Bogens Verden 1996 nr.2


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Doktor Zivago

- eposet om den russiske revolution

Af Ib Skøt, bibliotekar



Ved at læse Boris Pasternaks roman Doktor Zivago, et af de berømteste storværker i nyere russisk litteratur, sættes der uundgåeligt nogle tanker i gang om den politiske og åndelige situation i Rusland dengang - på romanens tid -, og nu - det meste af et århundrede senere -, og uundgåeligt drager man nogle paralleller.

Romanan omhandler den mest turbulente epoke i nyere russisk historie, tiden for de to russiske revolutioner: den fejlslagne, i 1905, der blev slået ned af tsaren, og revolutionen i 1917, der betød det endelige gennembrud for bolsjevikkerne og en total omkalfatring af hele det russiske samfund. De voldsomme og til dels blodige begivenheder opleves af romanens hovedperson, lægen og humanisten Jurij Zivago, gennem hvis øjne og bevidsthed begivenhederne ses, og hvis skæbne de på afgørende vis får indflydelse på. Gennem Zivago, som vel nærmest er forfatterens alter ego, udtrykker Pasternak sin vurdering af og dom over begivenhederne.

Bogen, som føjer sig smukt ind i den fornemme russiske realistiske romantradition fra det forrige århundrede, opleves både som en stor kunstnerisk manifestation fra forfatterens side og som et værdifuldt og pålideligt dokument fra en periode i russisk historie, der ellers var præget af bratte omvæltninger og forvirring af både politisk og åndelig art. Det værdifulde ligger ikke mindst i realismen i bogens skildringer.

Jurij Zivago og den russiske revolution

Vi møder Jurij Zivago i romanens begyndelse, da han som 10-årig deltager i sin moders begravelse. Han er vokset op hos moderen alene; faderen, som er en mere vidtløftig natur, har forladt dem for flere år siden til fordel for en urolig og ustabil tilværelse, hvor han bl.a. får formøblet familiens formue. Efter moderens død tager en onkel, som Jurij har tillid til, sig af ham, og senere kommer han til at vokse op hos professor Aleksandr Groméko og hans familie i Moskva, hvor han får et godt og kærligt hjem. Datteren i huset, Ton'a, bliver en af hans barndoms og ungdoms bedste venner, og følelserne bliver senere til kærlighed - han gifter sig med hende og bevarer livet igennem en dyb og ægte hengivenhed for hende.

Jurij er altså rundet af det bedre borgerskab, og de værdier, han tager med sig fra denne opvækst, bevarer han i sit hjerte hele sit liv, gennem alle de voldsomme og til dels brutale omskiftelser, som det russiske samfund kommer til at erfare i de år, som skulle komme. Han bliver uddannet til læge, og dyrker samtidig hermed en vis skribentvirksomhed, skriver en del digte - en virksomhed, som han mere og mere kommer til at tage sin tilflugt til i perioder under revolutionens og borgerkrigens turbulente periode, for dog at få givet udtryk for, hvad han føler og tænker.

Man kunne ud fra dette måske tænke, at han så nok er prototypen på "det overflødige menneske", en mennesketype, som så tit er blevet skildret i den russiske litteratur, en håbløs romantiker, der nægter at se virkeligheden i øjnene, så hård som den også er. Dette er ikke tilfældet. Jurij Zivago er først og fremmest et pligtmenneske og bevarer livet igennem en fuldt ud realistisk erkendelse af og indstilling til livets realiteter. Under verdenskrigen gør han tjeneste som militærlæge ved den russiske vestfront, ligesom for øvrigt Lara, hans livs store kærlighed, gør tjeneste her som sygeplejerske. Her bliver de bekendte med hinanden for første gang, og da livet og tilfældighederne senere, efter krigens slutning, fører dem til samme egn af landet, opstår deres - livslange - kærlighed til og passion for hinanden.

