AF ERIK SKYUM-NIELSEN
Man overdriver lidt, men ikke meget, hvis man siger, at den vigtigste litterære begivenhed i Danmark i 1999 var en oversættelse. Der kom betydningsfulde romaner såsom Helle Helles Hus og hjem, Vibeke Grønfeldts Det Rigtige og Svend Åge Madsens Genspejlet, og inden for dansk poesi og den oversatte nordiske prosa blev der meget at glæde sig over; men på det noget længere sigt vil man nok finde, at årets mest langtidsholdbare indsats var Otto Steen Dues gendigtning af Homers Iliade, 24 vældige, værdige sange - om vreden og sorgen.
Som i en anden gammel fortælling begynder det hele med et æble, stridens, som til en større fest trilles ind blandt deltagerne med den uskyldige påskrift: “Til den skønneste”. Straks begynder kvinderne at slås. Afgørelsen lægges i hænderne på prins Paris af Troja, der giver prisen til kærlighedens Afrodite, som til gengæld lover ham verdens dejligste dame. Helena er imidlertid gift, med kong Menelaos af Sparta, og da hun til trods herfor af prinsen udføres til Troja, udbryder der harme - og krig.
Men den vrede, hvorom versfortællingens muse for digteren skal berette, er ikke Menelaos’ vrede. Og værkets hovedkonflikt står ikke så meget mellem grækerne og trojanerne som mellem kong Agamemnon af Mykene og den ubestridte helt Achilleus. Da kongen fornærmer ham, trækker han sig ud af kampene. Dog, da hans ven og våbenbroder, den tapre Patroklos, er faldet, overvinder han vrede og sorg og kaster sig ind i krigen igen. Det er værkets episke vendepunkt, hvor første og anden halvdel spejler sig i hinanden, i en kompleks struktur fuld af kontrastfigurer og varieret repetition. Men samtidig forløber Iliaden i en tungt fremadskridende episk bevægelse, med tiden, hen mod døden.
Om Otto Steen Dues gendigtning, den første siden Chr. Wilster i 1830erne, må siges, at den respekterer værkets mentale fremmedhed og kunstneriske storhed. Hans Iliade er lærd og solidt filologisk funderet; men den er også en digters værk og cykler mundret af sted, let at læse op.
Sytten stavelser, fire linjer
Fra den er der umådelig langt til de korte og undertiden ultrakorte former, vi ser i den nye poesi.
Den knappeste blev i 1999 Suzanne Brøggers Lotusøje, som består af 3x17x17 stavelser, eller tre suiter holdt i haikuform, et japansk versemål, der blev opfundet på Kingos tid. Genrens regler byder, at et naturbillede skal følges af et brud, at en kontemplation skal slå om i eksplosion. Disse krav respekteres af Brøgger, der tydeligvis har følt sig draget af formens lovbundne stramhed:
I floden driver
skyerne på må og få.
Op med jer, I skvat!
Et teblad svømmer ovenpå,
solen synker nok så smukt,
black out.
Som eksemplerne viser, kunne eksperimentet være gået værre. Ja, faktisk er det tit lykkedes Suzanne Brøgger at anvende verset indsigtsfuldt og elegant.
Det samme kan ikke siges om Pia Tafdrups Tusindfødt, 101 firlinjede strofer i den klassiske rubaiform, kendt fra persiske Omar Khayyam og udødeliggjort af dennes engelske oversætter Edward Fitzgerald. Også Henrik Nordbrandt og Simon Grotrian har herhjemme dyrket denne genre, med større held end Tafdrup, hvis hang til postulerende dybsindighed gør hendes bog på samme tid tynd og tung.
I nyere dansk lyrik har Simon Grotrian fået en helt særlig status. Nogle finder ham dunkel, andre hæver ham til skyerne, netop for hans uudgrundelighed.
