Kan Danmark afkristnes?

Religion og social Selvhævdelse.

Det var det smukke ved Georg Brandes, at han hadede Kristendommen fra sin første Ungdom til sin sidste Time og tog den Upopularitet, som følger en Hedning i et kristent Land. Det var Ulykken, at han ordnede Sagen med et Spark, som man behandler Taaber, uden nogensinde at undersøge, hvoraf Taabeligheden kom. Det var ikke at forlange, at han skulde behandle sine Modstandere med venlige Lader, men det havde været nyttigt for ham at kende dem lidt nøjere. Skal man udrydde Rotter, maa man vide Besked om Rottens Biologi. Det er ikke nok at paavise, at det er et grimt og skadeligt Dyr. Vor Tids Kamp mod Kristendommen maa føres paa en anden Maade. Vi maa se den folkelige, religiøse Kultur i dens Sammenhæng med og Afhængighed af de materielle Livskaar, og man skal ikke opholde sig for meget ved den vage, smaaborgerlige Religiøsitet, som i vore Dage har fundet Talsmænd i Helge Rode, Henning Kehler og Bønnelycke.

Vi har i Danmark to Religioner, Grundtvigianismen og Indremissionen. Grundtvigianismen opstod i en Opgangstid, hvor Bønderne økonomisk frigjorde sig for Godsejervældet og kæmpede sig frem til den politiske Magt. Den var oprindelig et udmærket Udtryk for Bondens sociale Optimisme og præget af Kundskabstrang og aandeligt Frisind. Men da Bonden økonomisk og politisk fandt sin Plads som besiddende Middelstand, mistede Grundtvigianismen sin Friskhed og endte i gold Veltalenhed. Med Støtte i en omfattende Uvidenhed beskæftiger det grundtvigianske Aandsliv sig med alt mellem Himmel og Jord, fra Atomteori til Dogmet om den ubesmittede Undfangelse. Kresen af Tilhængere er saa nogenlunde begrænset til Gaardmændene, og Grundtvigianismen svarer saa nøje til deres sociale Forudsætninger, at ethvert Fors0z paa at rokke den er haabløst.

Bestemmer Religionen Moralen? Nej, tværtimod. - Kristendommen er rummelig nok til at begrunde enhver Moral fra amerikansk Storkapitalisme til religiøs Kommunisme, og for de fleste seksuelle Livsformer kan der hentes gode Forsvarsgrunde fra den hellige Skrift. Luther var jo da ogsaa flere Gange noget tvivlraadig. Paa et Barometer har man en Viser, som stilles efter Naalens Udsving. Paa samme Maade har den religiøse Etik sin Naal at følge.

Moralen er et Produkt af Samfundsforholdene. Under haarde Livsbetingelser vil der skabes en streng Moral. For den organiserede Arbejder, som er i social Kamp, bliver det et Krav om Kammeratskab og ubrydelig Klassesolidaritet. Det er den rigtige Indstilling, men store Dele af Landproletariatet har ikke faaet Muligheder for at følge med i Arbejderklassens hurtige Ud- vikling og har ikke haft Byarbejderens paa mange Maader fordelagtige Stilling. Kravet om social Retfærdighed er her blevet til en religiøs ønskedrøm. Men i de moralske Dogmer, som Indremissionen opstiller, stikker Underklasse- moralen tydeligt igennem. En Grundtvigianer kommer i Himlen, blot han passer sin jordiske Dont og opfører sig skikkeligt. Missionen kræver Forsagelse og ydmyg Underkastelse paa alle Tilværelsens Omraader. Der ligger heri Antydning af en social Rejsning. Underklassen sætter sin Livsanskuelse op mod de andre Stænders og gør den til religiøs Norm.

Hos den socialt undertrykte opstaar der let en Følelse af Mindreværdi, som hæmmer ham og gør ham yderligere usikker og forkommen. Religionen kan gøre det ud for den sikre Klassebevidsthed og suggerere ham til en vis