Efter krigen vender Jurij tilbage til sin familie i Moskva (han og Ton'a har i mellemtiden fået en søn), og intet er nu som før. Revolutionen er i gang. Meget fint skildrer Pasternak, hvordan alting hastigt, så at sige fra dag til dag, forandres. Det gælder både de helt praktiske og jordnære problemer, såsom at skaffe brændsel og de helt basale fødevarer - i det hele taget rent praktisk at overleve -, og det gælder ikke mindst den åndelige rådvildhed, der greb mange i de år. Hvad skulle man hælde sit hoved til, hvad skulle man tro om, hvad der foregik? Skulle man bare klappe i hænderne over revolutionens fremmarch og sige ja og amen til alt, eller skulle man prøve at holde fast i nogle af de værdier og normer, som man trods alt havde med sig fra tidligere? Jurij vælger det sidste. For ham bliver kærnen i alle omskiftelserne pligtfølelsen og omsorgen for hans familie. Men dermed være ikke sagt, at han er en absolut fjende af revolutionen og alle de forandringer, den fører med sig. Som så mange andre, der kender lidt til russisk historie, forstår han meget af baggrunden for, hvad der sker - den store sociale indignation, der havde sin rod i de enorme klasseforskelle i det daværende russiske samfund. Og meget kunne han forstå og have sympati for. Men den fuldstændig ukritiske anvendelse af vold, som de revolutionære lægger for dagen, og - navnlig - hele det brud på kontinuiteten i samfundet og den roligt fremadskridende udvikling, som hele revolutionen er et udtryk for, fylder ham med modvilje og foragt. Her kan han ikke være med.

Jurij og Ton'a gør op med sig selv, at de ikke kan blive i Moskva, som er et af de steder, hvor det brænder hårdest på under revolutionen, og hvor livet er vanskeligst. De vælger, sammen med Ton'as far og sønnen Sasca, at begive sig til godset Varykino, som ligger et sted i Uralbjergene, og som er et slægtsgods, som tilhører Ton'a på mødrene side. Efter en utrolig lang og besværlig rejse når de omsider frem og slår sig ned. Tilfældigt viser det sig, at i den nærliggende provinsby, Jur'atin, bor og arbejder Lara sammen med datteren Katja. Hendes mand, Pasca, som hun føler megen trofasthed og solidaritet over for, rejste i sin tid fra hende for at gøre tjeneste ved vestfronten under krigen, og han kommer i den kommende tid til at spille en nok så afgørende rolle under revolutionen og borgerkrigen under navnet Strel'nikov. Tilfældigt kommer Jurij, som ikke har glemt Lara fra deres tid ved militærhospitalet, på sporet af hende, han opsøger hende, og et forhold udvikler sig imellem dem. Han glider ind i en dobbelttilværelse, hvor han dels lever sammen med sin familie i Varykino, dels er på hyppige ture ind til Jur'atin, officielt for at gøre studier på biblioteket, men i virkeligheden for at være sammen med Lara.

På en af sine ture på vej hjem fra byen alene til hest, bliver han antastet og pågrebet af nogle ledere af en revolutionær partisangruppe, som tager ham til sig, for at han skal være med dem og virke som feltlæge for gruppen, som opererer der i området. I temmelig lang tid (et år eller mere) er han tvunget til at følge gruppen og samarbejde med dem, og han tæres mere og mere hen af længsel efter sin familie, hvis skæbne han ikke kender, og Lara. Efterhånden som revolutionen skrider frem, og Jurij Zivago bliver direkte involveret i den og nærmeste vidne til, hvad der sker, føler han sig mere og mere fremmed og modvillig over for, hvad der foregår. Et af de værdifulde momenter i Pasternaks roman er skildringen af, hvor forskellige folks motiver kunne være til at gå med i og blive tilhængere af revolutionsbegivenhederne. Ikke alt var jo den rene idealisme. Her skildres alle slags motiver, lige fra personlig hævntørst for tidligere forsmædelser til almindeligt medløberi og en fuldstændig ukritisk overtagelse af tidens slagord og dens klichéer. Jurij hører som følge af sin sociale herkomst ikke til på den rigtige side, men han kan altså bruges som læge. Mere og mere føler han, at han tilhører en samfundsgruppe, som der ikke er plads til i den nye verdensorden, som udelukkende tænker i klassebegreber og klassemodsætninger. Han er jo en bourgeois, og selv om han prøver nok så meget på at forstå, hvad der sker, bliver han mere og mere sorteret fra af samfundet som en ubrugelig fortidslevning, en reminiscens fra den gamle verden, som ingen mere vil vide af. Her nytter hans evne til at forstå og hans humanisme ikke.

