‘Det interesserer mig at skrive, men uden tro på, at jeg på dette område yder noget væsentligt’
Asger Jorn i Held og Hasard
AF JENS STAUBRAND
Nøglen til Asger Jorns forfatterskab er Silkeborgbibliotekaren Per Hofman Hansens Bibliografi over Asger Jorns skrifter (1988), der viser, at Asger Jorn skrev livet igennem og at han, på dette, som på kunstens område, var uhyre produktiv. Syv hundrede otte og tyve numre rummer bibliografien, der omfatter bøger, artikler, anmeldelser og oversættelser.
Vi ved det gik anderledes, men oprindelig så det ud til, at Asger Jorn (1914-1973) ville få et liv udelukkende i ordenes og bøgernes verden. Som søn af lærerparret Maren og Lars Peter Jørgensen, lå det lige for, at ‘Agge’, som hans kælenavn dengang var, skulle være boglig. Efter et mislykket forsøg på at blive student, kom han i 1930 på Vinters lærerseminarium. Han bestod lærereksamen i 1935 og fik en god skudsmålsbog, hvor hans interesse for litteratur og undervisningsevne i dansk blev fremhævet. Mellemkrigstiden under Stauning-Munch-regeringen (1929-1940) var præget af økonomiske kriser og overproduktion af lærere, og det var derfor umuligt for Jorn at få en fast stilling som lærer.
I studietiden og perioden efter endt lærereksamen havde Jorn interesseret sig for kunst, også som udøvende. Da det lå tungt med udsigten til en lærerstilling, besluttede Jorn sig for at satse på en karriere som kunstner, og tog derfor i 1936 til Paris i håb om at komme på malerskole hos den russiske maler Wassily Kandinskij (1866-1944), hvis værker han havde set gengivelser af i kunstbøger på Silkeborg Bibliotek. I Paris, som han kørte til på motorcykel, viste det sig, at Kandinskij var ophørt med sin malerskole. I stedet valgte han den franske kubistiske maler Fernand Legér (1881-1955) og Amadée Ozenfants malerskole Atelier de l’Art contemporain, der lå i Rue Moulin Vert, og blev ledet af Legérs hustru Nadia Khodassevitch. Jorn blev én af skolens ti elever og gik der i otte måneder. Legér kom jævnligt på skolen, og Jorn lærte ham at kende. Det var Legér der, med romanen Slottet (1926), introducerede den tjekkiske, tysksprogede forfatter Franz Kafka (1883-1924) for Jorn. Muret inde på sit værelse på Hotel Confort, i Rue des Ciseaux, læste Jorn med stor interesse om romanens hovedperson, landmåler K.’s følelsesmæssige og sociale bryderier, og fik dermed et indblik i Kafkas mareridtsagtige univers, med det moderne menneskes angst og længsel efter fællesskab.
Fra Helhest til
sammenlignende vandalisme
Jorn kom efterfølgende til at oversætte, anmelde og skrive om Kafka. Det var Jorn der, med oversættelse af fortællingerne Familiefaderens bekymring, Udflugten, Broen og De Forbiløbne, trykt i Helhesten 1941, introducerede Kafka for et dansk publikum. I Helhesten anmeldte han endvidere I Fangekolonien, og for Foreningen af Tuberkuløse i Danmark skrev han artiklen Berømte tuberkuløse: Franz Kafka.
Jorn havde selv, på grund af usund levevis og dårlige boligforhold, haft tuberkulose. Jorn overvandt sygdommen, mens Kafka døde af tuberkulose i halsen. I artiklen Menneskedyret skrevet i begyndelsen af halvtredserne i kunstnerhuset i Susenes, der lå lidt uden for Paris, afviser en da syg Jorn, at der er en lighed mellem hans malerier og Kafkas mørke og truende univers.
Af alt hvad Jorn skrev, blev det til flest artikler. Han skrev til tidsskrifter og aviser, og emnerne var mangfoldige. Fra artikler om arkitektur til en artikel om filosoffen Søren Kierkegaard. Et par af hans artikler skal omtales. Den ene er Politiken-kroniken Den gådefulde familie, hvor Jorn kommer med et bud på hvorfor Søren Kierkegaard (1813-1855) havde den ‘ejendommelige opførsel og indstilling’ over for kvinden, som vi møder det i hans forhold til Regine Olsen (1822-1904), hans Efterladte Papirer og den halvbiografiske Forførerens Dagbog fra hovedværket Enten-Eller (1843).
