Pligtaflevering: bevaring af kulturarven

Bevar nutiden for fremtiden

Bevar nutiden for fremtiden lyder det slogan, som skal henlede producenters og udgiveres opmærksomhed på den nye pligtafleveringslovs bestemmelser. Lov nr. 423 af 10. juni 1997 om pligtaflevering af udgivne værker trådte i kraft 1. januar 1998. Sloganet er valgt med omhu, idet det gerne skulle formidle den idé, som ligger bag pligtaflevering. Kun gennem en systematisk indsamling af landets publicerede ytringer er det muligt at sikre og bevare alle disse vidnesbyrd om dansk kultur og samfundsforhold for kommende generationer. Til glæde for alle landets borgere og kommende generationer indsamles derfor alt, som er udgivet.

Pligtaflevering - det lyder af enevælde, og det er da også i den unge enevælde, at den danske pligtafleverings historie begynder. I 1697 udstedte kongen (det var Christian den Femte på dette tidspunkt) et reskript, der påbød alle landets bogtrykkere at aflevere fem eksemplarer af alt, hvad de trykte til kongens bibliotek. Formålet med denne bestemmelse var ikke, som man kunne fristes til at tro, at udøve censur - denne opgave havde Københavns Universitet fået tildelt - men at give Det kongelige Bibliotek mulighed for at udveksle eksemplarer af landets intellektuelle produktion med andre fyrstelige bibliotekers eksemplarer af deres landes trykte produktion. Det er jo i og for sig en udmærket idé, der den dag i dag praktiseres af nogle lande, herunder Danmark, der udveksler statspublikationer.

Problemet var, at ikke alt hvad bogtrykkerne frembragte i det danske land, var store, smukke bøger med dybsindige tanker og/eller flotte kobberstik. De fleste bøger var - nå ja, jævnt kedelige: disputatser, opbyggelige værker, skole-, sang- og bønnebøger samt en strøm af reglementer og forordninger. Det er titler, som enhver historiker vil elske, men som næppe ville gøre det store indtryk på en enevældig kollega fra det store udland. Det samme gælder i dag. Der er langt imellem kunstbøger og de gode romaner blandt de godt 12.000 monografier, som Danske Afdeling, der varetager pligtafleveringen på Det Kongelige Bibliotek, årligt katalogiserer. Og de 12.000 monografier syner ikke af meget blandt de 100.000 stykker småtryk og 90.000 tidsskrifthefter og seriebind, afdelingen også modtager.

Det første formål med at indføre pligtaflevering blev ikke opfyldt. Alligevel blev pligtafleveringen ikke afskaffet, derimod blev antallet af afleveringspligtige eksemplarer reduceret til tre i 1732 og til to i 1783. På dette tidspunkt havde pligtafleveringen imidlertid fået et ny formål, nemlig at dokumentere kulturarven, og dette formål består stadigvæk og blev blåstemplet af UNESCO i 1981. I 1780 foreslog bibliotekets leder, Johan Heinrich Schlegel, at pligtafleveringen skulle udvides til at gælde for alle kongens riger og lande, dvs. også for Norge, Hertugdømmerne og kolonier i det fjerne Nord og det endnu fjernere Syd (Guldkysten), Øst (Tranquebar) og Vest (De vestindiske Øer). Derved kunne man på Det Kongelige Bibliotek se hele landets litteratur, var Schlegels argument, og for at understrege det særegne ved denne samling i biblioteket fremsatte han det forslag, at alle de bøger, der var udgivet i Hans Majestæts riger og lande, skulle udskilles af den øvrige samling og opstilles i en "klasse" for sig. Den enevældige fyrste (denne gang Christian den Syvende) greb atter chancen for at kaste glans over sit bibliotek, og i december 1780 underskrev han en indstilling om at skabe en særlig, altså national, samling på biblioteket (først kaldet Danske og Norske Afdeling, senere Danske Afdeling) og at udfærdige en ny pligtafleveringslov efter Schlegels forslag. Det skete ved en anordning af 10. januar 1781. Schlegel nåede ikke at se sine anstrengelser bære frugt, da han døde i oktober 1780. Hans efterfølger, John Erichsen, gik med iver i gang med at udmønte Schlegels ideer i praksis og skabe en nationalsamling "til Rigernes Ziir [pryd]". I 1793 blev Det Kongelige Bibliotek åbnet for offentligheden, og dermed blev nationalsamlingen tilgængelig for alle - og har været det siden. I praksis var det naturligvis en begrænset skare, der havde glæde af det i 1793.

