J. P. Jacobsen (1847-85)
Fru Fønss
(Mogens og andre Noveller, 1882)
| J. P. Jacobsen Homepage
| Kilde og Copyright |
I det nette Anlæg bagved Pavernes gamle Palads i Avignon staar der
en Udsigtsbænk, hvorfra man ser hen over Rhonen, over Durances
Blomsterbed, over Høje og Marker og over en Del af Byen.
���En Oktobereftermiddag sad der paa denne Bænk to danske Damer,
en Enkefru Fønss og hendes Datter Ellinor.
���Skjønt de havde været her et Par Dage, og skjønt de allerede
kjendte den Udsigt, der laa for dem, saare vel, sad de dog endnu og
undrede sig over, at der saae saadan ud i Provence.
���At det virkelig var Provence! En leret Flod, med Flager af dyndet
Sand og uendelige Bredder af stengraat Grus; saa blegbrune Marker
uden et Græsstraa, blegbrune Skrænter, blegbrune Højder og støvlyse Veje, og hist og her hos de hvide Huse Grupper af sorte Træer,
fuldstændig sorte Buske og Træer. Over alt dette en hvidlig, lyssitrende Himmel, der gjorde Alting endnu blegere, endnu mere tørt
og trættende lyst, ikke et Glimt af frodig, mættet Lød, lutter sultne,
solpinte Farver, og ikke en Lyd i Luften, ikke en Le, der hug igjennem Græsset, ikke en Vogn, der skramlede henad Vejene; og Byen
der til begge Sider ligesom bygget af Stilhed, med alle de middagstavse Gader, alle de døvstumme Huse med hvert Skodde, hver Jalousie lukket i, lukket i hvert eneste; Huse, der hverken kunde høre eller
se.
���Fru Fønss havde kun et resigneret Smil overfor denne livløse Ensformighed, men Ellinor gjorde den synligt nervøs, ikke livligt ærgerlig nervøs, men klynkende og mat, som man kan blive det ved et
døgnlangt Regnvejr, naar alle Ens triste Tanker regner ned med, eller
ved et Stueuhrs idiotisk trøstende Dikken, naar den samme Kjæde af
luvslidte Drømme mod Ens Villie hasper rundt i Ens Hjærne, og
knyttes sammen og gaar i Stykker og knyttes sammen igjen i een
kvalmende Uendelighed. Det tog ligefrem legemligt paa hende, dette Landskab, og førte hende an Afmagt nær, saaledes havde det idag
svoret sig sammen med Erindringer om et Haab, der var bristet, og
om lifligt søde Drømme, der nu kun var sygnende vamle, Drømme,
som hun rødmede skamrød ved at mindes og dog aldrig kunde glemme. Og hvad havde det saa med Egnen her at gjøre, Slaget havde jo
truffet hende langt herfra, i hjemlige Omgivelser, ved vatret Sund,
under lysgrønne Bøge, og dog havde hver blegbrun Bakkebølge det
paa sine Læber, og hvert grønskoddet Hus stod og tav med det her.
���Det var den gamle Sorg for unge Hjærter, det, der var mødt hende, hun havde elsket en Mand og troet paa Kjærlighed igjen, og saa
havde han pludseligt kaaret sig en anden; hvorfor, til hvad? hvad
havde hun gjort ham? hvad havde hun forandret sig, var hun ikke
den samme? og alle de evige Spørgsmaal om igjen. Hun havde ikke
sagt et Ord til sin Moder, men hendes Moder havde forstaaet det
hver Smule og havde været saa omhyggelig for hende; hun kunde
have skreget ved denne Omhu, som vidste og slet ikke maatte vide,
og hendes Moder havde forstaaet det ogsaa, og saa var de rejst.
���Hele Rejsen var blot for at hun skulde glemme.
���Fru Fønss behøvede ikke at gjøre Datteren sky ved at se paa hendes
Ansigt, for at vide, hvor hun var henne; blot hun holdt Øje med den
nervøse lille Haand, der laa ved hendes Side, og som strakte sig saa
magtløs fortvivlet paa Bænkens Tremmer, for hvert Øjeblik at forandre Stilling, ligesom en Febersyg, der flytter sig i sin hede Seng;
blot hun gjorde det, saae paa denne Haand, saa vidste hun ogsaa, hvor
livstræt de unge Øjne stirrede ud for sig, hvor forpint det fine Ansigt
sitrede i hvert Drag, hvor blegt det var i sin Liden og hvor sygeligt
Aarerne blaanede frem under Tindingernes skære Hud.
���Det gjorde hende saa onde for hendes lille Pige, og hun vilde saa
gjærne have havt hende lænet op mod sit Bryst for at aande alle de
Trøstens Ord ned over hende, som hun kunde tænke; men hun havde den Tro, at der er Sorger, der skal dø i Løndom og som ikke maa
faa Lov at skrige ud i Ord, end ikke mellem Moder og Datter, at ikke
en Dag under nye Forhold, naar Alting vil bygge sig op til Henrykkelse og til Lykke, at saa ikke disse Ord skal være der som en Hindring, Noget, der tynger og gjør ufri, fordi den, der har sagt dem, vil
høre dem ligge og hviske i en Andens Sind, tænke sig dem seet paa,
vendt og drejet i en Andens Tanker.
