J. P. Jacobsen (1847-85)
Fra Skitsebogen
(Mogens og andre Noveller, 1882)
| J. P. Jacobsen Homepage
| Kilde og Copyright |
Der burde have været Roser.
���Af de store, blege Gule.
���Og de burde have hængt ud over Havemuren i en overdaadig
Klynge, ligegyldigt dryssende de sarte Blade ned i Hjulsporene paa
Vejen: et fornemt Glimt af al den yppige Blomsterrigdom derinde.
���Og lad dem saa have den fine forbidragende Rosenduft, der ikke
er til at fastholde, der er som af ukjendte Frugter, Sanserne fable om i
deres Drømme.
���Eller skulde de være røde, Roserne?
���Maaske.
���De smaa, runde, haardføre Roser kunde det være, og saa skulde de
hænge der i lette Ranker, blankløvede, røde og friske og være som
en Hilsen eller et Fingerkys til Vandreren, der træt og støvet kommer gaaende saa midt ad Vejen, glad over at han kun har det halve af
en Fjerdingvej til Rom.
���Hvad nu han tænker paa? hvad nu hans Liv det er?
���Saa, - nu er han skjult af Husene, de skjuler Alting derindefter; de
skjuler hinanden og Vejen og Byen, men til den anden Side er der
Udsigt nok; de'r svinger Vejen i en træg og langsomt svajet Bugtning
ned mod Floden, ned til den triste Bro. Og bagved det igjen er der saa
al den megen Kampagne.
���Saadan store Sletters Graa og Grønne . . . det er som om mange
mødige Miles Træthed stiger op fra dem og lægger sig tyngende
over En og faar En til at føle sig ensom og forladt, bringer En til at
søge og hige. Saa er det dog meget bedre at hygge sig ind i en Krog
som denne, nede mellem høje Havemure, hvor Luften ligger lun og
blød og stille, sidde paa Solsiden, hvor en Bænk krummer sig ind i
Noget som en Niche i Muren, sidde de'r og se paa de glinsende grønne Acanthus i Landevejsgrøften, paa de sølvplettede Tidsler og de
matgule Efteraarsblomster.
���Paa den lange, graa Mur ligeoverfor, en Mur fuld af Firbenehuller
og Revner med fortørret Murgræs, de'r er det Roserne burde have
været, og de skulde have tittet frem just det Sted, hvor den lange,
ensformige Flade brydes af en udbuget, stor Kurv af dejligt gammelt
Smedearbejde, en Gitterkurv, der danner en rummelig og mer end
brysthøj Balkon, hvor det maa have været forfriskende at stige op,
naar man var træt af den indelukkede Have.
���Og det har de været tidt.
���De har hadet den prægtige gamle Villa, som skal være derinde,
med dens Marmortrapper og dens grovtraadede Tapeter; og de ældgamle Træer med deres stolte, sorte Kroner, Pinjer og Lavrbær,
Ædelask, Cypres og Steneg, de har været hadede gjennem hele deres
Opvæxt med det Had, som urolige Hjærter har til det Dagligdags, det
Tilvante, det Begivenhedsløse, det, der ikke higer med og derfor synes at staa imod.
���Men paa Balkonen kunde man da i alt Fald komme bort med sit
Blik, saa de'r har de staaet den ene Slægt efter den anden og stirret ud
Allesammen, hver i sit Mod, hver imod Sit. Guldspangede Arme har
hvilet paa Jærnkurvens Rand, og mangt et silkesvøbt Knæ har stemmet sig imod dens sorte Snirkler, mens brogede Baand har flagret fra
alle dens Sprosser som Elskovsvink og Stævnemødeløfter. Husfruer,
tunge og frugtsommelige, de ogs}, har staaet de'r og sendt umulige
Bud mod det Fjærne. Kvinder, store, yppige og forladte, blege som
Hadet . . . dersom Døden kunde sendes med en Tanke, dersom Helved' kunde aabnes ved et Ønske! . . . Kvinder og Mænd! det er altid
Kvinder og Mænd, selv disse magre, hvide Jomfrusjæle, der som en
Flugt af vildede Duer presser sig imod det sorte Gitter og raaber: grib
os, ud til tænkte, ædle Høge!
���Man kunde tænke sig et Proverbe her.
���Sceneriet vilde passe godt til et Proverbe.
