Afrejse til Spanien

Den 7. november 1937, knapt et par måneder før den yngste datter Ursulas fødsel, forlod Gustaf Munch-Petersen Bornholm for via København og Paris at rejse til Spanien. Her tilsluttede han sig de internationale brigader for at kæmpe på republikansk side i den spanske borgerkrig.

"De litterære brigader"

En række forfattere og intellektuelle fra andre europæiske lande kæmpede som frivillige i borgerkrigen (fx englænderen George Orwell og franskmanden André Malraux), og i samtiden blev de internationale brigader af og til kaldt "de litterære brigader" eller "de lyriske bataljoner" på grund af de forholdsvis mange forfattere blandt soldaterne.[92] Men selv om mange danske intellektuelle, kunstnere og forfattere havde sympati for den spanske regering, var det ganske få, der meldte sig til den internationale brigade.[93] Heller ikke de to kommunistiske forfattere, Hans Kirk og Martin Andersen Nexø, der markerede sig stærkt for republikken i den danske offentlighed, deltog i kampene.

De danske spaniensfrivillige

Det anslås, at 90-95% af de ca. 500 danske frivillige, der deltog på regeringsside, kom fra arbejderklassen. De fleste var ugifte unge mænd i begyndelsen af tyverne, der stammede fra økonomisk dårligt stillede hjem, og over halvdelen af dem var arbejdsløse, da de forlod Danmark. [94] Meget få af danske frivillige stammede som Gustaf Munch-Petersen fra velstillede akademikerhjem. En stor del var i modsætning til Gustaf Munch-Petersen - i forvejen politisk aktive i det kommunistiske parti eller i fagbevægelsen.[95] Hans beslutning om at involvere sig i en krig, som udspillede sig i et andet land, der før masseturismen og mediesamfundet lå langt fra Danmark, var derfor på mange måder noget ret usædvanligt og må være blevet betragtet som sådan af hans omgivelser.

Gustaf Munch-Petersens bevæggrunde til krigsdeltagelsen

Gustaf Munch-Petersen havde ikke diskuteret sin beslutning med Lisbet, og hans afrejse var helt uventet for hende, selv om hun ind imellem havde oplevet ham som lidt nedtrykt i efterårets løb.[96] I et brev, han skrev til hende lige efter afrejsen fra hjemmet, om bord på båden til København, hedder det i en nærmest profetisk tone: "Jeg ber dig blot om at forstaa, at hvad jeg end gør, saa er det Resultatet af Tanker paa [paa] dig og Mette Hvis mine Tanker slaar til, vil du selv indse det; og alt hvad der nu er dunkelt, og maaske uforstaaeligt, vil saa blive lyst og klart ".[97]

Det er ikke muligt at fastslå med bestemthed, hvorfor Gustaf Munch-Petersen valgte at deltage i den spanske borgerkrig, og det er nærliggende at forestille sig, at der ikke kun har været en enkelt årsag til hans beslutning, men flere samvirkende. Gustaf Munch-Petersen havde ofte været fortaler for revolutionære, utopiske fremtidsvisioner også i sin kunst og han havde en klar anti-fascistisk indstilling, hvilket må have spillet en afgørende rolle. Men han havde ikke været partipolitisk engageret, og ud fra det biografiske materiale at dømme havde han heller ikke deltaget i organiseret politisk arbejde.[98]

Gustaf Munch-Petersens yngre bror Finn, der på det tidspunkt var stud.polit., deltog i maj-april 1937 sammen med 6 andre unge danskere fra forskellige organisationer i en rejse til Spanien. De var inviteret af spanske studenterorganisationer i regeringsområdet og opholdt sig i landet under det fascistiske bombardement af Guernica. Den danske presse bragte flere artikler om rejsen, og deltagerne holdt foredrag om deres oplevelser efter hjemkomsten.[99] Det er sandsynligt, at det, broren kunne fortælle om kampene og lidelserne i Spanien, gjorde indtryk på Gustaf Munch-Petersen. Det er også tænkeligt, at en vis rastløshed og frustration over vanskelighederne med at slå igennem som kunstner kan have været medvirkende til, at han traf et så radikalt valg.