���Og saa ogsaa det, at hun var bange for at gjøre Datteren Skade ved
at gjøre hende Fortroligheden let, hun vilde ikke have Ellinor til at
rødme for sig, hun vilde ikke, hvor meget det saa kunde lette, hjælpe
hende over den Ydmygelse, der ligger i, at lægge sin Sjæls de lønligst
egne Vraaer aabne for en Andens Øje, tværtimod, saa meget tungere
det end gjorde det for dem begge, saa var hun glad ved, at den Sjælens Fornemhed, der var hos hende selv, den fandt hun igjen i en vis
sund Stivhed hos sin unge Datter.
���En Gang - der var en Gang for mange, mange Aar siden, da hun
selv var saadan en attenaars Pige, da havde hun elsket af hele sin Sjæl,
med hver Sans i sit Legeme, hvert Livshaab, hver Tanke; og det havde ikke maattet være, ikke kunnet blive; han havde kun havt sin Troskab at byde paa, til at prøve i en uendelig Forlovelse, og der var Forhold i hendes Hjem, der ikke kunde vente. Saa havde hun da taget
ham, de havde givet hende, ham, der var disse Forholds Herre. De
blev gift, saa kom Børnene, Tage, Sønnen, der var med her i Avignon, Datteren, der sad ved hendes Side, og det var blevet meget bedre end hun havde kunnet vente, baade lysere og lettere. Otte Aar varede det, saa døde Manden, og hun sørgede over ham af et oprigtigt
Hjærte, thi hun havde lært at holde af denne fine, tyndblodede Natur,
der med en anspændt, egoistisk Kjærlighed næsten sygeligt elskede,
hvad der ved Slægt og Familjebaand hørte den til, og som af hele den
store Verden derude ikke brød sig om Andet end om, hvad den
mente, blot dens Mening, ikke Andet. Efter Mandens Død havde
hun saa levet meget for sine Børn, men havde ikke stænget sig inde
med dem, havde taget Del i Selskabslivet, som det for en saa ung og
formuende Enke var naturligt, og nu var hendes Søn enogtyve Aar
gammel, og hun selv havde ikke mange Dage tilbage inden hun var
fyrge. Men hun var smuk endnu, der var ikke et graat Stænk i hendes
tunge, dunkelblonde Haar, ikke en Rynke om de store, frejdige
Øjne, og Figuren var slank i dens formbeherskede Fylde. De kraftige,
linjefine Træk blev hævet frem ved den dunklere, mer farvedybe
Teint, som Aarene havde givet hende, men der var en Sødme i Smilet om hendes dybt indvigede Læber, en næsten forjætningsfuld
Ungdom i hendes brune Øjnes blødt duggede Tindren, som gjorde
Alting mildt igjen og blidt. Og dog var der saa atter Kindens alvorligt
store Runding, den modne Kvindes viljestærke Hage.
���»Nu kommer Tage vist,« sagde Fru Fønss til Datteren, da hun hørte
Latter og nogle danske Udraab paa den anden Side af den tykke Hæk
af Avnbøg.
���Ellinor tog sig sammen.
���Og der var Tage, Tage og Kastagers, Grosserer Kastager fra Kjøbenhavn med Søster og Datter; Fru Kastager laa syg derhjemme paa
Hotellet.
���Fru Fønss og Ellinor gjorde Plads for de to Damer, Herrerne forsøgte et Øjeblik at konversere staaende, men lod sig snart lokke af
den lave Graastensmur, der omgav Udsigtspunktet, og saa sad man
der og talte lige det nødvendigste, for de Nysankomne var trætte af
en lille Jærnbaneudflugt ud i det rosenblussende Provence.
���»Hov!« raabte Tage og slog sig med den flade Haand paa sine lyse
Benklæder, »se der!«
���Man saae.
���Ude i det brune Landskab viste der sig en Støvsky, over den en
Støvkappe, midt imellem begge øjnedes der en Hest. »Det er den
Englænder, jeg talte om, der kom forleden,« sagde Tage henimod
Moderen. »Har De set Nogen ride saadan?« vendte han sig mod Kastager, »han minder mig om en Gaucho«.
���»Mazeppa?« sagde Kastager spørgende.
���Rytteren forsvandt.
���Saa rejste man sig og begav sig paa Vej til Hotellet.
���Disse Kastagers havde man truffet i Belfort, og da de skulde samme Tur, ned igjennem Sydfrankrig og langs ad Rivieraen, var man
foreløbig fulgtes. Her i Avignon var saa begge Familjer standset,
Grossererens, fordi Fruen havde faaet ondt i en Aareknude, Fønss'es,
fordi Ellinor øjensynligt trængte til Ro.
