Hvorfor en Nobelpris til Johannes V. Jensen?

 

 

Af Aage Jørgensen

 

 

Med inddragelse af hidtil ikke-offentliggjort kildemateriale fra Nobelkomiteens arkiv giver Aage Jørgensen i denne artikel baggrunden for tildelingen af Nobelprisen i litteratur til Johannes V. Jensen i 1944. I hvilket omfang krigssituationen spillede ind, er et af de spørgsmål, der tages op. Aage Jørgensen har ligeledes skrevet afsnittet om Johannes V. Jensen i samleværket ”Neighbouring Nobel. The History of Thirteen Danish Nobel Prizes” (Aarhus Universitetsforlag, 2001), udgivet I anledning af hundredåret for Nobelprisen.

 

 

Den 14. januar 1925 skrev Frederik Poulsen følgende brev til Svenska Akademiens Nobelkomite i Stockholm:

 

Mine Herrer! / I Henhold til Deres Forespørgsel af December 1924 tillader jeg mig her­ved at foreslaa den danske Forfatter / Johannes V. Jensen / til Nobelpræmien i Litteratur for 1925. / Den nu 52 Aar gamle Digter er ubestrideligt Danmarks største Digterbegavelse og en af de originaleste og frodigste Digtere i Nutidens Europa. Hans ”Himmerlands­historier I-III” viser ham som en ypperlig Fortæller, men hans egentlige Styrke ligger i Naturbeskrivelserne og i Skildringerne af primitive Sjæle og af Barnesind. Den aabenbarer sig ikke alene i ”de exotiske No­­veller”, men ogsaa i Romanserien: Kongens Fald og den Række mærkelige præhistoriske Ro­ma­­ner - ”Bræen”, ”Skibet”, ”Norne Gæst”, ”Christoffer Columbus” og ”Cimbrernes Tog” - der er samlet i en Cyklus under Fællesnavnet: Den store Rejse. Skildringen i ”Christoffer Co­lum­bus” af den gotiske Katedral og af Aztekernes Generobring af deres Hovedstad eller i ”Cim­brer­nes Tog” af de nordiske Børns Leg i Tyttebærrisene og deres Naturfølelse ved Dag og Nat gør ingen nu­levende Digter Johs. V. Jensen efter. I hans Hymner til Mandsmod og Kvin­de­sødme er der Saga­digtningens Kraft og fortættede Livsfylde. Men netop dette nordiske der er saa ganske ene­staaen­de hos Digteren, forklarer og undskylder ogsaa hans Svagheder: Mangel paa Kom­posi­tionsevne, Mangel paa Klarhed navnlig i historiske og filosofiske Be­tragtninger, Mangel paa Forstaaelse af den mere nuancerede Enkeltsjæl. Det er et Stykke Vikingeornamentik, der i den­ne Digtning har faaet en Renæssance. / Ogsaa hans ”Digte” (1906) og ”Aarstiderne” (1923) vi­ser hans Storhed som Digter og er vel det mest harmoniske i hans Produktion. De bør yder­li­ge­re bestyrke Akademiet i Over­be­vis­ningen om, at Norden hædrer sig selv ved at give ham Nobelpræ­mien malgré tout. / Hans Værker indsendes samtidigt med dette.

 

Brevskriveren (1876-1950) var klassisk arkæolog og forfatter. I 1910 var han ble­vet tilknyttet Ny Carlsberg Glyptotek, hvis direktørstol han besad 1926-43. Adkomsten til at indstille Johannes V. Jensen til Nobel­pri­sen beroede på hans medlemsskab af Videnskabernes Selskab.


Proceduren er jo den, at Svenska Akademien hvert år henvender sig til indstillingsberetti­gede verden over og op­fordrer dem til at foreslå kandidater til prisen. Efter fristens udløb ud­ar­bej­der Nobel­komiteen - bestå­en­de af fire-fem af De Aderton - en liste over de indstillede, som så dan­ner grundlag for de føl­gende måneders arbejde. Som led i dette kan indgå indhentning af udtalelser fra sag­kyn­di­ge uden for komiteen. I tidens fylde udarbejder denne, i reglen ved sin ”ordförande”, en ind­­stil­­ling til Akademiet, som så træffer afgørelsen, og ikke nødvendigvis i over­ens­stem­mel­­se med ind­stil­lingen. Navnet på pristageren offentliggøres, normalt lidt inde i november, af den ”stän­diga sekre­te­ra­re”, som også - på Alfred Nobels fødselsdag den 10. de­cem­ber - motiverer pris­over­rækkelsen.

