Fra folkeviser til fantasy

Fantasy og gys- og gruserier er nogle af de bøger, der har størst succes blandt drenge i teenagealderen. Af forfattere kan nævnes Dennis Jürgensen, Stephen King, Bjarne Reuter og Ursula LeGuinn. På trods af de unges interesse for bøgerne har de med enkelte undtagelser (Shamran) haft svært ved at vinde indpas i folkeskolen, da både genrernes overnaturlige temaer såvelsom deres dramatiske effekter skønnes underlødige. Fantasy og gys- og grubøgerne indeholder elementer af vold, seksualitet, død og destruktion. Det gør accepterede genrer som folkeviser, sagaer og folkeeventyr imidlertid også! Det er derfor ikke de makabre voldseffekter, der bør ligge til grund for et fravalg af teksterne. Lødighedskriteriet i relation til folkeskolen bør måske snarere knyttes til en vurdering af, hvorvidt teksterne lægger op til en tilpasnings- eller en udviklingspædagogik.

Fastholder vi denne synsvinkel, ligger der nogle interessante muligheder for de ældste klassetrin i at koble fantasy og gys- og gruserier med accepterede genrer som folkevisen og folkeeventyr (genrer som er eksplicit nævnt i læseplanerne for dansk).

At sammenholde de to tidsperioder kunne være een måde at kombinere en litterær interesse blandt især drenge med et litteraturhistorisk og dermed danskfagligt perspektiv.

Jeg har valgt at sammenholde de to tidsperioder for at analysere de myter om kultur/natur, der udspilles i trylle- og dæmonballaden og i helt moderne genrer, som gys- og gru og fantasy. Begrebet kultur forstås i denne sammenhæng, som det rum inden for hvilket mennesket fungerer socialt og bevidst. Mens begrebet natur undergår en udvikling, som det vil fremgå af analysen.

Folkevisen
Trylle- og dæmonballaden er karakteriseret ved en modsætning mellem det sociale ordnede rum og den omgivende natur. Til det sociale rum knyttes efterhånden en kristen livsforståelse, og de kristne symboler bruges til at overvinde og beherske den omgivende natur. Naturen uden for dette socialt/kristne rum fremstår fjendtlig, vilkårlig og dæmoniseret. Denne opsplitning mellem socialt rum og omgivende natur kan tolkes som rester af en tidligere arkaisk omverdensopfattelse. Således skriver Villy Sørensen i Digtere og Dæmoner

"I de ældste folkeviser - og dette er det bedste kriterium for deres ælde - er erindringen om det mytiske bevaret. Genrens historie viser en udvikling fra metafysisk livsfølelse til en, mere og mere nuanceret, psykologisk og social menneskeforståelse, refleksionens langsomme destruktion af de gamle dæmoniske symboler og disses omfortolkning til psykiske komplekser. Visernes mening forstås bedst ud fra deres funktion, de kan ikke, som det almindeligvis sker, opfattes som (bevidste) udtryk for en livs- og naturopfattelse, men som udtryk for en (delvis ubevidst) livsfølelsens. 161)

Villy Sørensen knytter altså erindringen om det mytiske til en vurdering af folkevisernes alder. Som følge heraf kunne det være interessant, at inddrage en analyse af i hvor høj grad kristendommen får overvundet de dæmoniske naturkræfter i folkeviserne.¹ Ser vi på den kristne symbolik i en række folkeviser, er der en markant forskel på, hvorvidt kristendommen kan overvinde og beherske naturens dæmoniske kræfter, eller om de overnaturlige fænomener får overtaget over de hjælpeløse mennesker. Efterfølgende nævnes en række eksempler, hvor den kristne symbolik spiller op mod den mytiske omverdensforståelse.

I folkevisen Germand Gladensvend ender hovedpersonen som offer for den lede gam. Tilbage på stranden ligger kun hans blodige højre hånd. Ingen besværgelser har kunnet afværge dæmonens kraft. Hverken en hurtig dåb "De christned hanom natte" DGF 33 eller navnemagien i "Gladensvend", som han hedder i andre fortolkninger, har kunnet redde drengen.

I folkevisen "Elverskud" kommer brudgommen, Hr. Oluf forslået og elverskudt hjem efter at have nægtet at danse med den skønne elverpige. Dvs, at også i denne vise har de dæmoniske elverpiger større magt end mennesket, uanset om det afviser eller indlader sig på invitationen.

