Den voksende internationale berømmelse (1837-1850)
Brev nr. 201. Fra Fredrika Bremer til HCA. 3. september 1837.
Sidst på sommeren 1837 gjorde H.C. Andersen et bekendtskab, som fik afgørende betydning for hans fremtid. I et brev til Henriette Hanck 20. september fortæller han, at gehejmestatsminister Conrad Rantzau-Breitenburg har sendt ham en venlig hilsen efter at have læst “Improvisatoren”. Andersen kvitterede straks for hilsenen ved at sende “O.T.”, og et par dage senere lod greven forespørge, hvornår han var hjemme, idet han ville aflægge ham en visit. Andersen fortæller i “Mit Livs Eventyr”, hvordan den holstenske greve “stille” trådte ind i hans lille stue og takkede for bogen og uforbeholdent spurgte, om han ikke kunne gøre noget for ham (MLE I 213). Sandheden var dog, at Andersen i stedet selv valgte at gå til Rantzau-Breitenburg, som modtog ham venligt og indbød ham til frokost. Under besøget spurgte han, om der ikke var noget, han kunne gøre for ham. Andersen “antydede, hvor tungt det var at maatte skrive for at leve, ikke at kunne, sorgløs for det Nødvendige, udvikle sig og virke, og han trykkede kjærligt min Haand, lovede at blive mig en virksom Ven, og det blev han” (MLE I 213). Samtalen førte til, at Andersen besluttede sig for at indsende en ansøgning om understøttelse til kongen. Blandt de, der tilbød at hjælpe ham med at skrive den, var Carsten Hauch.
Conrad Rantzau-Breitenburg
Brev nr. 210. Fra HCA til Henriette Hanck. 10. februar 1838.
Den 25. november 1837 fortæller H.C. Andersen til Henriette Hanck lidt om familien Læssøe bl.a. også om Frederik Læssøe: “Frederik bliver Dag fra Dag et sjældnere Menneske, han har megen Aand og herlige Kundskaber, den Søn vil skaffe Moderen en stor Glæde” (BHH 207). Denne udtalelse sættes i relief af et par breve fra 1838.
Brev nr. 211. Fra HCA til Frederik Læssøe. 23. februar 1838.
I foråret 1838 fik H.C. Andersen endnu et bevis på den popularitet, han efterhånden nød udenfor Danmarks grænser. Den 15. maj meddelte han Henriette Hanck: “Igaar fik jeg ogsaa et Brev, som glædede mig, nemlig fra en Mand jeg aldrig har seet, aldrig har talt med og som dog siger at han elsker mig, at vi ere beslægtede og evigt Venner, nemlig fra Digteren Atterbom i Upsala.” (BHH 249). Som det fremgår af det nedenstående brev, var det dog Andersen selv, der havde taget det første skridt til at kontakte P.D.A. Atterbom (1790-1855), der var professor i æstetik og moderne litteratur ved universitetet i Uppsala, men altså også digter. Under sin studietid i Uppsala i begyndelsen af århundredet var han blevet optaget af den tyske romantik, og stiftede i 1807 et litterært selskab, der fik til formål at reformere den svenske poesi efter den tyske romantiks mønster. Bl.a. udgav man et tidsskrift “Phosphoros”, hvori han formulerede programmet for den unge digtergeneration, der i øvrigt gik under navnet “Phosphoristerne”. Udover et omfattende litteraturhistorisk forfatterskab skrev han bl.a. et stort dramatisk eventyrdigt “Lycksalighetens ö” (1824-27), som inspirerede Andersen til “Paradisets Have”. Og udtrykket “Mester Blodløs” om maskinerne, som Andersen jævnligt anvender i de senere år af sit liv, var et lån fra Atterboms biografi af den svenske digter Adolf Törneros. Atterboms brev blev indledningen til et livsvarigt venskab, selv om de først mødtes personligt under Andersens besøg i Uppsala i sommeren 1849.
P.D.A. Atterbom
Efter 4½ måneds ventetid kom endelig en afgørelse i sagen om H.C. Andersens ansøgning om en årlig understøttelse. Den 26. maj fik han ved kgl. resolution bevilget 400 rdlr. om året. Som det fremgår af det efterfølgende brev til Ingemann var han tilfreds med beløbet. Man får en forestilling om beløbets størrelse ved at sammenligne med en bemærkning i anden del af Paludan-Müllers “Adam Homo” (1845-48), hvor hovedpersonen ikke har mod til at gifte sig “med tusind Daler Gage,/ Hvoraf man lever godt men ikke flot -/ Begynde paa en huuslig, knap Menage, / Og faae i hver Henseende det smaat” (“Poetiske Skrifter i Udvalg” ved Carl S. Petersen, II, 1909, 368) og en udtalelse fra Oehlenschläger om Paludan-Müller i 1849: “Den Stakkel har en Digter-Pension af 300 Rd. Jeg begriber ikke, hvordan han kan leve af det” (ib. 620).
Der bestod et meget nært venskab mellem familien Wulff og familien Stampe på herregården Nysø ved Præstø. H.C. Andersen havde ofte truffet den myndige, temperamentsfulde baronesse Christine Stampe, f. Dalgas (1797-1868) og hendes godmodige men excentriske mand baron Hendrik Stampe (1794-1876) hos Wulffs i København. I foråret 1838 havde han fået indbydelse til at besøge Nysø, som baronesse Stampe havde gjort til et samlingssted for kunstnere og digtere. I et brev til Henriette Hanck 28. maj 1838 fortæller han, at sommerforestillingerne på Det kgl. Teater, hvor det var planen at opføre hans oversættelse af Raimunds “Der Verschwender”, afholdt ham fra at forlade byen i juni, fordi han selv måtte sætte det i scene og arrangere scenografien. Derefter påtænkte han eventuelt at rejse nogle dage til Skåne, inden han tog ned til Nysø, hvor det var hans hensigt at blive en otte dage. Derefter ville han tage med dampskib fra Vordingborg til Svendborg for at slutte med et besøg i Odense på en otte à ti dages varighed (BHH 253f.). Opførelsen af “En Ødeland”, som Raimunds stykke kom til at hedde i Andersens oversættelse, blev imidlertid opgivet i sidste øjeblik, og det samme gjaldt turen til Skåne. I stedet rejste H.C. Andersen 2. juli til Nysø, hvor han blev til 23. juli, og hvor han i øvrigt traf sammen med Henriette Wulff.
Den 2. juli rejste H.C. Andersen som nævnt til Nysø. Her blev han i tre uger. Den 23. kørte han til Korsør og fortsatte til Odense, hvor han ankom dagen efter. Opholdet varede en uges tid. Den 30. var han tilbage på Sjælland. Efter et besøg hos Ingemanns i Sorø fra 31. juli til 6. august rejste han tilbage til København med dagvognen.
I efteråret 1838 kom det til en alvorlig krise i H.C. Andersens forhold til familien Wulff.Under sit ophold på Nysø, hvor han foruden Henriette Wulff havde været sammen med hendes broder Christian, der ankom den 19. juli, havde H.C. Andersen 20. juli skrevet et brev til Louise Collin, hvor han fortæller om sit indtryk af en række af gæsterne bl.a. Henriette og Chr. Wulff, om hvem det hedder: “Jette Wulff forekommer mig at være elskværdigere i Byen end her, hvor der kjæles saa særdeles for hende. Broderen Christian er en løierlig Mellemslags, en Composition der ikke er ganske original” (Anderseniana 2002 39). Samværet har da heller ikke været uden mislyde, som det fremgår af det følgende brev.
Af et brev til Henriette Hanck 21. august fremgår det, at uoverensstemmelserne tilsyneladende var blevet bragt ud af verden efter at Henriette og Christian Wulff var kommet tilbage fra Nysø (BHH 267), men det viste sig snart langt fra at være tilfældet.
Den 5. september noterer H.C. Andersen i almanakken: “Commandeur Wulff bitter i Theatret; skrevet ham et Brev til og forlangt at vide, hvo der har løiet mig paa” (23f.). Og dagen efter: “Et oprørende Brev fra Wulff og øieblikkelig derpaa Kirkegaards Kritik. Eduard gav mig kjølende Pulver. Gaaet som i en Døs. Middag hos Fru Bügel, Brev til Christian” (24). Med “Kirkegaards Kritik” menes Søren Kierkegaards (1813-55) svært læselige debutarbejde “Af en endnu Levendes Papirer, udgivne mod hans Villie” om Andersen som romanforfatter. Kierkegaards angreb kom imidlertid ikke bag på H.C. Andersen, hvilket både fremgår af et notat 30. august: “Følt Sjælemarter over Kierkegaards ikke udkomne Kritik” (Almanakker 23) og af hans let ironisk-distancerende kommentar til bogen i “Mit Livs Eventyr” (I 204).
Andersen var derimod langt mere berørt af Wulffs kritik, som kun kendes fra almanakoptegnelserne samt tre breve, et udateret til Chr. Wulff (BHW I 252ff.), der må være skrevet før det nedenstående til Henriette Wulff 25. september 1838 og endelig et til Henriette Hanck 13. oktober 1838 (BHH 277). Forklaringen er enkel. Sagen betød nemlig, at han måtte anse forbindelsen og venskabet med Wulffs i Bredgade, der ved siden af det Collinske hus betød mest for ham, som afbrudt.
Medens Andersen ventede på svar fra Wulffs, ville tilfældet, at han 12. september traf kommandør Wulff hos professor Hornemann, “hvilket vakte nærvøs Stemning” (Almanakker 24). Det blev ikke bedre de næste par uger, hvor han skrantede og et par gange måtte have spansk flue. Men endelig kom der en reaktion. Den 25. september noterer Andersen “Brev fra Jette og Chr.” (ib. 25). Brevet er imidlertid ikke bevaret, men kendes kun fra H.C. Andersens svar, som han ikke tøvede med at sende.
Brev nr. 222. Fra HCA til Henriette Wulff. 25. september 1838.
To dage efter dette brev kom det også til en forsoning med kommandør Wulff. 27. september fortæller Andersens almanak: “Besøg af Commandeur Wulff, det Hele var da Intet, Jettes Barnagtighed og hans Naragtighed” (25). Dermed var freden genoprettet med familien Wulff. Den 2. oktober 1838 udkom “Eventyr, fortalte for Børn”, Ny Samling, Første Hefte, som udover “Gaaseurten” indeholdt “Den standhaftige Tinsoldat” og “De vilde Svaner”. Som sædvanligt sendte Andersen Ingemann sin nye bog, og digtervennen kvitterede med et brev, hvori han reflekterede over eventyrgenren, men også kom ind på Kierkegaards kritik af “Kun en Spillemand”.
Skønt H.C. Andersen nu havde en fast årlig understøttelse fra staten, var hans økonomi fortsat ikke helt i orden, som det følgende brev viser. Og tanken om en fast borgerlig embedsstilling spøgte også fortsat.
Brev nr. 225. Fra HCA til Henriette Hanck. 19. december 1838.