Jorn, der i øvrigt selv, i følge forfatteren Elsa Gress, optrådte mandschauvinistisk overfor kvinder, begrunder Kierkegaards indstilling til kvinden, ud fra en fejlagtig analyse, af Kierkegaards moder, Ane Sørensdatter Lunds, familieforhold. Den anden artikel der skal nævnes, er den (måske) vigtige Intime Banaliteter, der blev trykt i Helhesten i 1941. Det var Jorn, der havde fundet på tidsskriftets navn. At træde som en helhest er at gøre ‘stort bulder’ og Jorn, der elskede at provokere, ville, ved i artiklen at fremhæve banaliteter som et livgivende stof, udfordre vores opfattelse af hvad der er grimt og smukt, og acceptabelt at skildre i kunsten. Denne og andre artikler af Jorn i Helhesten, blandt andet De Profetiske Harper har, mener Graham Birtwistle i Living Art. Asger Jorns comprehensive theory of art between Helhesten and Cobra 1946-1949 (Utrecht 1986), været grundlæggende for Asger Jorns kunstsyn.
En række bøger blev det også til. For eksempel Magi og skønne kunster (1971), Pour la forme (Forsvar for Formen 1958), børnebogen Den sultne løve (udgivet posthumt 1981), skrevet og tegnet til sønnen Troels Jorn fra ægteskabet med Emma Kirstine Lyngborg, samt fem bøger udgivet under Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme, forkortet til SISV, hvortil der i 1992 blev udgivet et person og titelindex.
I begyndelsen af 1960’erne oprettede Asger Jorn, sammen med rigsantikvar P.V. Glob, Werner Jacobsen fra Nationalmuseet og Holger Arbman fra Sverige, Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme, hvis opgave var, at søge at definere ‘det specifikt nordiske og stille det op imod det latinske’, og udgive den indvundne erfaring i såkaldte ‘meddelelser’. I første omgang blev SISV, der var tænkt som en egentlig forskningsinstitution med bibliotek og billedarkiv til dokumentation af nordisk kunst, placeret på herregården Moesgaard ved Århus, men fik (som det fremgår af SISV’s brevpapir) officiel adresse i Paris, nemlig i Jorns atelier på Boulevard de la Gare. Senere blev SISV placeret i et lille (administrations)hus ved en lokal jernbane i Silkeborg, og fik kunstkritikeren Hans Kjærholm som ‘generalsekretær’.
Jorn håbede, at SISV ville få stor betydning for udbredelse af kendskabet til skandinavisk kunst og kultur, men det skulle snart vise sig, at det var et skrøbeligt foretagende. ‘Instituttets’ første store projekt, beskrivelsen af ti tusinde års nordisk folkekunst i ord og især billeder, blev således ikke (som man kan læse i Ann-Charlotte Weimarcks Nordisk Anarkism - Asger Jorn och projektet 10.000 Års Nordisk Folkkunst, Kristianstad 1980), realiseret. Realiseret blev derimod fem ‘meddelelser’, alle skrevet af Jorn
Jorns fem ‘meddelelser’
Jorns første værk under SISV blev Naturens orden (1962). Her forholder Jorn sig til fysikeren Niels Bohr (1885-1962) og kredsen om ham, den såkaldte Københavnerskoles teori om komplementaritet, det vil sige, det forhold at to sider af en sag, på én gang komplementerer og udelukker hinanden. I Niels Bohrs atomteori er et atom et miniature planetsystem, hvor elektroner kredser rundt om en kerne, og udstråler energi når de ‘springer’ fra en bane til en anden. Hvis vi fuldstændigt vil beskrive den energi elektronet udstråler, når det skifter bane, bør vi, for at opnå en fuldstændig beskrivelse, kunne bestemme både dets sted og hastighed. Niels Bohr bredte senere komplementaritetsbegrebet ud til andre områder af den menneskelige erkendelse. Det blev til formuleringen om, at erfaringer der er opstået under forskellige betingelser, der unddrager sig sammenfatning i et enkelt billede, vil, når de vurderes samlet, give udtømmende oplysninger om et givet fænomen.
På baggrund af en misforstået opfattelse af Bohr og Københavnerskolens komplementaritetsbegreb, kædet sammen med den dialektiske materialisme og den franske matematiker Stéphane Lupascos lære om antagonismer, udvikler Jorn i ‘Naturens orden’ den såkaldte ‘Silkeborginterprentation’, en ‘triolektik’, med det sigte, at sætte den nordiske, den græske og romerske verden i et belysende forhold til hinanden.