Johannes V. Jensen fik som bekendt ikke Nobelprisen i 1925. Han fik den i 1944, men mod­tog den på grund af krigen først året efter. Det tilkom Anders Österling (Akademiets sekretær 1941-64) at motivere prisen, mens kong Gustav V foretog selve overrækkelsen.

 

Indstillerne

Jensen er formentlig rekordindehaver, forsåvidt som han 18 gange har figu­re­­ret på No­belkomite­ens liste, nemlig fra 1925 til 1944 med 1929 og 1930 som undtagelserne. 60 indstillings­skrivelser indkom til komiteen fra 20 per­so­ner. Indstillingerne såvel som de special­rap­por­ter, der blev udarbejdet undervejs, be­ror i Svenska Aka­demiens Nobelarkiv i Stockholms gamle børs­byg­ning.­

I årene 1925-28 var Frederik Poulsen alene om at bringe Jensen på bane, og i øvrigt ind­stil­lede han ham yder­­li­gere fem gange (1931-33, 1941-42). I 1935, 1936 og 1939 havde Jensen fire ind­stil­lere, men i 1937 havde han syv og i 1938 ni. Under krigen er billedet diffust. I årene 1940-43 gen­nem­førtes pro­ceduren for­­skrift­mæs­sigt, men jo uden at det kom til udde­ling af prisen. Kun to ind­stil­lede Jo­han­nes V. Jen­sen i 1940. Året efter havde han fire ind­stillere, året efter igen syv, men i 1943 og 1944 var der igen kun to. Man kan således ikke tale om, at Nobelkomiteen­ i denne sag var udsat for et stærkt pres udefra.

Johannes V. Jensens 20 indstillere er alle nordiske: tolv er dan­ske, syv norske og én svensk. Nogle af dem fremsender oftere indstillinger, mens andre (fem danske, fem nor­ske og den en­lige svenske) kun figurerer én gang.

Frederik Poulsen var som nævnt alene om at foreslå Jensen i de første fire år. I 1931 over­gik initiativet til de københavnske universitetsprofessorer, med filologen Jo­han­nes Brøndum-Niel­sen som første mand på banen; otte år i træk ind­stil­lede han Jen­sen. Litteraturhistorikerne Hans Brix og Vilhelm An­der­sen sekunderede; førstnævnte ind­stillede Jen­sen i 1932-35, mens sidst­nævnte ind­stillede ham ni gange fra 1933 og frem; han svigtede i 1934 og kom for sent i 1941 og 1944 (hvil­ket han i begge tilfælde gjorde Nobelkomiteen opmærksom på). Mere sta­bil, men også me­re rutine­præ­get i sin promotions­virksom­hed var professoren i engelsk lit­te­ratur C. A. Bo­del­sen, der ind­­stil­le­­de Jen­sen fra 1935 og frem til tildelingsåret. Som engangs­ind­stil­lere fi­gu­re­re­de litte­ra­tur­hi­sto­ri­ke­ren Paul V. Rubow i 1932, germani­sten L. L. Hamme­rich i 1934, fi­lo­sof­fen Frit­hiof Brandt i 1936 og et­no­logen Wil­liam Thal­bit­zer i 1938. Fra Aarhus Universitet ud­gik i 1937-38 fæl­les­­ind­stil­­lin­ger af lit­te­ra­tur­hi­sto­ri­ke­ren Ernst Frandsen og sproghistorikeren Peter Skautrup, og én gang (i 1942) op­trådte ger­mani­sten Heinrich Bach som indstiller.


Fra norsk hold indløb 12 indstillinger. Litteratur­historikeren Francis Bull og kunst­histori­ke­ren Jens Thiis (direktør for Nationalgalleriet) ind­stil­lede flere gange. Som en­gangs­ind­stillere fi­gu­rerede arkæologer­ne A. W. Brøgger (1931) og Sigurd Grieg (1939), filo­logen Did­rik Arup Seip (1942) og rigsanti­kva­ren Harry Fett (1944). En­gangs­ind­stiller var også den svenske se­mi­na­rie­lek­tor Vilhelm Cederschiöld (1941).