Dagen efter meddelelsen om Gustaf Munch-Petersens død bragte B.T. et interview med hans mor, der fortalte, at han lige inden sin afrejse havde sagt til hende: "'Kæreste Mor, hvis du rigtigt forstaar Lignelsen i Biblen om den rige Yngling, saa ved du ogsaa, hvorfor jeg maa rejse.'"[100] I de breve, Gustaf Munch-Petersen skrev  til Lisbet fra Spanien, gav han udtryk for en idealistisk tro på, at han var med til at skabe en bedre verden, også for hende og børnene. Han gav aldrig udtryk for tvivl vedrørende den store sags betydning, men skrev begejstret om det spanske folk og gentog fx de kendte slagord fra la Pasionaria, den spanske kvindelige kommunistleder: "Spaniens kvinder vil hellere være enker efter mænd, end gift med slaver" og "Det er bedre at dø staaende, end leve på knæ."[101] Der er imidlertid ikke meget egentligt politisk indhold i brevene; ingen henvisninger til politiske diskussioner eller mere håndgribelige overvejelser om det nye samfund, han kæmpede for.

Arbejdet i Spanien

Brevene fra Spanien rummer meget begrænset information om, hvori Gustaf Munch-Petersens opgaver bestod, eller om, hvor han mere præcist befandt sig muligvis har det noget at gøre med, at soldaternes korrespondance var censureret. Det fremgår dog, at han i december 1937 var i Madrigueras. Der lå en tysk-engelsk ledet træningslejr for infanteriet, hvortil de fleste danske frivillige kom.[102] Han skrev derfra til sin mor, at han arbejdede så meget, som han aldrig før havde gjort militært, politisk, organisatorisk, kulturelt m.m. Og han havde brug for sine gode sprogkundskaber: tysk, engelsk, spansk (som han må have lært sig i løbet af tiden som frivillig), svensk, dansk og tilmed lidt finsk.[103] Det er nærliggende at forestille sig, at han først kom til fronten til sidst, og at man indtil da valgte at bruge hans kvalifikationer i forbindelse med arbejde af mere administrativ art. Af et brev til Lisbet fra februar 1938 fremgår det, at han blev feldwebel  (en slags oversergent) i den 11. brigade.[104]

I det sidste brev, Gustaf Munch-Petersen skrev til Lisbet, få dage før han faldt, fortalte han, at han ventede snart at komme til fronten. Han fortsatte: "jeg har det godt og agter at blive ved dermed, saa at jeg kan være i god behold, naar vi ses igen. det er for størstedelen en viljessag. [...] vi maa lære den realitet, at det simpleste, som vort liv kræver, fordrer den største kamp og de[t] største offer af os./ en sejrshilsen til dig og til vore smaa fra gustaf."[105] Da brevet blev skrevet, i slutningen af marts 1938, var den republikanske hær i en presset situation. Rimeligvis var Gustaf Munch-Petersen på det tidspunkt klar over, at udsigterne til at vinde krigen var dårlige, og at tabstallene var alarmerende høje ved fronten. Det er oplagt at læse hans ord om "de[t] største offer" som en hentydning til den umiddelbare livsfare, han befandt sig i, samtidig med, at formuleringerne om, at det er en "viljessag" at forblive i live, kan forstås som et forsøg på trods alt at berolige Lisbet og sig selv.

Gustaf Munch-Petersens død i flere versioner

Gustaf Munch-Petersen døde i en af de sidste dage i marts eller en af de første dage i april 1938, 26 år gammel. Han faldt under tilbagetoget over Ebro i nærheden af Gandesa. Gustaf Munch-Petersens familie og venner måtte vente længe på at få besked om hans skæbne. På trods af især hans mors ihærdige bestræbelser på at skaffe sig efterretning om hans skæbne, gik der næsten et halvt år, før meddelelsen om hans død nåede Danmark.[106] Der fremkom flere lidt forskellige beretninger om, hvordan de nærmere omstændigheder omkring Gustaf Munch-Petersens død var, ligesom der er usikkerhed om den nøjagtige dødsdato.

I Arbejderbladet fortalte den spaniensfrivillige Johannes Abildgaard Jacobsen, at han og Gustaf Munch-Petersen en af de sidste dage i marts 1938 begge havde befundet sig i en gruppe, der var på vej mod nye stillinger i omegnen af Gandesa. De blev overrasket af italienske fascister, der skød flere af dem, heriblandt Gustaf Munch-Petersen. Abildgaard Jacobsen udtalte: "Jeg vil ikke med Bestemthed kunne sige, om Gustaf døde med det samme, eller om han kun blev saaret, det sidste jeg hørte fra ham var, at han raabte "Saluda", hvilket paa dansk vil sige Hils."[107] I en udgave af Udvalgte Digte af Gustaf Munch-Petersen fra 1946 opgives 28. marts 1938 som dødsdag. I et forord af Leo Kari refereres en unavngiven "kammerats" beretning om Gustaf Munch-Petesens død. Ifølge denne var Gustaf Munch-Petersen fortvivlet over krigens udvikling og nægtede at trække sig længere tilbage på trods af de øvriges protester: "- De s k a l standses, blev han bare ved med at sige. [...] Da Fascisterne kom over den lille Flok, blev Gustaf liggende. De, som slap væk, hørte i nogen Tid hans Ildkamp med Fjenden. De saa ham ikke mere"[108]

