Fortrolighedens rum
|
|
Peter Seeberg læsende Wittgenstein på skrænten i sol og anemoner af Jakob Brønnum
Peter Seebergs forfatterskab falder i to faser, der ikke er skarpt
afgrænsede, men dog mulige at skelne. De første to bøger, romanerne
Bipersonerne (1956), Fugls Føde (1957) tilhører en klassisk
europæisk modernisme: med udgangspunkt i bevidstheden om sproget
og formen, som formidler af budskabet, som i Bipersonerne, der nøjagtig
som titlen siger, ingen hovedperson har; eller som i Fugls Føde, en slags
anti-dannelsesroman om Tom, der nøjagtig som navnet siger, er et
menneske uden livsindhold.
Med novellesamlingen Eftersøgningen (1962) begynder noget
nyt at vise sig. Man har kaldt personerne i bogen typeeksistenser, og
fortællingerne kan ses som forløbere for det, der er helt centralt i de tre
store novellesamlinger Dinosaurusens sene eftermiddag (1974),
Argumenter for benådning (1976) og Om fjorten dage (1981),
som på en række forskellige planer, alle struktureret af tidens
fremadskriden fra dinosaurusens til vore dage, fremstiller det
typiske. Eller med et andet ord, der betyder, at det typiske forstås
universelt: Det mytiske.
I bogen om Peter Seebergs forfatterskab, Mytesyn (1985, red.
Iben Holk), higer en række artikelforfattere efter forklaringer på dette
mytiske og de søger det i det mytiskes gængse ramme: Det religiøse.
Men det er ikke den traditionelle myte, hvis rammer så at sige
lukker sig om sig selv i en altomfattende forklaring, Peter Seeberg
betjener sig af. Det er muligheden for at give verden betydning gennem
sproget, der optager ham. Det, at du og jeg kun forstår hinanden, fordi vi
er enige om, at ordene betyder det samme, nærmest som om det er et
spil, vi spiller. Og fordi Peter Seeberg spiller dette spil som præcist og så
enkelt som muligt, får hans noveller karakter af noget mytisk.
Peter Seeberg skrev forord til nyudgivelsen af filosoffen Ludwig
Wittgensteins banebrydende værk om sprogspillene, Filosofiske
Undersøgelser (1994), en bog, der på sin vis udgør det dybeste
erkendelsesgrundlag for modernismen:
»Jeg var blevet færdig med at skrive Fugls Føde i marts måned og
havde ingen bog at skrive i sigte. Det stod klart for mig, at jeg havde
bare at vente, til der meldte sig en ny mulighed.
Jeg tog gerne morgentoget fra Virum til Nørreport, undertiden gik
jeg til Lyngby Station og stod på der, og især på hjemturen over middag
læste jeg for at slå tiden ihjel. En dag hen imod slutningen af april, eller
var det allerede i begyndelsen af maj, købte jeg en tyk billigbog med
uddrag af moderne filosofiske værker. Her blev jeg ved gennembladning
opmærksom på det sidste bidrag, et stykke, der var gengivet på både
tysk og engelsk. Denne særlighed vakte både min interesse og udskød
den til et senere punkt, men en uro var vakt, især knyttet til et begreb
jeg havde opsnappet under gennembladningen. Jeg havde læst det i sin
tyske form: Ähnlichkeit (da.: lighed, overensstemmelses-hed JB).
Jeg gentog det for mig selv, det virkede som om det var poesi. Omsider
kom det tilfældige tidspunkt, hvor det forekom rimeligt at læse den
tyske og den engelske tekst helt igennem, og hvor tonefaldet ikke
mindst på tysk betød en løsnen i den filosofiske prosas karakter: en
nuancerigdom der ikke unddrog sig præcision.
Jeg gik til Munksgaards boghandel og bestilte bogen, udddragene
var hentet fra Ludwig Wittgensteins Philosophische Untersuchungen, på
engelsk Philosophical Investigations, der var udgivet hos Blackwell. Jeg
tog den med mig hjem, men da vejret var godt, gik jeg hver eftermiddag
ned på skrænterne ved biskops Monradsvej (hvor Ole Vinding boede i
en rød trævilla) og lagde mig på skrænten i sol og anemonder og læste
Wittgenstein som én lang lykkelig stund. Ikke at jeg har forstået til
punkt og prikke alt hvad der står i bogen, men der var et afgørende
vink i den: i de helt nye begreber, der tilsammen angav en beskrivelse
af verden og sproget, og beskrivelsen af beskrivelsen, der af mig
oplevedes som en stimulerende støvsugning af hjernevindingerne, og i
stedet for at åbne nye dyb bredte sig ud i en overalt nærværende
horisontalitet. sprogets dialogiske ansats, at man både var med i den
forsigtige spørgetone og aflyttede et overraskende antydende svar,
skabte en fiktion af nærvær og medviden i en art fortrolighedens
rum.
Jeg kom ikke til at kaste mig ud i bogskrivningen lige med det
samme, men i de år, der fulgte efter 1956, kom den ene og den anden
novelle til, i 1958 Patienten, som jeg nok ikke havde kunnet skrive uden
at være stødt på Wittgenstein. Han ville næppe have taget afkommet til
sig.«
(Mine kursiveringer, JB)
Patienten er en ganske kort novelle (fra Eftersøgningen), der
handler om en mand, hvis sygdomsdiagnose og behandling udvikler sig i
en så uheldig retning, at alle hans organer til sidst er blevet skiftet ud.