Hr. Bøsmer i folkevisen "Hr Bøsmer i elverhjem" må ligeledes bukke under for elverpigen, der sniger sig op til hans kammer om natten og banker på hans dør, "med skind om hånd". Da hun er færdig med ham, har han glemt både forældre og fæstemø "I Elver er jeg båren, og der er alle mine klæder skåren". Hr. Bøsmer forsager alt for at blive i Elverhjem og dermed fortabes han i den dæmoniserede natur.

Agnete derimod i "Agnete og Havmanden" ender med at fornægte havmanden. Han sendes alene og sorrigfuld tilbage til sit våde element og de mange sønner. Det lykkes Agnete at forsage den skønne havmand, fordi hun står inde i selve kirkerummet, Guds hus, og fordi hun har sin mor ved sin side. I disse omgivelser kan de dæmoniske kræfter ikke overvinde de kristne og sociale bånd, der er knyttet til "virkelighedens verden".

I "Åge og Else", som er mere tydelig i det kristne symbolsprog bliver grænsen mellem liv og død ophævet. Hr. Åge dør på selve bryllupsnatten og Else er så ulykkelig, at hendes sorg tvinger hr. Åge op fra graven. Han kommer til hende om natten med jord i håret og kisten på ryggen. når Else græder fyldes hans kiste af levret blod, forklarer han hende. Han besværger hende derfor til at være glad, så han kan hvile i fred. Da hanen galer, må han tilbage til sin grav. Else ber nu til Gud om at blive udfriet og "inden månedsdag lagdes hun på bår". Man kan her tale om en sammenblanding af mytiske og kristne forståelsesformer. Nok formår Elses tårer at bringe Åge tilbage fra de dødes rige, der er derfor ikke længere sat grænse for et socialt rum, som knytter an til kulturen, kontra et dæmoniseret rum, som knytter an til naturen, som i "Agnete og havmanden". Grænsen sættes mellem dag/ død og nat/liv. Denne cykliske forståelseform kendes både fra græsk og nordisk mytologi, mens det symbolske hanegal og lysets tilbagevenden måske knytter an til en kristen genopstandelsessymbolik.

Når kristendommen i "Else og Hr. Åge" knyttes til det sociale rum og dagen, så må også medtænkes at Elses kristne socialisering ultimativt medfører døden. Psykologisk må socialiseringen derfor tolkes som den ekstreme regression. Den kristne socialisering, som efterhånden får magt til at overvinde dæmonerne har derfor i mytisk forstand fatale omkostninger.

Gys- og gru
Stephen Kings Dyrekirkegården og Dennis Jürgensens Den sidste time fra gys- og grugenren vidner begge om, at den dæmoniserede natur er fjendtlig og vilkårlig. I førstnævnte roman er temaet forsåvidt det samme som i "Åge og Else", en kærlighed så stor, at den søger at overvinde dødens grænser. Naturens dæmoniske kræfter udløses i Dyrekirkegården af en fader, der nægter at acceptere sin søns død. Det viser sig efter sønnens død, at børnene i landsbyen har en mundtligt overleveret viden om nogle indianske begravelsesritualer, der kan genopvække de døde. Faderen benytter denne viden og overskrider den tabubelagte grænse mellem liv og død. Langt ude i skoven og dermed i det naturmytiske rum forsøger han at genoplive sønnen på den oprindelige indianske kirkegård. Den letsindige omgang med det, der ikke må overskrides, får også her fatale konsekvenser! Og efter alle genrens regler ender historien i et inferno af vold, da sønnen vender tilbage fra de døde for at udrydde hele familien. I Stephen Kings roman handler faderen bevidst langt ud over samfundets accepterede normer og grænser for, hvad der er tilladeligt. Han trodser en positivistisk forståelse for grænsen mellem liv og død og begiver sig ud i et naturreligiøst rum for at redde drengen. Straffen bliver derefter! De naturkræfter faderen har genoplivet er dæmoniske og onde. Romanen lægger derfor op til en norm- og tilpasningspædagogik på trods af det grænseoverskridende effektmageri.

I Dennis Jürgensens Den sidste lime bliver en gruppe unge indkaldt til skolen, angiveligt fordi de på forskellig vis har opført sig asocialt og forstyrrende. I den næste time, som skal blive den sidste, blandes fortid og fremtid i scener af surrealistisk vold. Eleverne dræbes nu, når de enkeltvis forsøger at handle på den groteske situation. Hver gang en af de indkaldte forsøger at slippe ud af den aflåste skolefælde, bliver de ofre for den uhåndgribelige fortid/fremtids-morder. Det sociale "kultur"rum er her skolen og dens normer for god opførsel, mens den kaotiske og farlige natur repræsenteres ved en uforståelig medievirkelighed. På baggrund af dette forhold, mener jeg, at også filmen Den sidste lime har et tilpasningssigte. Du skal ikke tage sagen i egen hånd og handle selv - så går det galt.