���Muren de'r med Balkonen ganske som den er; men Vejen maatte
være bredere, brede sig til en Runddel, og i Midten trænges der til et
gammelt stilfærdigt Springvand, bygget af gullig Tuf med en Kumme af sprukken Porfyr. Som Fontænefigur en Delfin med afbrukken
Hale og med det ene Næsebor tilstoppet. Af det andet springer den
spinkle Straale. - Paa den ene Side af Springvandet en halvrund Bænk
af Tuf og brændte Sten.
���Det løse, hvidgraa Støv, Bænkens rødlige, støbte Sten, den huggede, gullige, porøse Tuf, det mørke, slebne, vædeglinsende Porfyr og
saa den levende, lille, sølvsitrende Straale; Stoffer og Farver falder
rigtig godt.
���Personerne: to Pager.
���Ikke fra nogen bestemt historisk Tid, for de virkelige Pager har jo
slet ikke svaret til Pageidealet. Pagerne her, det er Pagerne som de elsker og drømmer i den højere Literatur.
���Det er altsaa kun Dragten, der har lidt Historisk ved sig.
���Den Skuespillerinde, der skal være den yngste af Pagerne, er i tynd
Silke, som slutter ganske tæt og som er blegblaa og indvævet med heraldiske Lilier af det lyseste Guld. Det og saa saa mange Kniplinger,
det er muligt at anbringe, er det mest Fremtrædende ved Dragten,
der ikke saa meget stiler mod noget bestemt Aarhundrede som mod
at fremhæve den ungdommeligt fyldige Figur, det pragtfulde blonde
Haar og den skjære Teint.
���Hun er gift, men det varede kun halvandet Aar, saa blev hun skilt
fra Manden og skal slet ikke have opført sig godt imod ham. Og det
kan godt være, men noget mere Uskyldigt kan man ikke se for sine
Øjne. Det vil sige, det er jo ikke denne meget nysselige Førstehaandsuskyldighed, der ganske vist har sit Tiltalende; dette er derimod denne soignerede, veludviklede Uskyldighed, som intet Menneske kan
tage fejl af og som gaar En lige til Hjærtet og betager En med hele
den Magt, der nu en Gang er det Fuldendte givet.
���Den anden Skuespillerinde er i Proverbet den slanke Melankolske.
Hun er ugift, har ingen Historie, absolut ingen; der er Ingen, der ve'd
det Mindste, og dog er der saa meget Talende i disse finttegnede, næsten magre Lemmer, i dette ravblege, regelmæssige Ansigt, overskygget som det er af ravnsorte Lokker, baaret af denne linjestærke,
mandlige Hals, æggende ved sit haanlige og dog længselssyge Smil,
uudgrundeligt ved disse Øjne, hvis Mørke har en Blødhed i dets
Glans som Stedmoderurtens dunkle Blad i Blomsten.
���Dragten er dæmpet gul, kyradsagtig, stribet af brede Læg paa
Langs, med opstaaende, stiv Krave og med Knapper af Topas. En lille,
kruset Strimmel kommer frem i Kanten af Kraven og ligesaa for
Haanden af de snævertsluttende Ærmer. Benklæderne er korte, vide,
opslidsede og af en død, grøn Farve med bleget Purpur i Slidserne.
Trikot graat. - Den blaa Page har selvfølgelig skinnende hvidt. -
Begge have de Barret.
���Saaden er de.
���Og nu staar den Gule oppe paa Balkonen og læner sig frem over
dens Rand, medens den Blaa sidder dernede paa Springvandets Bænk,
mageligt lagt tilbage, og med de ringbesatte Hænder foldede om det
ene Knæ. Drømmende stirrer han ud mod Kampagnen.
���Saa taler han.
���»Nej, der er Ingenting til i Verden som Kvinder! - jeg forstaar det
ikke . . . der maa være en Trolddom i de Linjer, hvori de er skabte, for
blot jeg se'r dem gaa forbi: Isaura, Rosamund og Donna Lisa og de
Andre, blot jeg se'r hvordan at Dragten samler sig om deres Form,
hvordan den kaster sig under deres Gang, saa er det, som om mit
Hjærte drak Blodet ud af alle mine Aarer og lod mit Hoved tomt og
uden Tanker og mine Lemmer skjælvende og uden Kraft, al - hele
mit Væsen samlet i en eneste lang og sitrende, angstfuld Længsel.