Brev nr. 227. Fra HCA til Chr. Høegh Guldberg. 5. februar 1839.
Som det fremgår af brev 220 kunne H.C. Andersen ikke forstå Chr. Wulffs opførsel under opholdet på Nysø i august 1838 “i Forhold til, som vi kjende hinanden”. Når Andersen udtrykte sig således, har det nærmest karakter af en underdrivelse. Lige fra han introducerede sig selv hos familien Wulff i årene, inden han kom i Slagelse Latinskole, havde de unge i familien stået ham nær, ikke mindst Henriette og Chr. Wulff, der begge kunne se hans digtertalent og forsvarede ham overfor forældrene, sikkert ikke mindst Henriette Wulff d.æ., der hele tiden følte trang til at opdrage på Andersen, selv efter at han var slået igennem som forfatter. Ligesom søsteren Henriette, der dyrkede malerkunsten, havde søofficeren Christian Wulff et kunstnerisk talent. Allerede i sin tidligste ungdom begyndte han at dyrke musikken, blev medlem af kredsen af unge omkring Weyse, og blev efterhånden en meget produktiv og habil amatørkomponist. Også med H.C. Andersen samarbejdede han, idet han komponerede musik til et syngespil “Den Anden April”, som blev indsendt til Det kgl. Teater i 1832. Hverken teksten eller musikken fandt dog genklang hos direktionen, og teksten blev først udgivet af H. Topsøe-Jensen i 1971. Netop Wulffs interesse for musikken er forklaringen på den store plads, denne kunstart indtager i det følgende brev. Desuden viser brevet stilistisk H.C. Andersen fra en ukendt side, når man sammenligner det med hans breve til alle veninderne eller Edvard Collin og Ingemann, fordi han her anslår en mere ungdommelig og meget afslappet tone. Bl.a. kan man notere sig, at han åbenbart ikke gik af vejen for at bande!
Chr. Wulff
Under sin første rejse til Tyskland i sommeren 1831 havde Chamisso inviteret H.C. Andersen med til et møde i det litterære “Onsdagsselskab” i Berlin (Dagbøger I 110f.). Selskabet var stiftet af den ty. forfatter og kriminalist Julius Eduard Hitzig (1780-1849). som var en nær ven af Chamisso. Den sidstnævnte havde i 1836 udgivet sine samlede skrifter i fire bind, og efter hans død 21. august 1838 udgav Hitzig to supplerende bind, der indeholdt Chamissos biografi og hans breve. I forbindelse med udgivelsen af brevsamlingen henvendte han sig også til Andersen, der her for alvor fik et bevis på den anerkendelse, han nød som forfatter i Tyskland. Brevet, der omtaler Andersen som en “så berømt digter”, blev senere klæbet ind i Andersens store album sandsynligvis netop pga. disse ord. I øvrigt blev to af Chamissos breve til Andersen dateret henholdsvis 21. juni 1836 og 5. august 1838 optaget i Hitzigs brevudgave.
Brev nr. 230. Fra Julius Eduard Hitzig til HCA. 21. juni 1839.
Som H.C. Andersen fortalte Chr. Wulff (brev 228) var det hans hensigt at tage en tur til Skåne i juli måned for at besøge baron Wrangel v. Brehmer på Hyby. Rejsen blev imidlertid fremrykket. Den 22. juni tog han med dampskibet til Malmø og fortsatte herfra direkte til Hyby, hvor han opholdt sig den næste uges tid. Under opholdet, der var præget af regn og kulde, foretog han udflugter til herregårdene i omegnen og til Lund sammen med sine værtsfolk. Den 30. juni tog han tilbage til Malmø, hvor han overnattede, og næste dag kom han til København. Rejsen er i øvrigt beskrevet i Dagbøger II 33-40.
Efter hjemkomsten fra Skåne blev H.C. Andersen kun i København til 9. juli, hvor han indledte sin egentlige sommerferie med et besøg hos Ingemanns i Sorø. !3. juli fortsatte han til Korsør, hvor han overnattede. Næste dag rejste han videre til Odense, og her boede han på Hotel Postgaarden, inden han for sidste gang tog til Lykkesholm. Den 25. juli kom han for første gang til Glorup. Opholdet varede en uges tid. Den 1. august var han tilbage i København.
Som nævnt i det foregående brev var H.C. Andersen ikke sikker på, hvorvidt han ville stoppe op i Sorø under hjemrejsen til København, fordi modsætningen mellem et ophold i de stille og yderst borgerlige omgivelser i Sorø og på det herskabelige Glorup var for stor. Det endte da også med, at han bestemte sig til at rejse direkte tilbage til hovedstaden. Han kunne naturligvis ikke fortælle Ingemann, hvad der egentlig fik ham til at svigte vennerne i Sorø i denne omgang, og fandt derfor på en undskyldning, som Ingemann godtog. Men han havde på den anden side også svært ved at forstå den, når han tog karakteren af deres venskab i betragtning. Hertil kom, at han selvfølgelig har vidst, at Andersen på sine månedlange rejser jævnligt var tvunget til at få vasket sit tøj hos sine værtsfolk, eftersom det var begrænset, hvor meget bagage han kunne have med sig.
Under Andersens første besøg på Nysø i sommeren 1838 var det flere gange kommet til sammenstød med den lunefulde og dominerende baronesse Stampe. Da Christine Stampe året efter flere gange “paa det indstændigste” indbød ham, som det hedder i et brev til Ingemann 6. august 1839 (BIngemann I 161), var Andersen uvis, om han skulle tage til Nysø. Men det endte med, at han “under enhver Omstændighed” besluttede sig til at afslå indbydelsen. Så kategorisk udtrykte han sig i hvert fald i det ovennævnte brev til digtervennen, men ni dage senere, 15. august rejste han alligevel til Nysø, hvor han opholdt sig til 29. august.
Brev nr. 238. Fra Henriette Hanck til HCA. 9. november 1839.
H.C. Andersen havde længe set frem til premieren på “Mulatten”, der var fastsat til 3. december 1839. Som det fremgår af det følgende brev blev den aflyst, da Frederik VI efter længere tids svagelighed døde samme morgen. Han underrettede straks Henriette Hanck om begivenheden i et ganske kort brev (BHH 397), som blev fulgt op af de følgende, som både beskriver tronskiftet, begravelsen og ikke mindst de følelser, der greb ham ved nyheden om dødsfaldet.
Brev nr. 239. Fra HCA til Henriette Hanck. 10. december 1839.
Lidt over en måned efter premieren på “Mulatten” fik H.C. Andersen vaudevillemonologen “Mikkels Kjærligheds Historier i Paris”, som han havde skrevet til Ludvig Phister, opført ved en aftenunderholdning på Det kgl. Teater 11. marts. Fire uger senere , 13. april tog han en uge til Skåne, hvor han atter var gæst hos baron Wrangel von Brehmer på Hyby. Under opholdet blev han for første gang hyldet offentlig af studenterne i Lund, som det fremgår af det følgende brev til Henriette Hanck.
22. Maj 1840 fejrede Christian VIII og dronning Caroline Amalie deres sølvbryllup under store festligheder. Henriette Wulff opholdt sig på dette tidspunkt på Nysø, og medens baronesse Stampe og Thorvaldsen tog til København for at deltage i det store bal på Christiansborg, blev hun på den sydsjællandske herregård, hvor hun havde udbedt sig et detaljeret referat af begivenhederne fra H.C. Andersen.
Under Andersens besøg i Skåne slutningen af juni 1839 havde de to unge komtesser Lovisa og Mathilda Barck fra herregården Torup (se brev 231) gjort stort indtryk på Andersen. I påsken 1840 havde han som nævnt genopfrisket bekendtskabet, og de to adelsfrøkener stod tilmed på skibsbroen og vinkede farvel, da han sejlede tilbage til København. Hvor han tidligere havde været i tvivl om, hvem af dem han skulle foretrække, havde han nu truffet sit valg. Det var Mathilda Barck, der var genstand for hans varmeste følelser, og et par dage efter hjemkomsten skrev han et lille brev til hende, hvor han fortalte, at hun og søsteren havde inspireret ham til et billede i den nye udgave af “Billedbog uden Billeder”, han planlagde. Såfremt det har været andet og mere end en kladde, har han tilsyneladende senere kasseret det, idet det ikke indgår blandt de sidste ti aftener. Om komtesse Barck svarede på Andersens brev står hen i det uvisse, men af et brev fra broderen Joachim 15. juni fremgår, at han vedlægger et brev til Andersen fra søsteren. Brevet kendes imidlertid ikke længere, men det må have været så opmuntrende, at han påbegyndte et brev under et besøg på Nysø, der varede fra d. 4 til d. 24. juni. Brevet blev dog ikke færdigt, og da han kom tilbage til København, fik det lov at ligge, fordi han fik tilbud om at overvære Christian VIII’s og dronning Caroline Amalies kroning på Frederiksborg Slot. Kroningen blev i øvrigt den sidste. Med indførelsen af det konstitutionelle monarki efter Frederik VII’s tronbestigelse i 1848 blev kroningen afskaffet. Efter hjemkomsten skrev han brevet færdigt, og det næste halve år vekslede de i alt fire breve. Det sidste var fra Mathilde Barck dateret 29. januar 1841. Han modtog det imidlertid først med næsten tre års forsinkelse 19. september 1843, fordi hun havde overladt det til en anden at besørge brevet til Rom, hvor Andersen befandt sig i vinteren 1841, og den pågældende havde af ukendte årsager aldrig sendt brevet. Hvis Andersen havde tænkt sig at fri til hende, hvor usandsynlig tanken end virker pga. hans kønsangst, hans forhold til digterprofessionen og formodentlig også den sociale forskel imellem dem, så var der gået for lang tid, da han endelig modtog hendes brev. Hendes billede var blegnet, og Andersen fik ovenikøbet at vide, at hun en periode havde været forlovet med en belgisk diplomat. Da han endelig fik lejlighed til at reflektere over sit forhold til hende, var det under alle omstændigheder for sent. Det skete nemlig først, da han 24. januar 1844 modtog nyheden om, at hun pludselig var død ni dage tidligere kun toogtyve år gammel af en forkølelse (se i øvrigt Anderseniana 2 rk. II,2 137-55).
