Bogens Verden 1995 nr.4



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Himmerlandsmaler og Viborgforfatter

Til belysning af Hans Deuvs og broderen Johannes V. Jensen

Af Aage Jørgensen



Dövs - således blev han kaldt fra lille, og således signerede han et selvportræt dateret 5.6.1906. Johannes V. Jensen forklarer, at "det var hans egen besynderlige Udtale af Fornavnet Hans og noget af det første han kunde sige".

Døbenavnet var ellers Hans Otto Jensen, og født 1887 var han Farsø-dyrlægefamiliens næstyngste, som Johannes var den næstældste. Han ville være kunstner og blev så habil med penslen, som storebroderen havde været, før han ombyttede den med pennen. Han benyttede også kameraet, ligesom storesøsteren Thit en overgang havde gjort det, før også hun slog ind på forfatterbanen. Det besynderligt udtalte fornavn gjorde han i 1906 til sit efternavn. Det samme gjorde for resten søsteren Marie Louise, som også havde en poetisk åre. Hendes karakteristik af dyrlægeparret i Farsø iMindedigte, 1946 ("De var forskellige / som Falk og Ørn, / men de var fællige / om en Flok Børn") kunne stå som undertekst til Deuvs' oftere gengivne portrætter af dem ("hæderlige Elevarbejder i den gamle hæderlige danske Kunsts Traditioner", som Johannes V. Jensen bemærker).

Hans Deuvs var fra barndommen svagelig (dårligt hjerte forårsaget af gigtfeber). Ved hans tidlige død skrev Johannes V. Jensen (i Aarbog, 1916) en mindeartikel, hvori han forestillede sig Deuvs ankomme til Himmerigs port: Sankt Peder vinker ham frem, uden om trængslen af de mange, hvis sjæle skal "prøves og eksamineres", - "og Deuvs gaar straks, med en stor Hat paa Hovedet, ind og slaar sin Malerkasse op".

Ikke at Johannes V. Jensen troede på sligt! Men hvis man "kunne tænke saa enkelt og tillidsfuldt som henfarne Slægter", ville det utvivlsomt være således, man forestillede sig det. Forinden konstaterer han da også fra sin ateistiske position, og lidt kryptisk, at Deuvs ganske vist ikke frygtede døden; men "tilsidst gav han som en god Dreng fortabt, uden at have faaet sine Affærer ordnet hvad det angaar der følger efter". Dette udlægger Leif Nedergaard - formentlig korrekt - derhen, at Deuvs "ikke var kureret for den hjemlige spiritistiske tro".1) Specielt hårdt ramtes han, da han mistede sin 22-årige forlovede Gerda. Thit Jensen beretter, at han i København desperat søgte "til spiritistiske Seancer for at sige hende det sidste Farvel". Og hun tilføjer: "Kort efter Begravelsen søgte vi Forbindelse med dem derovre og fik den".2)

Johannes V. Jensen tog sig, kan man skønne, en del af ham, måske især efter at han i 1906 var taget til København for at blive uddannet på Kunstakademiet, - et forehavende, han imidlertid måtte opgive. Efter det skæbnesvangre opgør i dyrlægefamilien (efteråret 1901) havde Johannes givet Deuvs (samt faderen og søsteren Marie Louise) hånden til afsked, og vistnok lejede han atelieret på Asmussensvej til ham. Men Deuvs malede aldrig broderen, og der foreligger ikke vidnesbyrd om nært samvær; f.eks. nævnes Deuvs ikke i Villum Jensens Min fars hus. - Det var Deuvs, som i 1908 havde ført sin gode kammerat fra Akademiet Gustav Fenger sammen med Thit. Optagethed af okkultisme og spiritisme kan have knyttet ham tættere til den af Johannes så forhadte søster. - Men det var altså dog Johannes, som kærede sig om hans eftermæle: "Hvordan det saa har sig med at dø, den værste Død det er at svinde ud af sine Kæres Erindring. Det kan ikke times ham."

