AF HELGE KRARUP
“Alsace er, som navnet antyder, et land kaldet til den fremmeste skæbne. Det er det reneste land i verden; det skifter sine snavsede skjorter hvert tredivte år. Det fortærer sine flag ligesom sin udsøgte pianoleverpostej, berømt over hele kloden. Dens lækre ost, der lugter som Stradivariusviolin, dens nymåne-Münster fungerer som kompasnål til at finde poloise-racen i klodens geologiske lag, velkendt for poloise-ånden.”
Sådan indledes novellen, Den lænkede Stork (Patriotisk og alsacisk novelle) skrevet i fællesskab af chileneren Vicente Huidobro og alsaceren Hans Arp, 1931. Billedkunstneren og digteren Hans Arp var ikke ukendt med kunstnerisk samarbejde, tværtimod var det hans ideal at få fjernet det mere individuelt dominerende gennem et fællesarbejde, som han ofte praktiserede sammen med sin kone, Sophie Taeuber-Arp, der også var billedkunstner. Eller som her med Vicente Huidobro.
Bogen, Tres inmensas novelas, udkom i 1935 i Chile og senere på andre sprog. Som man kan se af indledningscitatet er det en anden, men dog genkendelig verden, vi møder, hvis love er dikteret af en digterisk logik. Ydermere er bogen en fandenivoldsk udlevering af militarisme, nationalisme og autoriteter til latteren, en nok så relevant kritisk latter dengang i 1930ernes begyndelse. Så selv om der er tale om fri kunstnerisk skaben, var øjnene ikke lukkede for den omgivende virkelighed.
Den fri skaben var et kodeord for Vicente Huidobro; han formulerede en -isme, el creacionismo: af crear, der på spansk betyder at skabe. Denne generelle æstetiske filosofi udformede han fra fra 1912 og frem.
ET HEKTISK LIV
Huidobro blev født 1893 i Chile og døde i 1948 samme sted, men boede en stor del af sit liv i Frankrig. Huidobros skæbne var egentlig tegnet fra starten, som rigmandsarving i en af de rigeste vingodsejerfamilier i Chile. Men han brød meget tidligt med det prædestinerede livsløb og med den jesuitterskole han gik i; han blev decideret anti-kristen.
Han var 18 år, da han debuterede som digter. Som ung skrev han om de franske symbolister og angreb heftigt den traditionalistiske chilenske digtning. Da han i en alder af 23 rejste til Frankrig - træt af chilensk provincialisme -havde han allerede seks bøger og to litterære tidsskrifter bag sig. De blev ikke de sidste.
I Frankrig fik han snart kontakt med Pierre Reverdy, Guillaume Apollinaire, Picasso, Juan Gris, Robert Delaunay og arbejdede med på forskellige tidsskrifter, bl.a. i DADA-sammenhæng.
I Spanien, hvor han boede i 1918 og igen i 1921, grundlagde han to tidsskrifter, Creación og Ultra og fik betydning for den spanske ultraisme. En digterisk bevægelse, som inspireret af ham ville spænde metaforen til det yderste. Via Jorge Luis Borges førtes denne inspiration til Argentina.
Samtidig med den digteriske virksomhed var Huidobro politisk engageret. Da han i 1925 var tilbage i Chile stillede han op for et ungdomsparti, men forlod valgkampen efter at være blevet udsat for et attentat. Han blev medlem af kommunistpartiet, som han brød med efter HitlerStalinpagten.
Huidobro deltog i den spanske borgerkrig på republikkens side og meldte sig over 50 år gammel til forsvaret af Frankrig som han opfattede som sit første fædreland, Chile som sit andet mod Nazityskland; han blev såret og døde af følgerne deraf i 1948.
EL CREACIONISMO
Bruddet med det traditionalistiske kom tidligt i Huidobros liv. I 1914 proklamerede han sit had til “rutinen, klicheen, det retoriske...de litterære fossiler...dem der stadig drømmer om det gamle og tænker at intet kan overgå fortiden... Jeg elsker det originale, det mærkelige...det som tørvetrillerne kalder vanvid...alt det bisarre og udtryk for oprør...alle lydene af lænker der sprænges...dem der drømmer om fremtiden og kun har tiltro til det kommende uden at tænke på fortiden.”