Umiddelbart inden premieren på “Mulatten” i februar 1840 havde han fået ideen til en ny tragedie. Den 23. januar 1840 skriver han i almanakken: “Tænkt paa Spanierinden” (34), og samme titel har det i et brev til Henriette Hanck 20.-21. februar1840 (BHH 431). Den 12. marts havde det dog fået sit endelige navn “Maurerpigen”, da Andersen diskuterede titelrollen med fru Heiberg (Almanakker 38). Dagen efter talte han med J.P.E. Hartmann om musikken (ib.) og i et brev til Henriette Hanck 17. marts havde han personlisten klar og kunne oplyse, hvor de enkelte akter skulle foregå (BHH 436). Derefter skred arbejdet rask fremad. Den 6. april havde han det meste af første akt færdig, og der manglede kun de to sidste scener (ib. 439). Under sit ophold på Nysø i juni havde han som nævnt i brevet til Mathilda Barck skrevet “Ole Lukøie”, men han arbejdede også med anden akt af tragedien (Almanakker 8. og 11.6.), og efter han var vendt hjem fra Nysø og kroningsfestlighederne på Frederiksborg Slot, arbejdede han så flittigt på stykket, at han var færdig med nedskrivningen 19. juli, hvor han også læste det op for Signe Læssøe (ib. 46). Derefter gik han i gang med renskrivningen. Den 24. juli tog han til Odense og herfra videre til Glorup, hvor han 31. juli fortæller Henriette Collin: “min Tragøedie reenskriver jeg rasende paa, den fylder min Tanke, for den føler jeg” (BEC I 283). Han var fuld af optimisme: “jeg er nu færdig med at fuldkommengjøre 3die Act! jeg føler at dette Arbeide er saa heelt og aldeles mit, at det er lykkes mig og at det som dramatisk Værk er langt over Mulatten, saa jeg for første Gang i mit Liv ret er kommet til Bevidsthed om, at jeg er dramatisk Digter! og at jeg vist vil komme til at levere noget der skal leve, maa leve, som det har sit Liv i mig!” ( brev til Henriette Collin 3.8. (ib. 284)). Den 11. august var H.C. Andersen tilbage i København, hvor han bl.a. læste det op for Hartmann og Thorvaldsen i løbet af de næste par dage (Almanakker 48). Mere betydningsfuldt var et besøg d. 15. hos Heiberg, der fungerede som Det kgl. Teaters egentlige censor. Almanakken fortæller ikke, hvad de talte om, eller hvorvidt Andersen læste stykket op. Det hedder kun lakonisk: “Besøgt Heiberg” (ib.). Næste dag afleverede han så “Maurerpigen” til Jonas Collin (ib.), som i denne periode fungerede som chef for Det kgl. Teater. Allerede dagen efter begyndte problemerne at tårne sig op. Den 17. august fortæller almanakken nemlig, at han var “Ildestemt. Hørt at Heiberg ei vil antage Maurerpigen, aldeles rasende, en vanvittig Nat” (ib.). Forklaringen var den, at Heiberg 16. august havde sendt et brev til Jonas Collin, hvori han undrede sig over, at Andersen overhovedet havde skrevet dette stykke, og hvordan han havde tænkt sig at fange publikums interesse. Kort sagt, Heiberg kunne ikke forstå hensigten med stykket. Hertil kom, at det efter hans skøn bar præg af at være et hastværksarbejde, som kom til udtryk “deels i en ikke ringe Mængde af Usandsynligheder og umotiverede Begivenheder, deels i en meer end almindelig Skjødesløshed i Stiil og Versification”. Værst stod det til med sangteksterne, som han simpelthen betegnede som sjusk. Han var dog ikke mere afvisende, end at han mente, at en revision både når det gjaldt indholdet og sproget måske - og det er selvfølgelig værd at notere sig dette forbehold - kunne give stykket “en egenlig P o i n t e, uden hvilket intet dramatisk Værk kan bestaae, men som nu, ifald den virkelig er der, ligger saa skjult, at Publicum vist ikke vil finde den” (“Breve og Aktstykker vedrørende Johan Ludvig Heiberg” ved Morten Borup, III, 1949, 13). Heiberg forkastede med andre ord ikke stykket fuldstændigt, selv om det skinner igennem hans brev, at han ikke har megen tiltro til, at en revision vil lykkes. Det blev heller ikke meget bedre ved den egentlige censur, hvor Andersens ærkefjende Chr. Molbech bittert ytrede, “at Hensyn til den æsthetiske Vurdering af denne Forfatters Arbeider ikke ere de afgjørende for sammes Bedømmelse i Henseende til Antagelighed for Scenen og Theatrets Repertoire”. Derfor ønskede han heller ikke “at afgive nogen Stemme over Stykkets Antagelse”, men han indrømmede dog, “at der vistnok hverken fra Moralens eller Politikens Side [...] er Noget til Hinder for at dette Stykke opføres” (A&C 321f.). Collin delte det sidstnævnte synspunkt og antog stykket 29. august 1840 (ib. 322). Samme dag læste H. C. Andersen stykket for fru Heiberg, som han havde tiltænkt titelrollen, men “hun kaldte det en Karl og at det var Svulst. Min krybende Bønfaldelse om at spille afslaaet. Svar imorgen. Rasende” (Almanakker 49). Og den 30. noterer han: “Fru Heiberg erklæret sig for svag til at spille. Rasende. Drukket” (ib.). H.C. Andersen ville dog ikke give helt op. Derfor tilbød han hende en anden og mindre krævende rolle i et brev, som ikke er bevaret. Hvilken er uvist, men det har formodentlig drejet sig om prinsessens rolle. Alle bønner var dog forgæves, og han blev bestemt ikke mildere stemt overfor Heibergerne, da han modtog det følgende brev, der næppe kunne være mere køligt eller kortfattet. Episoden blev også skæbnesvanger for Andersens forhold til det heibergske hus. Ganske vist blev forbindelsen genoprettet efter det umiddelbare brud, men han kunne ikke længere regnes med til den heibergske kreds, og han undgik heller ikke Heibergs skarpe vid, da denne i slutningen af 1840 offentliggjorde sin apokalyptiske komedie “En Sjæl efter Døden”. Se i øvrigt MeE 104, MLE I 228-29, 235-36, Johanne Luise Heiberg: “Et Liv gjenoplevet i Erindringen”, 4. udg., I, 1944, 250-53, Nicolai Bøgh: “Bidrag til Kunstnerparret Heibergs Karakteristik” (“Museum”, 1891, II,86-99), T.-J. 215-20, Niels Birger Wamberg: “H.C. Andersen og Heiberg”, 1971, 138-55.
Johanne Louise Heiberg
Brev nr. 246. Fra Johan Ludvig Heiberg til HCA. 9. september 1840.
H.C. Andersen havde siden hjemkomsten fra Italien i 1834 til stadighed drømt om en ny udenlandsrejse til Syden. Da planerne endelig tog konkret form i løbet af 1840 var det tanken, at honoraret for “Maurerpigen” skulle finansiere en del af rejsen. Med Heibergs brev og fru Heibergs endelige afslag på at medvirke vidste han imidlertid, at tragediens skæbne var beseglet. Men rejse ville han, også fordi Louise Collin, som han havde været forelsket i i 1832, efter otte års forlovelse langt om længe skulle giftes med Lind, skønt datoen for vielsen ikke var endeligt bestemt. Derfor ville han heller ikke opsætte afrejsen til efter premieren, der i øvrigt blev udsat flere gange.
Brev nr. 248. Fra Henriette Hanck til HCA. 19. oktober 1840.
Oprindelig havde det været Andersens plan at rejse sammen med digteren H.P. Holst, der tog afsted 15. oktober, men han bestemte sig i stedet til udsætte afrejsen i to uger til d. 31. Dagen før afrejsen var der først afskedsmiddag for ham hos admiral Wulff og senere samme aften blev han fejret ved en fest på Ferrinis Restaurant af bl.a. Oehlenschläger, Ørsted og Jonas Collin. Og 31. oktober gik han så ombord på “Christian VIII” og sejlede om eftermiddagen til Kiel.
Brev nr. 252. Fra familien Collin til HCA. 14. november 1840.
De første par måneder efter afrejsen skrev H.C. Andersen kun ganske få breve hjem til vennerne i København. Det måtte vente, til han nåede frem til Rom, hvor han ankom 19. december.
Brev nr. 254. Fra HCA til Edvard og Henriette Collin. 20. januar 1841.
Den 25. februar 1841, to dage efter afslutningen af karnevalet, rejste H.C. Andersen sammen med H.P.Holst og teologen Conrad Rothe til Napoli, hvor de ankom d. 28. Ved planlægningen af rejsen havde Andersen som nævnt kalkuleret med indtægten fra “Maurerpigen”, men eftersom stykket allerede blev henlagt efter tre opførelser, var honorarets størrelse i sig selv begrænset. Hertil kom, at det ikke blev betragtet som et helaftensstykke og derfor heller ikke honoreret med fuld takst pga. det såkaldte “minutregulativ”, hvor forestillingens længde afgjorde honorarets størrelse efter en meget findelt skala. Allerede inden Andersen erfarede stykkets skæbne, sendte han imidlertid en ansøgning til kongen dat. 22. december 1840. Heri henviste han til, at denne under afskedsaudiensen havde tilladt ham at ansøge om et par hundrede species. Ansøgningen blev sendt til viderebesørgelse i et brev til Jonas Collin, dat. 21. december 1840 (BJC I 155-58) med yderligere instrukser, og han gjorde det klart, at med 400 species kunne han rejse til Grækenland, medens det halve kun strakte til at rejse videre til Sicilien. 15. januar 1841 overgav Christian VIII ansøgningen til direktionen for Fonden ad usus publicos. Her var Edvard Collin sekretær, men afgørelsen trak i langdrag pga. statsminister Møstings sygdom. 1. februar 1841 indstillede direktionen endelig til kongen, at ansøgningen blev imødekommet. Dels havde Andersen fået mindre end Henrik Hertz på rejsen 1833-34, dels havde “Maurerpigen”s fiasko slået det økonomiske grundlag under hans rejseplaner væk. Kongen besluttede derfor næste dag, at bevilge H.C. Andersen en støtte på 600 rbd. s.m. Pengene blev udbetalt 5.februar, og 1. marts noterer Andersen i Almanakker: “Faaet Brev fra Faderen med Creditiv paa 350 Specier” (62) og i Dagbøger hedder det endvidere: “det første jeg saae var paa Creditivet “Athen”, jeg blev jublende glad” (II 137). Næste dag fortalte han den glade nyhed til Henriette Wulff.
Chr. Hansens portræt af H.C. Andersen med fez
Som nævnt i brevet til Signe Læssøe 28. april 1841 (brev 259) var det kommet H.C. Andersen for øre, at Ove Thomsen havde bragt uddrag af hans breve til Henriette Hanck, som havde vakt forargelse i København. H.C. Andersen blev rasende ikke alene, fordi Thomsen havde ændret på ordlyden i hans breve, men også fordi han følte, at det var en krænkelse af brevhemmeligheden. Godt nok opfordrede han jævnligt vennerne til at lade brevene cirkulere indbyrdes, men han ønskede ikke at se dem på tryk uden hans egen tilladelse. Skulle hans rejsebreve offentliggøres, ville han selv se til i hvilken form, det skete. Derfor vedlagde han en åben seddel til Henriette Hanck, som ikke er bevaret, i sit brev til Signe Læssøe 28. april, hvor han, som det fremgår af det følgende på en - givetvis meget sårende - måde har bebrejdet hende, at hun havde udleveret brevene. At hans handlemåde derved var lige så kritisabel, som den han beskyldte Henriette Hanck for, har han sandsynligvis ikke tænkt på. Det gjorde hun imidlertid, og hendes svar vidner om den stærke personlighed, der gemte sig bag hendes svage fysik og hendes resignerede holdning til tilværelsen i almindelighed, ligesom det viser, at hun i høj grad havde gennemskuet H.C. Andersen.
