Link: tilbage til forsiden
Hjem: ELEKTRA - e-ressourcer: e-biografier og biografiske portrætter: Nyere danske forfattere: Vita Andersen
 
Kærlighedens narkomani

af Jakob Brønnum

Vita Andersens første digtsamling, Tryghedsnarkomaner udkom i 1977 og den blev en publikumssucces uden sidestykke, med et salg på flere end 100.000 eksemplarer. Titlen krænger den menneskelige eksistens ud.
   En tryghedsnarkoman er én hvis mangel på, og higen efter, almindelig fred i livet, udløser narkomanens dramatiske, irrationelle reaktionsmønster. Dette grundtema står centralt hos Vita Andersen helt frem til den seneste roman.
   Motiverne i digtsamlingen er, som Asger Schnack og Jørgen Gustava Brandt skriver i 80 danske digtere "identiske med ugeblads- og læserbrevkassernes, men fuldstændig ubesmykket og usentimentalt ... Hun er det forsømte barn, den infantile voksne i en verden af ting og varetilbud, hvis fristelser er slik, mode og sex ... Hele bogen ånder af en uforløst privatsfære, hvor følelserne, når de ikke helt mangler, mest fører mennesker forbi hinanden i deres søgen efter nærhedens varme eller dens utallige surrogater."
   Tryghedsnarkomanien præsenteres i dens inderste konsekvens allerede i åbningsdigtet om ulykkelig kærlighed, Jeg er forelsket i dig. Det rummer en arg selvforagt, samt bevidstheden om, at de handlinger, det kvindelige jeg i digtet foretager, er uværdige for hende selv. Der er et instinktivt og beredvilligt tab af personlig identitet:

»hvorfor står jeg her
og der på det hus hvor din lejlighed ligger
det er under min værdighed
jeg foragter mig selv
jeg er forelsket i dig
vi havde mødt hinanden på et værtshus
vi snakkede
du inviterede mig til middag
bagefter gik vi hjem til dig
straks vi kom ind kunne jeg se der også boede en anden
du havde en stor lejlighed
var det din kone, elskerinde
boede hun der fast
hvem var det
du sagde ingenting
jeg spurgte ikke
i badeværelset
var der tampax og vat
og LDB-creme og små runde æsker med øjenskygge
der boede ingen børn såvidt jeg kunne se
vi elskede i den store seng som du selv havde designet
bagefter spillede vi skak
om morgenen spiste vi morgenmad sammen
køkkenet var lille og rodet og du drak af en skåret kop
du ville ringe til mig
du ringede
vi gik ud
du sagde ikke noget
bagefter elskede vi i din bil
fordi jeg sagde der lå en fyr i min seng og ventede
det passede ikke
du skulle ikke tro du alene havde noget
du ville ringe en anden dag
nu står jeg her og foragter mig selv
og håber at se et glimt af dig
eller din kone/elskerinde/ samleverske«

Arbejdslivet, som kunne danne basis en vis tryghed, giver heller ikke noget fundament. Hovedpersonen i digtet jeg kan jo også blive gift keder sig ved sit skrivebord, fuldt af meningsløse papirer, som led i arbejdsgangen på et anonymt kontor. Hun kan hverken holde ud at arbejde eller at dagdrømme, men hun er tvunget til begge dele:

"nogen gange tager jeg en bog med
men jeg bliver deprimeret af at læse den
jeg kan næsten ikke holde det ud
for i bogen er verden så forskellig fra den jeg er i
...
hvis jeg bliver ved med at dagdrømme
kan jeg ikke klare mit arbejde"

Også i digtsamlingen Næste kærlighed eller Laila og de andre (1978) er det et sigende ordspil, der anslår motivet. Ved at indføre et simpelt mellemrum i ordet næstekærlighed opnår Vita Andersen en fuldstændig karakteristik af den tilværelse, hun vil skildre: Når når næstekærligheden har så ringe kår, at den blot er en søgen efter den næste kærlighed, går hele idéen fløjten.
   I Vitas Andersens måske mest inciterende bog, novellesamlingen Hold kæft og vær smuk (1978) bliver manglen på tryghed udstrukket udover kærlighedssfæren og arbejdslivet, til selve eksistensen. Det at være født, bliver i virkeligheden bliver en udstødelse, en fordømmelse, som bunder i, at man ingen steder kommer fra.
   Ud på landet udpensler dette tema, den totale udelukkelse, med den 11-årige Siv Terkelsen, som hovedperson. Novellen igennem sker en række indirekte eller direkte dementier af menneskeværdet og forbindelsen til omverdenen. Verden afvikles systematisk.
    "Hun vidste ikke hvad dag det var. Torsdag eller fredag måske" Siden følger oplevelsen af udelukkelsen fra det sted, hun var, et sted, der i forvejen er de forstødtes sted, "de var nok så trætte af hende på børnehjemmet".
   Forude venter plejeforældre, som pigen ikke kender, men som hun frygter har fortrudt, at de har ville tage imod hende. Alt sammen oplevet på Storebæltsfærgen, symbolsk taget, noget, der flytter hende fra et forbandet sted til et ukendt sted - på en grund af havets bundløse mørke. Siv har ikke indset, at hende tur på landet er foranstaltet, for at hun skal få det bedre, hun opfatter den modsat.
   Fortællingen slutter uforløst, på færgen, men med en symbolsk af ophævelse af det grundlæggende element til etablering kontakt med omverden, sproget:
   En kioskekspedient sælger hende et engelsk Anders And, og Siv formår hverken at levere det tilbage eller at læse det. Hun sidder ladt tilbage alene, udstødt i kraft af sine livsomstændigheder og i kraft af virkeligheden selv.
   Novellerne spejler det moderne menneskes livsvilkår i alle tænkelige former for udnyttelse og undertrykkelse, vilkår, som er uophørlige fordi hovedpersonerne kommer fra utålelige vilkår og ingen steder har at gå hen.