»Jeg tænker på mit liv, om det er mit, eller om det tilhører lægerne, og i
så fald om jeg overhovedet er mig selv mere. Jeg har spurgt min hustru,
mine børn, mindre brødre og mine venner, og de har alle sagt, at jeg
stadig er den samme, at jeg stadig er mig selv. Hvor meget kan man da
reducere et menneske uden helt at gøre det til noget andet? Jeg er ikke
tynget af dette spørgsmål, jeg føler mig veltilpas, det gør mig ikke noget,
om jeg ikke er mig selv, men jeg har intet andet at foretage mig end at
tænke mig om; måske er det fejlen, måske rives tankerne således ud af
livets kæde, så hvert enkelt led får en ny betydning, som det ellers ikke
bør have. Jeg har også spurgt lægerne, om de mener, at min sjæl er er
fulgt med alle transformationerne og transplantationerne ... Lægerne
svarede mig da, at jeg burde tale med psykoterapeuterne om det. Jeg
gentog til dem mit spørgsmål, om de mente, at det meste eller det hele
af min sjæl var fjernet, og om jeg måske havde fået en anden sjæl ... de
svarede, at det var et meget vanskeligt spørgsmål; først prøvede de at
overbevise mig om, at der ingen sjæl var, men det holdt jeg fast ved, så
sagde de, at det jo kunne tænkes, at sjælen ikke var i legemet, men
omkring legemet, og det fandt jeg var en meget tilfresstillende
opfattelse. i så fald er min sjæl intakt, i så fald har intet kunnety gøre
mig noget.«
Tematisk er romanen Hyrder (1970) en videreudfoldelse, eller
måske i virkeligheden en efterskrift til Patienten. Hvornår holder
Leo Gray, der i romanens begyndelse kører galt og kommer i koma,
egentlig op med at eksistere? Da han kører galt? Da det bliver klart, at
han aldrig vil kunne fungere normalt igen? Da han begraves?
Romanen er usædvanligt komponeret derved, at der før hvert af
de ni kapitler (fra 2. kapitel) er et resumé af de foregående
begivenheder, der således kommer til at stå som en art optakt til et nyt
lag af den proces, bogen beskriver, Leo Grays endeligt.
En overalt nærværende horisontalitet er baggrunden for, hvorfor
historien om firbenet, der taber sin hale (Dinosaurusens sene
eftermiddag) er ligeså eksistentielt sigende som stationsforstanderens
peristaltiske problemer (Om fjorten dage).
Og det er også fortrolighedens rum, Peter Seeberg inviterer os
ind i, i de åndeløst spændende ungdomsromaner - Uden et navn,
(1985), Den sovende dreng (1989) og Frosten hjælper (1989) -
, der er kommet til i de senere år.
Her er betegnelsen det mytiske imidlertid helt på sin plads, fordi
romanerne foregår i et univers - den romerske jernalder - hvor
personernes erkendelse af virkeligheden og omverdenen, rent historisk
set, ligger på grænsen mellem det sproglige og før-sproglige,
mytologiske elementer. Her fra Frosten hjælper, hvor
hovedpersonen, drengen Arga-ir er på vej mod sin boplads, men møder
forhindringer undervejs:
De vendte sig alle mod ham, da han kom på nærmere hold, undtagen
een, der roede videre, indtil de andre med et sæt vendte sig og tog
flugten. de løb blot et stykke bort, så standsede de og vendte sig og
iagttog ham påny, så løb de videre og standsede påny. Således løb de
foran ham gennem skoven, til de sluttede sig til en ny flok, og lidt
senere en ny flok, der dannede front mod ham, til de atter spredtes af et
råb fra en skikkelse, der havde rejst sig merllem træerne, der gik hen
mod dem og jog med dem, og derpå så sig om, men ikke så Arga-ir, der
stod bagved et stort træ. Hver gang manden holdt udkig i een retning,
sprang han til et træ i den modsatte og kom således nærmere til det
næsten udbrændte bål og det lille skjul hyrden havde rejst
som ly.
Peter Seeberg modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1983 og hans bøger
er oversat til svensk, norsk, finsk, engelsk, tysk, polsk, fransk, russisk,
lettisk og italiensk. Foruden de nævnte bøger har han udgivet romanen
Ved havet (1978), børnebogen Roland kommer til verden
(1987), novellen Værkfører Thomsens endelige hengivelse -
variationer over den keltiske tro (1986), skuespil og
filmmanuskripter, samt en del mindre bøger med erindringsstof og
fagligt indhold, udkommet som privattryk i Viborg. En fuldstændig
bibliografi - ned til de mindste artikler, han har skrevet i forbindelse
med sit arbejde som museumsmand i Viborg - findes i P. S. - En hilsen
til Peter Seeberg, udgivet af Viborg Stiftsmuseum (1993)
|
|
Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk
[Hjem] [English]
[REX - online katalog]
[ELEKTRA - e-ressourcer]
[Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket]
[Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]
|
|
|