Den 6. juli forlod H C.Andersen Leipzig og fortsatte hjemrejsen nordpå. Den 8. juli kom han til Hamburg, hvor han blev til d. 12. Herfra gik rejsen d. 13. til Kiel, hvorfra han sejlede via Aarøsund til Assens. Næste dag kom han til Odense, og d. 17. til Glorup. Den 21. juli tog han til Ringsted og torsdag d. 22. var han tilbage i København. I “En Digters Bazar” skriver han om hjemkomsten: “Aldrig kjendte jeg Hjemvee, uden det er Hjemvee, at Hjertet opfyldes af en forunderlig Kjærlighed ved Tanken om de Kjære i Hjemmet! en uendelig Vellyst, der udmaler det Øieblik, første Gang igjen at see dem i den kjendte Omgivning! det træder saa levende frem, at Taarerne komme i Øinene, Hjertet bliver blødt og maa med Magt rive sig løs fra disse Tanker! - Er dette Hjemvee, ja, da kjender jeg den ogsaa! Hjemkomstens første Øieblik er dog Bouquetten af den hele Reise!” (R&R VI 361), og i “Mit Livs Eventyr”, hvor Andersen i øvrigt også citerer den sidste sætning i rejsebogen, fortæller han, at hjemkomsten denne gang var “uden Angest og Liden, som Tilfældet var ved min første Hjemkomst fra Italien” (I 247). Som det fremgår af det følgende brev til Henriette Hanck varede det ikke længe, før utilfredsheden med danskerne, som han allerede havde følt ved mødet med Drewsens i Wien, meldte sig igen.
Brev nr. 265. Fra Henriette Hanck til HCA. 8. september 1841.
Som nævnt i brev 261 havde Det kgl. Teaters balletmester August Bournonville gjort sig skyldig i majestætsfornærmelse, da han havde henvendt sig direkte til Christian VIII under en opførelse af balletten “Toreadoren” 14. marts 1841, hvor der blev hysset og pebet. Umiddelbart efter blev han sat i husarrest og et par uger senere sendt et halvt år til udlandet uden løn som en form for mild landsforvisning. Bournonville valgte at rejse til Italien og under et besøg i Napoli og i Den blå Grotte på Capri blev han inspireret til balletten “Napoli”, der også bringer Andersens “Improvisatoren” i erindring. “Napoli” fik premiere på Det kgl. Teater 29. marts 1842. H.C. Andersen overværede selvfølgelig premieren. Det hedder i Almanakker: “Baletten Napoli 1ste Gang, gjort stor Lykke, var efter den hjemme hos Bournon[ville]” (81) og næste dag noterer han: “Skrev et Digt til Bournonville og sat i Fædrelandet. Seet fra første Etage Napoli” (ib.). Digtet lyder således (SS XII 285):
| Ja Du har følt og seet, forstaaet ret,
Og i en deilig Samklang Alt gjengivet, Ja det er N a p o l i og Folkelivet! Tak for den friske, duftende Bouquet. |
Desuden skrev han følgende brev til Bournonville.
Fredrika Bremers portræt af Bournonville
Brev nr. 267. Fra HCA til August Bournonville. 30 marts 1842.
Den 27. oktober 1841 flyttede Hancks til København (Almanakker 73). H.C. Andersen blev dog ikke nogen hyppig gæst hos familien, der boede i Frederiksberggade. Almanakken omtaler kun et enkelt besøg tre dage efter deres ankomst, men som det fremgår af det følgende brev, har der dog været flere, og 27. januar 1842 noterer Andersen: “Rettet i Jette Hancks: En Skribentindes Datter” (ib. 77). Trods denne vennetjeneste afspejler brevet dog tydeligt, at den misstemning, der var opstået, efter at Henriette Hanck havde overladt hans breve til Thomsen i Odense, som havde bragt dem i redigeret form i sin avis, stadig lagde en skygge over deres venskab.
Den 30. april udkom “En Digters Bazar”, og to måneder senere indledte H.C. Andersen sin sommerferie 30. juni med et besøg på Gisselfeld, hvortil han var indbudt af enkegrevinde Henriette Danneskiold Samsøe. I den følgende måned opholdt han sig her og på Bregentved, inden han 2. august fortsatte til Glorup, hvor han var gæst til 23. august. Sommerrejsen sluttede med et besøg hos Ingemanns i Sorø fra d. 25. til 29. august. Den 31. var han tilbage i København.
Blandt “de kjæreste og interessanteste” bekendtskaber, som H.C. Andersen gjorde under sit ophold i Athen i foråret 1841 var den østrigske diplomat Anton Prokesch von Ostens (MLE II 140, jf. brev 259 ovenfor). To gange var han indbudt til middag hos Prokesch von Osten, der også var forfatter. Om sit andet besøg, der fandt sted 18. april skriver Andersen i dagbogen: “Var til Middag hos Prokris, Fruen havde mig tilbords, siden læste han af sine Digte skrevne i Asien og Africa; de vare høist maleriske; jeg fortalte Eventyr” (II 185). Året efter modtog H.C. Andersen det følgende brev, der fortæller om den store interesse, hans forfatterskab havde vakt ude i Europa. Brevet, som han klæbede ind i sit Album, hvor man også finder et digt, som Prokesch von Osten gav ham i 1841, vidner i øvrigt om datidens angst for sygdomme. Det er i sammenfoldet stand blevet gennemboret af knivstik, idet man af hensyn til faren for pestsmitte i almindelighed perforerede breve og desinficerede dem med røg i karantænen. Andersen skriver selv om denne praksis i forbindelse med sit ophold i karantænen i Orsova i maj 1841, hvor han var bange over at have medbragt et forseglet brev fra Konstantinopel. Han gav det derfor til karantænelægen og fik det næste dag tilbage “vel gjennemstukket og gjennemrøget” (Dagbøger II 220).
Anton Prokesch von Osten
Brev nr. 273. Fra Anton Prokesch von Osten til HCA. 12. august 1842.
Under sin rejse til Sverige i 1837 havde H.C. Andersen taget et eksemplar af “Improvisatoren” med til friherre Bernhard von Beskow (1796-1868), der udover at være hofmarskal hos kronprins Oscar også var forfatter og sekretær i Det svenske Akademi. Han fik dog aldrig afleveret bogen, som han i stedet gav til Fredrika Bremer ved deres møde på Götakanalen, og de traf i øvrigt heller ikke hinanden under Andersens besøg i Stockholm. H.C. Andersen glemte dog ikke Beskow. Da “En Digters Bazar” var udkommet, sendte han den til den ham ubekendte svenske forfatter, der i øvrigt var en nær ven af Oehlenschläger, og det blev indledningen til et livslangt venskab.
Brev nr. 274. Fra Bernhard von Beskow til HCA. 29. september 1842.
Under sin store udenlandsrejse havde H.C. Andersen forgæves søgt den tyske komponist Robert Schumann (1810-56), men i marts-april 1842 havde hans hustru, pianistinden Clara Schumann, f. Wieck (1819-96) givet koncerter i København. Den 7. april 1842 var hun inviteret til middag hos Hartmanns. Desværre så Hartmanns sig ikke i stand til at invitere Andersen, men Emma Hartmann skrev til Andersen: “hvis De ikke anseer det for uartigt saa kom til os i Aften; da hun har ladet sige at hun bliver” (BHartmann I 220). H.C. Andersen efterkom opfordringen. I Almanakker hedder det: “Hos Hartmann med Clara Wieck” (82), og de følgende dage frem til hendes afrejse 18. april nævnes hendes navn flere gange. Hvilket indtryk hun gjorde på Andersen meddeler den kortfattede almanak ikke. Derimod fortæller et brev fra Clara Schumann til ægtefællen om hendes syn på digteren: “... [er] besitz ein poetisches kindliches Gemüt, ist noch ziemlich jung, sehr hässlich” (Berthold Litzmann: “Clara Schumann”, II, 49). Schumann selv havde tidligt interesseret sig for H.C. Andersens forfatterskab, og i efteråret 1842 satte han i sit opus 40 musik til fire af hans digte i Chamissos oversættelse: “Märzveilchen”, “Muttertraum”, “Der Soldat” og “Der Spielmann”, som han sendte Andersen sammen med det følgende brev.
Clara Schumann
H.C. Andersen tilbragte julen på Bregentved og Gisselfeld, og takket være de indtægter, han havde fået for sine sidste værker og “en fornuftig Oeconomie” (MLE I 271) havde han sparet 200 rdlr. op, som han bestemte sig til at anvende til en rejse til Paris. Afrejsen fandt sted 30. januar 1843, og pga. årstiden tog han over Fyn og Aarøsund til Slesvig og Holsten, hvor han første besøgte Conrad Rantzau-Breitenburg. Herfra skrev han det følgende brev til den knap 16-årige Jonna Drewsen (1827-78), datter af Ingeborg og A.L. Drewsen og barnebarn af Jonas Collin. H.C. Andersen havde altid haft et specielt forhold til Jonna, ikke mindst fordi hun var ”en af de første og stadige Tilhørere ved Andersens mundlige Fortællinger” (A&C 477). Venskabet var dog ikke uden mislyde. Jonna havde fra sin fader arvet et tungt sind . Hun troede ikke, at nogen brød sig om hende og led af mindreværdskomplekser. Det kom især til udtryk i forholdet til hendes kusine, Henriette (Jette) Boye, der i den collinske familiejargon blev kaldt “Kredsens Dronning” (Stampe 96), som hun følte, hun stod i skyggen af. Det førte til en vis rivalisering kusinerne imellem, og Jonna følte sig især såret over, at Andersen efter hendes mening foretrak Jette fremfor hende, som det fremgår af det følgende brev.
Brev nr. 277. Fra HCA til Henriette Hanck. 15. februar 1843.
Brev nr. 279. Fra HCA til Henriette Collin d. Æ. 9. marts 1843.
Den 15. februar døde Edvard og Henriette Collins lille datter Ingeborg Mimi, der gik under kælenavnet Vulle. H.C. Andersen erfarede dødsfaldet under sit ophold i Hamburg 23. februar, hvor han skriver i dagbogen: “Var i nordisk Læseforening; kom hjem, fik “ny Portefeuille” der var kommet med Posten, der stod et Kors og “Mimi Collin”, jeg tænkte paa Jette, tænkte paa Mimi Thyberg, hvo er det! hvo er død! - Det var min lille Wulle -. Den 15de - Skrev et lille Digt over hende” (II 308). Det pågældende nummer af “Ny Portefeuille” - for søndag 19. februar - indeholdt mindedigte over hende af Henrik Hertz og H.P. Holst (1843, I, 225-27). Holst var bladets redaktør; derfor skrev Andersen til ham og sendte ham sit mindedigt: “† Ingeborg Mimi Collin. Düsseldorf i Febr. 1843” (“Ny Portefeuille”,I, 11. Hæfte, 12.3.1843, 321; optrykt i “Digte, gamle og nye”, 1847, 315-16 (SS XII 352)):
|
Ved Dørens Trin Døds-Englen stille sad;
I Stuen tætved legede de Smaa.