Denne ungdommelighed er vel beslægtet med futurismen, som Huidobro dog tog afstand fra: den indeholdt intet nyt; men han anerkendte naturligvis futuristernes rebelskhed og Marinettis proklamation af de frie vers.
År senere kritiserede han surrealismen: Surrealisterne talte om, at det tilfældige møde rummer en lovmæssighed, en lov vi ikke kender, men må studere. - Læser man f.eks. André Bretons roman, Nadja, 1928, på dansk i 1987 er tilfældige møder og sammenfald fremherskende. - Huidobro anerkender tilfældets skønhed, men påpeger surrealisternes manglende anerkendelse af viljen. For Huidobro lægger surrealisterne for megen vægt på automatismen. Denne er ikke mulig, alene fordi det at sætte sig til at skrive er en viljeshandling.
Det er spontanismen, som Huidobro finder anvendelig, der snyder surrealisterne. Hvorfor skulle man tillægge en så indsnævret personlighedsopfattelse, som den automatskrivende er, en så stor vægt? Man fratager digteren det største øjeblik, nemlig hvor han skriver og sammenstiller elementerne, dette “skakspil mod evigheden”, som Huidobro kalder det; en tilstand af poetisk delirium. Men det poetiske delirium er kontrolleret af fornuften, som har løftet sig op til samme stadium som fantasien.
AT SKABE
Og selve skabelsen, det at skabe skal være i centrum. Digtning er den skabte ting, i modsætning til den besungne ting. Digteren er en lille gud, skrev Vicente Huidobro og mente, at kunstneren skal skabe uafhængigt af naturen, men på samme måde som den “At skabe et digt ved at tage dets motiver fra livet og ændre dem for at give dem et nyt og uafhængigt liv.
Intet anekdotisk eller beskrivende. Følelsen bør fødes af selve det at skabe.
Lave et digt på samme måde som naturen laver et træ.”
Digtersprogets værdi er angivet af afstanden mellem det, vi ser og det, vi kan forestille os. Digteren skaber -udenfor den eksisterende verden - det, som bør eksistere: Hvis digteren ønsker det, kan fugle bygge rede på regnbuen. Digteren søger at udtrykke det uudtrykkelige.
I essayet Poesía, 1921 indkredsede Huidobro det digteriske arbejde: Udover sprogets objektive side, der benævner tingene, er der en anden, som bryder med de konventionelle normer: sprogets magiske side, som er det eneste, der interesserer digteren; og dér mister ordene deres præcise henvisning og opnår en anden, mere dyb.
“I alle ting er der et indre ord, et latent ord som ligger under ordet, der betegner tingene. Det er dette ord som digteren må opdage.”
Den analytiske distance og ironi, man ofte møder hos Huidobro, kan virke meget afkølende, men også skabe udbrud af stor skønhed og forunderlig bevidsthedsåbning og humor.
Han kunne- som det ses i indledningscitatet - skabe en syntetisk verden, der kan minde om surrealisternes eller den senere absurdisme.
ALTAZOR
Men han var også materialistisk i sin bearbejdning af sproget, og han klipper ord sammen, på samme tid som James Joyce. Dette ses ikke mindst i hans hovedværk, digterværket, Altazor på 3200 linjer, fordelt på 7 cantos, som han skrev på fra 1919 til 1931; de første fragmenter udkom i 1925.
Her går såvel verden som sproget i opløsning og bliver til lyd. Indledningen slår tonen an: p“Jeg blev født 33 år gammel, på Kristi dødsdag, jeg blev født på jævndøgn, under hortensiaerne og varmeflyene.”
Altazor er en metafor, en mytisk figur, hvis navn er sammenstillet af alto = høj + azar = tilfælde + azor = falk (+ ala = vinge). Det svævende og kosmiske er straks markeret, jævnfør undertitlen til første udgave: Altazor eller Rejsen i faldskærm. Altazor er en mangesidet, splittet person, både digterens jeg og en dobbeltgænger, selve mennesket og “kongen”. Den hidtidige orden er brudt sammen og det digteriske problem i denne værdisammenbrudte verden er: hvorledes kan sproget bære, bringe og viderebringe erkendelse og ikke mindst ny erkendelse.
