym.

Og skal man fortolke det videre endnu, så handler denne behandling af dobbeltgængermotivet ligeså meget om, at forfatteren Svend Åge Madsen i virkeligheden er et pseudonym for Svend Åge Madsen. Jeg er sikker på, at han selv oplever det sådan.

Men det vil han aldrig kunne bekræfte. For vi ville ikke vide, om det var den ene eller den anden Svend Åge Madsen, der talte.



Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]




Nyere danske forfattere
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!