Dreiers smaa grønne og røde stridsskrifter blev til i en tid, hvor Heiberg i værker som "En Sjæl efter Døden" og "Nøddeknækkerne" nylig havde haanet de politiske interesser, hans fader, P. A. Heiberg, var blevet landsforvist for at have forsvaret, og hvor Kierkegaard stemplede borgernes interesse for landets anliggender som "udvorteshedens spektakel". For begge havde mennesket kun en opgave: at vende sig indad mod sin egen personlighed og uddanne den. For Heiberg betød dette: dannelse, aandsdannelse, for Kierkegaard: underkastelse under gud. Heri saa de livets formaal. Men imod dette, der let førte til resignation og anerkendelse af det bestaaende, stillede Dreier den opfattelse, at mennesket ogsaa er et samfundsindivid og maa lære at tænke og føle som saadant. Dette er hans første store indsats: aarhundredets indadvendthed erstattet med en kraftig handlen og en virken for reform af alle samfundslivets omraader. Og formaalet var folkets lykke. Dette var ogsaa højskolens kongstanke, men højskolen vilde genopvække den gamle nordiske aand ved hjælp af de historiske minder fra oldtid og middelalder. Dreier derimod vilde skabe en helt ny aand efter de helt nye forhold, der opstod med industrien. Herved har han sejlet højskolen et godt stykke agterud, allerede før den blev realiseret. Hans anden store tanke var: at bygge paa den nye videnskab, der nu var brudt frem, erfaringsvidenskaben, og indrette alt efter fornuften, den eneste lovgiver i samfundslivet, der jo er skabt af menneskene og derfor kan bestemmes af dem. Thi den frie videnskab skulde ikke gennemføres blot for sin egen skyld, men ogsaa fordi der lod sig drage nye politisk-sociale konsekvenser af den, saaledes som tyskerne, blandt andre Marx, havde gjort. Det stod klart for Dreier, at den frie videnskab og arbejderne i forening skulde omdanne samfundet. Han saa rigtigt, at socialismen eller kommunismen var konsekvensen af de nye økonomiske forhold. Derved naaede han ogsaa uden om halvfjerdserne, der blev dominerende aarhundredet ud, men hvis hovedtanke, nemlig opfattelsen af reaktion - fremskridt, han havde foregrebet, og hvis arbejde: samling af alle de revolutionære retninger til kamp mod den fælles fjende, han allerede havde fordret. Blot at fjenden for ham var den private ejendomsret, og at samfundets tarv for ham var det altbeherskende, mens halvfjerdserne blev individualismens tid.
    Naar dette var hans opfattelse, maatte hans opgave blive til den ene side at øve den moderne videnskab og kritik, til den anden at stille positive forslag til reform. Derfor udgav han sine smaaskrifter. - I Aandetroen og den frie Tænkning vil han da fremstille den videnskab, han har bestemt som udgangspunktet. Det 19. aarhundredes videnskab byggede paa tilliden til den menneskelige tankes mulighed for rigtig erkendelse. Da samfundet er udgangspunktet for Dreier, og menneskets tanke paa dette omraade er det eneste afgørende, betages han yderligere af troen paa dens magt og fører den helt ud i den selv for hans tid haardhudede konsekvens, at "vort begreb om tingen er tingens eget begreb, dens indre, dens sjæl" - en konsekvens, heller ikke vor tid kan anerkende, der foreløbig stadig støder paa sansernes utilstrækkelighed og erkendelsens grænser. Videnskabens opgave var for Dreier at bryde teologiens magt - hvad vor tid ogsaa maa opgive for vigtigere opgaver. Derimod kan vi anerkende hævdelsen af, at filosofien, naar den har overvundet teologien, det vil sige hævdet tankens suverænitet, maa forsvinde som ligesaa uvidenskabelig som teologien og gaa op i fagvidenskaberne, som psykologi, sociologi og logik.
   Den samme, meget strenge konsekvens, der saaledes var karakteristisk for hans videnkabelige anskuelse, genfinder vi i hans forhold til tidens vigtige begivenheder. Den nationale kamp om Slesvig-Holsten kaldte han for grænsekævleri og fandt den skadelig, fordi den modarbejdede forstaaelsen af, at det var samme tryk, der maatte bekæmpes paa begge sider af Ejderen. I sin pjece Folkenes Fremtid modarbejder han da ogsaa den gængse nationalfølelse. Og dog glemte han her for en gangs skyld sin nøgterne vurdering af forholdene, idet han sluttede sig til martsbevægelsen - som socialdemokratiet i vor tid har stemt for krigsbevillinger. Februarrevolutionen begejstrede ham. Derimod var han ikke tilfreds med de hjemlige fremskridtsvenlige foreninger, fordi de ikke var konsekvente nok, og søgte derfor at faa dannet et mere konsekvent forbund, "Reformselskabet". I begyndelsen savnede han da ogsaa fra tidens arbejderblad tilstrækkelig sympati for sit tidsskrift, skønt han heri stærkt kæmpede for organisation af arbejderne. Kunsten havde Dreier hverken interesse for eller kendskab til, men han saa rigtigt, at den paa hans tid var i opløsning. I sit skrift M. A. Goldschmidt. Et Litteraturbillede, angreb han tidens betydeligste digter for hans holdningsløse svingning mellem tidens forskellige strømninger. Hele tidens æsteticisme angreb han i sit forsvar for kvindernes ligeberettigelse, Blik paa det verdenshistoriske Værk "Clara Raphael", hvor han gør striden om kvindens uddannelse og stilling fra en frasekrig til en strid om principper, og hvor han angreb romandannelsen ligesaa skarpt, som Poul Møller havde gjort i sine aforismer, men ud fra den betragtning, at den gjorde kvinderne uskikkede til at tage deres del i det moderne samfundsliv, altsaa spillede samme rolle som nutidens film og den meget udbredte romanlitteratur, der staar paa samme niveau.