���Tage var henrykt over dette Samliv, thi han forelskede sig Dag for
Dag mere og mere uhelbredeligt i den nydelige Ida Kastager, men
Fru Fønss var ikke saa godt fornøjet, thi vel var Tage meget sikker og
udviklet for sin Alder, men det havde jo slet ikke Hast med nogen
Forlovelse, og saa desuden denne Kastager. Ida var en prægtig lille
Pige, Fruen var en meget dannet Dame af udmærket Familje, og
Grossereren selv var baade dygtig, rig og brav, men der var et Skjær
af Latterlighed over ham, og der kom et Smil om Folks Læber eller et
Blink i deres Øjne, naar man nævnede Grosserer Kastager. Han var
nemlig saa ildfuld og saa saa overordenlig begejstret, var det saa
aabenhjærtigt, saa larmende og saa meddelsomt, og derfor var det, for
der fordres jo nu netop saa megen Diskretion for at omgaaes med
Begejstring. Men Fru Fønss holdt ikke af at tænke paa, at man nævnede Tages Svigerfader med et Blink i Øjet, et Smil om Munden, og
derfor holdt hun sig lidt kølig overfor Familjen, til stor Sorg for den
forelskede Tage.
Næste Dags Formiddag var Tage og hans Moder gaaet hen for at se
paa Byens lille Museum. De fandt Porten aaben, men Dørene ind til
Samlingen lukkede; og at ringe viste sig at være frugtesløst. Imidlertid gav Porten Adgang til det ikke synderlig store Gaardsrum, der var
omgivet af en nylig hvidtet Buegang, hvis korte, tyklivede Søjler stivede hinanden af med sorte Jærnstænger.
���De gik rundt og saae paa hvad der var stillet op langs Væggen, romerske Gravmæler, Stykker af Sarkofager, en hovedløs Draperifigur,
to Ryghvirvler af en Hvalfisk og en Række arkitektoniske Detailler.
���Paa alle Mærkværdighederne var der friske Spor af Murerens
Kalkkost.
���Saa var de ved deres Udgangspunkt igjen.
���Tage løb op ad Trappen for at se ad, om der dog ikke et Steds i
Huset skulde være Folk, og Fru Fønss gav sig til at spadsere frem og
tilbage i Buegangen.
���Som hun var paa Tur op efter Porten, viste der sig for Enden af
Gangen, lige foran hende, en høj, skægget Herre med et solbrunt
Ansigt. Han havde en Rejsebog i Haanden, lyttede tilbage og saae saa
frem for sig hen paa hende.
���Hun kom straks til at tænke paa Englænderen fra i Gaar.
���»Undskyld Frue,« begyndte han spørgende, og hilste.
���»Jeg er Fremmed,« svarede Fru Fønss, »der synes ikke at være Nogen hjemme, men min Søn er løben ovenpaa for at se ad . . .«
���Disse Ord veksledes paa Fransk.
���I det Samme kom Tage til, »jeg har været helt rundt,« sagde han,
»ogsaa inde i en Lejlighed, men der var ikke en Kat.«
���»Jeg hører,« sagde Englænderen, denne Gang paa Dansk, »at jeg har
den Fornøjelse at være sammen med Landsmænd.«
���Han hilste atter og gik nogle Skridt tilbage, som for at antyde, at
han kun havde sagt dette for at de kunde vide, at han forstod hvad de
talte; men pludselig traadte han endnu nærmere end før, med et
spændt, bevæget Udtryk i sit Ansigt, og sagde: »for det skulde da ikke
være, at Fruen og jeg er gamle Bekjendte?«
���»Er det Emil Thorbrøgger?« udbrød Fru Fønss, og rakte Haanden
frem.
���Han greb den. »Ja, det er mig,« sagde han glad, »og det er Dem!«
���Han havde næsten Taarer i Øjnene, da han saae paa hende.
���Fruen forestillede Tage som sin Søn.
���Tage havde aldrig i sit Liv hørt denne Thorbrøgger nævne, men
han tænkte ikke paa det, bare paa at Gauchoen var faldet ud til at blive
en Dansker, og da der blev en Pavse, og Nogen skulde sige Noget,
kunde han ikke lade være med at udbryde: »og jeg, der igaar sagde, at
De mindede mig om en Gaucho!«
���Ja det, svarede Thorbrøgger, var da ogsaa saa temmelig nær ved
Sandheden, eftersom han i enogtyve Aar havde levet midt inde paa
Sletterne i La Plata og ganske vist i alle de Aar været mer til Hest end
til Fods.
���Og nu var kan kommet her til Evropa!
���Ja, nu havde han solgt sin Jord og sine Faar og var kommen for at
se sig om i denne gamle Verden, hvor han hørte hjemme; men med
Skam at tale om, maatte han sige, at han tidt og ofte fandt det meget
kjedeligt, saadan at rejse for sin Fornøjelse.