Det nationale blev ivrigt dyrket fra slutningen af 1700-tallet, men blev i mindre og mindre grad defineret ved mangfoldigheden i den enevældige konges riger og lande, og mere og mere ved sproget - det danske vel at mærke. Det var officielt Helstatens litteratur, der blev indsamlet, men det var den dansksprogede litteratur, som tidens københavnske litterater, heriblandt Det Kongelige Biblioteks funktionærer, tænkte på og skrev om, når de diskuterede nationalsprog, nationallitteratur og nationalbibliotek. Betegnende er det, at en ny pligtafleveringslov fra 1821 kun gjaldt for Danmark, og at dens efterfølger fra 1832 gjaldt for Danmark, Island og kolonierne. Schlegels lov fra 1781 (revideret i 1783), der omfattede alle kongens riger og lande, forblev gældende for Hertugdømmerne indtil 1864. I det hele taget blev "pligtafleveringsdanmark" mindre og mindre i 1800-tallet og 1900-tallet. Norge ophørte som bekendt med at være en del af den danske monarks lande i 1814 og dermed uden for enhver revision af pligtafleveringsloven. Island fik sin egen pligtafleveringslov i 1886 og bragte sig uden for denne lovs rammer ved eget initiativ i 1944. Det skal dog siges, at de islandske bogtrykkere sendte pligtaflevering til Det Kongelige Bibliotek indtil 1950, da biblioteket indgik en udvekslingsaftale med det islandske nationalbibliotek. Grønland ophørte med at være dækket af pligtafleveringsloven i 1927, hvorimod der har været afleveringspligt for færøske bogtrykkere indtil 1998.

Som et kuriosum kan det nævnes, at Danske Afdeling, der siden 1780 har haft ansvaret for pligtaflevering, ganske nægtede at anerkende Freden i Kiel i 1814 og standhaftigt satte sig på al bibliotekets indkøb af norsk litteratur, indtil bibliotekets ledelse i 1991 tvang afdelingen til at se Norge som en selvstændig stat og ikke en af kongens/dronningens riger og lande.

Det tyvende århundrede indledtes og bliver afsluttet med en pligtafleveringslov. I 1902 kom en ny pligtafleveringslov, der var meget omfattende og dækkede stort set alt trykt. Bøger, tidsskrifter, blade, aviser, reklametryk, varekataloger, pamfletter, brochurer og meget andet godt af den trykte kulturarv strømmede ind på Det Kongelige Bibliotek og fyldte snart den nye bygning fra 1906 op. Bibliotekarerne jublede, katalogiserede, satte på plads og ekspederede frem til læsesalen i den første tid, men en ny generation af bibliotekarer begyndte at sukke og klage over de "ubarmhjertigt indtrængende papirmasser", dvs. "tryksager der intet har med Litteratur at gøre." Ordene var underbibliotekar dr. phil. Lauritz Nielsens. Denne, der selv ivrigt opsøgte og beskrev hver eneste danske tryksag, han faldt over, blot det var over hundrede år gammelt, førte et veritabelt korstog mod pligtaflevering af andet end "Litteratur". Resultatet blev loven af 1927, der heldigvis ikke blev helt så indskrænket som Lauritz Nielsen gerne havde set, men nøjedes med at dekrere kun et eksemplar til Det Kongelige Bibliotek (det andet skulle gå til Statsbiblioteket, der i 1902 også var blevet pligtafleveringsbibliotek) samt udelod flere kategorier af tryksager, herunder plakater.

Hvad Lauritz Nielsen ikke vil se var, at kulturarven omfatter ikke kun det finkulturelle, den gode Litteratur med stort "L", men alt det offentliggjorte, det alment udbredte, som vi daglig får i hovedet, som vi er præget af - og som vi smider væk og glemmer, hvordan og hvorfor vores begreber, tanker og ideer er opstået. Nationalbibliotekets force er netop at have, ikke kun den litterære tekst men også konteksten.