 

Argumenterne

Lad os se på nogle af argumenterne for at tildele Johannes V. Jensen den litterære No­bel­pris. Ef­ter sa­gens natur er det begrænset, hvor forbeholdent indstillerne formulerer sig. Tilsam­men giver ind­stil­­lingerne et indtryk af, hvordan ikke den litterære kritik, som ofte for hårdt frem mod Jensen­, men netop frem­trædende, venligtstemte samtidige vurderede forfatter­ska­bet.

Et par forbehold tages dog, som man bemærker, i Fre­de­rik Poulsens oprindelige ind­stilling. Den no­te­rer fak­tisk i for­bin­del­se med Den lange Rejse svag­he­der, hvad angår komposi­tions­evne, fi­lo­sofisk klar­hed og ”For­staaelse af den mere nuan­ce­rede En­keltsjæl”. Ikke desto min­dre er Jen­sen ”ubestrideligt Dan­marks største Dig­ter­begavelse og en af de originaleste og frodigste Dig­­tere i Nutidens Euro­pa”. Lyrikken bør yderligere styrke Akademiet  i over­be­vis­nin­gen om, ”at Nor­­den hæd­rer sig selv ved at give ham No­bel­præ­mi­en malgré tout”. To år senere var Dy­re­nes For­­vand­ling tilkommet. Den vidnede om en gun­stig ud­vikling af Jen­sens viden­ska­be­lige sans, så der nu ikke længere er ”Disharmoni mel­lem poe­­tisk Kraft og Tan­kens Strin­gens”. I 1932 frem­hæ­ver Poul­sen to ”mesterlige” digtsam­linger, og i 1941 peger han på lyrikken som det ypperste inden for produktionen, formelt det fuld­kom­neste, ind­holds­mæs­sigt det mest nærende. Året efter føjer han Vor Oprindelse til det læse­pensum, han skit­serer for Nobelkomiteen: ”en ge­nial og tænksom Dig­ters For­søg paa at frem­mane Menne­skets For­tid, saa den teg­ner sig med me­re plastisk og liv­fuld Form end gen­nem vi­den­ska­be­lige Værker”.

 

J. Brøndum-Nielsens 1931-indstilling peger ener­gisk på Jensens ”epokegørende Be­tyd­ning for ny­ere dansk Lit­te­ratur” og opholder sig ved hans umådelige evne til at tage imod og be­rige sig, hans ”stær­ke Tilknytning til det hjemlige”, samt hans interesse for ”den nordiske Sjæl”. Videre noteres Jen­sens

 

geniale Evne til at se Tingene og se dem paa en ny Maade, at kunne - som H. C. An­der­sen - se det poetiske og rige i det dag­lig­dags og nutidige, ja moderne, og i hans Evne til at gengive sine Indtryk saaledes, at de i det mindste paa en Dansk genfremkalder Fore­stillingen om, at man engang - ved en særlig Lejlighed, i en fjern urfrisk Barn­doms­tid - har sanset paa lignende Maade, eller saaledes, at man føler det som en Af­slø­ring af noget rigt og dybt, som man ikke selv har prøvet, men ved hans Ord tror paa og saaledes be­riges ved.


Dette leder til en nuanceret karakteristik af Jensens fornyende sprogkunst (”den su­ve­ræne Be­her­skelse af Sprogstoffet”) og specielt hans enkle og rene verskunst.

To år senere sætter Brøndum-Nielsen fokus på  mytedigtningen, som sammenlignes med H. C. Andersens eventyr:

 

[Myterne] maa sidestilles med det højeste, rigeste og skønneste af vore ypperste Dig­teres Kunst. / Paa Grund af denne Kunstarts knappe Form ligger det særlig nær at sam­men­stille Johannes V. Jen­sens Myter med H. C. Andersens Even­tyr - om hvil­ke Samtiden var tilbøjelig til at bruge Be­teg­nel­sen Bagateller, men hvis va­rige Værdi Tiden har fastslaaet. Johannes V. Jensen har i Løbet af en Menne­ske­alder pub­liceret en halv Snes Myte-Samlinger [..], der til sammen ogsaa i Antal og Om­fang omtrent svarer til H. C. Andersens 5 Bind Eventyr. Og som den, der gennem en Aarrække Gang paa Gang har læst H. C. Andersens Eventyr og Johannes V. Jensens Myter, føler jeg mig overbevist om, at det bedste af disse beslægtede Kunst­former - den ene mere barnlig, den anden mere viril - i kommende Tider vil staa Side om Side som noget af det uforgængeligste i dansk Lit­te­ratur, smaa Mesterværker ved deres Universalitet, deres Udtryk for en Sindets Rigdom og Var­me saavel som for en genial Sprogkunst.

