Knet-logo
Danske Kulturtidsskrifter 1917-45

Red.: Det Kongelige Bibliotek

Om / About  Hjælp / Help

Op
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 04-05 - April-Maj

Forrige Næste
[6] s. 135-139
Hans Kirk: Religion og Hartkorn

Facsimile

Tidsskriftprojeter

1926:4-5

RELIGION OG HARTKORN

Da i sin Tid i Danmark de moderne kapitalistiske Former gennemførtes med Handelens Organisation som Storhandel for Landets egen Regning og den moderne Industris Afløsning af det gamle Haandværk, ledsagedes den økonomiske Proces her som alle andre Steder af et aandeligt Gennembrud. Det nye Borgerskab fandt sine aandelige Vaaben; det blev liberalt, fordi Aktieselskabsformen muliggjorde et vist borgerligt, økonomisk Demokrati, og navnlig fordi det gamle Borgerskab var konservativt - et Modsætningsforhold, hvortil der kan drages talrige historiske Paralleller. Bevægelsen fæstnede sig i Hovedstaden og blev senere plantet ud i Provinsbyerne, men paa Landet fandt den ingen Jord at vokse i.
    Grunden var den, at Bondestanden ikke havde de økonomiske Forudsætninger, som skulde til. Ganske vist kunde det synes, som om Landbruget i de senere Aaringer havde gennemgaaet en lignende Udvikling, Overgangen fra Kornproduktion til Smør- og Flæskeproduktionen, men i Virkeligheden var dette kun et Led i en lang og omfattende Proces, der fra Bondereformernes Tid til Andelsmejeriet og Lovene om Udstykning af Jord til Husmandsbrug strakte sig over godt og vel hundrede Aar. Og Bondebevægelsen var allerede godt i Gang med at forme sit eget aandelige Program, sin Klasses Livssyn.
    Den danske Bondestand er i sine Vaner uhyre konservativ. Det viser sig i utallige Smaatræk, i Sprog, Paaklædning og Levemaade. Der kan nævnes et lille Eksempel; Placeringen af Møbler i en Stue. Her anbringes - i hvert Fald i Jylland - næsten altid Sofaen op mod Vinduesvæggen. Det er overordentlig upraktisk, og man forstaar ikke Grunden, hvis man ikke tænker paa, at Alkoven tidligere havde sin Plads ved Stuens Indervæg. Alkoven er nu borte, men dens Genfærd staar endnu og fylder i Rummet. Der findes hos Bønder en instinktiv Frygt for at bryde helt med noget forgangent, og det var derfor kun naturligt, at den moderne Bondes aandelige Syn voksede ud af den gamle Folketro og fandt Ly i Kirken. Det var den samme Jord, man nu dyrkede paa en ny og mere intensiv Maade; det blev de gamle religiøse Symboler, som man fyldte med en ny Tids stærkere Aand.
    Den landbrugstekniske Udvikling førte Velstand og gode Kaar med sig til Gaardmandsklassen. Resultatet blev en Selvbevidsthed og Optimisme, som gav sig ganske ensartede Udslag i religiøs og politisk Retning. I Løbet af nogle Aar var det gamle Godsejer- og Bureaukratstyre fejet til Side, og samtidig havde Guddommen forandret Skikkelse. For Grundtvigianismen, der hurtigt tog Føringen og siden har beholdt den, er Vorherre den fremtrædende i Treenigheden. Han er en Naturgud, som ikke i væsentlig Grad adskiller sig fra andre Naturguder, Skaberen og Opretholderen, som har faaet Tingene til at gro og give Afgrøde, og som giver Korn paa Agrene og Kalv i Koen. Verden er hans Landbrug, og han er selv den store Bonde, en velvillig og frodigt ånlagt Husbond, der styrer sin Gaard saaledes, at baade Fæ og Folk trives vel derved. Det er Gaardmanden, der har skabt sin egen Idé og gjort den til guddommeligt Symbol.
    Denne Kuitur rummer en uhyre Optimisme, som man jo forresten genfinder i den liberale politiske Opfattelse. Verden er god nok, som den er, og det eneste, man kan ønske, er, at den fortsættes under lignende Former efter Døden. Det er en Tro for Jordbesiddere, som den nordiske Mythologi var dannet for en krigersk Overklasse. Den er gennemtrængt af en inderlig Naturfølelse, som lægger sig for Dagen i Salmerne.
    Det er naturligt, at Virkningen af en Opgangsperiode senest spores hos de daarligt stillede. Det Tidevand, der som en Bølge skyller op i Floden, naar kun som en svag Krusning til Bækken. Men en lille Del af den Velstand, som blev den egentlige Bondebefolkning givet, naaede ogsaa Landproletariatet. For Husmændenes Vedkommende steg Landbrugsprodukterne jævnt i Pris, og de dygtigste af Landarbejderne fik ved Udstykningslovgivningen en Stilling, som rent midlertidig betød en Forbedring. Transportforholdenes Udvikling gav Fiskerne den Fordel, at Fangsten nu kunde bringes paa et større Marked, saaledes at Afsætningsmulighederne ikke helt beroede paa, hvad den nærmeste Egn kunde aftage. Men kun for et ganske ringe Tal blev det til virkelig gode Kaar. Husmandens, Landarbejderens og Fiskerens Stilling er næsten altid usikker; der skal kun en Ubetydelighed til for at slaa ham økonomisk i Stykker. Han er i den Retning stillet akkurat som Industriarbejderen.