Det lykkes for Jurij at flygte fra partisanlejren, han finder tilbage til Jur'atin, hvor han får nys om, at hans familie er rejst tilbage til Moskva, og han opsøger igen Lara. Den kommende tid lever de sammen - det bliver den tid, de får med hinanden. Først opholder de sig i Laras lejlighed i Jur'atin, senere - efterhånden som nettet strammes om dem - flytter de til det nu forladte Varykino. Men heller ikke her kunne de blive evigt. Efter at være blevet opsøgt af Laras onde ånd, Komarovskij, som i hendes ungdom har udnyttet hende seksuelt og følelsesmæssigt, ender de med at indse, at de må rejse hver til sit. Lara og Katja følger Komarovskij over til et fjernt sted i Sibirien, mens pligtfølelsen byder Jurij at tænke på at genfinde sin familie. Efter at Lara og Komarovskij er rejst, bliver Jurij endnu nogle uger i Varykino, inden han begiver sig den lange, lange vej til fods til Moskva.

Over et år tager denne vandring ham, og da han når Moskva, er intet som før. Borgerkrigen er forbi, vanskelige år med materiel nød og mange problemer står for døren. Jurij opsøger deres gamle hus og finder ud af, at det ikke er deres mere. Alle mulige andre folk bor der nu, og hans familie er, finder han ud af, emigreret og opholder sig nu i Paris. Jurij finder ikke råd for at gøre det samme, han bliver, hvor han føler han hører til, selvom han nu må føle sig som en komplet fremmed i samfundet. Han slår sig sammen med pigen Marina, som er datter af gårdskarlen i hans og Ton'as gamle hus, Markel, for uden en kvinde går det ikke. De får tilmed to børn sammen, to piger, men Jurij bliver, som tiden går, mere og mere sær og enspænderagtig. I perioder forlader han dem og lever for sig selv, forsøger sig stadig med sine skriverier, og går så småt i forfald.

Ca. ti år mere får han at leve i. Moskva i 20'erne rummede endnu nogle muligheder for overlevelse for en eksistens som ham. Kunstlivet var endnu ikke så hårdt ramt af censuren, som det senere blev, nye retninger inden for billedkunst og litteratur opstod, og der blev eksperimenteret en del inden for kunsten. - Omkring 1930 dør han af et hjerteanfald, idet han fra en sporvogn tror at se et glimt af Lara i menneskestrømmen på fortovet. Næsten symbolsk dør han netop på dette tidspunkt, på tærskelen til en for landet iskold tid, med Stalins jerngreb om landet i de kommende godt og vel to årtier.

Man kan i det hele taget sige, at romanpersonen Jurij Zivago har en symbolværdi i romanen, han symboliserer den gamle fine russiske kultur og dannelse, en klassisk humanisme, der nødvendigvis måtte bukke under i den flodbølge, der udgjordes af den russiske revolution. Gennem denne person udtrykker Pasternak sin dom over sin samtid, en tid, der var fyldt med så voldsomme begivenheder og omvæltninger, at umådelig mange menneskeliv gik til spilde, og en tid, der politisk var så fuld af en næsten paranoid mistro til landets borgere, at den meget ofte så fjender - af folket og af fremskridtet - selv der, hvor der ingen fjender var.

En romantisk kærlighedshistorie

De to kvinder, der kommer til at betyde mest i Jurij Zivagos liv, er Ton'a og Lara. På trods af sin lidenskabelige forelskelse i Lara, glemmer han aldrig helt sine følelser for Ton'a, og hans hengivenhed for og solidaritet med hende er dyb og oprigtig. Han træffer Lara første gang, da de begge gør tjeneste ved et lazaret ved vestfronten under 1. verdenskrig, fatter interesse for hende, men bliver afvist, da hun jo har sin mand, Pasca, der gør tjeneste som frivillig soldat ved fronten, at tænke på. Senere, under revolutionen, da tilfældet fører Lara og Jurij til den samme egn af landet - et tilfælde, som ganske vist foregår i en roman, men som også livet selv kan opvise -, bliver kærlighedsforholdet imellem dem ligesom til noget uundgåeligt. De er så at sige bestemt for hinanden.