Hvad malede nu Hans Deuvs? Johannes V. Jensens nekrolog gengiver nogle af hans arbejder, bl.a. et tegnet selvportræt fra 9-årsalderen.3) Yderligere fem (oliemalede) selvportrætter er gengivet i et beskedent hæfte, som Helene Kragh-Jakobsen har redigeret og føjet til de udgivelser, som Farsø Bibliotek i 1992 bragte til torvs til ære for Johannes og Thit.4) Hæftet indeholder også portrætter af andre, især familiemedlemmer: forældrene, søsteren Thit ca. 1913, søsteren Anna Arden (i hvis hjem i Hurup, Thy, Deuvs døde), et søskendebarn m.v., samt landskaber: et engdrag, en hedevej nær Farsø, et parti fra Illeris Krat og et landskab i Thy. Et par fotografier bekræfter, at Farsø-egnen dengang havde store, åbne hedestrækninger, vidt forskellig fra, hvad der nu møder øjet. På et af dem ses Johannes V. Jensen siddende ved den gamle Sundvej med ansigtet bortvendt, på et andet hæver kirken i Farsø sig op over det flade land med de få gårde, - som på Johannes V.'s ungdomsmaleri af det samme motiv. Endelig er der et billede med legende børn i haven bag Søndergade 48 (nu indrettet som Johannes V. Jensen Museum), samt ét af tre unge piger i præstegårdshaven.

Hans Deuvs' produktion er, som man forstår, lidet omfattende (30-40 malerier). Seks billeder befinder sig i Thit Jensens Mindestue og seks andre i øvrige lokaler i den gamle rådhusbygning Torvet 1. Johannes V. Jensen Museet har fire billeder. Herudover har Helene Kragh-Jakobsen registreret fire billeder i privateje - med tilføjelse af, at der herudover findes "et antal billeder" i familiens eje (til disse hører formentlig det portræt af Store Jens, farbroderen i Aalestrup, som også illustrerer Johannes V.'s nekrolog). - Om maleriet "Hedevej sønden for Farsø", farvereproduceret efter Oluf Friis' Johannes V. Jensen-monografi, oplyses intet; ifølge Friis beror det på Nationalmuseet, - hvor det formentlig p.t. er nedpakket sammen med forfatterens arbejdsværelse. Det anføres ikke, at Friis også farvegengiver et billede - "lånt mig af Emmerik Jensen" - af dyrlægens studerekammer i det nu forsvundne barndomshjem. 5)

Nekrologen, vor fyldigste kilde til viden om Hans Deuvs, er optrykt i Helene Kragh-Jakobsens lille hæfte, som er en retfærdighedshandling. Ikke fordi Hans Deuvs på nogen måde rager op og gør krav på en placering i kunsthistorien, som man hidtil har forholdt ham. Men der må være råd til en niche også til denne fordringsløse himmerlandsmaler.


Johannes V. Jensen modtog som bekendt i 1944 Nobelprisen i litteratur. Vildmanden i det danske våben, der efter jordomrejsen 1902-03 ønskede at "gaa frygtløst ind i Hverdagene" og forvandle dem til "et skrapt Bønnemøde" for sine to millioner landsmænd, havde da forlængst indordnet sig som borger på torvet. Han kunne passere som dansk digter og som repræsentant for den danskhed, som De Aderton vel også ønskede at opmuntre - på et tidspunkt, hvor man kunne ane en ende på den nazistiske verdensterror. Det er 50 år siden netop i år, hvilketl man i Farsø har markeret med et symposium. Ganske vist glimrede han i fødebyen især ved sit fravær. Han har selv i myten "Barndommens Sig" skildret, hvordan det var, som om han for stedse drog ud af barndommen, da faderen en augustdag i 1889 lod ham stige af dyrlægevognen nær Louns præstegård, hvor han skulle rustes til en ny tilværelse som elev i, hvad han siden, i bogen Rudyard Kipling (1912), benævnte "Viborgs grundmurede Katedralskole".