Loven af 1927 fungerede fint i det tyvende århundredes andet kvartal, men da det kun var de værker, som blev bogtrykt, der var omfattet af pligtafleveringen, blev den efter Anden Verdenskrig i stigende grad utilstrækkelig til at opfylde sit formål, bevaring af kulturarven. Siden 1950'erne er der sket en forrygende udvikling, idet nye fremstillingsmetoder i den grafiske branche er udviklet og nye udgivelsesformer kommet til. Fra 1960'erne og frem til vedtagelsen af den nye lov, har hvert årti budt på et nyt problem i forhold til 1927-loven. I 1960'erne gjaldt det de duplikerede værker eller værker, som på anden måde var mangfoldiggjort uden at være bogtrykt. I 1970'erne gjaldt det Av-materialer, og i 1980'erne med fremkomsten af de elektroniske medier blev det mere og mere tydeligt, at pligtafleveringsloven måtte revideres. I 1994 iværksatte Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket et nyt udredningsarbejde, hvis forfattere skulle begynde med at frigøre sig mentalt fra 500 års trykkultur og omdefinere genstanden for pligtaflevering fra trykte værker til udgivne værker, uanset medium. Denne gang kronedes anstrengelserne for at få en ny lov med held, da Folketinget d. 27. maj 1997 vedtog Lovforslag nr. 185 om pligtaflevering af udgivne værker. Med Lov nr. 423 af 10. juni 1997 kan vi med rette sige, at vi bevarer nutiden for fremtiden, thi nu skal alt udgivet indsamles og bevares uanset udgivelsesform. Dermed er det ikke længere kun den bogtrykte kulturarv, som sikres og bevares, men også de ytringer som i nutiden manifesterer sig som fotografier, mikrofilm, lydudgivelser, værker i punktskrift, film- og videoudgivelser, elektroniske værker og ikke mindst netpublikationer (publikationer, som tilgængeliggøres på Internet). Desværre er radio- og tv-udsendelser ikke omfattet af den nye lov.

Med overgangen til et udgivelseskriterium er afleveringspligten blevet udvidet til at gælde enhver, som fremstiller færdige værker beregnet til udgivelse. Udover bogtrykkerierne, som hidtil har været alene om afleveringspligten, skal nu også bl.a. bogbindere, fremstillere af disketter/cd-rom'er, fotolaboratorier samt fremstillere af lydudgivelser og af film- og videoudgivelser sørge for at pligtaflevere to eksemplarer af værker beregnet til udgivelse. Mange virksomheder, foreninger og organisationer har egne trykkefaciliteter, og når fremstillingen sker internt - i stedet for at benytte en ekstern fremstiller/trykkeri - er det den pågældende organisation, som selv skal sørge for at indsende to pligtafleveringseksemplarer af udgivne værker. De afleveringspligtige er derfor ikke længere en lille, homogen og velafgrænset gruppe med årelang erfaring med pligtaflevering, men en stor og broget forsamling, som skal informeres om den nye pligtafleveringslovs bestemmelser, og som skal lære at integrere disse bestemmelser i sit daglige virke. Det forventes, at der vil blive tale om godt 5.000 afleveringspligtige - til sammenligning var der knap 1000 bogtrykkerier.

Central aflevering er en nyskabelse. Ud fra den betragtning at det skal være så let som mulig for de afleveringspligtige, er den hidtidige ordning med at sende et eksemplar af alt trykt til henholdsvis Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket erstattet med en regel om at sende de to eksemplarer til kun den ene af pligtafleveringsinstitutionerne, som så sender et eksemplar videre til den anden. Man kan dog ikke selv bestemme, hvilken institution man vil sende til. Det afhænger nemlig af materialekategorien. Statsbiblioteket skal modtage aviser, lydudgivelser og film- og videoudgivelser. Trykt materiale og alle andre udgivelsesformer skal afleveres til Det Kongelige Bibliotek. De to pligtafleveringsinstitutioner deler altså ansvaret for information og inddrivelse af materialet imellem sig.

Er det så blevet lettere for de afleveringspligtige? Hertil må svares både ja og nej, for det er blevet lettere for nogle, men ikke for andre. Eksempelvis skal de fremstillere, som både fremstiller aviser, reklametryksager, tidsskrifter og bøger indsende aviserne til Statsbiblioteket og resten af den trykte produktion til Det Kongelige Bibliotek. Ligeledes vil der være fremstillere som både producerer lydudgivelser (på CD) og multimedia (cd-rom). Også her vil der skulle skelnes mellem værker, som skal sendes til Statsbiblioteket (lydudgivelser) og værker, som skal sendes til Det Kongelige Bibliotek (multimedia). Men for de fremstillere, eller evt. udgivere, som kun har værker, der tilhører kategorien af eksempelvis trykt materiale (og som ikke er aviser), vil den nye centrale aflevering være en forbedring. Udgifterne til porto eller fragt betales i øvrigt af pligtafleveringsinstitutionerne.

I henhold til 1927-loven gjaldt afleveringspligten også bogtrykt materiale beregnet til en lukket kreds og af fortrolig karakter. Der var dog mulighed for at få dette materiale klausuleret i indtil 100 år. Fra 1. januar 1998 er det kun udgivne værker, som omfattes af afleveringspligten. Derfor er klausuleringsbestemmelserne ikke videreført i den nye lov. Det forhindrer naturligvis ikke, at man kan aflevere private udgivelser, beregnet for en snæver kreds, og som ikke kan siges at være udgivne, som gave til Nationalbiblioteket og få dem klausuleret i et aftalt tidsrum. Desuden vil pligtafleveringsbibliotekerne naturligvis respektere, at materialer, der er modtaget før de er udgivne, først bliver tilgængelige på udgivelsestidspunktet.