I den nye samling, Porcelænsbreve, viser han sig imidlertid fra den læselige side, i en formmæssig bredde, der rækker fra tekster på blot én linje hver og til kasse-digte af den slags, 90erne var så rige på. Fund og nye begyndelser titter frem overalt i denne bog, hvis bærende tema er livet, der altid begynder påny, som i dette trelinjers digt om syndefaldet som paradoksal bekræftelse:
Paradisbestyrket
sætte tænderne i kloden
sprælle videre. et æblekomma, at.
Lyder det kryptisk? Det er det ikke. Det drejer sig blot om at begynde forfra, og fortsætte med “at” - sprogets mest åbne glose.
Fugl Føniks af asken
Et kapitel for sig i lyrikken fra efteråret 1999 var hele tre gavmilde digtbøger af den originale F.P. Jac. På Brøndums Forlag kom med illustrationer af Peter Hentze en suite i A4-format: Med kammeratlig hilsen. Hos Poul Kristensen i Herning udsendtes Fablende til blomst med grafik af Poul Skov Sørensen, og på digterens hovedforlag Borgen udkom som forlængst annonceret Fugl Føniks Ajour med omslag af Bjørn Nørgaard, der også i sin tid lavede for- og bagside til gennembrudsværket Misfat i 1980. Dengang var det Jacs hensigt at drikke sig ihjel, inden han fyldte 30. Det lykkedes gudskelov ikke, hvilket i Fugl Føniks Ajour kommenteres sådan: “Selvfølgelig har jeg da snydt jer alle / skuffet jeres solsortetynde begravelsessange. / Men jeg kunne altså ikke dy mig, / hvorfor skulle jeg dog ikke stå overstadig på broen. / Med Misfat virrede jeg jo bare lidt med hovedet, / og den fik så sin næsten bibelske korsang, / bugserede mig varm og drilsk igennem vandet, / men jeg flød også ovenpå i en morgenrøde af tekstgejst.” Formen er som altid hos Jac ekspansiv og fleksibel, omend for magelig. Han er altid en læsning værd alene for overraskelsens skyld. Men talentet sløser han med.
En ældre læremester for Jac har været Jørgen Gustava Brandt, som i 1999 atter overbeviste, denne gang med en suite: Urolig meditation i et gammelt fæstningsanlæg, hvori han lægger ud med rejsedigte og tidskommentarer, men slutter i religiøs dvælen, kontemplationens ro.
Vers og visdom
Et anderledes intrikat forhold til Gud har Peter Poulsen, som i En skygges forbigående viderefører inspirationer fra den Baudelaire, han nylig gengav så smukt på dansk. Sonetter veksler med snakkedigte, blandt hvilke man finder en “Opsigelse”, en afsked med den himmelske fader, der år igennem hang på digterens ryg som “verdens tungeste fjällräv”. Det er Gud, som har gjort mig til ateist, konkluderer Poulsen, stik modsat sin gamle lyriske tvilling Sten Kaalø, der i dag jo er præst og i sin samling Handel med jord forener råhed og livsvisdom, jordbundet, men ubesværet.
Til de viise i årets lyrik hørte også et par livserfarne kvinder: Maria Giacobbe med rejsedigte fra Iran og Birthe Arnbak med spinkle digte om det at ældes og dog hver dag få øjeblikket tilbage:
Al sorg og fortræd
er vissent løv nu,
fejes efter års og dages
trodsig vægring
ud af mit sind.
Nu står jeg igen
som for længe siden
højt over fjorden
i nordvestenstorm:
Rent ligger landet
øjebliksstort
som dengang
parat til nyt liv.
Sådan gør digteren status i bogen Skyggesang. Den titel hentyder til visse fuglearters sang uden for sæsonen og genfindes i øvrigt i nye smukke digte af Laus Strandby Nielsen i Mellemrum:
Vi skygger for hinanden
og kan ingenting se.
Vi skygger tror hinanden
og kan ingenting se.
Vi fjerner alle skygger
og kan ingenting se.
Vi skygger tror
på det vi kan se.
