Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 2

Wayback - External links, forms, and search boxes may not function within this collection. Url: http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/holberg/moralske.dkl/02.htm time: 8:03:32 Nov 05, 2010 [ hide ]

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 2

[1,6 s31 Skift ikke navn af honnet ambition]

                 Libr. I. Epigramm. 6. 

          Augusti simul angusti tibi sunto penates; 
              Nam Famam captans emoriere Fame.

Dette Epigramma giver Anledning til at tale om Rangsyge. Men saasom jeg ved adskillige Leyligheder har commenteret derover tilforn, vil jeg her ikkun lidt eller intet opholde mig med den Materie, helst saasom man og af Erfarenhed merker, at Sygdommen er incurable, og det er ikkun at spilde gode Medicamenter forgieves. En vis anseelig Prædikant, som jeg har anført i min Kirke-Historie, tog sig engang for at prædike mod Fruentimmerets Fontanger. De Taler, som han holdte, maatte alle tilstaae at være heel grundige og igiennemtrængende: men Historien vidner, at, medens han med saadan Fynd en Tid lang prædikede, voxede Fontangerne een Etage højere, end de tilforn vare. Man kand ved de grundigste Taler og Skrifter mod Rangsyge ikke vente at see anden Virkning. Thi de fleste Mennesker ere mest tilhøjelige til de Ting, som de mindst kand give Aarsag til. Man kand ligne menneskelige Societeter ikke bedre end med Hav og Søer, og ansee Indbyggerne som Skibe, der stedse staae i Beredskab til Trefninger og søge at tage Luven fra hinanden. Thi det er ikkun den eene Borger om at giøre, at faae Luven fra den anden, eller at erhverve sig Ret til at gaae paa hans højre Side. Jeg vil derfore ikke igientage de Ting, som jeg tilforn udi andre Skrifter haver anført: Jeg vil og gierne, for ikke at støde got Folk for Hovedet, lade denne Skrøbelighed passere under den Titul af honete Ambition; helst, saasom jeg seer, at den tillige med onde haver ogsaa nogle gode Virkninger, og det er ikke alletider tienligt, at Almuen philosopherer for sterkt. Hvad som jeg alleene censurerer hos Folk, som ere begavede med den saa kalden honete Ambition, er ikke saa meget deres Begierlighed efter Rang udi sig selv, som deres Attraa efter inconvenable Titler. Jeg pardonnerer for Exempel en Præst, om han af en honete Ambition søger om Rang over sin Provst; men, om han, for at komme paa saadant Trin udi Rangen, søger at beklædes med Titel af Krigs eller Hof-Raad, er det i mine Tanker noget, som ikke vel kand qvalificeres med den Titul af honete Ambition, men ansees som en Virkning af en u-ordentlig Hierne, eller henføres til saadanne u-tidige og u-naturlige Lyster, som man siger at overkomme Barsel-Qvinder. Thi om saadan een kand man ikke anderledes dømme, end om den, der forlanger, at han stedse maa bære en Kiole, som ikke passer sig til hans Krop. Jeg for min Part haver alleene stødet mig over saadan slags Begierlighed, og søgt, for at foregaae andre med got Exempel, at betiene mig af den Titel, som passer sig til mine Forretninger, skiønt adskillige af mine Medborgere, som gemeenligen see meer efter en Tings Størrelse end dens Beqvemhed, have stødt sig derover, og censureret en Ting, som heller kand fortiene Roes end Last. Mit Embede, som Qvestor ved Universitetet, bestaar i at giøre aarlige Regnskab for Universitetets Udgifter og Indtægter, at besørge dets Capitaler, at udføre dets Processer, og andet af samme Natur. Disse Ting synes mig, at jeg med meere Anstændighed haver kundet forrette som Assessor udi Consistorio, end, som Professor Philosophiæ: hvorfor jeg stedse fra den Tid Qvæstura blev mig conferered, har betient mig heller af den første end den sidste Titul. Thi Professor Philosophiæ og Rentemester er kommet mig for ligesom Doctor Medicinæ og Regiments-Skriver. Og synes mig, at Philosophien passer sig ikkun lidet til en Stævning eller Indførsel. Jeg haver derfore fra den Tid været omhyggelig for at sonservere den første Titul, skiønt mange af mine Landsmænd, helst de som studere flittigen udi Rang-Forordningen, have ikke saadant kunnet begribe, saasom de fleeste holde det højeste for det bedste. Læseren pardonnerer mig denne Digression, som synes for ringe at indføre udi et moralsk Skrift. Mit Forsæt herved haver været, at viise, at herudi intet Mysterium ligger forborget: men at Tingen er let at begribe, naar man ikkun vil forestille sig, at enhver fornuftig Mand, der haver tvende Titler, betiener sig helst af den, som haver