Der voxer hun nu op i himmelsk Glands.
|
Digtet, hvis motiv foregriber eventyret “Engelen” og “Historien om en Moder”, viser tydeligvis, at H.C. Andersen var dybt grebet af sin lille yndlings død. Netop derfor forekommer det følgende brev så meget mere paradoksalt og taktløst i al sin egocentricitet med hans fokusering på tøjpriser og indtægten fra hans skuespil. Og man kan undre sig over, at han først skrev mere end to uger efter, at han havde læst om dødsfaldet.
Den 18. marts 1843 skriver H.C. Andersen: “Kom imorgenstunden et Brev til mig fra Oldenburg en Fru, ........, som jeg aldrig har seet skrev sin Beundring og Kjærlighed til mig som Digter, bad mig komme til hende og Manden” (Dagbøger II 327). Hvad enten Andersen nu ikke har kunnet huske navnet eller eventuelt tænkt sig at indsætte det senere, var brevet fra Caroline (Lina) von Eisendecher, f. Hartlaub (1821-75), der var gift med dr.phil. Wilhelm von Eisendecher (1803-80), kabinetssekretær hos storhertugen af Oldenburg. Brevet blev indledningen til et venskab og en brevveksling i midten af 1840'erne, indtil det slesvigholstenske spørgsmål skilte vennerne ad i 1862.
Lina von Eisendecher
Brev nr. 281. Fra Lina von Eisendecher til HCA. 10. marts 1843.
H.C. Andersens plan om at lægge vejen hjem over Fyn og besøge Langesø og Glorup blev ikke til noget i første omgang. Efter besøget på Breitenburg, der varede fra 2. til 13. juni valgte han i stedet at tage til Kiel, hvorfra han sejlede direkte til København med dampskibet “Christian VIII” d. 14. Opholdet i hovedstaden blev dog kortvarigt. Den 23. juni rejste han nemlig på sommerferie i Danmark. Han indledte den med et besøg hos Ingemanns. Herfra tog han den næste måned på besøg på de fynske herregårde Langesø, Hvidkilde, Holstenshus og Glorup. Ved månedens slutning vendte han tilbage til Sjælland for at slutte sommerrejsen med et ophold på Bregentved. Fra Glorup, hvor han ankom d. 10. juli efter et ophold på Holstenshus, kunne han berette om et gensyn, der senere på året skulle inspirere ham til eventyret om “Kjærestefolkene”.
Den 31. juli sluttede H.C. Andersen sit besøg på Glorup og rejste til Sjælland, hvor han var gæst på Bregentved de næste par uger. Den 14. august var han tilbage i København, dagen før åbningen af Tivoli, som i oktober inspirerede ham til at skrive “Nattergalen”. En anden mulig inspirationskilde var hans møde med den svenske sangerinde Jenny Lind (1820-87), som gæstede København i september. Andersen havde allerede truffet hende i 1840, da hun var på et privat besøg i København. “Jeg vidste allerede dengang, at hun var Stockholms første Sangerinde; jeg havde samme Aar været i Nabolandet, nydt Hæder og Velvillie, jeg troede, at det ikke var upassende at gjøre den unge Kunstnerinde min Opvartning. Hun var dengang udenfor Sverrig aldeles ubekjendt, ja jeg tør troe, at selv i Kjøbenhavn kun meget Faa kendte hendes Navn; hun modtog mig høfligt men dog fremmed, næsten koldt; hun var, sagde hun, paa Reisen i den sydlige Deel af Sverrig med sin Fader taget et Par Dage herover til Kjøbenhavn for at see denne Stad. Vi skiltes igjen fremmede for hinanden, og jeg havde Indtrykket af en ganske almindelig Personlighed, der snart igjen udslettedes” (MLE I 295).
Ved gensynet i 1843 skiftede H.C. Andersen fuldstændig syn på “den svenske nattergal”, som hun blev kaldt. Gennem almanakken kan man følge hans voksende betagelse og forelskelse dag for dag. 3.9.: “Slet Humeur! Middag hos Bournonville Madms Lind fra Stockholm sjunget for mig” (109). 9.9.: “Aften med Jenny Lind hos Bournonvilles” (ib.). 10.9.: “Jenny Linds første Fremtræden som Alice [i Meyerbeers “Robert af Normandiet”] hun fremkaldtes; om Aftenen med hende hos Bournonvilles, hendes og min Skaal drukket, forelsket” (ib.). 11.9.: “sendt Jenny Lind et Digt” (ib.). 12.9.: “Iaften hos Bournonvilles med Jenny Lind; foræret hende en Mappe” (ib.). 13.9.: “Jenny Lind anden Gang i Robert hun fik en Bouquet og et Digt af mig; forstemt fordi hun reiser paa Løverdag” (ib.). 14.9.: “Reisen udsat; hver Dag hos hende; sendt hende mine Digte, gaaet i Thorvaldsens Udstilling med hende” (ib.). 16.9.: “Jenny Linds Consert, om Aftenen hos Bournonvilles; Jenny og jeg fortrolige” (ib.). 17.9.: “Middag hos Øehlenschlægers. Om Aftenen kom Jenny L. Jeg talte ikke noget med hende; jaloux paa Gynther [den sv. operasanger Julius Günther]. Vi kjørte i Omnibus ind og jeg fulgte hende hjem” (109f.). 18.9.:”Besøgt hende, læst de Andres Digte, tænkt paa at fri. - Var i Vandet; hun synger for Kongen” (110). 19.9.: “Jenny Linds Diamanter skjænket hos Kongen, sendt hende mit Portræt, skrevet Vise. Aftenen hos Nielsens [skuespillerparret Anna og N.P. Nielsen] hvor hun fik en Serenade af 300 Studenter; jeg elsker hende. Kom hjem om Natten Klok 1 ½ skrev Brev” (ib.). 20.9.: “Ude paa Toldboden til Morgen 4 ½, sagt Jenny Farvel, stukket Brev til hende, som hun maa forstaae. Jeg elsker” (ib.). Som det fremgår af det følgende brev fra Fredrika Bremer, der selv var veninde med sangerinden, drejede alt sig i denne tid om Jenny Lind for Andersen.
Jenny Lind
Fredrika Bremer
Brev nr. 289. Fra Fredrika Bremer til HCA. 8. november 1843.
I sommeren 1842 havde Henriette Wulff gået med planer om at rejse til Portugal for at besøge to af sine venner, brødrene José Carlos (1816-89) og Jorge Torlades O’Neill (1817-90), sønner af den danske konsul i Lissabon, der begge havde boet hos Wulffs i fire år i slutningen af 1820'erne, medens de gik i Borgerdydskolen. Det tog dog et års tid, før rejsen blev en realitet. 18. oktober 1843 forlod hun Danmark (Almanakker 111) og vendte først tilbage i foråret 1846. I de første måneder efter afrejsen holdt H.C. Andersen hende jævnligt underrettet om store og små begivenheder, bl.a. om hans nære venskab med Henrik Stampe, som havde forelsket sig i Jonna Drewsen og om Thorvaldsens død i Det kgl. Teater 24. marts 1844, en begivenhed, som optager hovedparten af det følgende brev.
Efter succesen med “Kongen drømmer” gik H.C. Andersen i gang med et nyt skuespil “Lykkens Blomst”, der handlede om en skovfogeds forvandling til digteren Johannes Ewald og senere til prins Buris, hvis sagnomspundne skæbne er knyttet uløseligt sammen med liden Kirsten, der blev danset ihjel af kong Valdemar på grund sin kærlighed til Buris. Selv om Andersen indleverede stykket under mærke til Det kgl. Teater gennemskuede Johan Ludvig Heiberg som teatrets censor, at Andersen var forfatteren. Og da han forkastede stykket, blussede den vrede og bitterhed, som aldrig havde forladt H.C. Andersen siden stridighederne omkring “Maurerpigen”, op igen.
Som nævnt i noterne til brev 296 svarede Collin omgående H.C. Andersen, men hans svar er ikke bevaret. Han må imidlertid have rådet ham til at henvende sig direkte til Heiberg, og 2. maj skrev han derfor det følgende brev, som blev afsendt den følgende dag.
Heiberg svarede ikke skriftligt på Andersens brev. Istedet aflagde han if. MLE I 322 straks Andersen et besøg, men traf ham ikke hjemme. Besøget, der ikke er nævnt i almanakken må dog først have fundet sted d. 15. maj, for Andersen skriver i selvbiografien, at han dagen efter opsøgte Heiberg, der lå på landet på Bakkehuset ude på Frederiksberg. Den 16. noterer han nemlig: “I Morges ude hos Heiberg, talt om Lykkens Blomst hvor vi vare uenige om Ideen, udtalt os om vort Forhold til hinanden, sluttet et Slags Forliig; gik hjem, men var saa afkræftet” (Almanakker 127). Besøget og samtalen er også skildret udførligt i MLE I 322f., hvor Andersen også skriver “Eventyr-Comedien kom paa Scenen og oplevede i Saisonens Løb syv Forestillinger og lagdes derpaa hen til Hvile, i det mindste under den Theaterregjering.” Bag de nøgterne ord skjulte sig en lang række problemer, som det fremgår af noterne til brev 296 og den kendsgerning, at stykket i realiteten blev en fiasko.
Inden H.C.Andersen tog fat på omarbejdelsen af “Lykkens Blomst” i august tog han først på en mere end to måneder lang rundrejse i Tyskland, som han indledte med et besøg på Breitenburg fra 25. maj til 14. juni.
J.L. Heiberg
Den 1. august forlod H.C. Andersen Berlin og tog til Stettin (nu Szczeçin), hvorfra han næste dag sejlede til København med dampskib. Den 3. var han tilbage i København. Opholdet i hovedstaden blev imidlertid kortvarigt. Allerede d. 12. rejste han til Glorup, hvorfra han sendte sine lykønskninger til den nyforlovede Jonna Drewsen, der havde fødselsdag 22. august. Brevet må formodentlig være foruddateret, hvad der i øvrigt stemmer overens med almanakken, hvor Andersen 19. august noterer: “Sendt Brev til [...] Jonna” (133).