Jorns andet værk i serien af udgivelser fra SISV, blev Værdi og økonomi (1962). I Værdi og økonomi forsøger Jorn sig med, som bogens undertitel siger, ‘en kritik af den økonomiske politik og udbytningen af den enestående’. Jorn, der i sine unge dage havde været medlem af det kommunistiske parti, beskæftigede sig livet igennem med Karl Marx, marxismen og sociale forhold. Stor indflydelse på Jorns politiske og sociale engagement havde syndikalisten, jord og betonarbejderen Christian Christensen (1882-1960), som Jorn, efter dennes død, opstillede en mindesten for i Sejs ved Silkeborg. Jorn tilegnede afsnittet ‘Kritik af den økonomiske politik’, i ‘Værdi og Økonomi’, til Christian Christensen; afsnittet havde tidligere, i 1960, under titlen Critique de la politique économique suivie de La Lutte Finale, været trykt i den anden rapport fra Internationale Situationister. Syndikalismen, der delvis er udsprunget af anarkismen, ville ikke politisk parlamentarisk arbejde for reformistisk fagforeningspolitik; samfundet skulle ændres ved direkte aktion på arbejdspladsen, hvor målet var overtagelse af produktionsmidlerne. Syndikalisterne var imod den marxistiske idé om en stærk centralmagt, og omvendt imod anarkisternes idé om et samfund uden en regulerende myndighed. Det synes som om ovennævnte værdinormer, med fokus på det handlende, det engagerede, menneske præger en stor del af tankegangen i ‘Værdi og økonomi’.
Den tredje Jorn-bog under SISV blev Held og hasard (1963), der tidligere, i 1950, havde været udgivet som privattryk. Jorn skrev ‘Held og hasard’ under sit ophold på Nationalforeningens Sanatorium i Silkeborg. Her var han indlagt det meste af 1951. I tiden forud for indlæggelsen boede Jorn, familien og billedhuggeren Robert Jacobsen, og dennes familie, i det danske kunstnerhus i pariserforstaden Suresnes. Her fik Jorn, som nævnt, på grund af (meget) usund levevis og ringe boligforhold, konstateret tuberkulose og skørbug. Det var keramikeren, fiskehandleren Erik Nyholm, der i sin fiskebil kørte den svækkede Jorn hjem til behandling på Silkeborg sanatorium, der med sin hjemlige indretning ikke kun gav Jorn ro til at skrive, men også læse og male. I ‘Held og hasard’ forsøger Jorn at bestemme æstetikkens væsen og funktion i verden omkring os. I et - synes det - opgør med den tyske filosof, og i øvrigt ikke særligt kunstinteresserede, Immanuel Kant (1724-1804), der i sin ‘Kritik der Urteilskraft’ (1790), skærer forbindelsen over mellem det skønne, det gode og formålstjenlige, og bestemmer det skønne som det der, alene ved sin form, ved sin ‘hensigtsmæssighed uden forestilling om et formål’, vækker et alment, nødvendigt og interessefrit behag, fornemmer man, at Jorn argumenterer for at kunsten ikke bør være interessefri. Hos Kant er -erkendelsesteoretisk betragtet - oplevelsen af det æstetisk skønne en ren kontemplativ tilstand; det æstetisk skønne findes ikke i ydre objektive forhold eller former, men er en interessefri (nydende) oplevelse i subjektet, der er adskilt fra og uafhængig af teologiske og moralske værdier. Denne borgerlige æstetik synes det som om Jorn anser for at være for tam, for uengageret.
Den fjerde og femte ‘meddelelse’ fra Jorns hånd under SISV blev Ting og polis (1964), og Alfa og omega (skrevet 1963-64; udgivet posthumt 1980). I ‘Ting og polis’ vil Jorn undersøge ‘komplementariteten mellem sandhedskrav og retskrav i vesteuropæisk kultur’. På baggrund af en, som tidligere nævnt, fejlagtig opfattelse af Niels Bohr og Københavnerskolens komplementaritetsbegreb, forsøger Jorn kulturhistorisk og retsfilosofisk at indkredse forskelle og ligheder mellem det nordiske (folke)ting og den græske polis. - Titlen på den femte ‘meddelelse’, ‘Alfa og omega’, synes at være taget fra et maleri med samme titel, der behandler skabelsesmyten, af den norske maler Edvard Munch (1863-1944), som Jorn beundrede og som maler var påvirket af. I bogen vil Jorn, som der står på bagsiden, analysere og fortolke ‘myten om den gamle Adam og hvad deraf fulgte’. Ud fra biblens skabelsesberetning, det vil sige en religiøs opfattelse af verdens opståen og udvikling, og, paradoksalt nok, med en inddragelse af Charles Darwins (1809-1882) tanke (i Origin of Species 1859), om levende organismers udvikling, analyserer Jorn en række politiske, sociale og kulturelle forhold, blandt andet forholdet mellem mand og kvinde.
pbKritikken:
... et forvirret tankesæt
I ind- og udland er Asger Jorns indsats som abstrakt-ekspressiv kunster, og medskaber, sammen med Christian Dotremont, Joseph Noiret, Karel Appel, Constant og Corneille, af kunstnergruppen Cobra, - med rette - højt værdsat. Som forfatter er Jorn derimod stærkt kritiseret.
