Bogens Verden 1996 nr.6
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
En læser på langfart
Litteraturforskeren Tage Hinds posthumt udgivne essays minder os om, at vi undertiden skal gøre de vanskeligste ting, herunder læse de sværeste bøgerAf Erik Skyum-Nielsen
Tage Hind: Apati og lidenskab. Udvalgte tekster. Med oversigt over forfatterens produktion 1994-96. 215 s. Politisk Revy 1996
I begyndelsen af juli i år døde litteraturforskeren Tage Hind, få dage før han ville have rundet de firs. Men han nåede heldigvis at redigere og læse korrektur på en bog, der nu uvægerlig får karakter af et åndeligt testamente.Værkets ældste dele går tilbage til 1948, 1961 og 1991. Det meste af stoffet var imidlertid nyt, og sammenskrevet i forfatterens sidste år, da han tro mod sin lyst tumlede med nogle af tilværelsens vanskeligste spørgsmål og med vanligt gåpåmod læste de sværeste, de dybeste digtere og filosoffer.
Tage Hinds egen baggrund var sammensat, mangfoldig. Han var gammel modstandsmand i Dansk Samling og blev i 1960erne en hovedkraft i dannelsen af Kampagnen mod Atomvåben. Af profession var han forfatter, højskolelærer, universitetslektor, og han stod i sin tid for oprettelsen af Dramaturgisk Institut ved Århus Universitet. I sine sene år var han desuden aktiv i kredsen omkring tidsskriftet »Øjeblikket«.
Bogens titel Apati og lidenskab forklares i grunden i alle dens tekster, men især i dens første kapitel, der skildrer humanismens fødsel i Europa, og i et senere, kort afsnit om atomvåbenkampagnen i begyndelsen af 1960erne og dermed også baggrunden for hans politiske engagement. Her skriver Tage Hind, at den vigtigste bevæggrund bag anti-atomvåben-arbejdet for ham var ønsket om at bryde koldkrigsperiodens lammende apati, hvad angik politisk vilje og handling. Mod hvad han så som mondæn pessimisme, satte han en stædig tro på, at tingene vitterlig kunne forandres. Ånd betød for ham skyldfølelse – og dermed ansvarlighed.
Ansvarsfølelsen vaktes tidligt, og blev bestyrket af, hvad Tage Skou-Hansen jo har kaldt frihedskampens »midlertidige fællesskab«. Som medlem af en nedkastningsgruppe var Tage Hind således med til i Saltøskovene ved Næstved at tage kærligt imod stenguns og håndvåben i containere leveret af RAF. Disse natlige våbenmodtagelser, skriver han, »var en ganske særlig oplevelse, et momentant fællesskab mellem mennesker fra alle dele af samfundet, arbejdere fra papirfabrikken, bønder, skolelærere, præsten og en kunstmaler, håndværkere, læger fra sygehuset og officianter fra kasernen. En illusion i måneskin af et klasseløst samfund.«
Ikke mindst på denne baggrund nærede Tage Hind en indgroet skepsis mod al fatalisme, og han var i politiske og intellektuelle sammenhænge altid den, der ville binde sammen og vise, at der ingen reel modsætning bestod, dér hvor andre ellers ad tankens vej havde fået verden bragt til stilstand. Han var af væsen politisk ansvarlig, men samtidig skeptisk imod énøjet politisk fornuftstro. Han var på vagt over for åndløshed i enhver form, men også over for spiritualisering, dvs. tendenser til at ophøje det åndelige og skille det fra stoffet og kroppen.
Som litteraturlæser viser Tage Hind sig i sine posthumt udgivne skrifter som uhildet, men insisterende, en søgende sjæl, men en sammenføjer. Har han et gennemgående budskab, handler det om et opgør med den typisk europæiske »enten-eller tænkning om relationen mellem det fysiske og det psykiske, idealiseringen af `det sjælelige', værdigt til at `frelses', og det tilsvarende modsatte, foragten eller ligefrem hadet til det fysiske og ikke mindst angsten for at vedgå menneskets mentale optagethed af det sexuelle.« (131) Som hans credo kunne stå et citat af William Blake, hvor denne nægter at ville anerkende menneskelegemets adskillelse fra sjælen og siger, at kroppen jo kun er den del af sjælen, som vi er i stand til at opfatte med vore fem sanser.
For en læser og tænker med denne holdning måtte James Joyce blive gefundenes Fressen. For med sit begreb om epifani eller konkret åbenbaring hævdede Joyce netop en hellig enhed af stof og ånd, en enhed, som kirken som institution og teologien som dogmatik systematisk har dehumaniseret og dybest set gjort åndløs ved idelig at sætte skel mellem kroppen, sjælen og ånden. Som Joyce eller for den sags skyld Rabelais insisterede Tage Hind på dobbeltheden, ja, sammenfaldet af det såkaldt højeste og det såkaldt laveste, i en samtidighed, hvis pant er den hellige latter.
Den lidenskab, hvormed Tage Hind fastholdt modsætningernes enhed, bragte ham på talefod med de store, de sammensatte ånder. Lærde digtere som Dante, Milton og Blake, moderne grænseoverskridere som Robert Musil og James Joyce. Hans læsninger bærer præg heraf, båret som de stedse er af den personlige glæde ved læsning, af selve tekstens lyst i en mystisk enhed af tanke og sanselig fryd. På den ene side vælger han med forkærlighed de værker, hvor man har brug for al den hjælp man overhovedet kan få. Men på den anden side studerer han netop disse bøger med åbenhed over for læsningens sanselige aspekt, som når han citerer Joyces remse om dem, der følger Bloom gennem Dublin i romanen »Ulysses« (1922). Hvem var det? spørger teksten. Jo, svarer digteren, det var »Sindbad Søfareren og Tindbad Tøfareren og Jindbad Jøfareren og Whinbad Hvalfareren og Ninblad Nilfareren og Finbad Fejlfareren og Binbad Befareren og Pinbad Påfareren og Minbad Melfareren og Hinbad Helfareren og Rinbad Rygfareren og Xinbad Phthejleren«. Jo, her fejres med lyst det enkelte ords simultane flertydighed og brugen af den vilde prosas fonetiske aspekt.
Tage Hind var elev af Vilhelm Grønbech og skyede derfor ikke det svære. At man på vej gennem hans læsninger af Kierkegaard og Robert Musil og James Joyce af og til kan føle sig i selskab med både Sindbad Søfareren og Finbad Fejlfareren, gør vist ikke så meget. For vi skal, i det mindste undertiden, gøre de sværeste ting og konfrontere os med de tekster, der minder om Naturen selv, den natur om hvilken Tage Hind så rammende skriver, at den hverken er kærlig eller grusom, men først og fremmest »ærlig snak, vanskelig at komme i forhold til, vanskelig at komme uden om.«
Tilbage til toppen