Link: tilbage til forsiden
Hjem: ELEKTRA - e-ressourcer: e-biografier og biografiske portrætter: Nyere danske forfattere: Peter Seeberg
 
Fortrolighedens rum

Peter Seeberg læsende Wittgenstein på skrænten i sol og anemoner
af Jakob Brønnum

Peter Seebergs forfatterskab falder i to faser, der ikke er skarpt afgrænsede, men dog mulige at skelne. De første to bøger, romanerne Bipersonerne (1956), Fugls Føde (1957) tilhører en klassisk europæisk modernisme: med udgangspunkt i bevidstheden om sproget og formen, som formidler af budskabet, som i Bipersonerne, der nøjagtig som titlen siger, ingen hovedperson har; eller som i Fugls Føde, en slags anti-dannelsesroman om Tom, der nøjagtig som navnet siger, er et menneske uden livsindhold.
   Med novellesamlingen Eftersøgningen (1962) begynder noget nyt at vise sig. Man har kaldt personerne i bogen typeeksistenser, og fortællingerne kan ses som forløbere for det, der er helt centralt i de tre store novellesamlinger Dinosaurusens sene eftermiddag (1974), Argumenter for benådning (1976) og Om fjorten dage (1981), som på en række forskellige planer, alle struktureret af tidens fremadskriden fra dinosaurusens til vore dage, fremstiller det typiske. Eller med et andet ord, der betyder, at det typiske forstås universelt: Det mytiske.
   I bogen om Peter Seebergs forfatterskab, Mytesyn (1985, red. Iben Holk), higer en række artikelforfattere efter forklaringer på dette mytiske og de søger det i det mytiskes gængse ramme: Det religiøse.
   Men det er ikke den traditionelle myte, hvis rammer så at sige lukker sig om sig selv i en altomfattende forklaring, Peter Seeberg betjener sig af. Det er muligheden for at give verden betydning gennem sproget, der optager ham. Det, at du og jeg kun forstår hinanden, fordi vi er enige om, at ordene betyder det samme, nærmest som om det er et spil, vi spiller. Og fordi Peter Seeberg spiller dette spil som præcist og så enkelt som muligt, får hans noveller karakter af noget mytisk.
   Peter Seeberg skrev forord til nyudgivelsen af filosoffen Ludwig Wittgensteins banebrydende værk om sprogspillene, Filosofiske Undersøgelser (1994), en bog, der på sin vis udgør det dybeste erkendelsesgrundlag for modernismen:

»Jeg var blevet færdig med at skrive Fugls Føde i marts måned og havde ingen bog at skrive i sigte. Det stod klart for mig, at jeg havde bare at vente, til der meldte sig en ny mulighed.
   Jeg tog gerne morgentoget fra Virum til Nørreport, undertiden gik jeg til Lyngby Station og stod på der, og især på hjemturen over middag læste jeg for at slå tiden ihjel. En dag hen imod slutningen af april, eller var det allerede i begyndelsen af maj, købte jeg en tyk billigbog med uddrag af moderne filosofiske værker. Her blev jeg ved gennembladning opmærksom på det sidste bidrag, et stykke, der var gengivet på både tysk og engelsk. Denne særlighed vakte både min interesse og udskød den til et senere punkt, men en uro var vakt, især knyttet til et begreb jeg havde opsnappet under gennembladningen. Jeg havde læst det i sin tyske form: Ähnlichkeit (da.: lighed, overensstemmelses-hed JB). Jeg gentog det for mig selv, det virkede som om det var poesi. Omsider kom det tilfældige tidspunkt, hvor det forekom rimeligt at læse den tyske og den engelske tekst helt igennem, og hvor tonefaldet ikke mindst på tysk betød en løsnen i den filosofiske prosas karakter: en nuancerigdom der ikke unddrog sig præcision.
   Jeg gik til Munksgaards boghandel og bestilte bogen, udddragene var hentet fra Ludwig Wittgensteins Philosophische Untersuchungen, på engelsk Philosophical Investigations, der var udgivet hos Blackwell. Jeg tog den med mig hjem, men da vejret var godt, gik jeg hver eftermiddag ned på skrænterne ved biskops Monradsvej (hvor Ole Vinding boede i en rød trævilla) og lagde mig på skrænten i sol og anemonder og læste Wittgenstein som én lang lykkelig stund. Ikke at jeg har forstået til punkt og prikke alt hvad der står i bogen, men der var et afgørende vink i den: i de helt nye begreber, der tilsammen angav en beskrivelse af verden og sproget, og beskrivelsen af beskrivelsen, der af mig oplevedes som en stimulerende støvsugning af hjernevindingerne, og i stedet for at åbne nye dyb bredte sig ud i en overalt nærværende horisontalitet. sprogets dialogiske ansats, at man både var med i den forsigtige spørgetone og aflyttede et overraskende antydende svar, skabte en fiktion af nærvær og medviden i en art fortrolighedens rum.
   Jeg kom ikke til at kaste mig ud i bogskrivningen lige med det samme, men i de år, der fulgte efter 1956, kom den ene og den anden novelle til, i 1958 Patienten, som jeg nok ikke havde kunnet skrive uden at være stødt på Wittgenstein. Han ville næppe have taget afkommet til sig.«
   (Mine kursiveringer, JB)

Patienten er en ganske kort novelle (fra Eftersøgningen), der handler om en mand, hvis sygdomsdiagnose og behandling udvikler sig i en så uheldig retning, at alle hans organer til sidst er blevet skiftet ud.

