Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 04-05 - April-Maj
[6] s. 135-139
Hans Kirk: Religion og Hartkorn
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
RELIGION OG HARTKORN
Da i sin Tid i Danmark de moderne kapitalistiske Former gennemførtes med Handelens
Organisation som Storhandel for Landets egen Regning og den moderne Industris Afløsning af det
gamle Haandværk, ledsagedes den økonomiske Proces her som alle andre Steder af et aandeligt
Gennembrud. Det nye Borgerskab fandt sine aandelige Vaaben; det blev liberalt, fordi
Aktieselskabsformen muliggjorde et vist borgerligt, økonomisk Demokrati, og navnlig fordi det gamle
Borgerskab var konservativt - et Modsætningsforhold, hvortil der kan drages talrige historiske
Paralleller. Bevægelsen fæstnede sig i Hovedstaden og blev senere plantet ud i Provinsbyerne, men
paa Landet fandt den ingen Jord at vokse i.
Grunden var den, at Bondestanden ikke havde de økonomiske Forudsætninger, som skulde til.
Ganske vist kunde det synes, som om Landbruget i de senere Aaringer havde gennemgaaet en
lignende Udvikling, Overgangen fra Kornproduktion til Smør- og Flæskeproduktionen, men i
Virkeligheden var dette kun et Led i en lang og omfattende Proces, der fra Bondereformernes Tid til
Andelsmejeriet og Lovene om Udstykning af Jord til Husmandsbrug strakte sig over godt og vel
hundrede Aar. Og Bondebevægelsen var allerede godt i Gang med at forme sit eget aandelige
Program, sin Klasses Livssyn.
Den danske Bondestand er i sine Vaner uhyre konservativ. Det viser sig i utallige Smaatræk, i
Sprog, Paaklædning og Levemaade. Der kan nævnes et lille Eksempel; Placeringen af Møbler i en
Stue. Her anbringes - i hvert Fald i Jylland - næsten altid Sofaen op mod Vinduesvæggen. Det er
overordentlig upraktisk, og man forstaar ikke Grunden, hvis man ikke
tænker paa, at Alkoven tidligere havde sin Plads ved Stuens Indervæg. Alkoven er nu borte, men
dens Genfærd staar endnu og fylder i Rummet. Der findes hos Bønder en instinktiv Frygt for at
bryde helt med noget forgangent, og det var derfor kun naturligt, at den moderne Bondes aandelige
Syn voksede ud af den gamle Folketro og fandt Ly i Kirken. Det var den samme Jord, man nu
dyrkede paa en ny og mere intensiv Maade; det blev de gamle religiøse Symboler, som man fyldte
med en ny Tids stærkere Aand.
Den landbrugstekniske Udvikling førte Velstand og gode Kaar med sig til Gaardmandsklassen.
Resultatet blev en Selvbevidsthed og Optimisme, som gav sig ganske ensartede Udslag i religiøs
og politisk Retning. I Løbet af nogle Aar var det gamle Godsejer- og Bureaukratstyre fejet til Side,
og samtidig havde Guddommen forandret Skikkelse. For Grundtvigianismen, der hurtigt tog
Føringen og siden har beholdt den, er Vorherre den fremtrædende i Treenigheden. Han er en
Naturgud, som ikke i væsentlig Grad adskiller sig fra andre Naturguder, Skaberen og
Opretholderen, som har faaet Tingene til at gro og give Afgrøde, og som giver Korn paa Agrene og
Kalv i Koen. Verden er hans Landbrug, og han er selv den store Bonde, en velvillig og frodigt ånlagt
Husbond, der styrer sin Gaard saaledes, at baade Fæ og Folk trives vel derved. Det er
Gaardmanden, der har skabt sin egen Idé og gjort den til guddommeligt Symbol.
Denne Kuitur rummer en uhyre Optimisme, som man jo forresten genfinder i den liberale politiske
Opfattelse. Verden er god nok, som den er, og det eneste, man kan ønske, er, at den fortsættes
under lignende Former efter Døden. Det er en Tro for Jordbesiddere, som den nordiske Mythologi
var dannet for en krigersk Overklasse. Den er gennemtrængt af en inderlig Naturfølelse, som lægger
sig for Dagen i Salmerne.
Det er naturligt, at Virkningen af en Opgangsperiode senest spores hos de daarligt stillede. Det
Tidevand, der som en Bølge skyller op i Floden, naar kun som en svag Krusning til Bækken. Men
en lille Del af den Velstand, som blev den egentlige Bondebefolkning givet, naaede ogsaa
Landproletariatet. For Husmændenes Vedkommende steg Landbrugsprodukterne jævnt i Pris,
og de dygtigste af Landarbejderne fik ved Udstykningslovgivningen en Stilling, som rent midlertidig
betød en Forbedring. Transportforholdenes Udvikling gav Fiskerne den Fordel, at Fangsten nu kunde
bringes paa et større Marked, saaledes at Afsætningsmulighederne ikke helt beroede paa, hvad
den nærmeste Egn kunde aftage. Men kun for et ganske ringe Tal blev det til virkelig gode Kaar.
Husmandens, Landarbejderens og Fiskerens Stilling er næsten altid usikker; der skal kun en
Ubetydelighed til for at slaa ham økonomisk i Stykker. Han er i den Retning stillet akkurat som
Industriarbejderen.