Når denne type bøger underkendes som underlødige, er det derfor ikke på grund af deres primitive effektmageri, der som sagt findes ligeså blodige og makabre i accepterede genrer som sagaer og folkeviser. Et kritikpunkt er derimod, at Dyrekirkegården og Den sidste time som gys- og grugenre lægger op til en regressiv tilpasningspædagogik og dermed ikke kan siges at udfylde nogen pædagogisk funktion i folkeskolen, men måske nok nogle andre.

Fantasy
En genre, der på en lidt anden måde benytter sig af et dualistisk opsplitning af realverden og dæmoniseret natur er Bjarne Reuters Shamran, den som kommer og Ursula LeGuinns Troldmanden fra jordhavet. Men hvor gys- og grugenren fastholder den antagonistiske opsplitning i kultur og natur, så omfortolker fantasygenren temaet til psykologiske problemkomplekser.

Romantypen har Ringenes herre af Tolkien som tydeligt forlæg. Det er karakteristisk at hovedpersonerne i disse romaner handler ud fra andre motiver end de førnævnte fra gys- og gru. I Shamran ligger Phillip syg af kræft og ved, at han skal dø. Også han må overskride grænsen mellem liv og død. Phillips mission er at tage sin skæbne på sig og kæmpe for at overvinde det onde og komme sejrrig tilbage. Symbolsk at kæmpe sig tilbage til livet - hvilket også lykkes. Bogens implicitte tema bliver derfor både handlingsanvisende og livsbekræftende i forhold til Phillips dødskamp. Phillips psykologiske dødskamp bliver et ja til at handle, et ja til at gribe ud efter det fantastiske og grænseoverskridende, et ja til at kæmpe uden at vide, hvad han i romanen er "udvalgt" til.

I Ursula LeGuinns Troldmanden fra Jordhavet må troldmanden Gæt opsøge det onde, som får mere og mere magt over ham. De onde kræfter stammer imidlertid fra Gæt selv og hans forfængelighed fører ham længere og længere ud i de onde naturkæfters vold. Først da han genkender sig selv i de onde kræfter, og med tydelige jungianske undertoner kan benævne det onde ved sit eget navn, slipper han fri.

I de to romaner formår hovedpersonerne at bekæmpe og overvinde de onde dæmoniserede kræfter. Kampen mellem ondt og godt knyttes ikke længere til et naturmytisk projektionsrum, men kamppladsen for det onde og det gode indsnævres gradvis til den enkeltes person. Det onde udspringer - og må derfor bekæmpes - i og inden for hovedpersonen selv.

Hvad er da karakteristisk for de to genretyper i forhold til folkevisen? Som nævnt beskriver Villy Sørensen hvordan erindringen om den tidligere mytiske omverdensforståelse i folkevisen efterhånden udvikles: "Genrens historie viser en udvikling fra en metafysisk livsfølelse til en mere og mere nuanceret, psykologisk og social menneskeforståelse, refleksionens langsomme destruktion af de gamle dæmoniske symboler og disses omfortolkning til psykiske komplekser." Det er imidlertid vigtigt at huske, at den psykologiske reflekterende fortolkningsmulighed bestemt ikke knytter an til folkevisens egen selvforståelse eller tolkning. Det gør først fantasy-genren, som påvist i de to sidstnævnte eksempler.

Som det ligeledes fremgår af Villy Sørensen citatet, er det vigtigt ikke at forstå symbolerne som konkrete bevidste livs- og naturopfattelser, men snarere som et udtryk for en ubevidst livfølelse. Det er derfor interessant at se, på hvilken måde de nye genrer fantasy og gys- og-gru genopliver folkevisens mytiske motiver. Også de nye genrer bruger kulturelt gods fra både den mytiske og den kristne fortolkningsmåde. Det ser ud til, at de gør det på den måde, at den ene genre, gys- og gru, genoptager og genfremstiller verden dualistisk i en real verden og en dæmoniseret truende natur, mens den anden genre, fantasy, omfortolker de dæmoniske symboler til psykologiske problemkomplekser. I fantasygenren omfortolkes derfor det tidligere kristne religiøse symbolsprog til et for vor tid lige så velkendt psykologisk symbolsprog. Den fuldt udfoldede fortolkning i psykiske problemkomplekser fungerer åbenbart i vore dage fuldt på højde med den mytiske i gys- og gru. Villy Sørensens beskrivelse af en udviklingsproces i folkevisen fra det mytiske til det psykologiske, ser derfor ud til at fungere selvfølgeligt og synkront i "folkelitteraturen" i vor tid.

