33.1
Plakat: Advarsel! / Udsendt i Forstaaelse med Danmarks
Frihedsraad af En Kreds af Landsmænd.)
Plakat: OBS! Modstandsbevægelsen har været her ...
Ca. 90.000 danskere arbejdede under krigen for tyskerne i Tyskland og Norge. I Danmark arbejdede ca. 70000 danskere på tyske flyvepladser og forsvarsanlæg. Over halvdelen af de danskere, der efter krigen blev dømt som landssvigere, var via arbejde for tyskerne, der var billiget af danske myndigheder, gledet ind i strafbare forhold.
33.2
Naar Danmark atter er frit / tilsendt Dem af Frit Danmark
Allerede med en af Frihedsrådets første publikationer i efteråret 1943, "Naar Danmark atter er frit", begyndte diskussionen om, hvad der skulle ske, når tyskerne kapitulerede. Pjecen, der utvivlsomt hører til et af de mest udbredte illegale skrifter, beskæftigede sig med genindførelsen og befæstelsen af demokratiet, men handlede ikke mindst om "Foranstaltninger over for skyldige og medansvarlige". I 1944 oprettede Frihedsrådet et arrestationsudvalg, på grundlag af hvis kartotek, centralkartoteket, interneringerne efter befrielsen skulle finde sted. Ikke mindst befrielsen af Frankrig, hvor intet retsopgør havde været forberedt, og hvor i hvert fald mere end 10000 vilkårlige henrettelser fandt sted, havde været et skræmmende eksempel. I løbet af de første uger efter 5. maj blev 34000 danskere interneret, hvoraf halvdelen slap ud igen i løbet af få dage. Den første uge var det modstandsgrupperne, der alene stod for interneringerne, derefter var politiet genindsat i sine beføjelser, men sommeren igennem var der mere end 50000 modstandsfolk under våben, og i slutningen af maj sagde en af modstandsbevægelsens ministre på et offentligt møde, at "man gør klogt i at huske på, at det er modstandsbevægelsens folk, der har våbnene". Under disse forhold vedtog folketinget det såkaldte straffelovstillæg, som genindførte dødsstraffen og gav love med tilbagevirkende kraft. Regeringen var sammensat af de to parter, der under det meste af krigen havde modarbejdet hinanden: de gamle politikere og modstandsbevægelsen. Justitsminister Niels Busch-Jensen, der fremlagde straffelovstillægget, havde i 1943 været medforfatter til Frihedsrådets pjece.
33.3
Hal Koch: Jeg anklager Rigsdagen, 1947 (forsiden)
Desværre tillader flyvebladenes tilstand ikke scanning og derfor ses de ikke på WWW udgaven af udstillingen.
Flyveblad: Der smøles ...
Flyveblad: danskere!!! Vaagn op og Nu!!!!!
Flyveblad: Til Modstandsbevægelsen./ Danmark, den 28.
Maj 1945/ Frihedskæmperne
Flyveblad: Til Modstandsbevægelsen/ København,
den 30. Maj 1945/ "Ogsaa Frihedskæmpere".
Løbesedlernes tid var ikke forbi med befrielsen. Disse fredstids løbesedler viser ikke kun, at modstandsfolk var utilfredse med politikere, politi og domstole, men også, at modstandsbevægelsen ikke var enig med sig selv. Ganske vist havde den formuleret kravet om, at udrensningerne skulle føres til bunds og til tops, men dens ledere forhindrede selv, at det kunne ske ved at gå i regering med de - ansvarlige! - politikere.
Retsopgøret kunne dog ikke kun kritiseres for ikke at gå dybt og højt nok, men også for at være præget af vilkårlighed og minde om et juridisk galehus. Alligevel har det siden dengang været god latin at mene, at Danmark kom bedre igennem sit retsopgør end de fleste andre, eller som det hedder i den nyeste Danmarkshistorie: "Set i historiens perspektiv er det oftest i tilsvarende situationer gået langt værre". Allerede i 1945 kunne man imidlertid også mene, som Hal Koch gjorde det i artikler og interviews og i bogen "Jeg anklager Rigsdagen" fra 1947, at det egentlige opgør slet ikke fandt sted. Et egentligt opgør måtte bygge på, at man vedgik arv og gæld også fra tiden før 29. august 1943 - hvis det ikke ville bygge på, at modstandsbevægelsen havde sejret, og da også måtte ramme politikerne og kongehuset. Det var dette manglende "opgør", der havde skabt galehuset.
Ved valget i marts 1943 bekræftede den danske befolkning med overvældende flertal den danske regerings politik over for besættelsesmagten. Ved det første valg efter befrielsen i oktober 1945 gav vælgerne folketinget sin normale skikkelse tilbage, bortset fra en bemærkelsesværdig sejr til kommunisterne, der måske skyldtes den popularitet, de havde opnået i krigens løb, men sikkert i lige så høj grad skyldtes de uddybede sociale skel imellem danskerne, som havde været samarbejdsregeringens pris. Imellem de to valg ligger modstandsbevægelsens og den illegale presses storhedstid. I den lærte de demokratiske politikere og deres vælgere sig for alvor at løbe med - og fra deres gerninger. Det er også en arv fra besættelsestiden.