Skønt H.C. Andersen som nævnt i brevet til Jonas Collin følte, at han egentlig ikke havde råd til at tage imod dronning Caroline Amalies invitation, kunne han heller ikke sige nej. Den 27. august forlod han Glorup og rejste over Odense, Assens og Aarøsund til Haderslev og videre til Aabenraa, hvor han overnattede, inden han fortsatte til Flensborg og videre over Dagebøl til Føhr, hvor han var gæst hos kongeparret fra d. 29 august til 9. september. Sommerejsen var dog endnu ikke forbi. På Føhr traf han også dronningens svigerinde, hertuginden af Augustenborg, som inviterede ham til Augustenborg, hvor han var gæst fra d. 11. til 29. september.
Augustenborg
Først 1. oktober var han tilbage i København, hvor han afsluttede sit første brev i næsten fire måender til Henriette Wulff, som stadig opholdt sig hos O’Neills i Lissabon. Derfor fik hun også en detaljeret beretning om hans oplevelser under sommerens rejse i Tyskland og de sidste nyheder om opholdet på Føhr.
Brev nr. 308. Fra HCA til Henriette Wulff. 15. september 1844.
Efter hjemkomsten fra sit besøg i Weimar i sommeren 1844 havde H.C. Andersen med nogen tøven pga. sit mangelfulde tysk skrevet et brev til arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach under sit efterfølgende ophold på Glorup i august. Brevet blev indledningen til en korrespondance, som - med lange afbrydelser pga. de slesvigske krige - varede til Andersens død i 1875. I et brev til Carl Alexander 20. januar 1845 (BCA 18-21) havde eventyrdigteren fortalt sin fyrstelige ven om sine seneste eventyr bl.a. “Sneedronningen”, hvis indledning han havde oversat for at give arvestorhertugen et indtryk af den nye samling. Desuden havde han spurgt, om han engang, når en af hans nye bøger udkom på tysk, måtte dedicere den til Carl Alexander. Som det fremgår af det følgende svar, følte adressaten sig beæret over H.C. Andersens anmodning. Der gik i øvrigt et par år, før han benyttede sig af tilladelsen. Det skete med udgivelsen af “Ahasverus”, der indgik som bd. 29-30 i “Gesammelten Werke” (Leipzig 1847). Andersen dedicerede her den tyske udgave til Carl Alexander med ordene: “Seiner königlichen Hoheit Carl Alexander Erbgrossherzog zu Sachsen-Weimar-Eisenach. Aus dankbar ergebenem Herzen und in allertiefster Ehrfurcht. H.C. Andersen” (BCA 281).
Brev nr. 309. Fra Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach til HCA. 10. februar 1845.
Siden slutningen af 1843 havde Henriette Wulff opholdt sig i Lissabon, men hun havde forholdt sig tavs overfor Andersen efter et brev 2. april 1844. Han havde på sin side i det forløbne år skrevet tre breve til hende og forsøgte nu endnu engang at få hende til at bryde tavsheden, hvis årsag han ikke var helt uvidende om, som det fremgår af det følgende brev.
I maj 1845 døde Jonas Collins hustru Henriette. Andersen skriver i MLE I 327: “I de sidste Leveaar var hendes Hørelse aftagen, og hun havde den Ulykke, snart at blive næsten blind; en Øienoperation blev foretagen, den faldt lykkelig ud, hun kunde alt i Vinteren begynde igjen at læse en Bog og var taknemlig glad derover, længtes forunderlig efter at see det første Foraarsgrønne, og hun saae det i sin lille Have. En Søndagaften forlod jeg hende glad og sund, om Natten blev jeg kaldt op, Collins Tjener bragte mig et Brev, Collin skrev: “Min Kone er meget syg, alle Børnene ere samlede herude!” Jeg forstod det, jeg fløi afsted, hun sov stille, uden Smerte, ja som det syntes uden at drømme, det var den Godes Søvn, det var Døden, som nærmede sig saa stille, saa venligt; paa tredie Dag laae hun endnu saaledes i uafbrudt Slummer, da gik der en Bleghed hen over Ansigtet og hun var død.” Som det fremgår af Andersens breve fra sommeren 1845, blev det et dødsfald, som fik stor betydning for hans opfattelse af og forhold til familien Collin. .
H.C. Andersen forlod Bregentved 24. juni og tog videre til Corselitze. Den 8.-11 juli besøgte han Ingemanns i Sorø, inden sommerrejsen gik til Glorup. Her blev han til d. 27., rejste så via Odense til Middelfart og d. 30. med diligence til Vejle og Skanderborg, hvor han den næste dag overværede afsløringen af Thorvaldsens og Hetsch’s monument for Frederik VI på Slotsholmen ved Skanderborg Kirke, idet han i marts 1845 var blevet opfordret til at skrive en sang ved afsløringen af priskomiteen. Den 2. august var han tilbage i København. Tre uger senere, dagen efter han d. 24. havde været med Studentersangforeningen på skovtur i Dyrehaven, forlod han igen København for at tage en uges tid til Bregentved, hvorfra han skrev til Lina von Eisendecher om sine planer for efteråret og vinteren 1845-46.
Brev nr. 314. Fra HCA til Lina von Eisendecher. 27. august 1845.
Som omtalt i det foregående brev havde Carsten Hauch udgivet romanen “Slottet ved Rhinen”. Heri havde han tegnet en karikatur af Andersen i den forfængelige digter Eginhard, der ender som sindssyg. Ligheden var påfaldende og blev antydet i tidsskriftet “Den Frisindede”, 1845, 366, jf. 350. H.C. Andersen havde længe set frem til romanen, og da han skrev til fru von Eisendecher var rygterne om karikaturen allerede kommet ham for øre, omend han tydeligvis havde svært ved at tro på det, således som det fremgår af et brev til Ingemann 28. august 1845, hvor han skriver: “Bring den kjære Hauch min venligste Hilsen og siig ham at jeg paaskjønner hans varme Hjertelag, hans Venlighed mod mig, det vil særdeles glæde mig at see hvorledes han har opfattet mine Eventyr, jeg kunde imidlertid næsten have Lyst til at skrive ham nogle Ord til om disse Digtninge; jeg husker en Gang at han udtalte sin Glæde over det Ordsprog i den grimme Ælling: “det gjør ikke noget at man er født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svane-Æg”, jeg troer imidlertid ikke at jeg fik ham gjort opmærksom paa at dette intet Ordsprog er, men derimod en Replik af mig, ganske udsprunget af Eventyret selv; flere saadanne findes rundt omkring i Eventyrene og ere ganske mine egne. -
Det glæder mig ogsaa særdeles at det er Hauch der vil skrive om mine Eventyr, og skrive just nu, da Folk derved kunne see at han er mig meget kjærlig og god. Jeg har ærgret mig over den dumme Portion, som er saa uartig mod mig at de veed at læse en Skildring af en selvsyg Poet, der døer i Daarekisten af bare Forfængelighed, kan falde paa og udtale det, at Forfatteren derved skal have meent mig; De veed det vistnok selv at Hauch beskyldes for i sin sidste Roman at have portrætteret flere Personer, og saaledes ogsaa mig; Ja “den Frisindede” har saagar nævnet mit Navn, som den Person af hvis Liv Hauch har ved Idee-Forbindelse taget Stof til et Træk hos sin gale Digter. Folk i Kjøbenhavn have da spurgt mig meget: “hvad har De gjort Hauch? det er jo skammeligt &” - og jeg har svaret at Hauch aldrig har tænkt paa mig, at han er en ædel, storhjertet Characteer, at han har Venskab og Godhed for mig, og at jeg var forvisset om at havde han opdaget enkelte Svagheder hos mig der lode sig benytte i een Digtning, vilde han just have lagt disse i en Characteer hvor man mindst kunde føre [den] igjen tilbage paa mig, saa ædel og velsindet er han. Jeg er fuldkommen overtydet derom og det skulde gjøre mig meget ondt at vide, at Hauch troede mig saaret, jeg er det ikke! jeg bøier mig dybt for ham i aandelig Henseende og slutter mig fast til ham med al Inderlighed og Tiltro; jeg har ikke villet skrive Hauch til derom, men finder De det passende maa De gjerne sige ham det, at jeg er ligesaa vred paa Folk som snakke saaledes om hans Bog, som han kan være det. Men nu er Verden eengang en saadan Pjalt, og derfor glæder det mig doppelt at den kan see og høre ham tale om mig, som jeg veed han taler! - Romanen har jeg endnu ikke læst, men tænker at faae fat paa den naar jeg nu kommer til Byen” (BIngemann I 202f.).
H.C. Andersens almanak nævner ikke “Slottet ved Rhinen” med et ord, men mellem hjemkomsten d. 31. august og det følgende brev til Ingemann 16. september er det ikke usandsynligt at læsningen af Hauchs roman er baggrunden for en række notater. 4. september hedder det således: “Jeg i et slet Humeur” (157), d.6.: “Drevet” (ib.), d. 11.: “Drevet om, slet Humeur. Drukket Viin +” (158) og d. 16.: “Trist Humeur” (ib.).
Carsten Hauch
Brev nr. 315. Fra HCA til B.S. Ingemann. 16. september 1845.
Også Ingemann, der læste bogen straks ved udgivelsen, havde bemærket ligheden. og i et brev til en bekendt, Christiane Rosenørn, skrev han 29. september 1845: “Om det uhyggelige Indtryk “Slottet ved Rhinen” gjorde ved den umiskjendelige og næsten grusomme Hentydning til A..'s ulykkelige Fangenskab i sin naive Forfatterforfængelighed - har Lucie allerede omtalt - da jeg og Lucie sagde Hauch hvorledes A. og Enhver, der kjendte ham, vilde see det - kom der ham Taarer i Øinene; at han havde portraiteret saa kjendeligt, lod ikke til at være ham bevidst; at han ikke dømmer saa ufordeelagtigt om ham som Digter vil han nu vise ved en Bedømmelse af hans Børne-Eventyr, som han sætter megen Priis paa. A. har selv gjenkjendt Billedet og været dybt rystet deraf - men har taget det saa smukt og resignert som muligt og uden mindste Bitterhed mod H., som han ikke tiltroer nogen krænkende Hensigt og fremdeles ærer og elsker” (“Brevveksling mellem B.S.Ingemann og Fru I.C. v. Rosenørn” ved V. Heise, 1881, 50f.). Samtidig med, at Hauch skrev sin afhandling om eventyrene (se brev 314), der ender med en erklæring om, at det “ingen Sinde har været hans Hensigt at levere nogen personlig Satire over Andersen eller rette et Angreb paa ham i “Slottet ved Rhinen””, var han dog mere ærlig overfor H.C. Andersen personligt.
Efter Jenny Linds besøg i København (se brev 315), der gjorde det endegyldigt klart for H.C. Andersen, at hendes følelser overfor ham kun var af venskabelig karakter, da hun under en middag, hun gav på Hotel Royal, i en skåltale spurgte, om han ville være hendes broder (MLE I 300), forlod Andersen 31. oktober 1845 København for at begive sig ud på en udenlandsrejse, der kom til at vare knap et år. I første omgang gik turen dog til Glorup, hvor han opholdt sig fra 1. til 10. november.