Mennesket i naturen
I de ældste folkeviser er naturens kræfter ondsindede, vilkårlige og fjendtlige. Den unge dronning i "Germand Gladensvend" lover letsindigt, det hun bærer under bæltet. "Jeg kan vel slå mig et par nye nøgler", tænker hun. Først tilbage på det tørre land, opdager hun sit barn sparke i maven. Temaet er kendt fra flere folkeeventyr, hvor faderen gang på gang bortlover det første, der møder ham ved hjemkomsten. Løftet til de ukendte kræfter er en måde at handle på - og handle uansvarligt og ubetænksomt på. Som i det freudianske begreb "nachträglichkeit" åbenbares konsekvenserne af den ubesindige handling først senere. Hun er i en vis forstand uskyldig, idet hun er ubevidst om de fulde konsekvenser af løftet. Ved en psykologisk fortolkning kan man sige, at mennesket endnu ikke har nogen viden om det ubevidste. Det ubevidste åbenbares først i og med at bevæggrundene til handlingen afsløres.

I Stephen King derimod handler hovedpersonen bevidst i forhold til naturrummet. Den unge far, som i øvrigt er læge og dermed naturvidenskabeligt orienteret, ved godt at overskridelsen af de natur"videnskabelige" dimensioner ud i et natur"religiøst" rum er farlig. Han straffes derfor for sin overtro og sin handlekompetence, ligesom også hovedpersonerne i Sidste time bliver straffet, når de forsøger at handle individuelt. I Dyrekirkegården overskrides grænsen mellem naturvidenskab og overtro. Det mytiske fortolkningsrum, som påvist i gys- og grueksemplerne lever altså (eller er genopstået) i vor tid. Verden er i de tilpasningsorienterede "smuds"bøger igen blevet antagonistisk og truende. Det implicitte budskab bliver følgelig at afstå fra at overskride rationelle normer eller handle individuelt. Genren bekræfter derfor en positivistisk restringerende omverdensforståelse.

En ny kristen etik istedet for den psykologiske?
I fantasy-bøgerne fra Tolkien til Ursula LeGuinn, er budskabet et andet. Kampen mellem natur og kultur indsnævres til en personlig udviklingshistorie, der lukker hele det naturmytiske projektionsrum fast i et evindeligt find-dig-selv-tema. Naturen er de ubevidste "onde" sider i selvet, mens forstandens klare lys og rationelle kamp skal overvinde de lave instinkter mod død og narcissistiske tendenser i hovedpersonen. Projektet er ikke længere at sætte kristendommens symbolske kræfter ind mod det truende naturrum, men at overvinde de farlige kræfter i selvet. En fællesmenneskelig kamp mod de onde naturkræfter er blevet til en personlig udviklingshistorie. Det påfaldende er, at hovedpersonerne alle er pålagt deres personlige udviklingskamp som en slags forudbestemt "religiøs" mission. I Troldmanden fra Jordhavet skal Gæt opretholde "den store ligevægt", i Shamran har Phillip "mærket" på sin krop, i Ringenes herre forrykkes balancen mellem godt og ondt, hver gang den lille hobit tager ringen på. Det betyder, at det der på overfladen ligner en psykologisk udviklingshistorie i fantasybøgerne, bagom det psykologiske udviklingsprojekt fremskriver et andet budskab - et kristent budskab. Det enkelte menneske skal overvinde dødsdrift og dødssynder (dødskampen i Shamran og forfængelighed i Troldmanden fra jordhavet). Det skal turde handle for "det gode" på trods af døden og på trods af skellet mellem kultur og natur. Den mest markante forskel mellem gys- og grugenren og fantasy er derfor, at gys- og grugenren fastholder et skel imellem en positivistisk, puritansk og restringerende kultur og en fjendtlig kaotisk natur, mens fantasygenren lægger sig tæt op ad et nykristent budskab camoufleret som psykologi.

Så mens vi uproblematisk bruger den psykologiske fortolkningsmulighed på en genre, der intet kendte til denne analysemulighed og overser folkevisens egen reference til et kristent univers. Så glemmer vi måske den religiøse fortolkning i fantasygenrens selvfølgelige brug af psykologiens forklaringsmodeller?

MARIANNE CORFITSEN
- er seminarieadjunkt på Hjørring seminarium