Det er, hvad man kan kalde det perfekte romantiske sceneri: en mand og en kvinde, henvist til hinanden midt i et land, der befinder sig i borgerkrig og revolution. Rundt omkring dem udspiller der sig voldsomme begivenheder, som de nærmest ikke forstår og ikke har hjertet med i. De er derfor henvist til hinanden, som på en øde ø lever de sammen, altimens nettet strammes mere og mere om dem og adskillelsen bliver uundgåelig. Det er vel bl.a. dette romantiske moment i historien, som har givet stof til en - i øvrigt temmelig vellykket - Hollywood-filmatisering af romanen.

Men i romanen fremtræder det noget anderledes. Selv om sceneriet omkring dem er romantisk, så er hverken Jurij selv eller Lara romantikere. De er begge udprægede pligtmennesker, med en realistisk indstilling til sig selv og deres situation. Hver især er de præget af deres solidaritet med og ansvarsfølelse over for deres familier, og de ønsker først og fremmest selv at være nyttige mennesker i samfundet. Den politiske situation har gjort, at de står uden for dette samfund, og hvad kan de så gøre andet end at søge trøst og forståelse hos hinanden i den givne situation? I Lara, som oprindelig havde meget sympati for de revolutionære begivenheder, men som senere har revideret sin opfattelse, har Jurij ikke alene fundet en elskerinde, men også en åndsbeslægtet. - Man kan heller ikke sige, at Jurijs skyldfølelse over for Ton'a i den periode, hvor han både lever sammen med hende og besøger Lara i Jur'atin, er af just romantisk karakter. Her er tale om et menneske, hvis følelsesliv er dybt splittet. - I det hele taget må man sige, at Pasternak, snarere end at betone det romantiske i historien, lægger vægt på at beskrive det fortvivlende i deres situation, med en yderst realistisk baggrund i de historiske begivenheder.

Romanens kunstneriske udformning

Den røde tråd i romanens komposition er, at vi i kronologisk rækkefølge følger Jurij Zivagos liv fra han er 10 år (omkring år 1900) og frem til hans død (omkring 1930). Som baggrund for og sideløbende med dette livsforløb får vi skildringen af udviklingen i det russiske samfund i det omtalte tidsrum, med skildringer af livet både i storbyen (Moskva) og ude omkring i landet. En væsentlig del af det værdifulde i romanen ligger i disse skildringer, som på én gang er farverige og meget realistiske og troværdige i det billede, de giver af landet.

Som sådan kan bogens komposition siges at være traditionel og følge opskriften fra det 19. århundredes klassiske roman, der har én central hovedperson, hvis liv og skæbne vi følger, gennem forfatterens skildring af hans gang gennem skiftende miljøer. Men en ting, der gør, at bogen rent kompositorisk er mere moderne, er, at fortælleteknikken er kontrapunktisk, dvs. at fortællerperspektivet i bogen ligger hos skiftende personer. I store dele af romanen ligger perspektivet hos Jurij Zivago, dvs. det er gennem hans bevidsthed, begivenhederne sanses og opleves. Men i andre afsnit af bogen ligger perspektivet hos Lara, dvs. det er hende, vi følger og oplever igennem. Det kan også ligge hos Misca Gordon, Jurijs gode ven og barndomskammerat, og det kan i andre afsnit ligge hos andre, ikke så vigtige personer. Indimellem bliver der fortalt alment beretttende, af en neutral alvidende forfatterperson, som jo så repræsenterer Pasternak selv. Denne fortælleteknik er med til at give læseren en forestilling om, at der, både hvad angår de konkrete historiske begivenheder og livet som sådan, ikke er én, men mange sandheder. - Men bogen er, som titlen også så tydeligt signalerer, først og fremmest Jurij Zivagos. Det er om ham, der berettes.