Journalisten Poul Dreyer, der også havde været frivillig, skrev om Gustaf Munch-Petersens deltagelse i borgerkrigen Land og Folk 1946 og i Politiken 1958. Dreyer beskrev, at han var sammen med Gustaf Munch-Petersen den 30. marts, da denne modtog en pakke hjemmefra. Han så ham ikke dø, men mente, at han måtte være blevet skudt en af de følgende dage under tilbagetoget, altså senere end den dato, Abildgaard Jacobsen og Kari havde anført.[109]

Den 18. januar 1947 blev der afholdt et forhør i Københavns byret for at stadfæste Gustaf Munch-Petersens død juridisk, så hans enke kunne gifte sig igen. To tidligere spaniensfrivillige var indkaldt som vidner: søfyrbøder Holger Waage Christiansen og lagerarbejder Svend Osvald Larsen. De forklarede, at de havde set Gustaf Munch-Petersen dø af skud i brystet den 2. april 1938. Han blev ramt, mens han og andre soldater lå bag et stengærde, hvorfra de havde til opgave at dække kompagniets tilbagetog.[110]

Endelig hævdede kunstmaler og tidligere spaniensfrivillig Ole Riis at have været den sidste, der så Gustaf Munch-Petersen i live. Ifølge ham blev Gustaf Munch-Petersen skudt under tilbagetrækningen ved et fascistisk luftangreb. Flere af de andre nåede i sikkerhed, men Gustaf Munch-Petersen blev ramt, da han løb tilbage for at hente effektivbogen (en bog, hvor tabstal og lignende blev opført), som han havde ansvaret for.[111]

Det er ikke muligt at vurdere, hvilken beretning, der bedst beskriver hændelsen, men det er tankevækkende, at historien om Gustaf Munch-Petersens død er blevet fortalt i så mange forskellige versioner.

Begrænset interesse for Gustaf Munch-Petersens værk i hans levetid

Da Gustaf Munch-Petersen tog til Spanien, havde han på trods af sin unge alder allerede skrevet fire digtsamlinger og en roman, og han havde udstillet sine malerier offentligt ved flere lejligheder. Men han var endnu ikke slået igennem som kunstner hans bøger var gennemgående blevet negativt modtaget og hans billedkunst havde ikke været genstand for synderlig interesse. I det hele taget havde der ikke været særlig opmærksomhed omkring hans arbejde. Han var kendt i avantgarde-miljøet, men det havde en begrænset størrelse i datidens Danmark.

Flere læsere efter hans død

Hans død og omstændighederne omkring den betød imidlertid, at han blev kendt i bredere kredse, og den antologi med Udvalgte Digte, der udkom kort efter med forord af hans enke, fik en langt bedre modtagelse og flere læsere end de tidligere bøger.[112] Mens ingen af de bøger, der blev udgivet i Gustaf Munch-Petersens levetid, blev trykt i mere end 300 eksemplarer, kom Udvalgte Digte i et oplag på 650. Året efter 2. verdenskrigs afslutning blev bogen udgivet igen, denne gang med et oplagstal på 850. [113] Og i 1962 kom endnu et oplag, nu på det store forlag Gyldendal og denne gang i 2000 eksemplarer.[114] Oplagstallene blev altså flerdoblet, selv om de forblev moderate. I årene efter 2. verdenskrigs afslutning blev det heroiske i Gustaf Munch-Petersens eftermæle understreget. Efter besættelsen var der et behov i offentligheden for at tale, læse og skrive om danske helte i kampen mod fascisme og nazisme, og her var Gustaf Munch-Petersens liv velegnet. Han kom til at fremstå som en af landets første og mest fremsynede helte, en forløber for modstandskæmperne.

Gustaf Munch-Petersen som nyskabende modernistisk lyriker

Det var først efter Torben Brostrøms udgivelse af Gustaf Munch-Petersens samlede skrifter i 1959, at man for alvor begyndte at interessere sig for Gustaf Munch-Petersen som digter. Flere fik øjnene op for, at han var en - i hvert i fald dansk sammenhæng - tidlig og nyskabende modernistisk forfatter. Og selv om hans produktion er af så begrænset omfang, at den kan rummes i to bind, har han haft betydning for flere senere danske lyrikere. En af dem var Michael Strunge (1958-1986), som i midten af 1980'erne udtalte: "Den, der holder længst, tror jeg, er Gustav [sic!] Munch-Petersen, virkelig. [...] [Han] ville i dag kunne falde fuldstændigt ind i billedet med det, han skriver. Det virker totalt moderne."[115]