Digt af den spanske mystiker Johannes af Korset eller Juan de la Cruz (1542-1591): SANG HVORI SJÆLEN SYNGER OM DEN LYKKELIGE BEGIVENHED DEN OPLEVEDE DA DEN GENNEM TROENS MØRKE NAT NØGEN OG REN NÅEDE FREM TIL SIN ELSKEDE I den mørke nat, brændende af kærlighed og længsel - hvilken lykkelig lod! - forlod jeg uset mit hus, der nu var blevet stille - i mørke og i sikkerhed forklædt, ad den hemmelige trappe - hvilken lykkelig lod! - i mørke, i smug, forlod jeg mit hus, der nu var blevet stille - i den lykkelige nat, hemmeligt, så ingen så mig, og selv så jeg intet; det eneste, der ledte mig, var det lys, der brændte i hjertet. Det lys ledte mig sikrere end ved middagstimens lys til det sted, hvor jeg var ventet af en, jeg vidste om - og hvor ingen andre var til stede. Du nat, der ledte mig! Du nat, langt kærere end morgenrøden! Du nat, der forenede vennen med den elskede, forvandlede den elskede til vennen! På mit blomsterbesmykkede bryst der havde ventet på ham alene, der sov han, og jeg kærtegnede ham, og cederkvistens viften gav kølighed. En brise blæste fra murtinden, mens jeg strøg ham gennem håret. med sin blide hånd greb han om min hals, og alle mine sanser slukkedes. Jeg forblev i glemsel. Mit ansigt bøjedes over vennen. Alt var forbi, og jeg opgav mig selv og lod mine sorger forglemmes mellem liljerne. Citeret fra Johannes af Korset, Bestigningen af Bjerget Karmel, oversat af Hagen Hasselbalch (København: Sankt Ansgars Forlag, 1994)