Filosofisk visdom går her hånd i hånd med en opmærkssomhed for ordenes egen musik.
Vi plejer jo at sige, at musikken er en tidens kunst og billedkunsten rummets. Dog forudsætter de begge deres modsætning. Musikken er tidens kunstart, men udfolder sig i et rum, og skønt skulpturen og billedet danner to rummets kunstarter, så fordrer de kunstoplevelsens tid. Overvejelser af denne art fører i Force Majeure Niels Lyngsø til at forsøge sig, ikke kun med kasseformdigte og danteske terziner af den type, han førhen skabte i Stof (1996), men også med rene billeddigte. Et af dem ligner en rapand, et andet et smilende ansigt og et tredje en fødende kvindes lår.
At give sig livet i vold
Lyrikken i 1999 spænder lige fra det episke langdigt til ultrakorte fortættede former, eller fra haiku og rubai til ekspansive, fleksible former. Koncentreret livsvisdom står side om side med flydende snak, og enkle traditionelle vers står over for den dobbelte form hos Niels Lyngsø.
Den væsentligste fornyelse skete dog, vil jeg mene, hos Naja Marie Aidt og Pia Juul, der begge i 1999 afprøvede noget nyt, med brudt, eksplosiv poesi.
Jeg læser Aidts suite Rejse for en fremmed og Juuls kritikerpris nominerede bog sagde jeg, siger jeg som anfægtet, alvorsfuld digtning, som har vægtige grunde til at søge sig nye veje.
Informationssamfundet med alle dets muligheder for opstøvning af løsrevne fakta og etablering af lynsnar kontakt synes på vej til at skabe ny mentalitet, på både godt og ondt. Dragende er således fornemmelsen af en kæmpestor, frit flydende verden; men skræmmende virker det også at se nysgerrigheden dø ud som drivkraften hos den enkelte. Vi narres let til at tro, at alt allerede er kortlagt, som om det hele forlængst er set og foreligger sagt, hvorefter det for os blot handler om at finde frem til de relevante informationer, som formodes at ligge derude, et eller andet sted.
Heroverfor ser vi digtere insistere på, at verden er en gåde, hver dag ny. Intet ligger fuldkommen fast. Naja Marie Aidt har således i sin nye bog genfundet en kvindeskikkelse fra de store opdagelsers tid, den såkaldte gale Johanna, og valgt hende som spejlbillede og ledsager på en personlig rejse gennem forelskelse, savn, sorg, død, og med lidenskab som drivende kraft. “Giv mig alting! Tag alt fra mig!” lyder digterens anråbelse hen mod kredsens slutning hvor jeg’-et vender hjem - og genkender intet.
Nærliggende er det at tro, at Aidts eksistentielle hudløshed og nye, modige, voldsomme tone har hentet noget af sin beslutsomhed hos en kollega som Pia Juul, hvis digtning siden 1980ernes midte har været kendetegnet ved en vis folkeviselignende sødme kombineret med kantet råhed, egenskaber som hun rendyrker i sit hidtil mest overbevisende kunstneriske udspil sagde jeg, siger jeg. Her finder vi bl.a. et digt om det at sætte sig i et tog “med samt min medfødte blusel” og ufortrødent give sig livet i vold:
Den uklædelige naivitet
Den voldsomme melankoli
bekom mig vel da
jeg var et barn
Nu vil jeg bare rejse
Jeg drømmer ikke mer
Jeg ved
om de mange tog
jeg skal sidde i
at jeg vil mumle
“Fortsæt”
og pille ved sædet
og tørre duggen af ruden
for at ku se på det hele
så længe
At spørge: at svare
Før vi forlader årets lyrik og fortsætter i den nordiske prosa, er der grund til at kvittere for to bind oversat poesi. Færøske Jóanes Nielsen, som allerede har fået to bind digte og en roman ud i Danmark, kandiderede i 1999 til Nordisk Råds Litteraturpris med samlingen Sting (Pentur), holdt i en karsk, men også øm tone. Med både humor og livsindsigt beretter digteren om faderen, om at være færøsk nationalist, om Rolling Stones, og om kvinders køn, der tiljubles i en stribe henførte hallelujaer. “Jeg ville,” erklærer Nielsen, “ikke have noget imod at være sadel i mit næste liv, / daglig kysset af duftende læber.”
