Kirsten Thorups første roman Baby (1973) er en klassiker, både i og med sin skildring af de unge rodløse, storbymennesker, og ved sin gennemførte fortælleteknik. Ordet og træder i stedet for punktum eller komma.

»Det var en uge siden de havde aftalt at mødes og de interesserede sig ikke særligt for hinanden og hun tog sine gummistøvler af, hun havde fået vabler på hælene af at have dem på i varmen og hun havde ingen sokker og det var dejligt at sætte fødderne på det kolde stengulv og hun kunne ikke huske hvordan Sonja så ud og en eller anden kom hen til hende og spurgte hvad klokken var og han blev stående somom han ville snakke og Nova vendte ryggen til og hun begyndte at gå hen mod chokoladekiosken og hun fik øje på et pølsebrød i kioskens affaldskurv og hun tog det op og lagde det i sin taske og hun fandt et lille stykke chokolade som hang fast i noget blåt papir og hun trængte til noget sødt om morgenen og hun tog det i munden og hun blev stående og hun havde ondt i maven og hun spurgte kioskdamen om hun kunne undvære 25 øre og hun gav Nova 25 øre og hun gik ind på toilettet og hun så sig i spejlet over en af håndvaskene og hun kunne ikke vaske hænder, det kostede ekstra og da hun kom ud, var hun nervøs for at Sonja havde været der og var gået igen og hun satte sig på gulvet og ...«

Der er naturligvis en sammenhæng mellem indholdet af skildringen og teknikken, der er brugt. Bindeordet og, som implicerer, at noget står i forbindelse med noget andet, kommer, ved at blive brugt så meget som her, til at indikere det modsatte. Det er en udflydende bevidsthed og en udflydende verden, vi møder, med mennesker uden mulighed for at skabe sig fast grund under fødderne.
   I Baby ses mange af de motiver, Kirsten Thorup tager op i sine tre murstensromaner Himmel og Helvede (1982), Den yderste grænse (1987) og Elskede Ukendte (1994).
   Det er vanskeligheden, for ikke at sige umuligheden, ved at finde ud af, hvad kærligheden går ud på og om den overhovedet eksisterer. Det er fremmedgørelsen i samfundet, formidlet af storbyens dunkle natur. Og det er, som det sker for Nova på Hovedbanegården øjeblikket efter, mødet med en ligeså fremmedartet Jesus-religiøsitet, der står som et vagt kulturminde, ligeså skrigende hysterisk som den tomme eksistens, personerne i Baby går rundt i.

I de to mindre romaner, der går forud for Himmel og Helvede og Den yderste grænse, som alle handler om Jonna og menneskene omkring hende, er tonen meget mindre desperat, men her møder vi tilgengæld en drivkraft i fortællingen, som får stigende betydning i Kirsten Thorups romaner som dramatisk katalysator: Kultursammenstødet.
   I Lille Jonna er det barnets »kultursammenstød« med voksenlivet, i Den lange sommer er det landbopigens møde med storbyen, som Kirsten Thorup i denne passage skildrer på en mindre rå måde, end hun arbejder senere i forfatterskabet, men ikke mindre isnende ironisk - de klassiske objekter for drømmene om bylivet er reduceret til navne, der ikke må kunne forveksles:

»Selvom jeg ikke var student, havde jeg fået et studenterjob i patent- og varemærkedirektoratet, som var under handelsministeriet og lå i Nyropsgade lige ved Vesterport ... Jeg arbejdede på første sal i varemærkeafdelingen. Firmaer og virksomheder, som ville markedsføre et nyt produkt, skulle søge direktoratet om at få indregistreret varemærket, dvs. navnet på dette produkt, f.eks. biolax, cutac, forglemmigej eller eventyr is. Jeg skulle undersøge om der var nogle varer, der i forvejen havde disse navne eller noget lignende, der kunne forveksles med dem, f.eks. triolax, kutrac eller lutac. Når jeg så havde fundet frem til de ord, der lignede eller var identiske, så var det alligevel ikke alle der skulle med. For varerne var inddelt i klasser ... hvis Cutac var navnet på en læbestift, så spillede det ingen rolle om der var nogle kiks, der hed det samme.«

Kultursammenstødet i Himmel og Helvede foregår ligeledes på Vesterbro i København. Blandt værkets centrale skikkelser er en gæstearbejderfamilie og romanens mest fængslende skikkelse er datteren Maria, en pige, der har talent til at komme på konservastoriet, men hvis møde med kærlighedens i form af den svedlugtende, brovtende danske mand, langsomt, men sikkert underminerer den mulighed for frihed, som hun har set i sin nye kultur.
   Skildringen af mennesker og deres skæbne hos Kirsten Thorup er i de store romaner båret af det illusionsløse. Der er ikke tale om egentlig samfundskritik og heller ikke om nogen eksplicit holdning eksistentielle spørgsmål. Mennesker finder sig blot aldrig rigtig til rette. Som i Den yderste grænse:

»Det værste var, at han var holdt op med at føle lyst til Maria. Og lysten havde efterladt et tomrum, der fik ham til at ønske sig tilbage til det helvede af jalousi og savn og frustration som den 15 år lange erotiske besættelse af hende havde været. Han havde mange gange ønsket, at det skulle holde op, at der med ét blev slukket for kontakten, og at han blev kold over for hende. Dengang havde han ikke forestillet sig at ligegyldigheden kunne være værre end de allerhelvedes kvaler han havde lidt, og som havde drevet ham så vidt, at han til tider havde leget med tanken om at slå Maria ihjel bare for at slippe for den pinagtige lyst, der aldrig slap sit tag i ham og aldrig helt blev tilfredsstillet. Hans krop havde været umættelig. Men helvedet havde trods alt været bedre end ingenting. Nu følte han ikke engang sult.«

Er grundtemaerne i Himmel og Helvede og Den yderste grænse kærligheds- og magtforholdene mellem os, bliver de i Elskede ukendte eksistensen i en endnu større sammenhæng.
   Kultursammenstødene sker her på mange leder. Rene (bemærk, at accenten over det andet e mangler) får en social déroute, da det bliver opdaget, at han har forfalsket sit studentereksamensbevis for at komme på universitetet. Han vender tilbage til det samfundslag, hvis forventninger, han skulle tilfredsstille som jurastuderende - men nu er han trækkerdreng.
   I sin daglige ensomhed søger han en skrøbelig tilflugt i en apokalyptisk science fiction-verden, som når han gennem sin amatørradio kalder alverden for at fortælle, at han har fundet en metalgenstand fra rummet.
   Han er med andre ord et oplagt mål for romanens anden mandlige hovedperson, den frelste Jesus-dyrker Karl, som samler ham op under en af de helt store kriser. Deres »kultursammenstød« består i, at Karl, til trods for sin mindst ligeså forskruede tankegang, har formået at opretholde samfundskontakten i et normalt dagligliv. Mødet mellem dem slår gnister af sig:

»- Næste gang jeg skal korsfæstes, skal det være på Rådhuspladsen. Rene så udfordrende på Karl.
   - Ingen kan sætte sig i Frelserens sted, sagde Karl med en hellig forargelse.
   - Vi nærmer os år 2000. Er det så ikke ved at være ved den tid, Jesus skal komme igen. Det er mig, der er Jesus, sagde Rene. Karl tog fat i ham. Hans ansigt var fordrejet af raseri.
   - Du skal ikke spotte Gud.
   - Vent til du har set mig gå på vandet, sagde Rene frækt.
   Karl holdt ham i et fast greb om badekåbens sjalskrave. Et øjeblik strejfede det Rene, at han var kommet i kløerne på en psykopatisk voldsforbryder, men tanken skræmte ham ikke. Han var besjælet af en mystisk frygtløshed.
   - Du kommer til at æde hvert ord i dig igen. Karl slyngede ham fra sig med en kraft, så Rene gik i knæ ... I samme øjeblik han havde sagt: »Jeg er Jesus«, vidste han, at det var sandt. At være inkarnationen af Jesus var langt mere naturligt for ham end at være hans discipel eller menighed.
   - Vil du læse mere af bibelen for mig? Rene så Karl i et helt nyt lys: som nøglen til sit nye jeg.«

Der er i Kirsten Thorups romaner et mylder af virkelige mennesker fra alle samfundslag - efter et øjeblik véd vi nøjagtigt, hvem der er, hun taler om, vi så vedkommende nede ved busstoppestedet i morges.
   Men de er altid skildret med vrangen ud af, fra en vinkel hvor vi ser, både hvor lidt de har mulighed for at tage herredømmet over kræfterne i deres tilværelse, men også hvor grimme de kan være. Og Kirsten Thorup sender gerne en lille sylespids syrlighed i ansigtet på sine personer. Rent bogstaveligt i dette, det mest banale og pinagtige af alle kultursammenstød, danskere, der har en udlænding til middag - i dette tilfælde Jonnas bror Ejvinds canadiske kone Jane:

»Vi satte os til bords. Betty og Carl-Frederik ved hver sin ende. Ejvind og Jane ved siden af hinanden, og jeg på den anden side overfor dem. Betty rakte Jane fadet, så hun kunne begynde på bøfferne. Hun tog den allermindste, hun kunne finde og øste i det hele taget næsten ingenting op på tallerkenen. Og rystede på hovedet, da Betty ville have hende til at tage anden gang.
   - Hun spiser som en fugl. Kan hun ikke lide den danske mad, sagde Betty til Ejvind. al kommunikation med Jane foregik foreløbig gennem Ejvind. Hun nippede til sin sodavand, mens vi andre huggede i os.
   - Are you all right, dear, sagde Ejvind.
   - Yes, I like it here..
   - Hun kan lide jer allesammen, sagde ejvind og grinede over hele hovedet, hvor der sad et lillebitte ansigt midt i al fedtet.
   - Skål og velkommen hjem, børn. Vi er glade for at se jer, sagde Carl-Frederik bevæget. (Den lange sommer)