   Som det ses, virkede Dreier i høj grad til at klarne begreberne og stille sin tids problemer. Og da han havde gjort det, tog han bestemt parti mod dens onde - privatejendomsretten, kapitalen - og bedømte alle forhold herefter. Dette gav ham hans styrke og handlekraft.
    Vor tid - tiden efter verdenskrigen - ligner Dreiers tid og tiden efter 1864 deri, at alle fastslaaede sociale, moralske og kunstneriske begreber er i opløsning. Aandsarbejderens første opgave ligger da deri: at bringe klarhed paa disse punkter. Den politiske og sociale oplysning af arbejderne, der var saa vigtig paa Dreiers tid, maa nu overlades til fagbevægelserne i forbindelse med nationaløkonomer og arbejderne selv for at komme ud af politikens fraser og folketalerne, der jo er de bortkastede skaller, hvis kærne er væk. Aandsarbejderne er kunstnere og videnskabsmænd og videnskabens og kunstens praktiske udøvere i ledelsen af de store industriforetagender, i skolen, retten, hospitalerne, folkehygiejnen og pressen. Paa disse felter ligger deres opgaver og venter paa dem.
    Da videnskaben var udgangspunktet, begyndte Dreier sit tidsskrift Samfundets Reform med en kritik af universitetet og forslag til en omlægning af det. Heller ikke her lønner det sig at følge ham direkte, da professorerne nu selv besørger denne kritik ved deres aabenhjertige tilstaaelse af mangelfuldheden hos deres kolleger. Derimod maa der arbejdes paa en fornyelse af videnskaben her i landet. Det er jo en kendt sag, at kun i naturvidenskaben og medicinen kan vi tale om en tidssvarende videnskab, ikke i aandsvidenskaberne. Typisk var saaledes situationen under den hæftige diskussion om religionen, hvor videnskaben spillede en ynkelig rolle, idet den drøftede, om Kristus har eksisteret, hvad der kan være temmelig ligegyldigt, men ikke spurgte, om de kristelige begreber har nogen værdi for vor tid. Enhver moralsk vurdering er jo bestemt af tid og forhold. Kristendommen har i snart 2000 aar forsøgt at gøre menneskene gode, uden at nogen tør paastaa at det er lykkedes. Ejendommen, pengene modarbejder dette. Kristendom og penge kan ikke regere verden sammen. Den ene vil skabe godhed, den anden forleder til slethed. Er kærlighedsevangeliet under de nuværende økonomiske forhold i verden da ikke - samfundsmæssigt set - en frase eller et skadeligt princip, der fører til hensynsløs udbytning af den svagere? Broderkærligheden var et godt samlingsmærke, da det gjaldt om sammenhold og organisation, men er hadet ikke et mere frugtbart princip paa udviklingens næste stadium, hvor det gælder den virkelige kamp. Kan man ikke lære menneskene at elske det gode, kan de maaske lære at hade det onde. Og er et ærligt had til tidens onder ikke hvad vi trænger til for at komme væk fra nationalskavanken: holdningsløsheden og det gemytlige pjat? Hvad modarbejder virksomst krigen og dens økonomiske forudsætninger og fascismen, der ogsaa betyder krigsfare - det er for vor tid spørgsmaalet. Men videnskaben er nu uden forhold til tiden, derfor kan den ikke mere stille problemet og bliver selvfølgelig uden betydning.
    Det samme synspunkt maa anlægges paa den gamle frihedstids andre begreber som parlamentarismen, den individuelle frihed, og paa vor tids problemer, som nationalismen, eller dens institutioner, som den nye hellige alliance, de store nationers forbund.
    Krigen har slaaet alle illusioner til jorden, og ingen af dem tør rejses igen. Kunsten og kulturen i det hele har siden den tid mest været experimenter. Ingen enkelt mand har, som Georg Brandes i slutningen af forrige aarhundrede, kunnet give tiden dens løsen. Men ett er klart: de økonomiske og sociale forhold, hvorunder vor tids mennesker lever, og hvoraf de bestemmes, maa være grundlaget for det aandsliv og den kultur, de skal skabe, svarende til de kaar, hvorunder de lever og vil komme til at leve i fremtiden. At finde betingelserne, mulighederne og formerne for denne kultur maa være aandsarbejdernes opgave. Det 18. aarhundredes aandsarbejdere gik ikke rundt og udgød sig i revolutionære fraser, og de skrev ikke skæve tendensromaner som halvfjerdsernes forfattere, de drog konsekvenserne af deres videnskab og fremsatte dem i forstaaelig form, som encyklopædisterne, eller de skrev sande og overbevisende skuespil som Beaumarchais Figaros Bryllup, eller romaner som Voltaires og Rousseaus, der ændrede folkets sind, saa det var handlekraftigt den dag, de økonomiske forhold havde udviklet sig, saa handling var nødvendig. De udtømte og udtrykte deres aarhundredes aandsindhold - det var deres andel i revolutionen. Det samme gjorde Dreier i sit aarhundrede - omend langt mindre omfattende og bøjeligt. Men konsekvens er, hvad han har at lære vor tid.

Harald Rue.