Alt hvad spredes til almenheden er omfattet af pligtafleveringen. Det gælder også materiale, som spredes via foreninger og lign. samt materialer, som primært er henvendt til en afgrænset gruppe, men som normalt kan rekvireres af enhver interesseret. Afgørende for afleveringspligten er ikke, hvor stor kredsen af primære modtagere er, men om værket i princippet tilbydes almenheden.

Ikke omfattet af pligtafleveringen er interne publikationer, forstået som arbejdspapirer brugt i sagsbehandling, korrespondance, referater fra lukkede møder og lign. Derimod er virksomhedsberetninger og personaleblade afleveringspligtige, skønt det nemt kan opfattes som værende interne publikationer, da de primært er rettet mod en virksomheds ansatte eller aktionærer.

Nyt i loven er det også, at den særlige rekvisitionsret, som Universitetsbiblioteket fik i 1927 (som afløsning for dets hidtidige ret til at modtage pligtaflevering), og som i de seneste år er blevet administreret af Universitetsbibliotekets afløsere Det Kongelige Biblioteks Universitetsbiblioteksafdeling og Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek, er ophørt med udgangen af 1997. Fremover skal forlag derfor ikke sende rekvisitionseksemplar til disse biblioteker.

Den største udfordring, som den nye pligtafleveringslov medfører, er uden tvivl netpublikationerne. Det gælder såvel indsamlingen som registreringen, bevaringen og formidlingen heraf. I modsætning til værker i eksemplarform, som skal indsendes til biblioteket, skal netpublikationer anmeldes til pligtafleveringens hjemmeside <www.pligtaflevering.dk>. Derved får Det Kongelige Bibliotek en bedre mulighed for at styre kontrollen med værkerne, som skal afleveres, herunder at vigtig information (bl.a. password) om adgangen til værket medfølger. Foreløbig er det dog kun statiske netpublikationer, der skal afleveres, dvs. afsluttede værker, der ikke forudsættes ændret eller værker, der bliver opdateret med regelmæssige mellemrum. Som et eksempel på det førstnævnte kan nævnes Kulturpengene 97, udgivet af Kulturministeriet <www.kum.dk/publ /pengene> - og på det sidstnævnte Undervisningsministeriets nyhedsbrev <http://www.uvm.dk/nb.htm>.

Pligtaflevering af netpublikationer foregår ved, at de anmeldes på en særlig elektronisk blanket på <http://www.pligtaflevering.dk/anmeld.anmeld.pl>. Herefter nedtager Det Kongelige Bibliotek selv en kopi af værket fra Internettet. Der er etableret et samarbejde om genbrug af de indberettede data, og derfor modtager Dansk BiblioteksCenter, Statens Information samt Det administrative Bibliotek kopi af anmeldelserne. På denne måde skal man kun anmelde sin netpublikation ét sted, men flere institutioner bliver informeret om udgivelsen og bruger den i sit formidlingsrettede arbejde. Alle anmeldte og nedtagne værker bliver registreret og stillet til rådighed for borgerne via et værkarkiv. Statsbiblioteket vil, som det er tilfældet med øvrige pligtafleverede værker, også modtage en kopi af disse netpublikationer på den måde, at der på Statsbiblioteket vil være en "spejling" af hele værkarkivet.

Ifølge pligtafleveringslovens bekendtgørelse må værkerne "alene stilles til rådighed for enkeltpersoner til personligt gennemsyn eller studium...". Der er derfor kun adgang til netpublikationerne på udvalgte arbejdsstationer på hhv. Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket, og det vil ikke være muligt at tage digitale kopier af værkerne. Værkerne bliver derfor ikke tilgængelige for offentligheden på Internettet uden om den adgangskontrol og de ophavsretslige krav, som udgiverne måtte have defineret omkring deres værker. Indtil nu er der modtaget ca. 200 anmeldelser.

Med den nye lov om Pligtaflevering er Nationalbiblioteket godt rustet til at bevare nutiden for fremtiden.

GRETHE JACOBSEN
er førstebibliotekar

SUSANNE OLSEN
er sektionsleder

JON EIRIKSSON
er kontorfuldmægtig og leder af Projektgruppe vedr. aflevering af netpublikationer

Alle Danske Afdeling, Det Kongelige Bibliotek