Det foreløbige Højdepunkt.
De fire Dages totale Strejke i København og en Række andre Byer er det foreløbige Toppunkt i den Række af spontane folkelige Rejsninger mod den nazistiske Besættelsesmagt, vi har set siden 9. April.

Befolkningens Harme fik sit første store Udbrud allerede i 1940 under Clausenpartiets saakaldte "Mindeappel" for de faldne fra 9. April. Næste Etappe var de Demonstrationer, der særlig udgik fra Studenterne, i Dagene omkring Scavenius' Undertegnelse af Antikominternpagten i Efteraaret 1941. Derefter kom den lange Række af Generalstrejker i de store Provinsbyer i August 1943, der kulminerede i Odense-Strejken, hvor Tyskerne blev tvunget til at gaa ind i Realitetsforhandlinger med Strejkeledelsen og andre danske Myndigheder og delvis maatte give efter for de fremsatte Krav.

Nazisternes Nederlag.
Den københavnske Folkestrejke endte ubetinget med en Sejr. Nazisterne har maattet give en række Indrømmelser for at faa Arbejdet igang igen, Befolkningen har høstet Erfaringer, og faaet en Kamplyst, som kan blive af den største Betydning i kommende Situationer, og yderligere er det blevet demonstreret for Alverden, hvor svagt Nazisterne staar selv i det Land, der engang betragtedes som "Mønsterlandet" blandt de af Hitler besatte Lande.

Naar Strejken endte med et faktisk og moralsk Nederlag for Nazisterne; skyldes det ikke blot den danske Befolknings enige, beslutsomme og disciplinerede Holdning. Efter alt foreliggende har der ogsaa været en dybtgaaende Splittelse i den tyske Lejr. Bests Linje kom til Udtryk i Lukningen af Elektricitets-, Gas-, og Vandforsyningen, i Afspærringen af Byen og det store, brutale militære Opbud, der krævede omkring 100 Dødsofre og mange Hundreder saarede. Denne Linje blev fulgt Lørdag og Søndag, og det var aabenbart Bests Tanke at fortsætte ad denne Vej, indtil Danskerne tvunget af Sult og under Indtryk af de mange Dødsofre vilde bede om godt Vejr. Men i Løbet af Søndagen bliver Best pludselig forhandlingsvillig og slaar over i en (efter nazistisk Maalestok) "mild" Politik. Enten har Best faaet Afslag paa Krav om flere Tropper, eller snarere har den øverste Ledelse for den tyske Krigsøkonomi krævet Strejken afsluttet hurtigst muligt af Hensyn til Forsyningerne til den tyske Krigsmaskine.

Det er en grundlæggende Læresætning i den nazistiske Katekismus, at Mildhed blot er Tegn paa Svaghed. Opsætsighed skal slaas ned med haard Haand. Naar Nazisterne bøjer af efter i to Dage at have forsøgt sig med grusom Terror, mod den ubevæbnede københavnske Befolkning, saa er det et nyt og stærkt Bevis paa, hvor svage Nazisterne føler sig, hvor bange de er for at paadrage sig endnu flere Vanskeligheder end dem, de allerede har at kæmpe mod.

Strejkens Stemning.
Strejken udgik fra Arbejderne, og det var hele Tiden Arbejderne der gav Tonen an. Og Strejken blev gennemført med en beundringsværdig Disciplin, paa trods af, at der ikke - som i 1943 i Odense - var en egentlig Strejkeledelse. Den organiserede Frihedsbevægelse afholdt sig klogt fra at komme frem med sine Vaaben eller paa anden Maade udsætte det Apparat, som skal anvendes ved en mere afgørende Lejlighed.

Det er ikke nogen lyrisk Overdrivelse at hævde, at hele den københavnske Befolkning <var> aandeligt løftet i de Dage, da Strejken stod paa. Naar Strejken kunde gribe om sig med en saa voldsom Hast, skyldes det, at Strejken imødekom hele Befolkningens Trang til at gøre en positiv Indsats i Kampen mod Nazismen, i Stedet for blot at sidde hjemme og høre Radio fra England. Den almindelige Københavner følte i de Dage, at han var aktivt med i Kampen. Deraf den løftede Stemning og deraf den Gemytlighed, som prægede Gadebilledet, trods Besværlighederne og trods den nazistiske Terror. Hvornaar har man før set Folk staa timevis i Kø med saa englelig Taalmodighed, uden Gnidninger og Mukkeri.

Det kunde selvfølgelig ikke undgaas, at den Begejstring, Strejken udløste her og der førte til en Aktivitet, som ikke tjente noget fornuftigt Formaal. Men Butiksplyndringerne var kun en ganske underordnet Detalje i Helhedsbilledet, og i Stedet for at forarges bør man langt snarere beundre den Disciplin og Selvbeherskelse, den Forstaaelse af Kampens Art og Vilkaar, som blev vist.

Misvisende Kommentarer.
I sit første Nummer efter Arbejdets Genoptagelse bragte "Social-Demokraten" en ledende Artikel, som ikke bør være uimodsagt. Social-Demokraten tør selvfølgelig ikke aabenlyst tage Afstand fra Strejken, men saa godt det lader sig gøre antydes det dog i Lederen, at Folkestrejken var en vild, uansvarlig ubesindig Optræden. Det er efter Bladets Opfattelse meningsløst at tale om Sejr eller Nederlag ved en saadan Strejke, og sluttelig udtaler Socialdemokraten sin dybe Tilfredshed over den Indsats, de ansvarlige Myndigheder og Organisationsledere gjorde, og over at Befolkningen endelig rettede sig efter de ansvarliges Formaninger.

Hertil er der to Ting at bemærke. For det første: Naar de "ansvarlige" kunde opnaa Indrømmelser fra Nazisterne, saa skyldtes det ingenlunde deres Forhandlingsdygtighed, men udelukkende den Omstændighed, at de kunde henvise til, at Befolkningen ikke vilde rette sig efter deres Henstillinger og Opraab medmindre der forelaa positive Indrømmelser. Det var altsaa i egentligste Forstand de "uansvarlige" d.v.s. den strejkende Befolkning, der gennemtvang Indrømmelserne. Det er værd at erindre om, at der allerede Fredag var fuld Enighed blandt Organisationslederne om Udsendelse af et Opraab om Genoptagelse af Arbejdet. For det andet: Social-Demokraten har ikke Ret i den Antagelse, at Arbejdets Genoptagelse Tirsdag Morgen skyldes Respekt og Lydhørhed overfor de ledende Instansers Appel. Tværtimod, under hele Strejken var der en udpræget Mistillid til officielle Bekendtgørelser og Opraab. Det var Frihedsraadets Opfordring til Genoptagelse af Arbejdet, der bragte Strejken til Afslutning, en Afslutning, der forløb ligesaa disciplineret og gnidningsfrit som Strejkens Begyndelse. Det viste sig under Strejken ganske tydeligt, at i de afgørende Spørgsmaal raader Frihedsraadet over en Autoritet hos Befolkningen, som er langt større end de officielle Instansers Myndighed.