Det giver en Fornemmelse af Tilværelsens Farlighed. I Dag rød, i Morgen død, det ene Aar en Mand
med Hus og Hjem, det næste paa Sognet. Og for at holde det gaaende kræves et Slid over al
Maade; for Husmandens Vedkommende kan man vist roligt paastaa, at Arbejdsdagen ikke er under
14 Timer. Og Fiskeriet er - navnlig ved Vestkysten - i højeste Grad farligt. Det har præget dette
Landproletariats Livssyn. Der var kun en ringe Mulighed for at forbedre Vilkaarene ved Organisation
mod Udbytterne, og Landproletariatet vendte sig derfor til Religionen. Landproletaren har jo netop
saa meget Pusterum, at han ikke helt sløves.
For disse Underklassefolk er Verden ikke fuld af Vækst og Frodighed, men et Sted, hvor man med
Møje maa pine Føden ud af den magre Jord, og hvor Skæbnen hvert øjeblik kan slaa alt i Stykker.
For at der overhovedet skal være Mening i Tingene, maa man antage, at der etsteds i Verden findes
en Slags Retfærdighed. Det er nødvendigt i en farlig Tilværelse at have en Støtte for ikke helt at føle
sig prisgivet den kolde Tilfældighed. Himlen bliver den Ønskedrøm, hvor Retten sker Fyldest. Men
naar det simple, daglige Brød er saa svært at faa, hvor langt vanskeligere maa det da ikke være at
erhverve Saligheden. For en Mand af denne Type er Verden ikke et Paradis, der skal fortsættes i
det hinsidige, men en Lidelsernes Vej, som skal vandres, før det egentlige Liv begynder. Han er
Pessimist, og det er det mystisk - mørke i Kristendommen, han føler sig tiltalt af: Kristus paa Korset
og Forsagelsen. Faderen er glemt for Sønnen. Det er Indremissionen.
Naar man tager Landets Størrelse i Betragtning, er der en
forbavsende Forskel paa den danske Jords Bonitet. I enkelte Egne, f. Eks. Thy og Lemvigkanten, er
Overgangen fra første Klasses Jord til fattige og næsten udyrkelige Agre meget brat. Og Forskellen
i Livssyn bliver ligesaa afgørende. Paa den gode Jord er Befolkningen hovedsagelig grundtvigiansk,
mens den faa Kilometer borte er overvejende missionsk. Man kan i Virkeligheden sige, at vi har to
Religioner, som hver har sin naturlige Jordbund, bogstaveligt talt. Den ene dyrker Guden for Vækst
og Frodighed, den anden Kristus, Forgængelighedens og Underkastelsens Symbol. Selv i Kultus er
der typisk Forskel: de grundtvigianske Gudstjenester og Møder, hvor den blomstrende Forkyndelse
og Sangen spiller Hovedrollen, mens det hos Missionsfolkene er Bekendelsen og Bønnen. Denne
Forskel giver et godt Indtryk af Sagen. I Samkvem med Guden giver Grundtvigianeren sit Overskud
af Livskraft, mens den indremissionske i Ydmygheden finder ind til Mysteriet.
Der er kun en vag Grænse mellem de egentlige Grundtvigianere og de øvrige moderate Kirkepartier.
Det bliver noget af et Tilfælde, hvilket Parti der raader. Hvor der findes en Højskole, og de findes jo
saa at sige kun i de gode Egne, bliver Befolkningen grundtvigiansk. Der ligger hos Bønder en Trang
til at fylke sig om en Høvding, og en grundtvigiansk Præst vil have gode Muligheder for at vinde
Tilhængere imellem en solid og velhavende Befolkning, mens Missionsmanden sjældent faar fat i
andre end de daarligst stillede og mest forkomne.
Indremissionen maa altsaa, trods dens Forkastelse af Proletariatets Kampmaader, betragtes som
en religiøs Proletarbevægelse. Den er menneskelig tiltalende, fordi den er et - ganske vist
irrationelt-Forsøg paa en ordnet Livsanskuelse, hvor der i det mindste er det rigtige, at den
ingenlunde accepterer det bestaaende. Men den er farlig, set fra et marxistisk Synspunkt, fordi den
projicerer sin Protest mod den sociale Uorden ud i Evigheden. Tildels er den baaret af en gold
Underkastefølelse: den vender i sin Lære om Forsagelse fra al Verdens Lyst sin Brod mod de
bedrestillede i et Forlangende om, at de for Salighedens Skyld skal paatage sig Fattigmandskaar.
Det er Afmagtens Lære, hvor Afmagten er ophøjet til guddommelig Norm.
Mens Grundtvigianismen og den kirkelige Moderation i og for sig ikke har nogen Interesse for en
marxistisk Betragtning, fordi disse Anskuelser er knyttet saa nær til de bestaaende
Produktionsforhold, at de ikke kan løsrives derfra, maa man med Opmærksomhed følge
Indremissionen. Det maa gælde om paa alle Maader at bekæmpe den, fordi man ikke faar fat i
store Dele af Landproletariatet, saalænge Missionen har sit Tag i Sindene. Bedst gøres det vel ved
en forstandig Kirkepolitik. Jo flere moderate Elementer Missionen rummer, desto mindre farlig er
den.
Her er det muligt at en Ændring i de økonomiske Forhold vil kunne faa noget at betyde. En fortsat
Depressionstilstand indenfor Landbruget vil utvivlsomt drive en Række Smaabønder bort fra
Grundtvigianismen, der som sagt bygger paa en optimistisk Opfattelse af Tilværelsen. Det er ikke
utænkeligt, at det i nogen Grad vil ændre den indremissionske Kultus' Karakter.
Hans Kirk.
|