 

Og i 1934 proklamerer han Jensen som ”den store Me­ster i dansk Nutidslitteratur”, hvis hoved­egenskaber ”er hans ene­staaende Sansnings- og Erin­dringsevne og Sprogkunst, og hans Kunsts Grundvold er hans menneskelige Rigdom og Varme og hans omfattende Kultur”. (Kun ved disse to lejlig­he­der overvandt Brøndum-Nielsen genbrugsfristelsen og for­mu­le­re­de sig ud over ind­­holdet i sin op­rin­de­lige skrivelse.)

 

Hans Brix formulerer sig overordnet om forfatterskabet, - det har ”haft til Ho­ved­formaal under ideal Synsvinkel at fremstille Livets, Menneskehedens, den nordiske Races Udviklingslinje, Frem­gangs­linje, Skæbnelinje” (1932). Året efter tales om Jensens ”ideelle humanistiske For­fat­terskab”, i 1935 om ”hans store og betydelige, af en samlet Livsop­fattelse og Verdensanskuelse baar­ne For­fat­ter­skab”.


Brix= pointering af, at synsvinklen hos Jensen er ”ideal”, antyder opmærksomhed over for kernestedet i Nobel-testamentet: at prisen skal gives til en forfatter eller for et værk med ”idea­lisk riktning”. Det samme ses hos Vilhelm Andersen, der i 1933 be­skriver for­fat­terskabets ud­vik­ling i idealsk retning som en bevægelse fra ”den psykologisk-ana­lyserende Stil” til ”den pla­stisk-type­dan­nende Fremstilling”. Videre pointerer Andersen, at Jensen har ”gen­skabt den store Stil fra Oeh­­len­schlægers og Thorvaldsens Tid i Nutidens Tanke- og Udtryksformer og givet det danske Sprog en man­dig Kraft og Renhed, hvorfor ikke mindst de, der med andre Mid­ler har arbejdet i den samme Retning, er ham dybt taknemmelige”.[1]

I 1937 refererer Andersen til, hvad han i anden anledning har erklæret, at ”hvad denne Dig­ter ellers var eller ikke var, var han dog en Mester, mere end moden til Nobelprisen, i det ele­men­­tæ­re”, og han tilføjer, at Jensen har nået ”det Store, han søger”, i romaner som Kongens Fald og Den lange Rejse, men også ”ved at give gængse moderne Litteraturformer som Hjemstavnsbil­ledet og Rejse­kroniken Præget af en Idé”. Og i 1939 bringer han lyrikken på tale; i den finder man ”det fasteste Udtryk for hans Stræben efter at give et primitivt Indhold en klassisk Form”. I 1940 taler han om Jensens sprogfornyelse og om, at han har indsat ”en ny Type af en sund Manddom med et rent Præg af den danske og nordiske Folkekarakter [og] gjort denne Type til Udtryk for en Idé”.

 

Vilhelm Andersen nåede ikke med som indstiller i 1944, men gjorde ”Hr. Sekre­tæ­ren” op­mærk­som på, at sygdom var grunden, og at han ikke frafaldt sin indstilling. C. A. Bodelsen blev således Jen­­sens eneste danske indstiller i 1944. Han lagde ud i 1935 bl.a. med følgende mo­ti­ve­ring:

 

Johs. V. Jensen har i en generation været den største skik­kelse i dansk litteratur og har ra­get højt op over sin samtid. Jeg tvivler ikke paa, at fremtiden vil indrømme ham en plads sammen med vor lit­te­raturs allerstørste navne. Til­trods for hans optag[et]hed af ti­dens problemer er det ikke som tæn­ker, men som kunst­ner Johs. V. Jensen skal be­døm­mes. Det forsøg paa at give en poetisk syn­te­se af menne­skehedens udvikling, som han har gjort i sin romancyklus Den lange Rejse[,] er vel vær­di­­fuldt, men endda langt vær­di­fuldere er de arbejder hvor han viser sig som en ren kunst­ner: hans digte og hans es­says (de saakaldte 'Myter'). Her naar han efter mit skøn nær­mere end nogen an­den nu­levende digter til det udtryk for tingenes inderste væsen, som er poesiens maal.