Et sådant frisprog møder man ikke hos esteren Jaan Kaplinski (f. 1941), som på Husets Forlag nu foreligger i udvalg oversat af Peter Nielsen. Opvokset i Tartu, med estisk moder og polsk fader, har forfatteren oplevet i lange tider at stå på den sorte liste, og meget af hans produktion afventer endnu trykning. I Samme hav i os alle er vægten lagt på lange, kloge, sørgmodige digte. Et af dem, om dette at have viden - hvad der altid har betydet mindre for Kaplinski end at undersøge, få indsigt - kan indirekte afrunde det, der ovenfor sagdes om glemselen i informationssamfundet.
For det
jeg fortæller andre, det vågner, det
tændes på ny.
At undersøge er næsten at
meddele sig,
at få indsigt at gøre rede for, at
spørge at svare.
Jeg har tilmed forstået
at den der har lært sig noget
også må lære fra sig.
Prosaen i Norden
Springer vi fra Estland rask over på den anden side af Den Finske Bugt, kan vi måske træffe romanforfatteren Leena Lander, hvis Den glade hjemkomsts boliger som så mange moderne finske fiktioner samler sig til et kriminalistisk drama, en sammensat opklaringshistorie om en piges forsvinden i perioden efter Anden Verdenskrig. To barndomsvenner, mand og kvinde, går sammen om at finde en sand historie bag løgnene og fortielserne. Ikke overraskende drejer det sig i denne omstændelige beretning både om gammel uafvaskelig skyld og om gammel kærlighed, der efter sigende ikke ruster.
Historisk i sit anlæg, men betydeligt lettere i sit anslag, er den nye roman fra Einar Már Gudmundsson, Fodspor på himlen, hvor han griber tilbage til tiden omkring århundredeskiftet og slægtled for slægtled følger en fattig familie. Centralt i romanen står jeg-fortællerens farmoder Gudny, i hvis lyse livssyn der trods yderst svære materielle kår er rigelig plads til såvel troen på Vorherre som tilliden til socialismen. Men at dyrke Josef Stalin som en Gud, det går hun ikke med til.
Blandt årets svenske romaner bevæger Majgull Axelssons Aprilheksen sig ligeledes i familiens rum. Her skildres med fornem psykologisk indlevelse, hvorledes en outsider-datter, handicappet og ensom, tager hævn over sine “normale” søstre. Ved siden af at levere en brav historie om overlevelse kan romanen læses som et klogt analytisk snit ned gennem dagens samfund.
Staffan Seeberg derimod har gjort næranalysen af kærlighedens forskellige ytringsformer til sit litterære varemærke. I Lauras ansigt kulegraver han, med sin vanlige indfølte intensitet, historien om en kvindes tragiske forsvinden og afdækker, halvkriminalistisk, selvbedrag og dybe svigt. Det er, som om man har læst romanen før. Sidst hed den Stellas frihed, og før denne noget tredje og fjerde.
Til gengæld har man aldrig før læst en bog som Sigrid Combüchens Parsifal, en postmoderne fremtidsroman med utopisk perspektiv og kriminalistisk islæt. Efterforskeren hedder Perle, den mandlige skurk Piscator, og bærende for hele fiktionen er dén kernefeministiske tankegang, at kvindesituationen til hver en tid kan stå som indikator for et samfunds humane beskaffenhed.
Om Bror Blixen har man tidligere læst hos hans berømte ekshustru såvel som i Tonni Arnolds dokumenterede biografi. Nu kan han fås i romanform i Drømmen om Ngong af Lennart Hagerfors, en snagebog der stinker fælt af litterær spekulation, forudsigelig og klam som den er.