Den 10. november rejste H.C. Andersen til Odense og fortsatte næste dag videre over Assens-Aarøsund til Aabenraa. Den 12. ankom han til Graasten, hvor han var gæst hos hertugparret af Augustenborg til d. 22., da rejsen gik videre til Hamborg. Her opholdt han sig fra d. 23. til d. 27. og tog så via Bremen til Oldenburg. Rejsen og besøget hos Eisendechers, der varede til 17. december er beskrevet i Dagbøger III 5-25.
Fra Oldenburg fortsatte H.C. Andersen til Hannover og Magdeburg, og den 19. december nåede han Berlin, hvor han havde set frem til at fejre jul sammen med Jenny Lind. Sådan kom det ikke til at gå. I det følgende brev til Hartmann, der viser hvor målrettet Andersen kunne være i sine breve, når han vidste, at et bestemt emne - i dette tilfælde musiklivet - interesserede en adressat, fortier han sin skuffelse over, at hun ikke inviterede ham juleaften. På den anden side fortæller han heller ikke, som det er bl.a. er tilfældet i selvbiografierne, at han tilbragte aftenen helt alene, skønt han i virkeligheden tilbragte den hos en fru Zimmermann.
J.P.E. Hartmann
Fra Dresden fortsatte H.C. Andersen via Prag til Wien, hvor han opholdt sig 6.-18. marts. Derefter rejste han over Graz og Laibach til Trieste, som han nåede d. 20. Her blev han til d. 24., tog så til Ancona og videre sydpå til Rom, hvor han ankom d. 31. Rejsen og opholdet i Rom, der varede til 1. maj, er beskrevet i Dagbøger III 69-101.
Under opholdet skrev han det følgende brev til Henriette Hanck, der ikke alene endnu en gang fortæller om den varme, hvormed han blev modtaget overalt, men også - trods forsikringerne om hans venskabelige følelser - afspejler hans sårbarhed. Som det fremgår af brevet havde han stadig ikke glemt, at Henriette Hanck i 1841 havde lånt hans breve til redaktøren af “Fyens Avis”, Ove Thomsen, der havde redigeret i ordlyden og dermed i hvert fald efter Collinernes mening sat ham i et latterligt lys (se brev 259).
Brev nr. 327. Fra Henriette og Edvard Collin til HCA. 1. juli 1846.
Selv om Henriette Hanck langt fra fik samme betydning for H.C. Andersen som Collinerne og Henriette Wulff, var han langt fra upåvirket af meddelelsen om hendes død. Den 20. August skrev han et brev til Madseline Hanck, som ikke synes bevaret. Hvad han skrev, vides altså ikke, men man kunne gætte på, at essensen har været den samme som ordlyden af en fodnote, han indføjede i sidste øjeblik i MeE, hvor han skriver: “Efter at disse Blade vare skrevne modtog jeg fra Hjemmet Efterretning om at hun (Juli [sic] 1846) var død; hun var sine Forældre en kjærlig Datter; hun var et dybt poetisk Gemyt og jeg har i hende mistet en trofast Veninde fra Barndoms Aarene, som med Interesse og søsterligt Sind fulgte mig i gode og onde Dage” (161). Den sidste del af fodnoten gik også uændret over i MLE I 332.
Som det fremgår af brev 325 havde H.C. Andersen i midten af juni endnu ikke helt opgivet planerne om at rejse til Spanien, omend han kun agtede sig til Barcelona for så at tage til badestedet Vernet i Pyrenæerne. Han blev imidlertid rådet til først at tage til Vernet. Han rejste derfor 30. juni fra Marseille over Arles til Nîmes, og herfra fortsatte han 2. juli til Cette, hvor han ankom samme dag. To dage senere rejste han til Narbonne og d. 5. videre til Perpignan, inden han næste dag nåede Vernet, hvor han blev til d. 13. Her opgav han endelig tanken om at tage til Spanien, som han først besøgte i 1862. Rejsen og opholdet i Vernet er beskrevet i Dagbøger III 141-50, MeE 190-99 og MLE 367-76.
Brev nr. 329. Fra Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach til HCA. 21. juli 1846.
Opholdet i Vernet varede til 13. juli, hvorefter H.C. Andersen rejste tilbage over Perpignan, Cette, Montpellier og Nîmes til Avignon, hvor han opholdt sig 18.-20. juli, inden han fortsatte til Lyon, hvor han ankom d. 21. Fra Lyon gik rejsen videre til Genève, Vevey, Bern, Basel, Mainz og Frankfurt am Main, som han nåede 10. august. Fem dage senere tog han til Eisenach, gjorde ophold i Erfurt 17.-19. august, hvor han gjorde “Das Mährchen meines Lebens ohne Dichtung” færdig, og fortsatte så til Weimar. Her opholdt han sig til 3. september, fra d. 20. til 25. august dog på Ettersburg. Rejsen og opholdet er beskrevet i Dagbøger III 150-76.
Efter opholdet i Weimar fortsatte H.C. Andersen hjemrejsen. Den 3. september tog han til Jena, fortsatte d. 8. til Leipzig, hvor han opholdt sig til d. 16. Herfra gik rejsen videre til Braunschweig og Bremen, og d. 19. nåede han Oldenburg, hvor han besøgte Eisendechers. Den 5. oktober tog han over Bremen og Hamburg til Kiel. Herfra sejlede han med medlemmer af kongefamilien til København. Efter en ganske ubehagelig sørejse, som han beretter om i det følgende brev til Lina von Eisendecher, ankom han efter næsten et års fravær endelig til hovedstaden d. 14. oktober. Se i øvrigt Dagbøger III 176-81.
Brev nr. 331. Fra HCA til Lina von Eisendecher. 23. oktober 1846.
I januar 1847 udkom første bind af “Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung”. H.C. Andersen sendte Ingemann bogen 21. januar ledsaget af et brev (BIngemann I 207), hvor han udbad sig digtervennens og Lucie Ingemanns kommentarer, lidet anende, at selvbiografien skulle give anledning til den første og - skulle det vise sig - eneste alvorlige uoverensstemmelse i deres mangeårige venskab. Efter læsningen af første bind sendte Ingemann imidlertid Andersen det følgende meget positive brev. Det var først efter læsningen af det andet bind, som Andersen fremsendte 12. februar (ib. I 209-11), at kritikken og skuffelsen meldte sig.
Ingemann besvarede allerede næste dag brevet, hvor han accepterede Andersens forklaring og sluttede med at skrive: “Jeg rækker Dem nu Haanden igjen med samme Venskab og Hjertelighed som altid” (BIngemann I 215).
Som H.C. Andersen skrev i sit brev til Lina von Eisendecher (brev 330), planlagde han sin første rejse til England i efteråret 1847. Tidspunktet blev senere ændret og 13. maj 1847 forlod han København for at besøge Glorup, inden han 1. juni fortsatte i små etaper over Odense, Aarøsund og Kiel til Hamburg, hvor han ankom 4. juni. To dage senere fortsatte han til Bremen og videre til Oldenburg. Her opholdt han sig hos familien von Eisendecher til d.12., da han rejste via Lingen og Utrecht til Amsterdam, som han nåede næste dag. Den 15. kom han til Leiden og dagen efter til Haag. Den 21. tog han til Rotterdam og sejlede videre med skib til London. Her opholdt han sig fra d. 23. juni til 10. august.
Brev nr. 337. Fra HCA til Henriette Collin. 15. august 1847.
Som H.C. Andersen skrev i sit brev til Henriette Collin, agtede han at rejse hjem over Tyskland. Efter turen til Skotland kom han tilbage til London 26. august, tog videre til Ramsgate d. 30., hvor han besøgte Dickens i Broadstairs, og den sidste augustdag krydsede han Den engelske Kanal til Ostende og fortsatte herfra til Frankfurt, hvor han gjorde ophold fra d. 3. til 5. september, inden han rejste videre til Weimar. Her besøgte han bl.a. arvestorhertug Carl Alexander på slottet Ettersburg fra d. 8. til d. 11. september. Hjemrejsen gik via Leipzig og Hamburg til Kiel og herfra med skib til København. Her ankom han d. 23.
Efteråret og vinteren 1847-48 var præget af stigende politiske spændinger i Danmark, hvor Christian VIII døde efter kort tids sygdom 20. januar 1848 uden at det slesvigholstenske spørgsmål eller problemerne omkring indførelsen af en fri forfatning var afklarede. I det øvrige Europa kulminerede utilfredsheden med manglende politisk frihed med Februarrevolutionen i Frankrig, der tvang kong Louis-Philippe til at abdicere og gå i eksil i England, og indførelsen af republikken. Herfra bredte den revolutionære bølge sig til resten af Europa.
Charles Dickens
Brev nr. 338. Fra HCA til Arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach. 16. marts 1848.
Sommeren 1848 tilbragte H.C. Andersen i Danmark. 11. maj tog han jernbanen til Roskilde, der var åbnet året før, og fortsatte herfra med diligence til Korsør. Næste dag ankom han til Glorup, hvor danske soldater var indkvarteret efter at den danske hovedstyrke efter slaget ved Slesvig 23. april var blevet overført fra Als til Fyn for at blive reorganiseret.
Den 2. maj havde 23.000 preussere og slesvigholstenere overskredet grænsen til Nørrejylland ved Kongeaaen. Danmark havde derefter henvendt sig til Sverige om hjælp, og d. 9. meddelte den svenske gesandt, at svenskerne var parat til at udruste og sende et ekspeditionskorps, der skulle gribe ind, såfremt de danske provinser blev truet.
H.C. Andersen opholdt sig på Glorup til 19. juni, og efter et besøg på herregården Espe ved Korsør og hos Ingemanns i Sorø var han tilbage i København d. 30. juni. Under opholdet på Glorup var et forsøg på engelsk mægling mellem de stridende parter i krigen endt uden resultat, og 2. juli blev der i stedet indgået en våbenhvile på tre måneder mellem Danmark og Preussen. Den tyske rigsforstander i Frankfurt, ærkehertug Johann, nægtede imidlertid som øverste tyske myndighed at godkende overenskomsten, der var til fordel for Danmark, og våbenhvilen ophørte derfor allerede 24. juli. Imidlertid frygtede preusserne, at Rusland og Sverige ville gribe ind militært, ligesom man også regnede med, at Frankrig og England ville bistå Danmark, hvis krigen blev ført ind på kongerigets område. Våbenhvileforhandlingerne blev derfor genoptaget og resulterede i en beslutning om, at alle fjendtligheder skulle indstilles i syv måneder fra 1. september at regne.
Våbenhvilen trådte i kraft, da Andersen for anden gang det år var rejst til Glorup på et seks uger langt besøg 24. august. Et par uger efter hjemkomsten skrev han det følgende brev til Ingemann.
Den 25. november udkom “De to Baronesser”, som H.C. Andersen bl.a. sendte til Carsten Hauch, som kvitterede med et brev en månedstid senere.
