Hans Kirk.

HANS KIRK: Fiskerne. (Gyldendal.)

Det er med særlig Glæde, der her i »K R.« skrives nogle Linier om Hans Kirks Debutroman »Fiskerne«, paa en vis Maade er han første Gang blevet forestillet for Offentligheden gennem sine Artikler her i Bladet. Lad det derfor være sagt straks - som et naturligt Udslag af Klikevæsen og Kammeratroseri - , at vi med Kirk har faaet en ny Digter; hans Bog er ikke blot et usædvanlig solidt og velgennemført Debutarbejde, det er en Indsats, der kaster Haabet for hans Forfatterskab langt ud i Fremtiden.

Man forstaar, hvor sikker en Kunstner og hvor rigt et Menneske han er, naar man ser, hvor varmt og umiddelbart han oplever sit Stof, trods sin skarpt bevidste, psykologiske og politiske Indstilling. Det er tydeligt, at der bag hans Opfattelse af det religiøse ligger en Tilslutning til den psyko-analytiske Retnings Paavisning af Forholdet mellem Religion og Erotik, Religion og Følelsen af individuel eller social Ringhed (Adlers »Minderwertigkeitsgefühl«). Det vides fra hans Artikler, at han er Kommunist og en afgjort Fjende af Kristendommen. Det er endelig tydeligt, at han har lært meget af den franske sociologiske Skole med dens Undersøgelser af Samfundsgrupper og deres Tanke- og Handlesæt. Men hele dette med glimrende Intelligens beherskede Apparat forstyrrer ikke et øjeblik Kirks kunstneriske Objektivitet, hans smukke, frie Formevne. Og til den kunstneriske Objektivitet svarer en men- neskelig Indlevelsesevne, en Samf,dlelse med alle hans Personer, ligegyldigt om de nu er missionske eller antimissionske, blot de er menneskelige.

Man skal lede i Litteraturen efter en Begynderbog, der er mere moden og mindre egoistisk. Forfatteren har ikke engang smuglet sig ind som Biperson, han har intet Talerør, er helt gaaet op i den Gruppe Mennesker, hvis Tilværelse han skildrer. Det drejer sig om et Hold indremissionske Fiskere fra Harboøre, der flytter ud til en lille Ø i Limfjorden - Fiskerne i Harboøre er børnerige og har derfor anlagt Smaakolonier omkring i Jylland - man har sagt, at hvis hele den øvrige danske Befolkning blev druknet i den Syndflod, den fortjener, vilde de indremissionske Vestkystfiskere alene være i Stand til at genbefolke hele Landet i faa Aartier. Kirk viser nu, hvordan disse Familier i Løbet af nogle Aar kæmper mod de nye Omgivelser, omtrent som et Fremmedlegeme i en Organisme, og ender med at sejre og skaffe sig sikker Plads. Men fra deres egen Midte truer en nye Fare: Børnene, vil de ikke svigte Missionen? I denne Frygt, der naturligvis for Kirk er et Haab, munder Bogen ud.

Det var Hans Kirk, der engang i en Artikel »Religion og Hartkorn« (Clarté 1926) ligesom lagde to Danmarkskort oven paa hinanden: ét, der viste Jordens Bonitet, og ét, der viste Fordelingen af vore to Hovedreligioner, den grundtvigske og den missionske. Det fremgaar nu, at paa den gode Jord er Befolkningen overvejende grundtvigiansk, medens den paa den golde Jord - maaske kun faa Kilometer borte - hovedsagelig er missionsk. Indremission er en religiøs Proletarbevægelse, og det er i dens Egenskab af Proletar- bevægelse, Kirk har Varme for den. Ogsaa af Slægt og i Kraft af Barndomsindtryk hører han hjemme blandt de vestjyske Fiskere. Han nedstammer selv, med Dr. Kirk i Hadsund som Mellemled, fra en Fiskerslægt i Harboøre.

Fiskeri er et saa udbredt Erhverv i Danmark, at man maa undres over, hvor lidt af Betydning, der er skrevet i Skønlitteraturen om danske Fiskere.

I Aar er der dog kommet hele tre Bøger, Kirks, Søibergs og Jo Jacobsens. Søibergs er en overmaade bred Videreførelse af hans Roman fra i Fjor »Sø- kongen« med en udvendig-romantisk Skildring af en Høvdingetype og hans Magt over et lille Fiskerleje. Langt betydeligere er Jo Jacobsens Roman om