Små og store norske romaner
Kändiskvaliteter betyder i dag meget for bøgers chancer på et internationalt medieorienteret marked. Og den art egenskaber besidder litteraturkritikeren Linn Ullman nærmest til overmål, som datter af en norsk filmskuespillerinde og en endnu mere berømt svensk filminstruktør. Om hendes debutroman Før du sover, der er blevet en kæmpe sællert, må siges, at den besidder en Fay Weldons friskhed og rappe slagfærdighed, men ikke rager op litterært. Trine, dens hovedperson og muntert plaprende jeg-fortæller, beslutter sig ved sin søsters bryllup for at score en mere eller mindre tilfældig gift mand. På dette smalle afsæt kaster forfatteren sig så ud i en blanding af satirisk familiesaga og letbenet analyse af den moderne, frie, veluddannede kvindes stilling. En sigende kontrast hertil danner Geir Pollens roman Hutchinsons Eftf. kandidat til Nordisk Råds Pris og skildringen af en indadvendt særling og knudemand som det kaldtes engang.
To norske mammutromaner demonstrerede landets øjeblikkelige tyngde, når det gælder det voldsomme udtræk. Vi fik på dansk i fjor dels Beretninger om beskyttelse I, Erik Fosnes Hansens længe ventede efterfølger til Salme ved rejsens afslutning, dels Plat og krone af Kjartan Fløgstad, endnu en burlesk og grotesk karnevalistisk satire over Norge som paradigme på dén moderne forbrydelse, vi kalder for civilisation.
På homerisk basis
Endelig bør man notere sig, at årets høst af nordisk digtning på dansk også bød på en monumental nyoversættelse, Anne Marie Bjergs version af Gösta Berlings Saga. Læs, hvordan den begynder:
“Endelig stod præsten på prædikestolen.
Menigheden løftede hovedet. Nå, der var han alligevel! Der blev ikke messefald denne søndag ligesom sidste søndag og mange søndage forinden.
Præsten var ung, høj, slank og blændende smuk. Havde man hvælvet en hjelm over hans hoved og hængt sværd og brynje på ham, kunne man have hugget ham i marmor og opkaldt statuen efter den smukkeste af alle athenere.
Præsten havde en digters dybe øjne og en feltherres faste, runde hage, alt ved ham var smukt, fornemt, udtryksfuldt, gennemglødet af genialitet og åndeligt liv.”
Her høres tydeligt ekko af gamle Homer. Den mundtlige fortællers direkthed mærkes i den skrevne fiktion! Man kan næppe forlange noget klarere bevis på den lange episke traditions seje overlevelsesevne, og man kan nok ikke få noget renere vidnesbyrd for betimeligheden af at påny at gøre Iliaden og om føje år Odysseen lyslevende på dansk.
Erik Skyum-Nielsen
er forskningsbibliotekar ved
Det Kongelige Bibliotek
og kritiker ved Information
Dansk lyrik
Aidt, Naja Marie: Rejse for en fremmed - Gyldendal
Andersen, Espen: Undertiden - Borgen
Arnbak, Birthe: Skyggesang - Gyldendal
Berg, Jesper: Steler og livstavler - Lindhardt og Ringhof
Bigum, Martin: Veteranen - Borgen
Bonnén, Kaspar Kaum: Det nye kvarter - Borgen
Brandt, Jørgen Gustava: Urolig meditation i et
gammelt fæstningsanlæg - Gyldendal
Brandt, Per Aage: Night and Day - Borgen
Brøgger, Suzanne: Lotusøje - Gyldendal
Claces, Iben: Stjernehavet - Borgen
Dinesen, Anne Marie: Slutninger - Borgen
Gernes, Ulrikka S.: Kamikaze - Borgen
Giacobbe, Maria: Rejsebilleder. Persien/Iran
- Gyldendal
Gjedsted, Rolf: Digte 1999 - Schønberg
Grotrian, Simon: Porcelænsbreve - Borgen
Høyer, Jon: Mellem havet og ødemarken.