Gennem romanens sprog fornemmer man, at det er en akademisk skolet mand, der skriver. Sproget er reflekteret og samtidig klart og præcist beskrivende. Ofte dvæler forfatteren ved sjælelige tilstande, som han evner at beskrive meget fint. Indimellem den klassiske, rene fortællestil støder man ofte på udsøgte og meget originale billeder, f.eks. som følgende:

I anledning af middagstimen eller helligdagen var der ikke en sjæl i marken. Solen brændte over bælterne af korn, der endnu ikke var mejet, det så ud som en straffefanges halvvejs glatragede nakke. Over markerne tumlede fuglene sig. Med hængende aks stod hveden spændt som strenge i det fuldstændige vindstille eller rejste sig, langt fra vejen, i traver, som efter vedholdende stirren antog form af skikkelser der bevægede sig, som var det landmålere, der gik rundt helt ude ved horisonten og noterede et eller andet.
eller som følgende, også meget udsøgte beskrivelse:
Alt rundt omkring gærede, voksede og hævede sig i kraft af tilværelsens magiske gær. Henrykkelsen over livet drog frem som en sagte vind, i bred bølge, uden at vide hvorhen, over jorden og byen, gennem murene og plankeværkerne, gennem træ og kød, og greb alt hvad den mødte på sin vej med en skælven.
Indimellem skifter sproget naturligvis farve alt efter, hos hvilken person fortællerperspektivet ligger. Det er et sprog, som er meget langt fra at være banalt, men som på den anden side heller ikke virker kunstlet. Et stemningsmættet og rigt sprog. Glemmes må det heller ikke, at den store samling af Jurij Zivagos digte, som afslutter romanen, hører til noget af det bedste i nyere russisk lyrik.

Pasternak afsluttede sit store romanværk i 1956, dvs. det må formodes at være skrevet i tøbrudsperioden inden for russisk litteratur, der kom i årene efter 1953, efter Stalins død. Det var en periode, der varslede nye tider, i samfundet som helhed og ikke mindst i litteraturen. Der kom en liberalisering og optøning af den strenge censur fra Stalin-tiden, pludselig var der mange flere ting, som det nu var muligt at skildre i litteraturen og vel at mærke bagefter få udgivet. Men det gjaldt ikke for Pasternaks roman. Der var stadigvæk ting, man ikke ønskede at se på tryk, og som ikke måtte komme ud til folket. Det gjaldt bl.a. den hellige russiske revolution, som der ikke måtte sættes spørgsmålstegn ved berettigelsen af, heller ikke selv om beskrivelsen af den var nok så virkelighedstro og neutral i tonefaldet. Pasternak måtte derfor ty til at få sin roman udgivet i udlandet, først i Italien (i 1957), og snart fulgte oversatte udgaver i mange lande. På dansk kom den i en glimrende oversættelse ved Ivan Malinowski.

I 1958 blev Pasternak - fuldt berettiget - indstillet til Nobelprisen for denne roman, men blev af den sovjetiske forfatterforening nægtet tilladelse til at modtage prisen. Den sovjetiske litterære verden led herunder et knæk i sin anseelse i udlandet, hvor netop Pasternak var den mest kendte russiske forfatter på det tidspunkt. I 1987 blev det - i takt med den liberalisering af åndslivet, der fandt sted i Gorbatjov-årene - besluttet at lade romanen udkomme i Rusland.

Man kan kun håbe, at det russiske læsepublikum vil tage vel imod romanen. Det er jo en meget vigtig del af deres egen historie, den handler om. Men i øvrigt har man ikke hørt meget om dette derovrefra. I disse år er det nok også sådan, at livet i dagens Rusland byder på så mange praktiske problemer, at selve kampen for at få fodfæste i det ny samfund og slet og ret at overleve tager så meget af den menige russers tid og kræfter, at der ikke er så megen tid til overs til kulturelle og litterære sysler. Romanen, som er en fortælling om to prægtige, livsduelige og etisk ansvarlige menneskers deroute og vanskæbne under den russiske revolution og i årene derefter, må - synes jeg - opfattes som et meget vigtigt værk, dels i den russiske litteratur, dels i den russiske nations historie, på grund af virkelighedstroskaben i dens skildringer. Så man må håbe, at russerne vil tage den til deres hjerter, således som det er sket i udlandet, og at den må få den status i forfatterens hjemland som den fortjener, nemlig som en vigtig brik i den nationale selvforståelse.

Note:

Stavemåden i de russiske person- og stednavne er taget direkte fra den danske udgave:
Boris Pasternak: Doktor Zivago.
Kbh.: Gyldendals Tranebøger, 1961.
(På dansk ved Ivan Malinowski).



Tilbage til toppen