Skjules skal det ikke, at kritikken af Jorn som forfatter er berettiget. Jorn der, med Guy Atkins ord, var en en grådig læser evnede ikke eller, hvis man vil sige det venligt, havde ikke tålmodighed til at sætte sig ordentligt ind i det han ville skrive om. I hans forfatterskab er der et hav af ekskurser, som ofte uden sammenhæng med den, også ofte uklare, tese der er for en given analyse. Den spanske maler Antonio Saura, der var ven med Jorn, har rammende karakteriseret Jorn, ved at sige, at han har et forvirret tankesæt der forgrenede sig i det uendelige. Jorn havde en til overflod rig associationsevne, hvilket i forfatterskabet - hist og her - viser sig som en række tankevækkende udsagn. Et udvalg af disse udsagn, af Ejler Bille kaldet for ‘gnister’, er samlet i bogen Asger Jorn-aforismer og andre korte tekststykker fra 1995, ligesom små brudstykker fra ‘Naturens orden’, ‘Helhesten’, og ‘Held og hasard’, er sat i musik for mezzosopran og cello, af komponisten Niels Viggo Bentzon.
Jorn, der skrev i et brus af selvtillid, var skuffet over pressens, over offentlighedens, reaktion på ham som forfatter. Og pressen var hård mod ham. ‘Naturens orden’, som Jorn i parentes bemærket sendte til Niels Bohr, der dog ikke svarede, fik drøje hug; man anså bogen for forvrøvlet snak. ‘Værdi og økonomi’ led samme skæbne. Anmelderen i Land og Folk kaldte således Jorn for en vittig hund, og mente, at han med ‘Værdi og økonomi’ var selvskreven til årets humorist-legat. Jorns tre sidste bøger gennem SISV, ‘Ting og Polis’, ‘Alfa og Omega’, og ‘Held og Hasard’, fik lignende ord med på vejen. En kritiker af ‘Held og Hasard’ mente for eksempel, at bogen var så forvirret, at den ville vinde i forståelse ved at blive læst bagfra.
At Jorn havde en ukritisk tro på sig selv som forfatter, viser det forhold, at han, med henblik på forsvar for den filosofiske doktorgrad, indsendte ‘Held og hasard’ til universitetet. Den kom retur. Jorn havde ikke overholdt de akademiske spilleregler om opstilling af tese, kildehenvisninger, diskussion af relevant litteratur etc. Som mulig doktorafhandling var den skrevet på et magert grundlag, alt hvad Jorn byggede på var, som han selv skriver i forordet til førsteudgaven af værket; ‘et flygtigt blik i Salmonsens leksikon’.
JENS STAUBRAND
er mag. art.
Litteratur
Per Hofmann Hansens ‘Bibliografi over Asger Jorns skrifter’, Silkeborg 1988
Asger Jorn ‘Berømte tuberkuløse: Franz Kafka’, trykt i Boserup Minde. Organ for tuberkuløse i Danmark, maj 1952.
Asger Jorn ‘Menneskedyret’, trykt i Per Hofman Hansens ‘Bibliografi over Asger Jorns skrifter’,
Silkeborg 1988, s 21-24.
Asger Jorn ‘Den gådefulde familie’,
kronik i Politiken 24.maj 1965.
Asger Jorn ‘Intime Banaliteter’,
Helhesten, hefte 2, side 33-38, København 1941.
Asger Jorn ‘De Profetiske Harper’,
Helhesten, hefte 56, København 1944.
Graham Birtwistle i ‘Living Art. Asger Jorns
comprehensive theory of art between Helhesten and Cobra 1946-1949’, Utrecht 1986.
Asger Jorn ‘Magi og skønne kunster’,
skrevet 1948, udgivet 1971.
Asger Jorn ‘Pour la forme, Paris 1958.
Asger Jorn ‘Den sultne løve’, udgivet posthumt, København 1981.
Ann-Charlotte Weimarcks ‘Nordisk Anarkism. Asger Jorn och projektet 10.000 Års Nordisk Folkkunst’, Kristianstad 1980.
Jens Staubrand ‘Person og titelindex,
og fortegnelser over overskrifter til Asger Jorns fem bøger
fra Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme’, Frederiksberg 1992.
Asger Jorn ‘Naturens orden’, København 1962.
Asger Jorn ‘Værdi og økonomi’, København 1962.
Asger Jorn ‘Held og hasard’, København 1963.
Asger Jorn ‘Ting og polis’, København 1964.
Asger Jorn ‘Alfa og omega’, København 1980.
Jens Staubrand ‘Asger Jornaforismer og andre korte tekststykker’, København 1995.
Niels Viggo Bentzon ‘Det Banale’, for mezzosopran og cello, Frederiksberg 1995.