Overeensstemmelse med hans Embedes Forretninger. Jeg setter dog andre ikke til rette herudi: thi, naar en Ting er først kommen udi Vane, ansees den ikke meer underlig. Men hvis en Indbygger af Maanen eller anden Planet kom ned til os, skulde iblandt mange underlige Ting intet komme ham selsommere for. Og var det derfor intet, som de underjordiske Folk efter Niels Klims Vidnesbyrd meere stødte sig over, end Folk udi Europa søgte at føre Navn af det, som de ikke vare, eller at affectere Titler, som ingen Overensstemmelse havde med deres Stand og Handtering. Min Delicatesse herudi gaar saavit, at jeg kand støde mig end og saa over visse Tilnavne. Det staaer enhver frit for at bruge, hvilket Tilnavn han vil; han maa tage dem af Dyr, Fugle, Fiske, Træer og Insecter: han maa kalde sig Hans-Wurst, Mads-Hund, &c. naar han alleene holder sig fra de Navne, hvorved Embeder betegnes, og ikke giør Nomina Officiorum til Nomina propria: thi man seer een at kalde sig Michel Erk-Engel (Michael Archangelo) en anden Johannes den Døber (Jean Baptist) den tredie, Kejser Constantinus (Constantinus Imperator) den fierde, Grev Ludwig (Louis le Comte) og saa fremdeeles. Det staaer den ringeste Borger frit at kalde sig Alexander; men, hvis han kalder sig Alexander Magnus, giør han sig latterlig. En Islænder, maa og gierne kalde sig Scipio, men vil han heede Scipio Africanus, confunderer han Land-Kortet. Jeg vil ikke tale om Navne af mindre Betydelse. De fleeste Handverksmænd her udi Landet have intet Tilnavn, men lade sig nøje med deres Faders Navne, saasom: Hansen, Pedersen, Christofersen &c. og, saa snart de komme til nogen Velstand, give de sig Tilnavne, men ofte saadanne, som confundere deres Haandverker med andre: en Brygger tager sig det Tilnavn af Bager, en Skræder kalder sig Schumacher, og en Farver Müller; hvilket tiener til intet uden at give Anledning til skiemtsomme Indfald. De som intet Tilnavn tage sig, og dog ville være lit supra vulgus, giøre Forældrenes Navne til Tilnavne, og forplante dem paa Efterkommerne af begge Kiøn, saa at Peder Jensens Dotter lader kalde sig Mademoiselle Jensen, og Peder Pedersens Dotter, Jomfrue Pedersen eller Petersen, i steden for Peders Dotter. Jeg vil ikke tale om de selsomme Tilnavne, som fordum Donatister brugte, og nu omstunder nogle Fanatici tage sig, hvilke ved deres Vidtløftigheder indtage heele Linier udi Skrifter: thi man finder dem, der have ført saadant Navn: Mit haab er paa GUD alleene; andre have ladet sig kalde: HErren er min Hyrde, min Trøst i Nød: thi saadant kand man kalde at rase af lutter Devotion. Disse selsomme Navne ere dog nu kommen af Brug, eller ere gandske rare. De andre brugelige Tilnavne, som af Gottlieb,Ehrinreich, Godschalch, fortiene og at criticeres, saasom det ofte hender sig, at en u-gudelig Mand kand føre Navn af Gottlieb, een som er dømt fra sin Ære kaldes Ehrenreich, og derimod en oprigtig og ærlig Mand heeder Godskalk. Man kand ogsaa støde sig over de mange Navne, som gives til een Person, helst den Blanding af Mands og Qvinde-Navne, som er brugelig udi Tydskland; Thi hvad kand være underligere end at en kaldes tillige Franciscus, Maria: man maatte jo deraf slutte, at Personen var en Hermaphrodit eller Tvetulle. Jeg kand ey heller gandske bifalde dem, der give sig Navn af Lande og Stæder. Thi saadant har ofte givet Anledning til Forvirrelse. Jeg erindrer, at udi min Tid var i Paris en Norsk Student ved Navn Mecklenborg. Den samme blev engang adspurgt af en Svitzer, som havde Vagt ved et Sted, hvor en Solennitet holdtes, og da hans Tienner sagde, at der var Mons. de Mecklenborg, blev han med stor Æres Beviisning indladen, saasom man meenede, at det var Hertugen af Mecklenborg. Denne U-orden, som er heel selsom, ligger mig dog aldeles ikke saaledes paa Hiertet, at jeg vil giøre Project til nogen Reformation herudi, men jeg siger ikkun alleene, at deslige Ting viise Menneskets selsomme Indfald. Det var derfor, at Socrates holdt det for en vigtig Part af Forældres Pligt, at give deres Børn beqvemme Navne.
Jeg haver udi dette Capitel intet anført uden Bagateller, og derfore giort det meget kort, saa at, om Læseren ingen Behag finder derudi, saa spilder han dog ikke megen Tid ved at læse nogle faa Linier. Materien kunde ellers give Anledning til en grundig og vitløftig Dissertation. Men om Tingen i sig selv er omstændigen talet udi mine andre Skrifter, sær udi det Skuespil, kaldet den honete Ambition, hvortil jeg Læseren vil henviise.

Ludvig Holberg Homepage