 

Til denne indstilling henholdt Bodelsen sig (hvadenten han gentog den eller nøjedes med kort at re­fe­rere til den) i de følgende år, - i krigsåret 1941 dog med tilføjelse af følgende: ”Den forening af styrke og balance, varme uden overspændthed og inderlighed uden sen­ti­men­ta­litet[,] som præ­ger hans poesi og hans lyriske prosa, staar sikkert for mange af hans lands­mænd, som den staar for mig, som udtryk for noget af det bedste i dansk væsen.”

 


Frithiof Brandts indstilling fra 1936 fylder otte ma­skin­skrevne sider og er ela­bo­re­ret som en artikel. Brandt gør Jensens fortjenester op i tre punkter: som beskrivelses- og stemningskunstner og som stilist og sprogfornyer; som skildrer af dansk og nordisk natur og sind; og som aktiv deltager i løsningen af kulturelle op­gaver (i forbindelse med retable­ring af Nationalmuseet, be­va­ring af oldtidsminderne og over­sættelse af sagaerne). Der­ef­ter gennemgår han forfatterskabet gen­re for genre, for ly­rik­kens vedkommende med poin­te­ring af, at 1906-digtene for alvor satte skel. Til hjem­­­stavns­digtningen regner han for­bavsende nok Kongens Fald og dele af Den lange Rejse. Her­over for står skildringerne af Johannes V. Jensens erobringstogter til den store, frem­me­de ver­den. Så fokuserer han på udviklingslæren, som Jensen har tilegnet sig på første­ hånd, så han kan udgrænse dens popu­lære forvanskning, og som han i sin kunst be­nyt­ter sindrigt-symbolsk i, hvad han selv kalder sine udviklingsmyter, incl. Den lange Rejse (dengang endnu ikke til­gæn­ge­lig i to­­binds­udgave), båret af længsels- og vandrings­motivet, der tilsidst føres ud over jor­dens kreds, mod den kosmiske oprindelse, samt af udviklings- og op­stig­nings­motivet, der fører mod human kultur. I dette enestående værks mytiske partier er dig­teren på sin højde, hæ­vet ”over alle tids­be­stemte meninger til en evig verden”.

 

Forfatterskabets mytiske karakter fremhæves også året efter af de to Århus-pro­fes­sorer Frandsen og Skautrup. ”Myten udgør hans blivende Værdi i dansk Litteratur. Hans historiske Be­tydning be­staar dels i Sprogfornyelsen, som er gennemgribende og kun kan sammenlignes med Oeh­len­schlæ­gers, dels i at han fremfor nogen anden har bidraget til Litteraturens Udvikling hen­imod ob­jek­tiv og positiv Livsopfattelse omkring Aar­hund­rede­skiftet, og at han fremfor nogen anden har be­stemt denne Udviklings kunst­ne­ri­ske Ud­tryk.”

William Thalbitzer, som i 1929 havde indstillet Knud Rasmussen til Nobelprisen, finder det uforståeligt, at Johannes V. Jensen ikke tidligere er fundet pris-vær­dig: ”Mange finder her at han - allerede fra sine ungdomsdage bærer digterkronen usynligt. Men endnu er han produktiv, ly­sende av skabende ånd og av poesiens hellige ild.” Herefter karakteriseres digteren nøjere:

 


