Tilbage til H.C. Andersen og musikken - Vaerker
H.C. Andersen og musikken Martsviolerne

Martsviolerne er et af de H.C. Andersen-værker, der har inspireret en af de helt store udenlandske komponister uden for Skandinavien, nemlig Robert Schumann. Samtidig har Niels W. Gade sat det i musik, og det er interessant at se de to næsten samtidige komponisters forskellige udsættelser. Her kan det også være et aspekt, at Schumann har benyttet en tysk oversættelse, mens Gade komponerer teksten på originalsproget i sin egen lidt friere version.

Teksten
Martsviolerne udkom første gang i Andersens samling Digte fra januar 1830, tilegnet hans velgører og faderskikkelse, konferentsraad Jonas Collin. En af de tyskkyndige, som Andersen kom i kontakt med allerede ved sin tid på Helsingør lærde skole, sekretæren ved det svenske konsulat i Helsingør Ludolph Schley, fik digtsamlingen fra Collin, og han ytrer sig meget positivt om dem. Det glæder Andersen overordentligt, og han skriver, at ”Det er ellers komisk, af alle mine Digte, sætter han næsten Martsviolerne øverst, ’es ist ein unendlich zartes Gedicht, wie viele Thränen mögen darauf schon gefallen seyn, und wie viele noch fallen’ siger han blandt mere smukt tydsk derom…”

Den udgave, som Robert Schumann anvendte, var oversat af digteren Adalbert von Chamisso, som H.C. Andersen mødte i Berlin i 1831 og forærede et eksemplar af Digte. Chamisso var med til at introducere ham i Tyskland med sine digtoversættelser – også før eventyrene rigtig kom frem. Den tyske digter lagde derudover selv tekster til flere andre af Schumann sange.

Chamisso oversatte foruden Martsviolerne i 1831-32 også tre andre Andersen-digte, nemlig ”Tyveknægten”, ”Soldaten” og ”Spillemanden”, som alle fire udkom i hans Gedichte von Adelbert von Chamisso fra 1834. De første tre værker blev også trykt i Morgenblatt für gebildete Stände i marts 1833, og især det dramatiske digt ”Der Soldat” blev meget populært i Tyskland, bl.a. til musik af Friedrich Silcher. Andersen mødte selv Chamisso i slutningen af juli 1834 og fik et eksemplar af hans digtsamling.

Robert Schumann
Schumanns Fünf Lieder für eine Singstimme und Klavier, opus 40 er fra hans hektiske og ganske pludselige ”Liederjahr” i 1840, hvor de fleste af hans kendteste sangcykler og enkeltsange blev til. Før den tid havde han næsten udelukkende skrevet klavermusik, som dog også ofte er meget poetiske og har digte som inspirationskilde. Alligevel anså han sange for en mere inferiør musikform. Medvirkende til interessen for lieden som genre har nok været hans nærmere tilknytning til pianisten Clara Schumann, som han blev gift med i september 1840. Andersen-sangene skrev han i juli 1841 sammen med flere andre samlinger, kort efter at en af hans kendteste liedcykler, Dichterliebe, blev færdig.

Samlingen indeholder i alt fem sange, som Schumann fandt i Chamissos samling, og fire af teksterne er af H.C. Andersen – Martsviolerne er den første. Schumann komponerede dem i dagene 16.-18. juli 1840 i Leipzig, Martsviolerne den 17. juli. Han tænkte på at tilegne dem H.C. Andersen, og i marts-april 1842 besøgte Clara Schumann København for at give nogle koncerter. Andersen var d. 31. marts 1842 sammen med hende ved et aftenselskab, hvor hun ”spurgte fra sin Mand om han maatte dedicere mig sine Kompositioner af mine Digte. Det er i Dag en poetisk, lykkelig Dag”, skriver digteren i sin almanak. Til Schumann selv skrev han, at sangene ”bringer Sommersol i mit Hjerte ved denne Lejlighed. Jeg venter dem nu med Længsel”.

[Se Robert Schumanns tilegnelsesbrev her]

Sangene har et cyklisk præg ved f.eks. at begynde og ende med sange i G-dur. Martsviolerne er dog nok den mindst dramatiske sang i samlingen, men til gengæld glider den fint ind i en tysk romantisk lyrisk tradition. Schumann skriver over kompositionen ”Nicht schnell, innig”, og han understreger sin medleven i den unge mands spirende kærlighed i den lidt hurtige rytme og i venstrehåndens sukkende halvtonetrin. Samtidig gentages den sidste sætning ”Vor Herre hjælpe den unge Mand!”, og der kommer to takters mellemspil, som beskriver kærlighedens længsel, som også kommer til udtryk i efterspillet.