Gud havde altid svigtet hende

Vita Andersen vendte sig (efter skuespillene Elsk mig (1980) og Kannibalerne (1982), samt Det er bare ærgerligt, (1981), en samling politiske rejsedigte fra den 3. verden, tidligere publiceret i dagspressen) til romanen med Hva'for en hånd vil du ha', (1987). Genren indbyder, imodsætning til digte og noveller til en totalforklaring. Der udkrystalliserer sig en dunkel religiøsistet, som efterhånden gennemtrænger hele bogen.
   Romanens handling indledes i pigen Annas hjem, hvor hun bor sammen med sine forældre Melissa og Jens. Brandt og Schnack: "Eks-danserinden Melissa tilbringer det meste af tiden i sin drømmekuvøse og -livmoder i form af en hørmet himmelseng - kompenserende sin egen stjålne barndom uden overskud til sit eget barn"
   Moderens tanker er centreret om fortiden og om drømmen om et comeback, men en stor del af hendes energi bruges på at kværulere over Jens, indtil hun simpelthen forlader både sin mand og sit barn. Anna begynder eftersøgning efter sin mor og bruger et kompliceret magisk system i form af en trylle-sten, som angiver de steder, hun skal søge.
   Efterhånden bliver et religiøst, metaforisk kompleks etableret. Det består foruden af tryllestenen hovedsagelig af tre centrale elementer. Den (tomme) himmelseng, som Anna gang på gang vender tilbage til, efter at hun tidligere var forment adgang til den; en sær, sindsyg og sølle eksistens, som Anna tolker som heks; den sorte kat Izzedine, som er bærer af "sort energi". Samtidig bliver den en substitut for moderen. Selv i det øjeblik, da hun finder moderen, føler hun sig forstødt af noget større:
"Anna fik øje på hende, da hun gik ind gennem døren. Hun var lige ved at falde på knæ midt på gaden af bar taknemmelighed. I det sekund hun så moren gå ind gennem den dør, var der alligevel det gyldne skær over hende som en fe eller en prinsesse. Min mor. Min egen søde mor. Hun synes hun havde stået længe og ventet. Det regnede og hun frøs ... Himlen var sort og hang langt nede. Næsten nede på spiret. Hun tænkte på at gå ind i kirken for at få varmen, og så ville hun sætte Gud til at passe på moren. At være i en kirke fyldte hende med ærefrygt, og hun bad altid så meget hun kunne huske af fadervor. Men Gud havde altid svigtet hende. Heksen og tryllestenen havde hjulpet mere end Gud."

At tiltrække kærligheden

I Vita Andersens børnebog Petruskas laksko (1989) og i hendes anden roman, den på mange måder flimrende Sebastians kærlighed (1992), er der sket et skred i forfatterskabet. Hovedpersonen i denne roman, der sikkert vil vise sig som et overgangsværk i forfatterskabet, er den næsten ti-årige Sebastian. Han er forunderligt helstøbt, og til trods for sine kaotiske familieforhold synes han konstant at være herre over situationen. Til trods for, at han er en lille møgunge, er han i stand til at tiltrække kærligheden.
   Det magisk-okkulte er stadig til stede. Her i en scene, der viser sig at være en drøm, og som på den måde har de udveje, der ikke tidligere har været for Vita Andersens personer. Som »analyse« af, hvordan TV påvirker børn, er den ikke ueffen:
»Inde i soveværelset så han spiralerne stige op fra fjernsynet og begynde at bølge og samle sig sammen til noget levende. Det var fjernsynsfolket, det var den onde energi, som var tilbage. De havde ingen steder at bo og ledte efter et sted at være. Når fjernsynet havde været tændt for længe fik de kraft til at komme igennem. De søde fjernsynsfolk havde ingen noget imod for dem kunne man ikke mærke. Men ingen ville have de onde. Nu ville de have et liv og en fremtid hos ham. Måske ville de slå ham i hjel og leve her alene.«


Det Kongelige Bibliotek - en del af Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek: www.deff.dk

[Hjem] [English]
[REX - online katalog] [ELEKTRA - e-ressourcer] [Faglige websider]
[NetGuide] [Brug biblioteket] [Om biblioteket] [Kulturaktiviteter]




Nyere danske forfattere
  

Genvej til:
 
Søg i REX - bibliotekets katalog

Søg i hele KBs web:

SøgeGuide

Oversigt - Sitemap

A - Å





  © Det Kongelige Bibliotek   Postboks 2149
  1016 København K
  Tlf: (+45) 33 47 47 47
  Fax: (+45) 33 93 22 18
  e-Post til Det Kongelige   Bibliotek sendes til: kb@kb.dk
  Åbningstider/Adresser
  Om KB's websted
  Privatlivspolitik
  Få hjemmesiden læst op!