»Jeg tænker på mit liv, om det er mit, eller om det tilhører lægerne, og i så fald om jeg overhovedet er mig selv mere. Jeg har spurgt min hustru, mine børn, mindre brødre og mine venner, og de har alle sagt, at jeg stadig er den samme, at jeg stadig er mig selv. Hvor meget kan man da reducere et menneske uden helt at gøre det til noget andet? Jeg er ikke tynget af dette spørgsmål, jeg føler mig veltilpas, det gør mig ikke noget, om jeg ikke er mig selv, men jeg har intet andet at foretage mig end at tænke mig om; måske er det fejlen, måske rives tankerne således ud af livets kæde, så hvert enkelt led får en ny betydning, som det ellers ikke bør have. Jeg har også spurgt lægerne, om de mener, at min sjæl er er fulgt med alle transformationerne og transplantationerne ... Lægerne svarede mig da, at jeg burde tale med psykoterapeuterne om det. Jeg gentog til dem mit spørgsmål, om de mente, at det meste eller det hele af min sjæl var fjernet, og om jeg måske havde fået en anden sjæl ... de svarede, at det var et meget vanskeligt spørgsmål; først prøvede de at overbevise mig om, at der ingen sjæl var, men det holdt jeg fast ved, så sagde de, at det jo kunne tænkes, at sjælen ikke var i legemet, men omkring legemet, og det fandt jeg var en meget tilfresstillende opfattelse. i så fald er min sjæl intakt, i så fald har intet kunnety gøre mig noget.«

Tematisk er romanen Hyrder (1970) en videreudfoldelse, eller måske i virkeligheden en efterskrift til Patienten. Hvornår holder Leo Gray, der i romanens begyndelse kører galt og kommer i koma, egentlig op med at eksistere? Da han kører galt? Da det bliver klart, at han aldrig vil kunne fungere normalt igen? Da han begraves?
   Romanen er usædvanligt komponeret derved, at der før hvert af de ni kapitler (fra 2. kapitel) er et resumé af de foregående begivenheder, der således kommer til at stå som en art optakt til et nyt lag af den proces, bogen beskriver, Leo Grays endeligt.

En overalt nærværende horisontalitet er baggrunden for, hvorfor historien om firbenet, der taber sin hale (Dinosaurusens sene eftermiddag) er ligeså eksistentielt sigende som stationsforstanderens peristaltiske problemer (Om fjorten dage).
   Og det er også fortrolighedens rum, Peter Seeberg inviterer os ind i, i de åndeløst spændende ungdomsromaner - Uden et navn, (1985), Den sovende dreng (1989) og Frosten hjælper (1989) - , der er kommet til i de senere år.
   Her er betegnelsen det mytiske imidlertid helt på sin plads, fordi romanerne foregår i et univers - den romerske jernalder - hvor personernes erkendelse af virkeligheden og omverdenen, rent historisk set, ligger på grænsen mellem det sproglige og før-sproglige, mytologiske elementer. Her fra Frosten hjælper, hvor hovedpersonen, drengen Arga-ir er på vej mod sin boplads, men møder forhindringer undervejs:

De vendte sig alle mod ham, da han kom på nærmere hold, undtagen een, der roede videre, indtil de andre med et sæt vendte sig og tog flugten. de løb blot et stykke bort, så standsede de og vendte sig og iagttog ham påny, så løb de videre og standsede påny. Således løb de foran ham gennem skoven, til de sluttede sig til en ny flok, og lidt senere en ny flok, der dannede front mod ham, til de atter spredtes af et råb fra en skikkelse, der havde rejst sig merllem træerne, der gik hen mod dem og jog med dem, og derpå så sig om, men ikke så Arga-ir, der stod bagved et stort træ. Hver gang manden holdt udkig i een retning, sprang han til et træ i den modsatte og kom således nærmere til det næsten udbrændte bål og det lille skjul hyrden havde rejst som ly.

Peter Seeberg modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1983 og hans bøger er oversat til svensk, norsk, finsk, engelsk, tysk, polsk, fransk, russisk, lettisk og italiensk. Foruden de nævnte bøger har han udgivet romanen Ved havet (1978), børnebogen Roland kommer til verden (1987), novellen Værkfører Thomsens endelige hengivelse - variationer over den keltiske tro (1986), skuespil og filmmanuskripter, samt en del mindre bøger med erindringsstof og fagligt indhold, udkommet som privattryk i Viborg. En fuldstændig bibliografi - ned til de mindste artikler, han har skrevet i forbindelse med sit arbejde som museumsmand i Viborg - findes i P. S. - En hilsen til Peter Seeberg, udgivet af Viborg Stiftsmuseum (1993)



Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]




Nyere danske forfattere
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!