Den 26. februar 1849 opsagde Danmark våbenhvilen, og 3. april begyndte krigen igen. For H.C. Andersen var det en dybt deprimerende tid. “Mit Sind var sygt, jeg leed aandeligt og legemligt; jeg trængte til en anden Omgivelse, Frøken Bremer talte om sit smukke Fædreland, ogsaa der havde jeg Venner, jeg bestemte mig til en Reise enten op i Dalarne eller maaskee til Haparanda, Midsommersdagen; Frøken Bremers Midsommers Reise havde givet mig Lyst dertil; hun var utrættelig i at skrive Breve for mig til sine mange Venner rundt om i hele Sveriges Rige, thi i det Land behøver man saadanne, der finder man ikke overalt Vertshuse at tage ind i, men maa søge sit Hjem hos Præsten eller paa Herregaarden” (MLE II 82).
Den 17. maj forlod Andersen København og rejste over Helsingborg og Falkenberg til Göteborg, hvor han ankom d. 19. Tre dage senere sejlede han med skib ad Götakanalen til Stockholm, som han nåede d. 25. Herfra sendte han brev til Henriette Wulff. Rejsen, der varede til midten af august, er i øvrigt også beskrevet i Dagbøger III 295-382 og i MLE II 82-104 samt i rejsebogen “I Sverrig”.
Den 5.-11. juni var H.C. Andersen i Uppsala og vendte så tilbage til Stockholm, inden han d. 18. begyndte rejsen til Dalarne. Turen gik i første omgang til Uppsala, hvor han overnattede, inden han fortsatte til Säter, Sala og Rättvik. Den 23. ankom han til Leksand, hvor han opholdt sig til d. 25.. Her overværede han midsommerfesten.
Den 3. juli var H.C. Andersen tilbage i Stockholm, hvor han opholdt sig til d. 13., da han påbegyndte hjemrejsen. Med skib gik det til Mem og videre ad Götakanalen til Bjärka-Säby, hvor han besøgte grev E.F. von Saltza fra d. 14. til d. 20. Derefter sejlede han videre ad Götakanalen og nåede Motala d. 21. Tre dage senere sejlede han til Vadstena, kom herfra tilbage til Motala d. 27. og fortsatte så hjemrejsen via Hönsäter, Blomberg og Vänersborg til Trollhättan, hvor opholdet varede fra d. 5. til 10. august. Her påbegyndte han det nedenstående brev til arvestorhertug Carl Alexander, men fejldaterede det til d. 18. Den 16. var han tilbage i København, hvor brevet blev skrevet færdigt.
Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach
Søndag d. 9. september ankom de første tropper fra slaget ved Fredericia til København. Indtoget, der varede fem dage, omfattede 10.000 mand. De blev modtaget med jubel af københavnerne, og bl.a. Strøget, Kongens Nytorv og Gothersgade, som de sejrende soldater passerede, var smykket med æresporte, blomsterdekorationer, faner og våbenskjolde. H.C. Andersen var i hovedstaden de to første dage, men rejste så om aftenen d. 10. med jernbanen til Roskilde, hvorfra han fortsatte med diligence til Korsør for at aflægge besøg hos Gebhard Moltke-Huitfeldt på Glorup, hvorfra han dagen efter ankomsten skrev til Henriette Wulff, der 8. september var sejlet til Sønderborg og Flensborg med broderen Christian på krigsdampskibet “Ægir”.
Brev nr. 345. Fra HCA til Henriette Wulff. 12. september 1849.
Den 29. september var H.C. Andersen tilbage i København umiddelbart inden premieren på Casino 3. oktober på hans eventyrkomedie “Meer end Perler og Guld”, en bearbejdelse af østrigeren F. Raimunds tryllefarce “Der Diamant des Geisterkönigs”. Casino i Amaliegade, der oprindelig var blevet bygget som et vintertivoli og mødelokale af Tivolis stifter, Georg Carstensen, var i slutningen af 1848 blevet omdannet til teater med bevilling til at opføre lystspil, folkekomedier og vaudeviller. Teatret blev mødt med skepsis blandt mange dramatikere med Heiberg i spidsen, men Andersen accepterede at skrive for den nyåbnede scene, og “Meer end Perler og Guld” blev den første af en række skuespil, der bragte ham en solid folkelig succes. Allerede umiddelbart efter premieren på stykket, fik han ideen til en ny eventyrkomedie, der fik titlen “Ole Lukøie”. Stykket fik sin førsteopførelse 1. marts 1850, men blev ikke umiddelbart forstået af publikum, som det fremgår af det følgende brev til Ingemann, der ledsagede bogudgaven, som udkom 8. marts.
Ingemann takkede for bogen i et brev 11. marts 1850, hvor han bl.a. talte om, at det var “i den yndigste poetiske Skikkelse, at den ethiske Erfarings-Sandhed om glædeløs dyrekjøbt Rigdom det nye fromme Sinds Lykke i Fattigdom her fremtræder” (BIngemann I 253). Dagen før havde Henrik Hertz, som Andersen også havde tilsendt eventyrkomedien, givet udtryk for sin mening om stykket.
Den 17. maj 1850 begyndte H.C Andersen sin sommerrejse med et besøg hos Ingemanns i Sorø. Herfra fortsatte han d. 24. til Rørby præstegård. Næste eftermiddag kom han til Kalundborg. Her overnattede han, inden han d. 26. sejlede til Aarhus, hvor papirfabrikant Michael Drewsens vogn ventede ham og bragte ham til Silkeborg. Bortset fra en udflugt til lægen Immanuel Ryge i Tem 4.-5. juni blev han hos Drewsens til d. 6., hvorefter han rejste han over Horsens og Vejle til Fredericia og Odense. Den 10.juni kom han til Glorup. En månedstid efter ankomsten skrev han det følgende brev til en af sine mange veninder, Mathilde Ørsted, datter af H.C. Ørsted, Andersens nære ven og beskytter siden hans første tid i København.
Den 2. juli 1850 havde Danmark og Preussen undertegnet en såkaldt “simpel fred” i Berlin, der betød, at slesvigholstenerne blev overladt til deres egen skæbne. Dermed var tiden inde til det endelige militære opgør, der begyndte, da de slesvigholstenske tropper 13. juli og de danske 16. juli marcherede ind i Slesvig.
Den 25. juli kom det til det første store sammenstød i slaget ved Isted, der blev krigens blodigste med 845 faldne på dansk og 534 på slesvigholstensk side. Blandt de faldne var Frederik Læssøe. Ved krigens udbrud i 1848 var han blevet udnævnt til stabschef ved Overkommandoen, men pga. interne spændinger i hærledelsen blev han imidlertid i stedet chef for 12. Bataljon og under kampene ved Isted rykkede han med sin bataljon som avantgarde fra Øvre Stolk mod Isted for at komme fjenden i ryggen, men faldt ved angrebet på Gryde Skov.
Andersen erfarede ikke Læssøes død med det samme. Den 26. juli noterer han i Dagbøger: “Kjørt med Grevinden til Nyborg; det danske Flag var oppe paa Thelegraphen; det lod mig ane noget godt; Seier. Nyborg opfyldt med Rygter, at Slesvig var taget efter at vi havde mistet 1000 Mand” (III 418). Dagen efter hedder det: “Idag Klokken halv eet kom Excellencen tilbage med [...] Efterretning om at vi havde taget Schlesvig, at mange af vore vare faldne, derimellem Læssøe; jeg blev bedrøvet især for Moderen, tænkte ret paa ham, vor Ungdoms Tid” (ib. III 419). 28. juli: “Henimod Kl 12 stærk Tordenveir. Uhyre begjærlig og spændt efter Aviserne, løb til Forvalteren og tilbage, endelig kom de; det er Sandhed vore Tropper have kjæmpet i henved 36 Timer, de har taget Slesvig og over 1000 Fanger, men have henved 3000 Døde og Saarede, Læssøe er faldet, man siger skudt af et Fruentimmer, Trepka og Schleppegrel døde. - Jeg var afficeret; Dr Winther [godsets læge] var lidt anmassende, jeg kunde ikke taale det mindste, uhyre pirrelig og da jeg kom paa mit Værelse og han besøgte mig sagde jeg ham at han ikke var net mod mig, han meente det var en Misforstaaelse; da jeg var ene græd jeg mig ud. Om Aftenen seent skrev jeg Brev til Fru Læssøe, men lagde det inden i et Brev til Ludvig Læssøe [...] sove kunde jeg ikke da jeg kom i Seng, det gik ud paa Natten” (ib.).
Som brevet til Signe Læssøe viser, var H.C. Andersen endnu ikke helt sikker på ægtheden af efterretningen om Frederik Læssøes død. De følgende dage beskæftigede han sig fortsat med slaget og dødsfaldet. Den 29. noterer han: “Sendt Brevet til Læssøes afsted [...] Drev om i Skoven og skrev saa et Digt over Oberst Læssøe [...] Sendt Digtet afsted til Ploug [...] Correspondencen i Dag er lidt mere sandrue om Kampen end den var igaar” (Dagbøger III 419f.). 30. juli: “Varmt. Klokken halv fem Eftermiddag kjørte vi til Svendborg, jeg sad hos Kudsken, der var lidt svimlende for mig [...] Hørte nede hos Byfogeden om Læssøes Død, I Landsbyen ........ [dvs. Øvre Stolk] blev først sendt nogle ind at recognosere, men fandt ingen Fjende, derpaa gik en Afdeling af vor Hær, som fik Mælk og Vand at drikke af Beboerne som om disse vare venligt sindede, saa rykkede Batteriet Baggesen ind og efter dette kom Sleppegrel, Læssøe og Trepka, og da Baggesen var ved Udkandten af Byen og de andre vel inde, aabnedes pludseligt alle Porte og Insurgenterne 2000 styrtede over vore; Beboerne Mænd og Qvinder hjalp, en 70 Aars Bonde skjød Sleppegrel. Læssøe og Trepka faldt, det var et blodigt Slag, men vore dræbte nu Alle og brændte Byen af” ( ib. III 420). Beretningen var dog stærkt tendentiøs og udtryk for et forsøg på fra dansk side at bortforklare, at den danske hær i virkeligheden nær havde lidt nederlag pga. dårlig ledelse.
Den 31. juli bragte “Fædrelandet” Nr. 175 H.C. Andersens mindedigt over Frederik Læssøe:
|
Paa Valpladsen faldt Du for Danmarks Sag,
Græd stakkels Moder, nedbøiet tungt.
|
Den 5.august forlod Andersen Glorup, og efter overnatning i Svendborg sejlede han næste formiddag med dampskibet “Vesper” til Gaabense på Falster, hvorfra han fortsatte til herregården Corselitze, hvor han var gæst hos direktøren for Det Classenske Fideikommis, kammerherre P.H. Classen (1804-86) til d. 18. Efter et ophold i Nykøbing Falster fra d.18. til d. 21. rejste han hjem over Gaabense og Vordingborg. Den 22. august var han tilbage i København.
J.A. Jerichaus buste af H.C. Andersen (jf. brev 351)