Det var ret vanskeligt for Schumann at få sangene trykt, og efter flere forgæves forsøg hos tyske musikforlæggere blev noden udgivet i september 1842 i et samarbejde mellem Lose & Olsen i København og musikforlaget Kistner i Leipzig. Derfor udkom sangene med både tysk og dansk tekst. Også en anden-udgave fra 1854 udkom i København.

Vi ved, at Andersen har hørt sangene ved et privat aftenselskab hos familien Schumann i Leipzig i juli 1844, hvor sangerinden Livia Frege fremførte dem med Clara Schumann ved klaveret. Han skildrer selv opførelsen meget entusiastisk, mens fru Schumann i højere grad mener, at han optog den lille koncert med ligegyldighed. Den første dokumenterede offentlige opførelse af Martsviolerne fandt dog først sted den 5. december 1868 i Wien sunget af Gustav Walter også her med Clara Schumann ved klaveret.

[ Se teksten og noderne til Robert Schumanns Fünf Lieder für eine Singstimme und Klavier her (pdf)]

[ Hør Schumanns Martsviolerne  sunget af Adam Riis - tenor akkompagneret af Christian Westergaard - klaver (RealPlayer)   (kreditering)]

[ Hør Schumanns Märzveilchen sunget af Adam Riis - tenor akkompagneret af Christian Westergaard - klaver (RealPlayer)   (kreditering)]

Niels W. Gade
Niels W. Gade satte tre af H.C. Andersens digte i musik i 1850. Vi kan ikke fastslå den ydre anledning, men Gade var meget produktiv på dette tidspunkt og fuldendte bl.a. sin meget populære 4. symfoni. Efter om sommeren at have besøgt Leipzig, blev Gade i efteråret 1850 udnævnt til dirigent i Musikforeningen i København – et arbejde, han bestred til sin død i 1890. Samtidig forelskede han sig i 1850 i J.P.E. Hartmanns datter, Sophie, og det endte med forlovelse året efter. Andersen var en af de første til at ønske til lykke.

Gades udsættelse er mere kåd i et hurtigere tempo og urolig rytme. Han udtrykker også bønnen om at hjælpe den unge mand i et kromatisk sukkemotiv, men ellers er det spillet mellem isblomsterne, de blå øjne og martsviolerne, der er i centrum. Ved gentagelsen af linien ”saa skjønne Blomster han aldrig saae, to Martsvioler saa smukke blaae”, ændrer Gade det anden gang til ”to Øine blaae”, hvor ordet ”blaae” får en særlig lang tone. Herved understreger komponisten forårets kådhed og de spændende dybder over for isens flygtighed i den unge piges øjne.

Sangene til Andersens tekster blev udgivet i samlingen Tre Digte af H.C. Andersen for én Syngestemme med Pianoforte i København i december 1851. Heraf er Martsviolerne den sidste, og den er altså komponeret væsentlig senere end Schumanns udgave. De tre sange må have været populære, for i 1864 kunne Horneman og Erslev udgive et genoptryk.

[ Se Niels W. Gades originalmanuskript til Tre Digte af H.C. Andersen for én Syngestemme med Pianoforte her (pdf)]

[ Se teksten og noderne til Niels W. Gades Tre Digte af H.C. Andersen for én Syngestemme med Pianoforte her (pdf)]

[ Hør Niels W. Gades Martsviolerne sunget af Nina Bols Lundgren - sopran akkompagneret af Christian Westergaard - klaver (RealPlayer)   (kreditering)]

 

Den tyske digter Adalbert von Chamisso (1781-1838) kunne dansk og oversatte på et tidligt tidspunkt flere af Andersens digte til tysk. De dannede grundlag for Robert Schumanns og andre tyske komponisters udsættelser af den danske digters tekster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Clara Schumann optrådte i april 1842 bl.a. i Musikforeningen i København og traf ved den lejlighed H.C. Andersen flere gange. Han hørte hendes koncerter og var til middagsselskab sammen med hende. Hendes program var ret moderne med Beethovens sonater og især et Chopin-værk, men hun spillede dog endnu ikke sin mands kompositioner.

[ Se hele koncertprogrammet her]

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Top

Tilbage til H.C. Andersen og musikken - Værker