Det er blevet titlen på en publikation, som skolen har udgivet i anledning af Johannes V. Jensens 100-års studenterjubilæum.6) Huen fik han efter tre drøje år i, hvad der dengang hed 4.-6. studerende klasse, og med den lod han sig fotografere af søsteren hjemme i Farsø. Fotoet er gengivet på foromslaget, som det i sin tid benyttedes af Oluf Friis på smudsomslaget til monografiens første bind. Da det var blevet bestemt, at han "skulde til Bogen", gik den første plan ellers ud på, at Louns-præsten skulle forberede ham til den krævende eksamen efter 4. klasse, så han kunne blive student allerede i 1892; så vidt rakte forkundskaberne imidlertid ikke.

Det kan virke lidt søgt med en sådan markering, men på den anden side: resultatet retfærdiggør initiativet. Og så har man tilmed fået den lyse idé at lade Peer Hultberg, selv student fra Viborg Katedralskole og i øvrigt som bekendt forfatter til romanen Byen og Verden (1992), levere et forord, hvori Johannes V. Jensen karakteriseres - som "stadig til det yderste aktuel", fordi han ved at indtage yderstandpunkter (f.eks. mellem "nordboblåøjet himmerlandsheltedyrkende nationalisme og sydlandskbrunøjet middelhavsromantiserende sentimentalisme") tvinger os til at "søge efter mellemvejen".

Ellers skilter bogen med, at den indeholder en nyhed, nemlig fem af Jensens danske stile, fundet i skolens arkiv for nogle år siden. Nyheden er gammel, forsåvidt som en af redaktørerne omtalte fundet i skolens årsskrift for 1985; gengivelsen dér er dog kun i uddrag.7) Den ældste af disse stile, fra årsprøven 1891, er den næstældste kendte tekst fra forfatterens hånd.8) Den skildrer en vandring over Alperne (fra "en lille By i Podalen" via Berner Oberland til Interlaken), som faderen angiveligt skal have foretaget "for mange Aar siden". Om denne godt to måneder lange fodrejse véd Oluf Friis tilsyneladende intet; han omtaler den studierejse til Tyskland og Schweiz, som Hans Jensen foretog i sensommeren 1888, som "hans eneste udenlandsrejse",9) - og heri fulgte Mogens Bjerring-Hansen ham i årsskriftartiklen fra 1985. Spørgsmålet er altså: har faderen faktisk foretaget denne ungdomsvandring, eller er beretningen skinbarlig fiktion - og i så fald Johannes V. Jensens første skønlitterære tekst? Fup eller fakta: stilen peger hjemad mod faderens virksomhed som fortæller, indad mod sønnens egen tilegnelse af rejselekture, - og fremad mod forfatterskabets centrale rejsetema.

Efterskriften er todelt. Erlend Thorvardarson skriver på grundlag af lærermødenotater, karaktergivning, referater af sammenkomster i diskussionsforeningen Minerva og tilbageskuende vurderinger i forfatterskabet om "Eleven og skolen". Og Mogens Bjerring-Hansen følger "en tynd, men ubrudt Viborg-linie" gennem forfatterskabet, incl. de fem stile, hvori han som en gennemgående tendens sporer "Farsødrengens opposition mod latinskolens embedsmandskultur" (hvadenten den nu ytrer sig gennem formuleringer, der irriterede læreren og fremkaldte røde bølgelinier i marginen, eller gennem henvisninger til værdier med tilknytning til "mit Hjem ude paa Landet").

I forfatterskabet møder man, som Thorvardarson noterer, "bemærkelsesværdigt hadefulde udfald mod skolen", men dog også udtryk for, at årene blødte sindet op og stemte digteren mildere.

Fra 1920 stammer essayet "Da jeg gik i Viborg Skole", hvor Johannes V. Jensen vedgår, at "nogen harmonisk Skolegang blev det ikke". Dog erindrer han med glæde idrætsudfoldelsen under lektor Frederik Petersens ledelse. Hans lidenskab dengang var "at blive forløst i Kroppen". At tysklæreren førte ham til Heine og Goethe og de tyske romantikere og til selv at fuske i det poetiske fag, nævnes nærmest i parentes. - Den 17-årige ankom til sit første møde med rektor Lefolii "med en stor Pibe i Sidelommen", og den blev tilsyneladende ikke lagt til side. "Vi røg meget Tobak", anfører han til sidst i essayet, - og "min Erfaring gaar ud paa at Tobaken er Studiernes værste Fjende".