Hvad er det dog? Hvad kan det være? Det er, som Lykken gik usynlig forbi min Dør, og jeg skulde gribe den og holde den fast, og den
skulde være min saa vidunderligt, - og jeg kan jo ikke gribe, fordi jeg
ikke kan se.«
���Saa siger den anden Page fra sin Balkon:
���»Og naar du sad ved hendes Fod, Lorenzo, og hun fortabt i sine
Tanker havde glemt, hvorfor hun havde ladet dig kalde, og du sad
tavs og ventede, og hendes dejlige Ansigt var over dig, mer fjærnet i
dets Drømmes Skyer end Stjærnen er det fra dig i sin Himmel og dog
dit Blik saa nær, at hvert et Træk var givet din Beundring i Vold,
hver skjønhedsbaaren Linjes Drag, hver Hudens Farvelilie i dens hvide Ro som i dens bløde, rosennære Skiften, var det dig da ikke som
om hun, der hun sad, hørte en anden Verden til end den, hvori du
knælede i Beundring, havde en anden Verden inde, en anden Verden
om sig, hvor hendes søndagsklædte Tanker gik mod Maal, du ikke
kjendte, og hvor hun elsked' fjærnt fra dig og dit, din Verden og det
Hele, og drømte fjærnt og længtes fjærnt, og der var ikke mindste
Rum for dig at vinde i hendes Tanker, endskjønt du brændte efter at
ofre dig for hende, efter at give dit Liv og Alt, blot for at der mellem
hende og dig skulde være, om end kun et Blink, af mindre end Fællesskab, langt mindre end Høren sammen.«
���»Jo, jo, du ve'd jo det er saa. Men . . .« Nu løber der et gyldengrønt
Firben langs henad Jærnkurvens Rand. Det standser og se'r sig om.
Halen gaar paa det . . .
���Hvis man kunde finde en Sten . . .
���Tag dig nu i Agt, min firbenede Ven!
���Nej, de er ikke til at ramme, de kan høre Stenen længe før den
kommer. Alligevel, en Forskrækkelse fik han da.
���Men Pagerne, de blev borte med det Samme.
���Hun sad saa nydeligt, den Blaa, og der var netop den rette uvidende Længsel i hendes Blik og en anelsesfuld Nervøsitet i alle hendes
Bevægelser som i det lille Drag af Smerte om hendes Mund, baade
naar hun selv talte og endnu mere naar hun lyttede til den gule Pages
bløde og lidt dybe Røst, alt som den oppe fra Balkonen bar de æggende og dog kjærtegnende Ord ned mod hende med Klang af Spot
og Klang af Sympathi.
���Og er det nu ikke som om de begge var der igjen?
���De er der, og de har spillet videre i Proverbet, mens de har været
borte og er blevet ved at tale om den vage Ynglingeelskov, der aldrig finder Hvile, men rastløs flakker gjennem alle Anelsers Lande og
alle Haabets Himle, syg af Længsel efter at stilles i e'n stor samlet Følelses stærke, inderlige Gløden; det har de talt om; den Yngste med
bitter Beklagelse, den Ældre mer og mer vemodig, og nu siger den
Ældre, den Gule til den Blaa, at han ikke skal være saa utaalmodig efter at en Kvindes Gjenkjærlighed skal fange ham og holde ham fast.
���»Nej tro du mig,« siger han, »den Kjærlighed, du finder, bunden af
to hvide Arme, med tvende Øjne for din nære Himmel og tvende
Læbers sikre Salighed, den er for nær ved Jorden og Støvet, den har
byttet Drømmenes frie Evighed for en Lykke, der kan maales i Timer og som ældes i Timer; for om den end stadig forynges, saa mister
den dog hver Gang en af de Straaler, der i en Gloriekrans, der ikke
kan visne, straaler om Drømmenes evige Ungdom. Nej du er lykkelig!«
���»Nej du er lykkelig!« svarer den Blaa, »jeg vilde give en Verden til,
jeg var som du.«
���Og den Blaa rejser sig og begynder at gaa nedad Vejen mod Kampagnen, og den Gule se'r efter ham med et vemodigt Smil og siger
for sig selv: »nej han er lykkelig!«
���Men langt nede paa Vejen vender den Blaa sig endnu en Gang
imod Balkonen og raaber, mens han løfter paa Baretten: »Nej du er
lykkelig!«
Der burde have været Roser.
Og nu burde der komme et Vindpust og ryste en hel Regn af Rosenblade af de blomstertunge Grene og hvirvle dem efter den bortgangne Page.