Sproget bliver selvberoende: I Canto V præsenteres vi for flere sider med kombinationer af ordet “molino”, mølle: “Kedsomhedsmølle... Vindmølle...Mølle til ophidselse...Mølle som opdagelse” osv osv.
De to sidste cantos kan så stå som kronen på værket - eller som det endelige meningssammenbrud; her er sproget gået i opløsning og glider ind i nyskabende sprogavlen – for- og slutstavelser fra forskellige ord klippes sammen. De sidste linjer i Altazor er ren lyd og typografi:
Lalalí
Io ia
i i i o
Ai a i ai a i i i i o ia
Huidobro bevægede sig i dette værk gennem den sociale sprogkonvention via den digteriske og ind i et individuelt sprog - som dog stadig kan meningsaflæses; der er stadig en form for orden. Der er mindelser om dadadisterne, om børnesang, men også om indiansksproget inspiration - aymara eller mapuche, to indianske sprog i Chile. Ifølge latinamerikanske litteraturhistorier kom ingen anden spansksproget digter ud i en sådan ekstrem som Vicente Huidobro.
NERUDA-HUIDOBRO
I chilensk digtning - ikke mindst set med europæiske øjne - står Pablo Neruda som den dominerende figur, men Huidobro havde og har stadig stor indflydelse.
I Juan Andreas Piña Conversaciones con la poesía chilena, 1990, der rummer samtaler med nulevende, chilenske digtere, kan man se, at mange af disse er kraftigt inspireret af Huidobro. Som en anmelder af Piñas bog formulerede det: “Det drejer sig om total indflydelse, både på det personlige område og på det kreative fra en person (= Huidobro) som her slet og ret kaldes grundlæggeren af det moderne spanske sprog.” (La Epoca, 4.11.90, Santiago, Chile)
Neruda og Huidobro var rivaler, ikke mindst efter at Huidobro anklagede Neruda for at have plagieret et Tagore-digt. Denne rivalisering gav sig uskønne udslag: Jorge Edwards - chilensk forfatter og ligesom Neruda fungerende som diplomat, bl.a. som assistent for Neruda i dennes tid i Paris - fortæller i sin bog om Neruda, Adios, poeta..., 1990:
”Den meksikanske forfatter Octavio Paz var i 1937 sammen med Neruda i Paris, hvor Huidobro jo boede. Paz fik af Neruda at vide: “Du må ikke snakke med Vicente Huidobro.” Da den spanske digter Rafael Alberti besøgte Neruda i Chile i 1940erne, fik Alberti af Neruda at vide, at han ikke måtte besøge Huidobro, fordi Neruda ikke ville acceptere en sådan visit. Så Alberti måtte følgelig tage på hemmeligt besøg hos Huidobro. - Jeg ved godt, at vi er ude i småtingsafdelingen, men det er dog alligevel forbløffende: Af ovennævnte er der to - senere - nobelprismodtagere i litteratur!”
Da Huidobro i 1947, dødeligt syg, opsøgte Neruda i dennes hus i Isla Negra for at søge forsoning, nægtede Neruda at modtage Huidobro. Først i 1968, tyve år efter Huidobros død, kunne Pablo Neruda i en tidsskriftsartikel indrømme, at en af det spanske sprogs største digtere var: Vicente Huidobro.
Tres inmensas novelas udkom på Henrik Haves forlag Afterhand, 1998 i min oversættelse som Tre umådelige noveller. Ovenstående Huidobrocitater har jeg oversat fra Vicente Huidobro Obras Completas I-II, Editorial Andres Bello, Santiago, 1976.
På dansk er Huidobro præsenteret i Tvivlens Plageaand, redigeret af Claude Serbanne, oversat af Steen Colding, 1947; i Uffe Harders antologi, 8 latin-amerikanske digtere, 1964, samt i 100 kærlighedsdigte fra hele verden ved Tove Ditlevsen, 1967. Hans Arp kan man også finde i Tvivlens Plageaand, med et prosastykke skrevet i fællesskab af Arp, Duchamp, Eluard og andre; endvidere i Finn Hermanns antologi, aktuel surrealisme, 1966.
HELGE KRARUP
er adjunkt på Johannesskolens
Gymnasium og forfatter