Yderligere besked giver Kipling-bogen, der over et par sider rekapitulerer gymnasietidens litteraturoplevelser. Heine blev, hedder det, et skæbnesvangert bekendtskab - "for havde vi ikke hadet og ringeagtet Skolen før saa satte han os for evig Tid op imod den klassiske Undervisning og alt dens Væsen". Johannes Jørgensen "lukkede op for en ny Naturfølelse, han gengav os det danske Landskab". Men Kipling var som "et totalt nyt Lys paa Himlen"; han slog portene op "til den store vide Verden, den man kun halvt havde troet paa skønt man vidste der var noget der hed Indien, den levende Virkelighed selv, Tilværelsen i fuld Blomst derude, hvide og farvede Folk, Ruterne, Krigsskuepladsen, Kolonierne, kort sagt Englændernes haandgribelige robuste Verden".

Johannes V. Jensen forlod Viborg for at drage ud i den håndgribelige verden. Byen og dens grundmurede katedralskole var ham en nødvendig station på vejen. Straks efter eksamen skrev han til forældrene et digt, hvori han distancerer sig fra latinskolen med dens "vamlende Medicin" og ejheller oplever "den rigtige Glæde" i naturen ved Viborg Sø: "Thi hjemme er der dobbelt saa godt". Digtet, kendt fra museumsmontren i Farsø, trykkes hermed for første gang. Der er også megen bitter afstandtagen i første kapitel af debutromanen Danskere (hvor Buris Holm og Arnesen, "berusede af deres lidenskabelige Higen mod det Ny", forbereder sig på at lægge stiftsbyen bag sig), og der er megen barsk sarkasme i historien om løjtnant Uxen, der forflyttes til byen efter en affære og forvises fra den igen efter desperat forførelse af en lokal frøken og fortvivlet hærværk mod en dansepavillon.10)

Men hadet veg som nævnt for andre følelser, efterhånden som tidsafstanden øgedes. I 1908 skrev Johannes V. Jensen en bemærkelsesværdig kronik om Viborg. "Domkirken ligger og ruger som en Sfinks over det gamle Offersted; der er ikke hændt noget endnu, som har vakt den". Men den ny verdens besynger anskuer indbegrebet af den gamle verden med ambivalent blik: i den provinsielle stilhed er der en egen livsalighed: "Her har Tiden faaet Lov at gro ubrudt, her begynder Dag og Nat at nære".

Byen og verden (jfr. Peer Hultbergs romantitel) er et gennemgående tema i denne Johannes V. Jensen-publikation. Mogens Bjerring-Hansen finder det anslået i en artikel, "Fugle-Mortensen og Viborg Skole" (1950), hvis karakteristik af naturhistorielæreren H. Chr. Mortensen sammenfattes i mindeplade-teksten: "Hans Vid og Sindrighed bar Frugt, / hvorom der gaar i Verden Ry, / han fulgte Fuglen paa dens Flugt; / selv blev han i den stille By". Mortensen "opfandt" fugleringmærkningen og indskrev dermed sit navn i ornitologihistorien, og artiklens konkrete anledning var netop en engelsksproget udgave af hans arbejder om fuglenes trækruter. Johannes V. Jensen påpeger det modsætningsfyldte i Mortensens væsen: "Hans bundne Liv, i en lille stillestaaende By, maatte befri sig ad den Vej [dvs. gennem fuglestudiet], en Bevingethed i Sjælen, der nærede sig af Fuglenes Rejser og de vide geografiske Horisonter de aabnede".