Beundringsværdig er hans sidste digtsamling Påskebadet (1937) ikke mindst ved ind­led­nings­dig­tet. Også hans lidt tidligere bog Form og Sjæl (fra 1931), en samling skønt formede æstetiske be­tragt­­nin­ger, vidner om hans gennem et langt liv prøvede og mejslede storhed som en tolkende ge­nius av sin samtids tanker. Lad mig blot fremhæve avsnittene om 'Kunstens Logik' og 'Stadier i Skulp­tur', hele samlingen er kunstnerisk livs-vurdering av stort vingefang. Som en intelligent og fantasi­fuld tolker spænder Johs. V. Jensen videre og langt udover nutids­fæno­me­nerne. Han har forstået at fremmane et billede av Nordens klassiske digt­ning, med forstående tilbageblik til den nordiske saga­tid [..]­. På en seers måde har han skildret men­ne­ske­hedens første tider på Jor­den, i Dyrenes For­vandling livs­formernes genesis. Hans digtersind kan springe fra det nærmeste og mindste til det største og fjær­ne­ste i Universet, det inderste og dybeste i åndens verden. Øje­blik­ket og histo­ri­en synger ud av hans sjæl - og denne er en digters. / Johannes V. Jensen blev her i landet en fornyer av digtningens indhold som av dens form. [..] Han blev en fornyer av vort mo­dersmål, dets ordforråd som dets stil. Han er inderlig fortrolig med vort folkesprogs levende kil­der. Ingen av vore samtidige digtere har som han formået at samle vor aktuelle og vor ned­ar­ve­de kulturbevidstheds indhold i en livsanskuelses fortætning - udformet i et plastisk, ofte be­då­ren­de billedsprog./ Han har vist sig at være den fødte digter og seer, urkraftig, primitiv, op­find­som og sprudlende av fantasi. Få vilde fortjene prisen så ærligt som han!

 

Kunsthistorikeren Harry Fett indstillede som nævnt Johannes V. Jensen én gang, i det afgørende år 1944. Han havde tidligere indstillet Georg Brandes (1922, 1925-26) og Kostís Palamás (1936) - og pointerede nu, at han i sin tid indstillede grækeren som repræsentant for og symbol på ”det hel­len­ske folks mo­derne kulturvilje”. Og i givet fald kunne et lille land, tvunget til at være krigs­fø­ren­de, måske få prisen. Men ellers er Norden jo en mulighed:

 

Norge og Danmark har hver sin digter som nok har krav på å komme opp i første rekke blant Nobel-pristagere. Jeg sikter til Johannes V. Jensen og Johan Falkberget. En mannjevning mellem be­tydelige litterære personligheter er alltid meget vanskelig. På den ene side Johan Falkbergets vidt­­omspennende, speidende og gjen­nem­tren­gende skribentvirk­somhet [..]. Jeg har mere spredt kun­net følge med i Johannes V. Jensens pro­duksjon [..]. Men laurbærkran­sen må ikke deles. Det er intet som bør hete demi-laurbærkran­ser, og skal jeg driste mig til i det Herrens år 1944 å fore­slå Nobels laurbærkrans over­rakt noen, må det være til en av de mindre staters åndelige førere, og jeg har en følelse av at det vil være rett­færdigst da å gi denne til Johannes V. Jensen.

 

Det fremgår af Nobelkomiteens liste, at man ikke har opfattet Fetts skrivelse som en indstilling af Falkberget, endsige af Palamas. Men den aktualiserer unægtelig spørgsmålet om, hvilken rolle  krigssituationen spillede for indstillerne. Den al­min­de­lige usikkerhed kombineret med det forhold, at tildelingerne blev stillet i bero, er formentlig årsag til, at antallet af kan­di­dater til den litterære Nobelpris faldt (1934-44: 28, 37, 28, 37, 29, 33, 19, 15, 16, 20, 21). Den vi­gende ten­dens medførte, at med­lemmerne af Nobelkomiteen benyttede sig af deres ret til at foreslå kandidater (1940-44: 3, 2, 4, 5, 5).


På det konkrete felt kan man notere, at Ce­der­schiöld i 1941  fore­ta­ger en sammenligning mel­lem Johan Bojer og Jo­hannes V. Jen­sen og fore­slår, at den hen­satte 1940-pris gives til nord­manden og 1941-prisen til dan­­ske­ren: ”[..] ett stor­artat sätt at för all världen demonstrera, att sam­hö­righet i Norden håller, trots alla hårda på­frest­ningar”. Thiis po­in­terer i 1942, at det under de aktuelle ”vanskelige po­li­ti­ske for­­hold” må være nær­liggende at søge en prismodtager i Norden, - og da Dan­mark har væ­ret mindre Nobelpris-begunstiget end Norge, peger han på Jensen. Bach ta­ler samme år om, at ”tidens ugunst” gør det vanskeligt blot nogen­lunde neutralt at foreslå uden­land­ske for­fat­tere; han tør blandt de danske alene foreslå Jo­han­nes V. Jen­sen. En­delig bør nævnes, at Bull og Seip i 1942 im­plicit re­fe­rerer til situationen, forsåvidt som de - som fanger på Grini med ret til at sende ét (censureret) brev om måneden - brug­te de­res januar-kvote på sagen.