    Det giver en Fornemmelse af Tilværelsens Farlighed. I Dag rød, i Morgen død, det ene Aar en Mand med Hus og Hjem, det næste paa Sognet. Og for at holde det gaaende kræves et Slid over al Maade; for Husmandens Vedkommende kan man vist roligt paastaa, at Arbejdsdagen ikke er under 14 Timer. Og Fiskeriet er - navnlig ved Vestkysten - i højeste Grad farligt. Det har præget dette Landproletariats Livssyn. Der var kun en ringe Mulighed for at forbedre Vilkaarene ved Organisation mod Udbytterne, og Landproletariatet vendte sig derfor til Religionen. Landproletaren har jo netop saa meget Pusterum, at han ikke helt sløves.
    For disse Underklassefolk er Verden ikke fuld af Vækst og Frodighed, men et Sted, hvor man med Møje maa pine Føden ud af den magre Jord, og hvor Skæbnen hvert øjeblik kan slaa alt i Stykker. For at der overhovedet skal være Mening i Tingene, maa man antage, at der etsteds i Verden findes en Slags Retfærdighed. Det er nødvendigt i en farlig Tilværelse at have en Støtte for ikke helt at føle sig prisgivet den kolde Tilfældighed. Himlen bliver den Ønskedrøm, hvor Retten sker Fyldest. Men naar det simple, daglige Brød er saa svært at faa, hvor langt vanskeligere maa det da ikke være at erhverve Saligheden. For en Mand af denne Type er Verden ikke et Paradis, der skal fortsættes i det hinsidige, men en Lidelsernes Vej, som skal vandres, før det egentlige Liv begynder. Han er Pessimist, og det er det mystisk - mørke i Kristendommen, han føler sig tiltalt af: Kristus paa Korset og Forsagelsen. Faderen er glemt for Sønnen. Det er Indremissionen.
    Naar man tager Landets Størrelse i Betragtning, er der en forbavsende Forskel paa den danske Jords Bonitet. I enkelte Egne, f. Eks. Thy og Lemvigkanten, er Overgangen fra første Klasses Jord til fattige og næsten udyrkelige Agre meget brat. Og Forskellen i Livssyn bliver ligesaa afgørende. Paa den gode Jord er Befolkningen hovedsagelig grundtvigiansk, mens den faa Kilometer borte er overvejende missionsk. Man kan i Virkeligheden sige, at vi har to Religioner, som hver har sin naturlige Jordbund, bogstaveligt talt. Den ene dyrker Guden for Vækst og Frodighed, den anden Kristus, Forgængelighedens og Underkastelsens Symbol. Selv i Kultus er der typisk Forskel: de grundtvigianske Gudstjenester og Møder, hvor den blomstrende Forkyndelse og Sangen spiller Hovedrollen, mens det hos Missionsfolkene er Bekendelsen og Bønnen. Denne Forskel giver et godt Indtryk af Sagen. I Samkvem med Guden giver Grundtvigianeren sit Overskud af Livskraft, mens den indremissionske i Ydmygheden finder ind til Mysteriet.
    Der er kun en vag Grænse mellem de egentlige Grundtvigianere og de øvrige moderate Kirkepartier. Det bliver noget af et Tilfælde, hvilket Parti der raader. Hvor der findes en Højskole, og de findes jo saa at sige kun i de gode Egne, bliver Befolkningen grundtvigiansk. Der ligger hos Bønder en Trang til at fylke sig om en Høvding, og en grundtvigiansk Præst vil have gode Muligheder for at vinde Tilhængere imellem en solid og velhavende Befolkning, mens Missionsmanden sjældent faar fat i andre end de daarligst stillede og mest forkomne.
    Indremissionen maa altsaa, trods dens Forkastelse af Proletariatets Kampmaader, betragtes som en religiøs Proletarbevægelse. Den er menneskelig tiltalende, fordi den er et - ganske vist irrationelt-Forsøg paa en ordnet Livsanskuelse, hvor der i det mindste er det rigtige, at den ingenlunde accepterer det bestaaende. Men den er farlig, set fra et marxistisk Synspunkt, fordi den projicerer sin Protest mod den sociale Uorden ud i Evigheden. Tildels er den baaret af en gold Underkastefølelse: den vender i sin Lære om Forsagelse fra al Verdens Lyst sin Brod mod de bedrestillede i et Forlangende om, at de for Salighedens Skyld skal paatage sig Fattigmandskaar. Det er Afmagtens Lære, hvor Afmagten er ophøjet til guddommelig Norm.
    Mens Grundtvigianismen og den kirkelige Moderation i og for sig ikke har nogen Interesse for en marxistisk Betragtning, fordi disse Anskuelser er knyttet saa nær til de bestaaende Produktionsforhold, at de ikke kan løsrives derfra, maa man med Opmærksomhed følge Indremissionen. Det maa gælde om paa alle Maader at bekæmpe den, fordi man ikke faar fat i store Dele af Landproletariatet, saalænge Missionen har sit Tag i Sindene. Bedst gøres det vel ved en forstandig Kirkepolitik. Jo flere moderate Elementer Missionen rummer, desto mindre farlig er den.
    Her er det muligt at en Ændring i de økonomiske Forhold vil kunne faa noget at betyde. En fortsat Depressionstilstand indenfor Landbruget vil utvivlsomt drive en Række Smaabønder bort fra Grundtvigianismen, der som sagt bygger paa en optimistisk Opfattelse af Tilværelsen. Det er ikke utænkeligt, at det i nogen Grad vil ændre den indremissionske Kultus' Karakter.

Hans Kirk.