Artiklen ligger i forlængelse af en karakteristik af Fugle-Mortensen, som Johannes V. Jensen offentliggjorde i 1930, og som her i bogen danner par med en næsten samtidig myteagtig tekst, "A. Conradsen", formentlig et portræt af den skomagermester, en af dyrlægens bekendtskaber, der udlejede sit kælderværelse til den vordende digter. Hvor Mortensens liv trods al international anerkendelse kom til at stå i resignationens tegn, træder Conradsen læseren i møde som personifikation af den folkelige kultur, med magt over sine historier og styr på sine virkemidler - indtil et apoplektisk tilfælde betager ham denne sjældne evne til at håndtere pointer. Johannes V. Jensen slipper ham imidlertid ikke som "en syg, lidende Hanelefant", men lader ham glide ud af teksten som en formidabel skøjteløber, som "helt det Naturen havde ment med ham".11)

Bogen indeholder endnu to (korte) tekster. "Det jyske Universitet" (1921) argumenterer for en placering af dette ved Viborg ("Passende Isolation, en By i Nærheden, og ellers Naturen!"). Og "Dollerup Bakker" (1934) fremholder det som "et nationalt Ansvar", at "dette glaciale Anskuelsesbillede" fredes.12)

"Folk der har gaaet i Viborg Skole fik her i sin Tid en aandelig Ballast de siden har skønnet paa", noterer Johannes V. Jensen i den sidstnævnte artikel, der også indskriver Dollerup Bakker som "noget stort og uforglemmeligt" i skoleerindringerne. Lad så være, at han i 1893-digtet til forældrene gjorde boet anderledes op, så end ikke naturen rakte som antidot til den vamle medicin, latinskolen havde tvunget i ham. Virkeligheden er, som den opleves, og som den erindres. Hvad barndommens Farsø angår, så ved vi, at han kun kom der sjældent - og ikke just for at dvæle. Maleren Albert Naur har berettet, hvordan digteren engang sidst i 1930'erne pludselig, et par dage før jul, foreslog: "Skal vi tage op og se den gamle vejviser?" "Den står ude på heden ad Svoldstrup [læs: Svoldrup] til, og det var det yderste punkt, vi vovede os til da vi var drenge". Som sagt, så gjort, og næste formiddag stod de så ved "den rustne jernvejviser med næsten forvitrede bogstaver på sine to vinkelarme", - og digteren "tænkte sit, og fandt pludselig ud af at 'mon vi ikke skulle styre mod syd nu? var det ikke en god idé?' Men var der noget jeg ville se? så!! 'Næh, det er der ikke', sagde jeg, 'jeg har set dig se, og det er nok'. Og vi nåede hovedstaden godt før jul".13)