 

Coda

Hvad er nu det generelle i indstillingerne? Jo, gen­­nemgående påpeges sprogfornyelsen og det sti­li­stiske mesterskab, samt rodfæstetheden i hjem­stav­nen og i dansk guldalder, altså i den klassiske tra­­­dition fra Oehlenschläger og Thor­vald­sen. Vil­helm Andersen, der selv i ­høj grad bidrog til den så­kaldte guldalderkonstruktion, nævner endda Goethe. Ud­vik­lin­gen er gået mod  ”en moden og af­klaret mand­dom”, mod sundhed, mod harmoni. Det var det bil­le­de, som Jensen selv pro­pa­ge­re­de, og som hans hagiograf Leif Ne­der­gaard formid­le­de til eftertiden. Lars Handestens nye biografi gør sig fortjent ikke mindst ved at korrigere for mis­vis­ningen i dette billede­­.

Om indstillingernes argumentation har påvirket Nobelkomiteen, er en anden sag. Kun ét sted finder man en refererence: Per Hallström (komitéformand 1922-41) formår i 1925 ikke at læg­­ge skjul på, at Frederik Poulsens brev har irriteret han ud over alle grænser. Men efterhånden mild­nedes han og glæ­dede sig over, at det bar den rigtige vej med den før så køllesvingende vild­mand, der i ung­dom­men trådte ud af skovene for at invitere sine landsmænd til et skrapt bønne­mø­de. Først Folke­sla­ge­ne i Østen (1943) overbeviste endegyldigt Hallström om, at den teknikfanati­ske evolu­tions­­forkynder var blevet poet nok og menneske nok til at indoptage historisk fortid og kulturelt arve­­gods i sig og an­lægge et humant helhedssyn.Nobel nok, for nu at sige det kort!

Det er næppe fornødent at erindre om, at Johannes V. Jensen allerede i 1925 havde for­fat­terskabets sværvægtere bag sig. Kongens Fald fremkom samtidig med, at Nobelprisen blev bragt til eksistens, - men forblev stort set unævnt i sagsakterne. Digte (1906) opnåede for­be­hol­den om­tale i 1943. Den lange Rejse trættede Per Hallström, da han i 1939 sled sig igennem to­binds­­ud­gaven, - men blev­­ ikke desto mindre fremhævet af Österling som  Jensens ”kanske förnämsta ska­­­pelse”.

Der var da også almindelig dansk enighed om, at Johannes V. Jensen burde have haft pri­sen forlængst eller, som flere anslog,  ”for 20 Aar siden”. Frederik Poulsen sagde ”for 25 Aar si­den”. Hustruen Else erklærede, at hun gerne havde givet ham den ”for 40 Aar siden”, altså i 1904, da de blev gift. Thit Jensen skal engang have bemærket, at ved den lejlighed ophørte broderen med at være kunstner. Hvad De Aderton lagde vægt på var, at ”den djärva bildstormaren och stil­för­nya­ren” med tiden havde forvandlet sig til ”den patriarkalska klassikern, som nu känner sitt hjärta bäst för­ankrat i guldålderns diktning”, - for nu atter at citere fra Anders Österlings festtale.

 

 

Aage Jørgensen

er lektor ved Langkær Gymnasium



     [1] Her fast­hol­des en betragtning, som An­der­sen fremkom med allerede i den af Ludvig Holstein re­di­ge­re­de Hil­sen til Johannes V. Jensen paa hans 50 Aars Fødsels­dag, 1923; han skrev dengang bl.a.: De vil overalt det Store. De har ikke blot en u­bæn­dig, stund­om uvan Trang til at slaa store Slag, De har ogsaa en rolig Vilje og Evne til at se stort paa Tin­gene. Det store Dan­ske, som jeg har villet ære og tjene i min Forskning, det har De gen­skabt i Deres Digt­­ning. Jeg kunde ikke tænke mig at virke i Nutidens Danmark, hvis ikke De var min Lands­mand. (S. 36.)