Diskrete digte - Brøndum
Jac, F.P.: Med kammeratlig hilsen.
Med illustrationer af Peter Hentze - Poul Christensen
Jac, F.P.: Fablende til blomst. En buket af grafik og digtsuiter. Med grafiske arbejder af Poul Skov
Sørensen - Brøndum
Jac, F.P.: Fugl Føniks ajour - Borgen
Juul, Pia: sagde jeg, siger jeg - Tiderne Skifter
Katz, Janina: Varme steder - Vindrose
Kaalø, Sten: Handel med jord - Gyldendal
Lange, Torben: Døden er et skvadderhoved - Borgen
Lyngsø, Niels: Force majeure - Borgen
Marstrand-Jørgensen, Anne Lise: Rygge som djævle - Borgen
Nielsen, Laus Strandby: Mellemrum - Gyldendal
Nielsen, Lone Munksgaard: Hvis mine fingre kunne rasle. Lyrik - Borgen
Nordbrandt, Henrik: Egne digte - Gyldendal
Poulsen, Peter: En skygges forbigående - Vindrose
Seehuusen, Jens Asbjørn: Sine qua non - Gyldendal
Steensballe, Ditte: Under nattens søvn - Lindhardt og Ringhof
Stinus, Erik: Blivesteder - Vindrose
Tafdrup, Pia: Tusindfødt - Gyldendal
Wivel, Ole: Digte 1948-98 - Lindhardt og Ringhof
Ørnsbo, Tore: Menageri - Samleren
Oversat nordisk litteratur
FÆRØERNE
Nielsen, Jóanes: Sting. Digte (Pentur, 1998) Oversat af Ebba Hentze - Vindrose
ESTLAND
Kaplinski, Jaan: Samme hav i os alle. Udvalgte digte. Oversat af Peter Nielsen - Husets Forlag/S.O.L.
FINLAND
Lander, Leena: Den glade hjemkomsts boliger (Iliosen koliinpaluun asuinsijat, 1997).
Oversat af Anne Hane - Rosinante
SVERIGE
Axelsson, Majgull: Aprilheksen. Roman (Aprilhäxan, 1997). Oversat af Ulla Warren - Lindhardt og Ringhof
Combüchen, Sigrid: Parsifal. En fortælling (Parsifal - en berättelse, 1998). Oversat af Annelise Malmgren - Tiderne Skifter
Hagerfors, Lennart: Drømmen om Ngong. En roman om Bror Blixen (Drömmen om Ngong, 1998).
Oversat af Peter Nielsen - Gyldendal
Lagerlöf, Selma: Gösta Berlings Saga (Gösta Berlings Saga, 1891). Oversat af Anne Marie Bjerg -
Gyldendal
Seeberg, Staffan: Lauras ansigt (Lauras ansikte, 1997). Oversat af Anne Marie Bjerg - Rosinante
ISLAND
Gudmundsson, Einar Már: Fodspor på himlen. Roman (Fótspor á himnum, 1997). Oversat af Erik Skyum-Nielsen - Vindrose
NORGE
Fløgstad, Kjartan: Plat og krone. Et væddemål (Kron og mynt. Eit veddemål, 1998). Oversat af
Kirsten Vagn Jensen - Tiderne Skifter
Fosnes Hansen, Erik: Beretninger om beskyttelse, 1: Natten. Roman (Beretninger om beskyttelse, 1:
Natten, 1998). Oversat af Palle Koch - Gyldendal
Pollen, Geir: Hutchinsons Eftf. Roman (Hutchinsons Eftf., 1998). Oversat af Gorm Henrik Rasmussen - Vindrose
Ullman, Linn: Før du sover. Roman (Før du sovner, 1998). Oversat af Annelise Ebbe - Lindhardt og Ringhof