Noter

  1. Leif Nedergaard, Johannes V. Jensen. Liv og forfatterskab, 2. forøgede udg., 1993, s. 409. (Jfr. 1. udg., 1968, s. 303.) Tilbage
  2. Thit Jensen, Hvorfra? Hvorhen?, 1950, s. 59f. (Jfr. Jens Andersen, Thit - den sidste valkyrie, 1990, s. 259-61, om Thits spiritistiske kontakt med afdøde familiemedlemmer.) Tilbage
  3. Tegningen kan sammenholdes med et fotografi fra 1896 af Thit og hendes yngste søskende (se Jens Andersen, Thit - den sidste valkyrie, 1990, s. 51). Tilbage
  4. Jens Andersen, Thits Billedbog, 1992, 63 s.; Aage Jørgensen & Bo Elbrønd-Bek, Johannes V. Jensen. Himmerlænding, dansker, kosmopolit, 1992, 64 s.; Johannes V. Jensen, Hans Deuvs, 1993, 31 s. (Serieredaktion: Helene Kragh-Jakobsen.) Tilbage
  5. Oluf Friis, Den unge Johannes V. Jensen, 1873-1902, I-II, 1974; bd. I, o.f. s. 16 og 25, samt s. 302. Tilbage
  6. Johannes V. Jensen, 'Viborgs grundmurede Katedralskole'. Tekster fra og om tiden i Viborg, redigeret af Mogens Bjerring-Hansen, Torben Z. Madsen og Erlend Thorvardarson, 1993, 115 s. Tilbage
  7. Mogens Bjerring-Hansen, "Johannes V. Jensens danske stile", Viborg Katedralskole. Årsskrift, 1985, s. 32-37. - Talen er om følgende titler: "En Vandring over Alperne", 1891; "Den danske Bondestands Kaar i de sidste fire hundrede Aar", 1892; "Til Belysning af Ordsproget: Ild og Vand ere gode Tjenere men slemme Herrer", 1892; "Indholdet og Grundtankerne i en af Oehlenschlägers Tragedier eller en Komedie af Holberg", 1893 (bunden opgave; Johaannes V. Jensen skrev om "Erasmus Montanus"); "Om Totalafholdenhedsbevægelsens Berettigelse og Betydning", 1893 (fri opgave). - Store forfatteres skolestile synes at være godt pressestof. Weekendavisen anmeldte 'Viborgs grundmurede Katedralskole' med let hånd 10.12.1993 og optrykte både stilen om faderens alpevandring og den om totalafholdenhedsbevægelsen (der pointerer, at "den jordiske Lykke [..] bestaar i at faa sin Nydelsestrang stillet"). Tilbage
  8. Mogens Bjerring-Hansen omtaler alpestilen som "den vistnok ældst kendte tekst af Johannes V. Jensen" (efterskriften, s. 105), men Oluf Friis refererer til et fødselsdagsbrev til faderen, som er en ugestid ældre (bd. I, s. 73). Tilbage
  9. Friis, bd. I, s. 25. (Jfr. H. Jensen, "Beretning om en Rejse til Tyskland og Svejts med det særlige Formaal at studere Kvægets Sygdomme", Tidsskrift for Veterinærer, 2. række, bd. 19, 1889, s. 314-37; dyrlægen besøgte de veterinære skoler i Bern og Stuttgart, men droppede den i Hannover på grund af "et stedse tiltagende Maveonde".) Tilbage
  10. Som bekendt strøg Johannes V. Jensen de to første romaner, Danskere (1896) og Ejnar Elkær (1898), af sit forfatterskab - med en flothed om, at de passende kunne tiltransporteres Johannes Jørgensens. "Løjtnant Uxen" (Politiken 24.10.1898) optrykkes hér for første gang. Tilbage
  11. Mortensen-artiklerne blev i 1956 bragt sammen i en posthum Johannes V. Jensen-bog med tegninger af Johannes Larsen. Conradsen-artiklen fremkom i Hjemmet 5.8.1930 og blev medtaget i den sjette mytesamling, Kornmarken, 1932 (samt i Myter, 1960, bd. II, s. 84-94). Tilbage
  12. I øvrigt henvises til: Oluf Friis, Johs. V. Jensen og Viborg. Latinskoleårene 1890-93, 1967, 31 s., 4 pl. (et forarbejde, naturligvis, til monografiens kap. V, "Viborg Katedralskole", bd. I, s. 72-97); Leif Nedergaard, Johannes V. Jensen. Liv og forfatterskab, 2. forøgede udg., 1993, s. 36-46 (s. 43-44, om gymnasiastens ateistiske livsopfattelse, findes ikke i 1. udg., 1968); Erik M. Christensen, "Johannes V. Jensen og Viborg: Kulturhistorie modsat digtning?", i: P.S. 1. En hilsen til Peter Seeberg, 1993, s. 127-30. Tilbage
  13. Albert Naur, "Vejviseren på heden. Erindringer om et venskab med Johannes V. Jensen", Politiken 12.10.1964. (Det var på vej hjem fra et andet sådant besøg, hos Bette Jens, at digteren udtalte: "Himmerland - det har aldrig eksisteret - det er noget jeg har fundet på"; jfr. Peter Q. Rannes, "Stakkels Farsø", Politiken 7.9.1991.) - Johannes V. Jensen, 'Vejviseren', Politiken 7.4.1940, optrykt i Mariehønen, 1940, s. 104-14, og påny i Himmerlandshistorier, 1973, s. 354-60, omtaler den gamle vejviser som 'Grænsepælen for vor Verden da vi var Børn', men skildrer ellers tidlige udflugter østpå til Guldager og bilture til egnen 'i senere Aar'; et billede nåede han ikke at få taget af vejviseren, - da han 'endelig en sidste Gang var paa Hjulene igen og paa de Kanter', var den fjernet ('den sidste Kending der knyttede mig til disse Strøg'). Tilbage



Tilbage til toppen